Tilmeld dig vores gratis online foredrag om turen til Peaks of the Balkans her.
Se en video om turen her.
Albanien, Kosovo og Montenegro var indtil for omtrent 20 år siden lukket for omverdenen, så udover at byde på majestætiske naturoplevelser bliver vi på dette vandreventyr indviet i det spektakulære liv i de afsidesliggende bjerge, der gør rejsen til en særlig kulturel og historisk oplevelse.
De Albanske Alper bliver af de lokale kaldt De Forbandede Bjerge. I de barske og storslåede bjerge forsvinder grænserne mellem de tre lande, og vi befinder os mellem øst og vest og mellem islam og kristendom. Her vandrer vi langt fra skilifter, resorts og hoteller, men helt tæt på de rå, takkede kalkstensbjerge med det usædvanlige og mystiske navn. Historierne varierer fra, at bjergene er skabt af djævlen til fortællinger om lokale, der har overvundet store udfordringer, mens de forcerede De Forbandede Bjerge. På albansk hedder bjergene Bjeshkët e Nëmuna, og på serbokroatisk kaldes de Prokletije. På en måde er toppenes gådefulde oprindelseshistorie en slags metafor for Albanien som helhed.
Vandreruten Peaks of the Balkans blev officielt indviet i 2013, hvor formålet med ruten var at bringe befolkningsgrupperne i en tidligere splittet bjergregion tættere sammen. Ruten bidrager til at tiltrække turister til området og dermed øge indtægterne til den marginaliserede lokalbefolkning, hvilket samtidig kan være med til at stoppe affolkning og sikre bevaring af den smukke natur og kulturarv.
Vi påbegynder vores rejse i Albanien, der for de fleste er et nyt og næsten hemmeligt rejsemål. Her står vi klar til at indtage et forholdsvist uberørt turistmål, når vi trekker gennem de grønne dale og enge fyldt med vilde blomster. Vi møder de lokale hyrder og nyder godt af deres gæstfrihed, alt imens de massive bjergtinder tordner sig op rundt om os i et fuldkommen fantastisk landskab.
Glæd dig til:
- Spektakulær og isoleret bjergkultur
- Storslåede udsigtspunkter over frodige dale og krystalklare bjergsøer
- Lokale madspecialiteter
- En unik mulighed for at vandre i hele tre lande på én tur
- At møde lokale hyrder og bjergbefolkningen i øjenhøjde
- En lokalproduceret sjus raki eller ti
- Ophold i afsidesliggende bjerghytter
- Syv intense vandredage langt væk fra alfarveje
Bjergområderne i Albanien, Kosovo og Montenegro er særdeles vejrpåvirkelige, og det er ikke unormalt, at man kan opleve et snedækket landskab helt ind i forsommeren og i det tidlige efterår. Vi anbefaler derfor at vandre Peaks of the Balkans-ruten fra slut juni til start september, hvor de høje bjergpas er mere eller mindre snefri, og hvor temperaturerne er mere stabile og sikrer de bedste forudsætninger for at forcere De Forbandede Bjerge.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år.
1. dag: Afrejse til Albanien
Vores rejse begynder i Kastrup Lufthavn, hvor vi mødes og flyver til Albaniens hovedstad Tirana. Herfra køre vi 175 km i bus nordpå til byen Theth. Turen tager ca.4 timer og der er masser af mulighed for mad og kaffepauser. Ved ankomst til Theth indlogeres vi på vores guesthouse, får gang i benene ved at gå lidt rundt i denne traditionele bjerglandsby, som ligger i hjertet af de Albanske alper. Vi slutter ankomstdagen af med en hyggelig fællesmiddag, hvor vi skal smage på diverse albanske specialiteter på en restaurant i den lokale ende af dalen. Theth er startstedet for vores eventyr på Balkan. (A)
2. dag: Fra Shkodër til Theth og videre til Valbona – møde med De Forbandede Bjerge
Vi starter tidligt ud, da vi har en lang dag foran os. Efter morgenmaden venter en køretur på ca. to timer til bjergbyen Theth, der er beliggende i 820 meters højde for foden af De Albanske Alper. Forude venter en hård - men smuk - opstigning til Valbonapasset (1.898 m.o.h.), hvor vi kan nyde den mest majestætiske panoramaudsigt over de dybe dale på begge sider af passet. Vi kan skimte Valbona i det fjerne, som vi nu begiver os på en stejl nedstigning imod. Turen går ad grusstier, gennem skove og frodige dale med udsigt til de smukke og rå bjerge. Fra landsbyen Ragam venter en kort transfer til dagens slutdestination Valbona.
Anslået vandretid: 6-7 timer, 17 km. Højdemeter: 1078 m▲ og 978 m▼ (M,F,A)
3. dag: Fra Valbona til Doberdol – hyrdernes dal
Turen går i dag mod hyrdebyen Doberdol, hvor vi skal overnatte hos lokale albanske hyrder og deres familier. Vi vandrer gennem vekslende terræn og flere skovområder, og på et tidspunkt krydser vi grænsen ind i Montenegro – men vi vender dog hurtigt retur over den albanske grænse. Undervejs passerer vi flere små huse, hvor de lokale hyrder opholder sig, og vi kan se frem til at opleve den enorme gæstfrihed og imødekommenhed, der er kendetegnende for lokalbefolkningen. Når vi ankommer til Balqin, er det muligt at nyde lidt blåbærtærte med lokal frisk yoghurt (i august og september bliver tærten toppet med lokale sortebær). I Doberdol leves livet simpelt og med et fåtal af de ressourcer, som vi ellers er vant til fra vores danske hverdag. Det er slet og ret en rejse tilbage i tiden til en livsstil, der ikke længere findes mange steder i Europa. Vi tilbringers natten i Doberdol i lokal bjælkehytte hvor vi kan mæske os i lokale og friske mælkeprodukter, der er kendetegnende for dalen.
