Jeg er netop hjemvendt fra en 19 dages gruppetur til Nepal hvor hovedmålet var trekket ¨Everest Base Camp¨
Everest Base Camp er et 12 dages trek i Himalaya der starter ved Lukla i 2.800 meters højde og bringer dig op til Mount Everest Base Camp som befinder sig i svimlende 5.364 meter over havets overflade – altså højder hvor det på ingen måde er unormalt at se folk blive fragtet ned med helikopter pga. Højdesyge....
Disse ting var jeg måske ikke helt bevidst om da jeg sammen med min far aftalte ¨lad os gøre noget vildt¨ og bookede os uanede på turen som vi dog godt vidste ville blive en udfordring meeeen måske ikke helt havde sat os vildt meget ind i.
Vi varmede godt op (syntes vi selv) til rejsen med at prøve vores kræfter af på danmarks pendant til Caminoen – nemlig Kaninoen som er en 21 km vandretur rundt om den danske ø Endelave... Ikke just her man har den store risiko for at rende ind i højdesyge eller andre former for skader andet end en enkelt vabel eller to! Men efter turen følte vi os godt klar til at rejse mod det for os ukendte Nepal samt Himalaya!
Efter vi mødtes med vores gruppe gik det dog hurtigt op for os at vi måske stod overfor en lidt større udfordring end først lige antaget og at Kaninoen på endelave ikke helt var det de andre havde brugt som opvarmning.... Flere af vores medrejsende havde tidligere prøvet kræfter med Kilimanjaro i Tanzania og eller varmet op med ture til Dolomiterne i Italien eller vandring i højderne andre steder rundt om i verden.
Verdens farligeste lufthavn
Da turen gik mod Lukla var vores nervøsitet for den kommende vandring derfor også til at føle på! Det hjalp heller ikke det store på det da vi satte os ind i det lille propelfly der skulle bringe os op til Lukla som iøvrigt anses for at være verdens farligste lufthavn i det det landingsbanen blot er 527 meter og ligger direkte på en bjergskråning... MEN da flyet først var i luften og vi fik udsigt til de enorme bjergtinder var det som om at lidt af den opbyggede nervøsitet forsvandt en smule. Det hele virkede så uvirkelig at befinde sig i og man glædede sig mere og mere til at tilbringe de næste mange dage med at være omringet af ikke bare smuk natur men også vidunderlige mennesker samt en helt og aldeles spændende kultur.
De første par dage
Efter ankomst til Lukla startede vores vandring med en let dag hvor vi gik i ca. 4 timer til en lille by der hedder Phakding og hold nu op det var fedt! Heldigvis er den første dag en forholdsvis nem dag, så man kunne virkelig bare gå og nyde naturen, de mange yakokser der kommer gående på rækker for at bringe ting op af bjergene, hængebroer man går henover og hvor farverige bedeflag hænger og vajer i vinden – det var vildt fedt!
Dagen efter skulle turen videre mod Namche Bazaar som er hovedbyen i regionen – jeg havde godt hjemmefra hørt at denne dag betegnes som en af de hårdeste på trekket, så jeg frygtede lidt for hvordan det ville gå da vi sad og fik morgenmad og set i bakspejlet var mit valg af chokoladepandekage måske ikke verdens bedste at starte dagen på.... Turen er meget enkelt de første timer og vi kom igennem byer hvor små børn var på vej til skole og hilste med ¨namaste¨ samtidigt med at de samlede hænderne og bøjede hovederne. Efter ca. 4 timer skulle vi over den smukke Hillary Bridge som er en hængebro i 135 meters højde og som går direkte henover en stor flod! Selvom den vippede noget frem og tilbage da vi gik over, så var det en vildt smuk oplevelse og helt klart dagens højdepunt!
Noget høj ovenpå oplevelsen med Hillary Bridge nåede jeg lige at tænke at dagen da slet ikke havde været slem – men så snart vi var på den anden side af broen begyndte det med det samme at gå opad! 2 timer hvor det kun kan sammenlignes med at gå på trapper hvor hvert trin havde forskellige højder.... Heldigvis blev man undervejs belønnet med udsigtspunkter hvor man lige kunne få luft et par minutter og samtidigt bare nyde den storslået natur man for alvor var begyndt at befinde sig i. Lige så hårdt det var da det stod værst til lige så stor en fornøjelse var det da vi langt om længe ramte Namche Bazaar og kunne kaste os i sengen på det lille tehus!
Efter at have klaret den tur op til Namche gik det op for mig at jeg jo lige havde klaret et af de hårdeste stykker af Everest Base Camp og det gav virkelig en stor portion selvtillid og tro på at resten af turen nok skulle blive en kæmpe succes !
