8 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
13.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Dolomitterne udgør et vaskeægte vandremekka i det nordlige Italien og ligger en spytklat fra både Schweiz, Tyskland og Østrig. Det udmønter sig som et finurligt mix i både sproget og maden såvel som bjergkulturen og traditionerne generelt - her tales nemlig både italiensk og tysk, og du kan mæske dig i den traditionelle tyske apfelstrudel akkompagneret af en god kop italiensk kaffe. Det bliver ikke bedre!

De mest populære vandredestinationer er nationalparkerne Stelvio og Brenta, der udgør store dele af bjergkæderne Ortles-Cevedale, Adamello Presanella og Brenta. Førstnævnte består primært af metamorfiske stenarter såsom jern, kvarts og mica. Adamello Presanella er vulkanisk og rummer enorme gletsjerområder, og sidstnævnte, Brenta, har de legendariske og lodrette bjergvægge i kalksten, der gør området til et samlingspunkt for klatrere fra hele verden.

På denne unikke vandretur med dansk rejseleder kommer vi til at opleve alle de forskelligartede landskaber og den betagende natur, som Ortles-Cevedale og Dolomitterne byder på, da vi de første tre dage vandrer i Stelvio Nationalpark og derefter fortsætter videre mod Brenta. For de eventyrlystne, der ikke er bange for højder, er der en eksklusiv mulighed for at forsøge sig med Via Ferrata i Brenta i selskab med en certificeret bjergguide - den særlige klatretype, hvor man er spændt godt og sikkert fast til en line fra start til slut.

Vi har på hele turen følgeskab af en UIAGM-certificeret bjergguide, der er ekspert i bjergområderne og kan dele nødvendige og informative tips og erfaringer undervejs. Det giver helt unikke muligheder for et samarbejde mellem den danske rejseleder og den lokale bjergguide, der kan tilgå dagsruterne med en stor grad af fleksibilitet alt efter vind- og vejrforhold samt vandreniveau i gruppen.

Første dag vandrer vi blot en kort strækning gennem frodige skovområder i Ortles-Cevedale, før vi passerer skilte med ordet “fruscìo”. Oversat referer det til noget a la “naturens stille lyde”. Disse små skilte i skoven fungerer som fine påmindelser om, at det er vigtigt at lytte til naturen, der omgiver os - den rindende bæk, fuglekvidder og grene, der valser i vinden. Når vi passerer trægrænsen og vandrer blandt de gigantiske, sneklædte bjergtinder, er det derimod stilheden, der dominerer. Den form for stilhed, som man kun man opleve, mens man vandrer i mennesketomme naturområder med udsyn til krystalklare bjergsøer, enorme bjerge og gigantiske gletsjere. Dolomitterne rummer det hele - og mere til!


Glæd dig til:
  • Majestætiske bjerglandskaber så langt øjet rækker
  • Overdådig 3-retters menu hver aften i de hyggelige bjergrefugier
  • En unik mulighed for at afprøve klatreformen Via Ferrata
  • Trekking med crampons på gletsjerpassager
  • Forfriskende badeture i de smukke gletsjersøer
  • Eksklusiv chance for at opleve både Stelvio og Brenta Nationalpark
  • Magiske solopgange og solnedgange bag de lysende bjergtinder
  • En tur, der byder på utallige alternative ruter alt efter vind- og vejrforhold


Bedste rejseperiode

Bjergrefugierne i Dolomitterne har sæsonåbent inden for et snævert vejrvindue fra midt juni til midt september, og derfor arrangerer vi alle vores ture med dansk rejseleder i denne periode. Som oftest er alle stier og passager fri for sne i de pågældende måneder, men alle sæsoner er forskellige, og det samme gælder for Dolomitterne. Normalvis byder vejret i nationalparkerne Stelvio og Brenta på milde sommermåneder, hvor temperaturen sjældent bevæger sig over 25 grader, og i forsommeren og i det tidlige efterår ligger gennemsnitstemperaturen på omtrent 20 grader. Morgen- og aftentemperaturene i de højt beliggende bjerghytter kan dog snildt dale til 4-7 grader, og det er ikke unaturligt at løbe ind i regn samt hagl- og snebyger selv i sommermånederne, så det er nødvendigt at være forberedt på al slags vind og vejr.