Anslået vandretid: 6-7 timer, 16 km. Højdemeter: 989 m▲ og 404 m▼ (M,F,A)
4. dag: Fra Doberdol til Kosovos højeste bjerg Gjeravice
Vi følger sporet til Gjeravica Peak, der er Kosovos højeste bjerg og tordner lodret op med sine imponerende 2.646 højdemeter. Vandreturen går langs med det lokale spor kaldet Horses’ Path. Vi krydser grænsen til Kosovo i cirka 1.955 meters højde og bliver budt velkommen i det tredje land på ruten. Vores vandring fortsætter i Kosovo ad stenbelagte stier og op og ned ad områdets mindre bakketoppe og dale. Vi ankommer til Zemra Lake, der har fået kaldenavnet ”Hjertesøen” pga. dens hjerteform. Her er det muligt at tage en dukkert og få sig en unik svømmeoplevelse i 2.300 meters højde. Herefter går turen videre mod vores smukke vendepunkt Gjeravica Peak, hvorfra vi påbegynder nedstigningen ned til Gacaferri, hvor en hyggelig fællesmiddag er i vente.
Anslået vandretid: 7-8 timer, 18 km. Højdemeter: 958 m▲ og 958 m▼ (M,F,A)
5. dag: Gacaferri til Vusanje - mødet med Montenegro
Efter morgenmaden venter en kortere vandredag, der byder på utrolige panoramiske udsigter, når vi bevæger os fra Albanien ind i Montenegro og har vores første rigtige møde med de majestætiske, montenegrinske bjerge. Vi vandrer til Babino Polje, der er beliggende i 1.500 meters højde og primært bosat af lokale hyrder. Herfra skal vi med lokaltransport til Vusanje, hvor vi skal spendere de næste to nætter i et hyggeligt guesthouse.
Anslået vandretid: 5-6 timer, 14 km. Højdemeter: 936 m▲ og 700 m▼ (M,F,A)
6. dag: Vusanje – Gerbaja Valley – Vajusha Peak – Vusanje
Vi begynder dagen med en kort køretur fra Vusanje til Gerbaja-dalen, hvorfra vi kan nyde den smukke udsigt til de omkringliggende bjerge og den helt særlige ro, der hersker i dalen. Turen i dag går først mod Peak of Cam i 1.855 meters højde, hvor vi tager et hvil og betragter de storslåede bjergkæder Karafil og Langoj. Vi fortsætter vandringen langs en meget panoramisk højderyg mod Vajusha Peak (2.005 m.o.h.). Højderyggen er - foruden at være meget bjergtagende - også grænsen mellem Montenegro og Albanien. Efter at have erobret toppen er det muligt at tage en pause for at nyde den enestående udsigt og en bid frokost, inden vi påbegynder vores tur nedad og tilbage til Vusanje.
Anslået vandretid: 6 timer, 12 km. Højdemeter: 984 m▲ og 984 m▼ (M,F,A)
7. dag: Fra Vusanje til Theth
Efter morgenmaden venter en kort køretur til Ropojan-dalen, der i sin tid blev formet af massive gletsjeraflejringer, og nu byder vandrere velkommen med imponerende tinder, brusende vandfald, bjergkilder og gletsjersøer. Vandringen i dag udgår fra grænselandet mellem Montenegro og Albanien, og det er faktisk muligt at se grænsepyramiden tordne sig op. Vandreetapen fortsætter videre gennem en skov, indtil det imponerende Rrunica Field viser sig for os. Herfra går turen opad mod Peja-passet i 1.800 meters højde, hvor vi undervejs passerer små, isbelagte bjergsøer. Fra passet begynder vores nedstigning til landsbyen Theth, hvor vi vandrer ad en historisk karavanevej, som blev brugt af indbyggere og handlende i middelalderen. Vi vandrer gennem nåleskov og over bjergskråninger for at nå den lille albanske landsby i 820 meters højde, hvor vi bliver indkvarteret på et lille guesthouse og nyder en hyggelig fællesmiddag.
Anslået vandretid: 7 timer, 16 km. Højdemeter: 1093 m▲ og 1493 m▼ (M,F,A)
8. dag: Dagstur fra Theth og transport til Tirana
Den autentiske, lille landsby Theth er beliggende i en af de mest afsidesliggende dale i Nordalbanien, og når sneen dækker det grusbelagte kørespor til i vinterhalvåret, er det lille samfund mere eller mindre afskåret fra omverdenen. Theth ligger omgivet af fantastiske, klippefyldte bjerge og enge fyldt med vilde blomster. Dagen i dag er afsat til vandreture i lokalområdet omkring Theth. En af de mest populære ture er til Blue Eye – en kilde, der ligger helt inde i en bjergkløft. Vandet er isnende koldt, men på en brandvarm sommerdag er en kold dukkert et hit! Et andet populært besøgsmål i nærområdet er det 30 meter høje vandfald Grunas, hvor det unikke ved vandfaldet er, at al dets vand kommer fra sne. Dagen afsluttes med en køretur fra Theth til Tirana, hvor vi tilbringer vores sidste nat inden hjemrejsen til Danmark.
Anslået vandretid: 7 timer, 14 km. Højdemeter: 424 m▲ og 676 m▼ (M,F,A)
9. dag: Tirana – København
I dag vender vi snuden hjemad mod Danmark efter en strabadserende og smuk vandretur i De Forbandede Bjerge. Vi påbegynder dagen med morgenmad i Tirana, hvorefter vi fortsætter videre mod lufthavnen i Tirana. Tak for denne gang! (M)