Tengboche - en af turens helt store højdepunkter
Efter en vellykket akklimatiseringsdag hvor benene igen blev prøvet af med en stejl stigning for at komme op over 4.000 meter for første gang, var min selvtillid helt i top og jeg frygtede på ingen måder de kommende hårde og stejle stigninger! Fra Namche kunne jeg derfor se frem til dage hvor jeg bare kunne gå og nyde at være omringet af nogle af verdens absolut højeste bjerge.
Efter Namche Bazaar er der stadig 5 vandredage og lidt over 2.000 højdemeter før vi forhåbentlig ville være ved vores mål i Base Camp! Næste stop var Tengboche som vel nok var en af turens helt store højdepunkter da vi fik lov til at besøge et munke tempel og overvære en af deres religiøse cermonier! En kæmpe oplevelse af en kultur der ligger så fjern fra det vi kender.
Udsigten til verdens højeste bjerg
Morgenen efter var vejret så klart at vi fra vores værelser i det tehus vi boede kunne se toppen af Mount Everest for første gang! Virkelig en vild oplevelse at kunne sidde i sin seng, få en kop kaffe og bare have udsigt til toppen af verdens højeste bjeg – det er altså en helt særlig måde at starte sin dag på.
Ikke lang tid efter vi forlod Tengboche begyndte naturen for alvor at ændre sig – farvel til frodigt skovterænd med bla. fyr og birk & istedet hej goldt landskab med sneklædte bjergtinder overalt. Vi kunne alle godt mærke at vi nu dagligt var godt over 4.000 meter og at man gik langsommere samt blev hurtigere forpustet! Heldigvis var ingen af os for alvor ramt af højdesyge og hele gruppen kom også sikkert frem til Lobuche som var sidste stop inden Everest Base Camp.
Endelig var vi fremme
Dagen vi alle havde ventet på er en ca. 8 timers lang vandredag der bragte os fra Lobuche til Base Camp langs Khumba Glacia – ikke hver dag man lige vandrer flere timer langs en stor gletsjer og samtidigt har udsigt til toppen af verdens højeste bjerg. Så jeg var glad og nød virkelig hver en meter af en ellers lang og hård dag. Efter en overaskende god frokost i 5.000 meters højde gik vi det sidste stykke til Base Camp og det var en vildt god fornemmelse at endelig komme frem til dette mytiske sted man havde gået og tænkt på de sidste mange måneder! Stedet ligner i efteråret ¨bare¨ et øde stenområde men der er alligevel noget magisk i at stå ved stenen hvor der med rødt er spraymalet ¨Everest Base Camp 5364m.¨. Dette er målstregen og det man har kæmpet hen mod de sidste mange dage! Trætte og desværre også ramt af lidt forkølelse blev der taget masse af billeder, givet highfives før vi noget vemodigt måtte vende om og bevæge os samme vej tilbage ned igennem dalen som vi kom fra – 4 dages vandring ventede forude, så selvom man inderst inde følte at turen var gennemført var der stadig mange timer på stierne der endnu skulle klares.
Enestående oplevelse i min bagage
Dagen efter Base Camp var humøret desværre ikke på sit højeste i gruppen... Mange var blevet ramt af sygdom i form af forkølelse inklusiv mig selv og udsigten til 4 dages vandring ned igennem dalen tiltalte ikke ret mange af os i gruppen. Heldigvis skulle vi gå en lidt anderledes vej end den vi kom fra og der gik da heller ikke lang tid fra vi var begyndt at vandre nedad til at folk fik humøret tilbage! Selvom Mount Everest er verdens højeste bjerg er det efter min mening langt fra det smukkeste! Den titel får bjerget Ama Dablam som virkelig tordner sig op og på en eller anden måde virker højere end Mount Everest selvom der i realiteten er over 1 km forskel på de to bjerge. Ama Dablam er et af de bjerge man går og har udsigt til meget af tiden på tilbageturen fra Base Camp til Lukla, så det var for mig virkelig et plus. Det var så skønt at kunne bruge de sidste dages vandring nedad mod Lukla til at fordybe sig over det man havde været igennem samtidigt med at man stadig blev belønet af nogle af de smukkeste udsigter hver gang man kiggede op fra stien.
Efter 12 hårde men helt perfekte dage satte vi os i det lille propelfly i Lukla. Træt men også lykkelig for at have denne enestående oplevelse i min bagage var jeg klar til at vende tilbage til hverdagen og den flade natur vi har her i Danmark. Det har været en tur jeg aldrig vil glemme og jeg sætter stor pris på at kunne dele alle oplevelserne med ikke bare min far men alle de skønne mennesker der var en del af vores gruppe samt de lokale guider der hjalp os igennem når det var hårdest.