**Vi gør opmærksom på, at de pågældende dagsruter beror på vejrforholdene, der kan være omskiftelige i Dolomitterne både om sommeren og i efteråret. Dog findes der utallige, gode alternativer til lige så storslåede dagsture, så vi fortsat kan overnatte i den planlagte hytte og nyde de selv samme storslåede udsigter**

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Val di Sole
Vi flyver fra København til Venedig, hvorfra en bus kører os tre timer nordpå til Val di Sole-dalen. Her snuser vi for første gang til den friske bjergluft og kan på vejen hertil nyde synet af de mange vinmarker og æbleplantager, som området er kendt for. Vi overnatter på det hyggelige, familiejede og 3-stjernede Pippo Hotel i Terzolas, hvor vi nyder en formidabel tre-retters italiensk aftenmenu, før første vandredag venter i morgen. (-,-,-)
2. dag: Fra Piazzola til Lago Corvo
Efter en halv times bjergkørsel ankommer vi til byen Piazzola (1.314 m.o.h), der er en af tre autentiske og isolerede bjerglandsbyer i Val di Rabbi-dalen. Herfra påbegynder vi dagens vandretur, og de første par timer er ruten stejl gennem smukke skovområder langs med en rindende flod, hvor vi passerer grønne plateauer med græssende kvæg. Det vidner om, at den traditionelle nomadekultur fortsat holdes i hævd, hvor hyrderne i sommerhalvåret fører kvæg til de højt beliggende engarealer. Vi passerer Malga Caldesa Bassa (1.885 m.o.h), der både er et lokalt oste-mejeri men også en lille restaurant, hvor storfavoritten er en god kop kaffe med hjemmelavet strudel. Herfra kan vi for første gang spotte bjergrefugiet Lago Corvo, hvor vi skal overnatte, og udsigten her er også storslået, fordi vi tydeligt kan se skælvet mellem trægrænsen og det rå, stenede terræn, vi har i vente senere på ruten. Vi spiser vores medbragte frokost til synet af de fine bjergtinder. Vi ankommer til hytten om eftermiddagen, hvor vi nyder en velfortjent pause på panorama-terrassen. For de friske kan eftermiddagen byde på en kort og storslået vandretur mod søen af samme navn - Lago Corvo, hvor man kan bade og dase ved søbredden. (M,-,-) Anslået vandretid: 6-7 timer, 11 km. Højdemeter: 1290 m▲ og 300 m▼
3. dag: Collecchio-toppen og Sternai-søerne
Vi ønskes godmorgen af den friske bjergluft, og er vi heldige, kan vi spotte både gemser, stenbukke og murmeldyr fra morgenstunden, når vi vandrer opad i det stenede moræne-terræn mod Lago Corvo. Herfra går ruten videre mod toppen Cima Collecchio beliggende i 2.955 meters højde, og stien hertil er stejl og stenet. Vi bevæger os gennem et råt og mennesketomt månelandskab. Den storslåede panorama-udsigt fra toppen er dog alle strabadserne værd, hvorfra vi kan nyde synet af de rå og lodrette Dolomitter i Brenta ude i det fjerne samt Cima Cervale, der har lagt navn til bjergkæden, vi befinder os i. Vi kan spotte hytten Rifugio Dorigoni, hvor vi skal overnatte. Det første stræk på ruten går lodret nedad, hvorefter det flader mere ud. Vi passerer smukke græsenge og en bro over et vandløb, før vi ankommer til den familieejede hytte i 2.437 meters højde. Vi nyder en velfortjent frokost - måske en traditionel knödel eller spätzle. Hvis benene er sultne på flere eventyr, kan vi vandre til den fine sø Lago Stenai og endda fortsætte i et spektakulært loop, der tager os forbi både fine udsigtspunkter, isolerede stenlandskaber og flere gletsjersøer. Vi spenderer aftenen i den hyggelige hytte og bliver forkælet med en fantastisk tre-retters menu. Når mørket falder på, og solen har takket af for i dag, er plateauet foran hytten helt ideelt til at se på stjerner. (M,-,-) Anslået vandretid: 5 timer, 8 km. Højdemeter: 530 m▲ og 550 m▼ Alternativ ekstrarute: 3,5 timer, 3 km. Højdemeter: 450 m▲ og 400 m▼
