12 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 119.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Det store antarktiske kontinent er en fjern drøm for de fleste, og specielt dem som ikke ønsker at krydse Drake-strædet. Men, nu er det muligt at undgå sejlturen til Antarktis og i stedet flyve til verdens femtestørste kontinent. Du flyver via Santiago i Chile, hvor du har to dage på egen hånd inden du flyver via Punta Arenas (stop 1 nat i Punta Arenas) til den antarktiske halvø. Herefter venter der dig syv dages ekspeditionskrydstogt blandt pukkelhvaler, leopardsæler, spækhuggere, pingviner og albatrosser og mange andre dyr. Naturen er fantastisk rå, og du vil undervejs passere isbjerge, forrevne bugter omkranset af høje bjerge og enorme gletsjere. Undervejs vil ekspeditionslederne undervise og fortælle om naturen, dyrelivet og de historiske ekspeditioner på Antarktis. Alt mad, drikke og udflugter (med undtagelse af kajakture) er inkluderet på de 6 dage, du har på Antarktis. Fra Antarktis går turen tilbage via Punta Arenas med en overnatning og videre derfra tilbage til Danmark. Det er muligt at udvide turen til flere dage på Antarktis, på fastlands Chile eller måske slutte af på Påskeøen.

Du sejler på skibet Ocean Explorer eller World Explorer under dit ophold på Antarktis. Her er plads til max 140 gæster, hvilket betyder at du vil få langt mere tid på land end de større ekspeditionskrydstogter, der også sejler til Antarktis. Ombord finder du lounge, spisesal, bar, m.m. Alle kahytter har eget toilet og badefaciliteter. Der er en ekspeditionsjakke inkluderet i prisen, som du får udleveret på Antarktis. Denne må du beholde efter ekspeditionskrydstogtet, som et minde fra en enestående oplevelse, du aldrig vil glemme!

Få information og fakta om Chile her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Chile her
Få information og fakta om Antarktis her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Antarktis her