Se vores rejseforslag til Everest Base Camp.
Everest Base Camp er et 12 dages trek i Himalaya der starter ved Lukla i 2.800 meters højde og bringer dig op til Mount Everest Base Camp som befinder sig i svimlende 5.364 meter over havets overflade – altså højder hvor det på ingen måde er unormalt at se folk blive fragtet ned med helikopter pga. Højdesyge....
Disse ting var jeg måske ikke helt bevidst om da jeg sammen med min far aftalte ¨lad os gøre noget vildt¨ og bookede os uanede på turen som vi dog godt vidste ville blive en udfordring meeeen måske ikke helt havde sat os vildt meget ind i.
Vi varmede godt op (syntes vi selv) til rejsen med at prøve vores kræfter af på danmarks pendant til Caminoen – nemlig Kaninoen som er en 21 km vandretur rundt om den danske ø Endelave... Ikke just her man har den store risiko for at rende ind i højdesyge eller andre former for skader andet end en enkelt vabel eller to! Men efter turen følte vi os godt klar til at rejse mod det for os ukendte Nepal samt Himalaya!
Efter vi mødtes med vores gruppe gik det dog hurtigt op for os at vi måske stod overfor en lidt større udfordring end først lige antaget og at Kaninoen på endelave ikke helt var det de andre havde brugt som opvarmning.... Flere af vores medrejsende havde tidligere prøvet kræfter med Kilimanjaro i Tanzania og eller varmet op med ture til Dolomiterne i Italien eller vandring i højderne andre steder rundt om i verden.
Verdens farligeste lufthavn
Da turen gik mod Lukla var vores nervøsitet for den kommende vandring derfor også til at føle på! Det hjalp heller ikke det store på det da vi satte os ind i det lille propelfly der skulle bringe os op til Lukla som iøvrigt anses for at være verdens farligste lufthavn i det det landingsbanen blot er 527 meter og ligger direkte på en bjergskråning... MEN da flyet først var i luften og vi fik udsigt til de enorme bjergtinder var det som om at lidt af den opbyggede nervøsitet forsvandt en smule. Det hele virkede så uvirkelig at befinde sig i og man glædede sig mere og mere til at tilbringe de næste mange dage med at være omringet af ikke bare smuk natur men også vidunderlige mennesker samt en helt og aldeles spændende kultur.
De første par dage
Efter ankomst til Lukla startede vores vandring med en let dag hvor vi gik i ca. 4 timer til en lille by der hedder Phakding og hold nu op det var fedt! Heldigvis er den første dag en forholdsvis nem dag, så man kunne virkelig bare gå og nyde naturen, de mange yakokser der kommer gående på rækker for at bringe ting op af bjergene, hængebroer man går henover og hvor farverige bedeflag hænger og vajer i vinden – det var vildt fedt!
Dagen efter skulle turen videre mod Namche Bazaar som er hovedbyen i regionen – jeg havde godt hjemmefra hørt at denne dag betegnes som en af de hårdeste på trekket, så jeg frygtede lidt for hvordan det ville gå da vi sad og fik morgenmad og set i bakspejlet var mit valg af chokoladepandekage måske ikke verdens bedste at starte dagen på.... Turen er meget enkelt de første timer og vi kom igennem byer hvor små børn var på vej til skole og hilste med ¨namaste¨ samtidigt med at de samlede hænderne og bøjede hovederne. Efter ca. 4 timer skulle vi over den smukke Hillary Bridge som er en hængebro i 135 meters højde og som går direkte henover en stor flod! Selvom den vippede noget frem og tilbage da vi gik over, så var det en vildt smuk oplevelse og helt klart dagens højdepunt!
Noget høj ovenpå oplevelsen med Hillary Bridge nåede jeg lige at tænke at dagen da slet ikke havde været slem – men så snart vi var på den anden side af broen begyndte det med det samme at gå opad! 2 timer hvor det kun kan sammenlignes med at gå på trapper hvor hvert trin havde forskellige højder.... Heldigvis blev man undervejs belønnet med udsigtspunkter hvor man lige kunne få luft et par minutter og samtidigt bare nyde den storslået natur man for alvor var begyndt at befinde sig i. Lige så hårdt det var da det stod værst til lige så stor en fornøjelse var det da vi langt om længe ramte Namche Bazaar og kunne kaste os i sengen på det lille tehus!
Efter at have klaret den tur op til Namche gik det op for mig at jeg jo lige havde klaret et af de hårdeste stykker af Everest Base Camp og det gav virkelig en stor portion selvtillid og tro på at resten af turen nok skulle blive en kæmpe succes !