4. dag: Careser-gletsjeren og 3000 m.o.h. bjergpas
Vi har en længere vandredag foran os, der byder på en stejl opstigning fra morgenstunden. Vi har kurs mod Bocca di Saent i 3.119 meters højde, der samtidig er højeste top, vi trekker til på ruten i de majestætiske Dolomitter. Vi vandrer på et stenet underlag med udsigt mod flere smukke bjergsøer og rødfarvede bjergpas. Efter 2-3 timer når vi toppen, hvorfra vi opnår det fulde udsyn over Careser-gletsjeren, som vi efter en velfortjent pause skal forcere med crampons på. De er simple at påføre direkte på støvlerne, nemme at vandre med og det er en unik oplevelse at bevæge sig alene henover den store isflade. Herefter skifter landskabet endnu en gang til et mere goldt og råt terræn, indtil vi når den krystalklare sø Lago Careser, hvor bygningerne langs bredden fungerer som station til udvinding af hydroenergi. Vi vandrer i en bue rundt om de tårnhøje pas over os og kan samtidig nyde de storslåede udsigter over gletsjere og bjerggiganter, mens vi bevæger os langs en flad panoramavej rundt med bjergkammen. Vi kan spotte de lodrette Dolomitter i Brenta, hvor vi retter kompasnålen mod i morgen. Senere på eftermiddagen passerer vi Lago Marmotta - en smuk bjergsø i 2.704 meters højde, hvor man enten kan tage et hvil i græsset eller en iskold dukkert. Hytten Rifugio Larcher (2.608 m.o.h) ligger blot en halv times vandring fra bjergsøen. Ruten er nedadgående, og vi bliver med det samme mødt af den prægtige morænekam lige for foden af hytten, hvor det er tydeligt at se, hvordan gletsjeren før i tiden har snoet sig helt ned gennem dalen mod landsbyen Val di Pejo. (M,-,-) Anslået vandretid: 7 timer, 11 km. Højdemeter: 820 m▲ og 660 m▼
5. dag: Mødet med Brenta og Dolomitterne
Vi vandrer langs med den rindende flod mod Val di Pejo, mens vi kan nyde synet af den majestætiske top Cevedale og moræne-landskabet. Vi passerer flere af de såkaldte “malgas” - bjerghytter eller lader, der anvendes til alt fra opbevaring af materialer til kvægmalkestationer. Vi tager en lille detour til et vandfald, hvor den friske luft giver os et skud fornyet energi, inden Prabón titter frem i skovbrynet. Vi forlader Stelvio Nationalpark og bliver kørt til landsbyen Vallesinella, som er indgangsporten til Brenta - og de dramatiske Dolomitter. Første sektion af vandringen foregår gennem et frodigt skovstykke, hvor utallige brusende vandfald tordner ned gennem det mosbeklædte landskab og giver associationer til en vaskeægte eventyrskov. Vi vandrer atter over trægrænsen og gør holdt ved Rifugio Casanei, hvor vi kan nyde en kop italiensk kaffe og et stykke hjemmebagt kage. Resten af ruten går langs med de rå, vertikale kalkstensvægge i både orange, hvide og grå farver. Vi ankommer til Rifugio Brentei, hvor vi kan nyde den storslåede panorama-udsigt og synet af klippegiganten Crozzon di Brenta – med den ikoniske 850 meter lodrette klippevæg, der nærmest er blevet synonym med Dolomitterne. (M,-,-) Anslået vandretid: 7 timer, 12,5 km. Højdemeter: 860 m▲ og 1012 m▼
6. dag: Via Ferrata-klatring eller storslået vandring
Vi står tidligt op i dag og vågner til solen, der skinner smukt på de tårnhøje bjergtinder i en 360-graders vinkel omkring os. Vi vandrer stejlt op i en times tid i retning af Rifugio Alimonta. Dette plateau omkring hytten betegnes som hjertet af Brenta Dolomitterne, hvorfra der er den mest bjergtagende udsigt mod de lodrette toppe og gletsjerne. Herfra kan man vælge, at vandre tilbage mod Rifugio Brentei, hvor vi atter skal tilbringe natten – og bruge eftermiddagen til afslapning, læsning eller hvad man ellers har lyst til med den smukke udsigt. Men har man i stedet mod på en mere udfordrende dagstur, der fordrer, at man ikke lider af højdeskræk, har vi en helt unik mulighed for at teste en Via Ferrata-rute i middelkategorien - den legendariske og ældste Bochette de Centrale-rute. Via Ferrata er en sikker men udfordrende klatreform, hvor man konstant er spændt trygt og godt fast til en kæde men trekker på flere eksponerede højderygge - både stejlt op og stejlt ned. Fra Rifugio Alimonta går ruten først videre op gennem et kridhvidt, stenet kalklandskab, indtil vi rammer foden af gletsjeren. Her påfører vi atter vores crampons og trekker op gennem den rå gletsjerpassage. Selve Via Ferrata-ruten varer cirka fire timer med pauser. Der følger en guide med på begge dagsvandringer. Vi ankommer til Rifugio Brentei senere på dagen og kan bruge eftermiddagstimerne på at nyde det fine og rå landskab, der omgiver hytten. (M,-,-) Anslået vandretid, Via Ferrata-ruten: 6-7 timer, 7,5 km. Højdemeter: 850 m▲ og 440 m▼ Anslået vandretid, trekkingruten: 3 timer, 4,5 km. Højdemeter: 420 m▲ og 420 m▼
7. dag: Grosté-passet og Queens Gardens
Vi står atter tidligt op i dag og vandrer på smukke stenstier i de nordlige, dramatiske Dolomitter. Hvis vi er heldige, kan vi spotte frygtløse klatrere på de vertikale vægge på de ikoniske klipper. Vi fortsætter videre mod Rifugio Tuckett og Rifugio Stoppani ved det smukke Grostè-pas i 2.500 meters højde. Vi bevæger os under trægrænsen og passerer det hyggelige Rifugio Selvata, der møder os i skovbrynet. Her kan vi tage et hvil og nyde skovens stille lyde - “fruscìo” - som man siger på italiensk. Vi ankommer til endnu et refugie, før vi efter et par timers vandring er fremme ved liften, der på få minutter fragter os ned i dalen. Her kan man vælge at blive i hytten og spise et godt måltid mad, men hvis det kribler i kroppen efter mere vandring, tilbydes en alternativ tur til Queens Garden. Det er et enormt engplateau med fossiler, blomster og udsigt til endnu flere tårnhøje tinder. Sagnfortællingerne går på, at en dronning og hendes følgeskab drog til engen for at plante smukke blomster. Herefter har vi en kort transfer tilbage til Pippo Hotel i Val di Sole, hvor man kan slappe af ved hotellets udendørspool, besøge spaområdet og lade op til den sidste italienske gastronomi-nadver - en god afskedsmiddag i restauranten. (M,-,-) Anslået vandretid: 4 timer, 8 km. Højdemeter: 530 m▲ og 265 m▼ Alternativ ekstrarute: 2 timer, 4 km. Højdemeter: 126 m▲ og 335 m▼
8. dag: Afrejse fra Val di Sole til København
En storslået og udfordrende vandreferie i Dolomitterne er ved at lakke mod enden, og efter morgenmaden på hotellet i Val di Sole bliver vi kørt mod Venedig, hvorfra vi sætter kursen hjem mod Danmark. Tak for denne gang! (M,-,-)