Tengboche - en af turens helt store højdepunkter
Efter en vellykket akklimatiseringsdag hvor benene igen blev prøvet af med en stejl stigning for at komme op over 4.000 meter for første gang, var min selvtillid helt i top og jeg frygtede på ingen måder de kommende hårde og stejle stigninger! Fra Namche kunne jeg derfor se frem til dage hvor jeg bare kunne gå og nyde at være omringet af nogle af verdens absolut højeste bjerge.
Efter Namche Bazaar er der stadig 5 vandredage og lidt over 2.000 højdemeter før vi forhåbentlig ville være ved vores mål i Base Camp! Næste stop var Tengboche som vel nok var en af turens helt store højdepunkter da vi fik lov til at besøge et munke tempel og overvære en af deres religiøse cermonier! En kæmpe oplevelse af en kultur der ligger så fjern fra det vi kender.
Udsigten til verdens højeste bjerg
Morgenen efter var vejret så klart at vi fra vores værelser i det tehus vi boede kunne se toppen af Mount Everest for første gang! Virkelig en vild oplevelse at kunne sidde i sin seng, få en kop kaffe og bare have udsigt til toppen af verdens højeste bjeg – det er altså en helt særlig måde at starte sin dag på.
Ikke lang tid efter vi forlod Tengboche begyndte naturen for alvor at ændre sig – farvel til frodigt skovterænd med bla. fyr og birk & istedet hej goldt landskab med sneklædte bjergtinder overalt. Vi kunne alle godt mærke at vi nu dagligt var godt over 4.000 meter og at man gik langsommere samt blev hurtigere forpustet! Heldigvis var ingen af os for alvor ramt af højdesyge og hele gruppen kom også sikkert frem til Lobuche som var sidste stop inden Everest Base Camp.
Endelig var vi fremme
Dagen vi alle havde ventet på er en ca. 8 timers lang vandredag der bragte os fra Lobuche til Base Camp langs Khumba Glacia – ikke hver dag man lige vandrer flere timer langs en stor gletsjer og samtidigt har udsigt til toppen af verdens højeste bjerg. Så jeg var glad og nød virkelig hver en meter af en ellers lang og hård dag. Efter en overaskende god frokost i 5.000 meters højde gik vi det sidste stykke til Base Camp og det var en vildt god fornemmelse at endelig komme frem til dette mytiske sted man havde gået og tænkt på de sidste mange måneder! Stedet ligner i efteråret ¨bare¨ et øde stenområde men der er alligevel noget magisk i at stå ved stenen hvor der med rødt er spraymalet ¨Everest Base Camp 5364m.¨. Dette er målstregen og det man har kæmpet hen mod de sidste mange dage! Trætte og desværre også ramt af lidt forkølelse blev der taget masse af billeder, givet highfives før vi noget vemodigt måtte vende om og bevæge os samme vej tilbage ned igennem dalen som vi kom fra – 4 dages vandring ventede forude, så selvom man inderst inde følte at turen var gennemført var der stadig mange timer på stierne der endnu skulle klares.
Enestående oplevelse i min bagage
Dagen efter Base Camp var humøret desværre ikke på sit højeste i gruppen... Mange var blevet ramt af sygdom i form af forkølelse inklusiv mig selv og udsigten til 4 dages vandring ned igennem dalen tiltalte ikke ret mange af os i gruppen. Heldigvis skulle vi gå en lidt anderledes vej end den vi kom fra og der gik da heller ikke lang tid fra vi var begyndt at vandre nedad til at folk fik humøret tilbage! Selvom Mount Everest er verdens højeste bjerg er det efter min mening langt fra det smukkeste! Den titel får bjerget Ama Dablam som virkelig tordner sig op og på en eller anden måde virker højere end Mount Everest selvom der i realiteten er over 1 km forskel på de to bjerge. Ama Dablam er et af de bjerge man går og har udsigt til meget af tiden på tilbageturen fra Base Camp til Lukla, så det var for mig virkelig et plus. Det var så skønt at kunne bruge de sidste dages vandring nedad mod Lukla til at fordybe sig over det man havde været igennem samtidigt med at man stadig blev belønet af nogle af de smukkeste udsigter hver gang man kiggede op fra stien.
Efter 12 hårde men helt perfekte dage satte vi os i det lille propelfly i Lukla. Træt men også lykkelig for at have denne enestående oplevelse i min bagage var jeg klar til at vende tilbage til hverdagen og den flade natur vi har her i Danmark. Det har været en tur jeg aldrig vil glemme og jeg sætter stor pris på at kunne dele alle oplevelserne med ikke bare min far men alle de skønne mennesker der var en del af vores gruppe samt de lokale guider der hjalp os igennem når det var hårdest.
Se vores rejseforslag til Everest Base Camp.