Overnatninger

1 overnatning på Pippo Hotel i Terzolas i Val di Sole
1 overnatning på Rifugio Lago Corvo
1 overnatning på Rifugio Dorigoni
1 overnatning på Rifugio Larcher
2 overnatninger på Rifugio Brentei
1 overnatning på Pippo Hotel i Terzolas i Val di Sole

Før og efter vandreturen i Dolomitterne overnatter vi på delte dobbeltværelser på Pippo Hotel i Val di Sole-dalen. Det er et 3-stjernet hotel, hvor der både er udendørs pool og et lille spaområde. Her er der mulighed for at tilkøbe enkeltværelse mod tillæg. Undervejs på trekket sover vi fem nætter på de charmerende bjergrefugier, der traditionen tro har ageret overnatningssteder for vandrere og bjergbestigere i Dolomitterne - og generelt i Alperne. Ofte er de beliggende lige for foden af en top eller ved et bjergpas, i læ for vind og vejr. Vi sover på sovesale med delte toiletfaciliteter. Vi spiser en inkluderet morgen- og aftensmad i hytternes hyggelige fællesstuer i selskab med de øvrige bjergvandrere, hvor vi kan dele alt fra en flaske rødvin til røverhistorier.

Bemærkninger

Hvad kræver turen af dig?
Det er et krav, at du kan vandre seks dage i træk i kuperet bjergterræn med din egen oppakning. Vi vandrer i gennemsnit 5-12,5 km om dagen, men flere af dagsetaperne byder på +1000 højdemeter både op og ned. Selvom turen derfor kan lyde let og ligetil grundet det lave antal km, skal vi ikke blive snydt af de barske højdemeter på en blanding af grus- og græsstier men også på mere stenede stier. Det kan være en fordel at anvende vandrestave for at sikre en mere symmetrisk gang og aflastning af knæ. Du behøver ikke at have erfaring med at vandre med crampons på – det er nemt og helt ufarligt, de påføres direkte på dine støvler, og leje er med i prisen.

Da vi spiser hovedmåltiderne i hytterne, hvor der også både er hovedpuder og dyner til låns, kan vi pakke minimalt i rygsækken for at holde vægten nede. Man kan også låne hyttesko, og der er lademuligheder til telefon og lignende, så en powerbank er heller ikke nødvendig at medbringe. Vi anbefaler, at man kun pakker det mest essentielle til denne tur i Dolomitterne, og at man orienterer sig grundigt i pakkelisten. Det er en fordel, hvis man kan holde vægten på cirka 8-10 kg. Vi anbefaler også, at du træner op til turen og tilsikrer, at formen er i orden til at forcere de storslåede, men barske bjerge i Dolomitterne. Løb, bakketræning og vandring med fuld oppakning kan være eksempler på gode træningsformer.

Information

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Rejsen sælges som en hel “pakke”, og hvis der ønskes individuelle ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de ydelser, der ikke benyttes. Anden hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene, og mod et tillæg.

Gruppestørrelse

Minimum 9 deltagere, maksimum 18 deltagere.

Næste: 04-09-2024
Se alle afrejsedatoer

Pakkeliste

  • Rygsæk
  • Lagenpose
  • Regnjakke
  • Regnbukser
  • Regnslag
  • Vandtætte pakkeposer
  • Basalt førstehjælpskit til vabler, medicin mm.
  • Uldundertøj (bukser og langærmet trøje)
  • 2-3 vandresokker
  • Undertøj
  • Badetøj og let håndklæde
  • Varm trøje
  • Vandreshorts
  • T-shirts
  • Vandrebukser
  • Toiletsager
  • Vandflasker til 2 liter vand
  • Solbriller og solcreme
  • Buff, lette handsker og pandebånd/hue
  • Evt. pandelampe
  • Evt. vandrestave
  • Evt. powerbank
  • Evt. snacks

Afrejsedatoer

Status Rejseperiode Udrejse Tilmeldingsfrist Rejseleder Pris
Ledige pladser Rejseperiode04.09.24 - 11.09.24 UdrejseKøbenhavn Tilmeldingsfrist01-07-2024 RejselederJacob Hilstrøm
13.995,-
Reserver
Ledige pladser Rejseperiode05.07.25 - 12.07.25 UdrejseKøbenhavn Tilmeldingsfrist06-05-2025
14.995,-
Reserver
Ledige pladser Rejseperiode30.08.25 - 06.09.25 UdrejseKøbenhavn Tilmeldingsfrist01-07-2025
14.995,-
Reserver

Prisen er inklusiv

  • Flybillet København - Venedig t/r (inkl. bagage)
  • Dansk rejseleder
  • Lokal, UIAGM-certificeret bjergguide
  • Transfer ifølge program
  • 7 overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Udlån af hjelm og crampons til gletsjerpassager
  • Infomøde inden afrejse med gennemgang af ruten og udstyr
  • Minimum 15 pct. rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Mulighed for at leje rygsæk for 100 kr. pr. mdr.
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Deltagelse i og udstyr til Via Ferrata-etapen (hjelm, klatresele, reb og karabiner). Det lejes og betales lokalt – 150 euros, såfremt du tilmelder dig denne dagsetape.
  • Aftensmad i hytterne på 175 euros for måltider undervejs på trekket og på hotellet i Val di Sole – betales lokalt på ankomstdagen.
  • Madpakker, der købes i hytterne og kan medbringes på dagsruten.
  • Drikkevarer
  • Byskatter på 2-3 euros pr. overnatning
  • Drikkepenge til bjergguiden
  • Tillæg på 450 kr. for enkeltværelse i Val di Sole. Det er muligt at dele værelse med en deltager af samme køn. Er der ingen at dele med, opkræves enkeltværelsestillæg ved restbetaling
  • Ved bestilling af rejsen er det ofte muligt at tilkøbe afrejse fra en alternativ lufthavn f.eks. Billund eller Aalborg for 1.495 kr. per person. Det forudsætter dog, at flyselskabet på den enkelte afgang tilbyder mulighed for provinstilslutning, samt at der er plads. Spørg din rejsekonsulent for nærmere information.

Prisbemærkning

Hvis du vil sikre dig en plads på en bestemt tur, så klik på ”Reserver”. Der opkræves et depositum, som fratrækkes den samlede pris når turen betales (ca. 2 måneder inden afrejse). Har du brug for at vide mere inden du beslutter dig, så book et møde (som også kan afholdes over telefon) med en rejsekonsulent.

Der er faste 3-retters menuer i bjerghytterne og på hotellet i Val di Sole om aftenen, hvilket man betaler for på forhånd på ankomstdagen. Det koster 175 euros for aftensmad hele ugen.

Depositummet på de 1.000 kr. er ikke refunderbart.

Ønsker du at forlænge din rejse efter grupperejsen med dansk rejseleder, kan Jysk Rejsebureau hjælpe med at skræddersy din videre rejse.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Louise Koch Svensson, rejsekonsulent

Louise Koch Svensson

Rejsekonsulent

kbh|jr.dk

Nina Hareskov Eilertsen

Rejsekonsulent

niha|jr.dk
René Nørmark

René Nørmark

Rejsekonsulent

reno|jr.dk
Til top