Bedste rejseperiode

Antarktis kan besøges november-marts. Sæsonen har stor indflydelse på, hvad du kan forvente at opleve. I begyndelsen af sæsonen (frem til jul ca.) er der rigtig mange pingviner, mens de voksne pingviner i slutningen af sæsonen har forladt land for at jage føde. Det er til gengæld omkring marts at pingvinungerne gør klar til at forlade deres reder. Og de er både søde, fjollede og nysgerrige, så det giver en helt anden pingvinoplevelse. Det samme er tilfællet med hvaler, fugle, mængden af is osv. - så tag en snak med din rejsekonsulent og find det hele rigtige tidspunkt for din rejse til Antarktis.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
Der er afrejse fra Danmark mod Chile.
2. dag: Ankomst Santiago de Chile
Velkommen til Chile og hovedstanden Santiago! Du bliver afhentet i lufthavnen og kørt til dit hotel i byen. Resten af dagen er på egen hånd.
3. dag: På eventyr i Santiago de Chile
Denne dag skal du opleve Santiago. Der er mange steder at besøge og opleve det lokale liv - Central Market, graffitivæggene i Bellavista, San Cristobal og Santa Lucía Hill, La Monda Presidential House og meget mere. Du kan også tilkøbe en byrundtur på cykel, eller tage på vinsmagning udenfor byen. (M)
4. dag: Med fly fra Santiago de Chile til Punta Arenas
Du bliver afhentet og kørt i lufthavnen i Santiago, hvorfra du flyver til Punta Arenas. Her bliver du hentet og kørt til dit hotel i byen. Om aftenen er der informationsmøde og fælles aftensmad. (M,A).
5. dag: Med fly over Drake Strædet
Efter morgenmaden bliver du kørt til lufthavnen i Punta Arenas og flyver til Antarktis over den legendariske Drake Passage på kun få timer. Drake Strædet er navngivet efter den kendte opdagelsesrejsende, Sir Francis Drake, som første gang sejlede i disse farvande i 1578. Fra landingspladsen på King George Island går du de cirka 1,6 km til kysten, hvor du sejles i zodiac til ekspeditionsskibet Ocean Explorer, som bliver dit hjem og base de næste seks dage på Antarktis. (M,F,A)
6-9. dag: Ekspeditionskrydstogt på den antarktiske halvø og de sydlige Shetlandsøer
De næste par dage vil du, sammen med ekspeditionsteamet på Sea Adventurer, udforske den rå natur og det fantastiske dyreliv på Antarktis. Antarktis, verdens koldeste, tørreste, højeste og reneste kontinent. Til trods for sne og is er her et imponerende dyreliv. Vejr-og isforholdene har stor indflydelse på sejlplanen. Programmet afhænger af mange faktorer, og det vil altid være ekspeditionslederen og kaptajnen, der lægger den endelige rute og afgør, hvilke landingssteder, der vælges på den antarktiske halvø. Det betyder, at vi aldrig kan garantere et fast program for togtet, men til gengæld vil hver en rejse til Antarktis være unik, og der er heldigvis så mange fantastiske steder, at der altid er et godt alternativ. Under opholdet i Antarktis kommer du i land flere steder. Nogle af disse er beskrevet herunder som eksempler. Den endelige rejserute og valg af landingssteder præsenteres på daglige orienteringsmøder. På land vil de erfarne ekspeditionsguider forklare hvad du ser, og hjælpe dig med at undgå at forstyrre dyrelivet. Når forholdene tillader det, kan der blive arrangeret vandreture eller andre aktiviteter på land. For at deltage på vandreturene må du være i god fysisk form og vant til at bevæge dig i ujævnt terræn.
  • Deception Island er reelt resterne af et gammelt vulkankrater. Her kan du mærke historiens vingesus mens du vandrer rundt mellem den rå natur og resterne fra en gammel hvalfangerbase.
  • King George Island er den største ø på de sydlige Shetlandsøer. Her finder du et rigt dyreliv: store kolonier af både Adelie- og Chinstrappingviner, sæler, søelefanter og adskillige havfuglearter.
  • Port Lockroy er en britisk base som giver dig et indblik i, hvordan baserne så ud i 1950´erne. Den er i dag stadig bemandet, og har formentlig kontinentets eneste souvenirbutik og et posthus.
  • Cuverville og Danco Island ligger ved det smukke Errera Stræde, og her findes den største koloni af Gentoopingviner på den antarktiske halvø.
  • Neko Harbour ligger på det antarktiske fastland i Andvord-bugten. Her bor en koloni af Gentoopingvinger omringet af stejle bjergsider og hængende gletsjere.
  • Melchior Islands en gruppe af øer i Dallmann Bay, hvor du kan opleve sæler kæmpe om ynglepladser.
  • Lemaire Channel er en af de smukkeste passager på Antarktis. Roligt sejler MS Ushuaia gennem det 11 km lange og 1,6 km brede sund. Den belgiske udforsker, Adrien de Gerlache, med en ung medrejsende Roald Amundsen, var blandt de første der krydsede Lemaire Channel i 1898.
  • Petermann Island er en to kilometer lang, lav, afrundet ø, som er hjemsted for verdens sydligste koloni af Gentoopingviner. Øen ligger smukt omringet af høje bjerge, der rejser sig fra bugten, og er med til at skabe et meget dramatisk og råt landskab.
På rejsen rundt i Antarktis kan du være heldig at spotte bl.a. spækhuggere og pukkelhvaler. Ruten går igennem smukke fjorde omgivet af sneklædte bjergkæder indhyllet i enorme gletsjere og bugter fyldt med isbjerge. (M,F,A)
10. dag: Med fly til Punta Arenas
Det er blevet tid til at tage afsked med Ocean Explorer og ekspeditionsteamet. Fra King George Island er der cirka 2,5 times flyvning til Punta Arenas. Her bliver du hentet og kørt til dit hotel i byen. Resten af dagen har du på egen hånd. (M)
11. dag: Afrejse fra Punta Arenas
Det er blevet tid til at tage afsked med Sydamerika. Du finder selv til lufthavnen og sætter kursen retur mod Danmark. Det er muligt at forlænge din rejse og flyve hjem fra andre steder i Sydamerika.
12. dag: Ankomst Danmark
Du ankommer til Danmark efter et uforglemmeligt eventyr på Antarktis.

Overnatninger

2 overnatninger på turistklassehotel i Santiago
1 overnatning på turistklassehotel i Punta Arenas
5 overnatninger på ekspeditionsskibet Ocean Explorer i privat kahyt
1 overnatning på turistklassehotel i Punta Arenas

Bemærkninger

Når du pakker din baggage, skal du være opmærksom på, at vægtrestriktion på flyet fra Punta Arenas til Den Antarktiske Halvø er på maks 15 kg per person.

Støvler
Mens du er på skibet, vil du få udleveret vandtætte støvler, som du kan bruge på resten af turen. Støvlerne er uundværlige, når man skal fra de mindre Zodiac gummibåde og op på land. Du vil nemlig ofte skulle træde ned i iskoldt vand på ca. 30 cm. For at være tilpas varm, er det en god ide at have løstsiddende støvler med plads til 2 par strømper.

Jakker
Alle passagerer får en varm (naturligvis vind-og vandtæt) jakke ved turens start. Du må beholde jakken efter endt rejse som et evigt minde om de antarktiske vinde.

Handsker
At holde hænderne varme og tørre kan være en udfordring. Det er en god ide at have tynde handsker (polypropylen) under varmere, tykke handsker. Dermed får du lidt beskyttelse fra kulden, når du tager de yderste handsker af for at bruge dit kamera. Vi foreslår at du medbringer ekstra handsker, hvis der er handsker, der bliver våde eller bliver væk.

Hat/hue og halstørklæde
Medbring en varm (ulden) hue til at beskytte dine ører samt et halstørklæde eller halskrave til at beskytte dit ansigt.

Bukser
Vandtætte bukser eller endnu bedre, Gore-Tex bukser. De tages udenpå dit almindelige tøj og holder dig tør og varm. Gore-Tex eller lignende materialer er gode til at holde vind og vand ude samtidig med at de ikke holder på overskydende varme. Regntæt tøj og Gore-Tex produkter kan købes i sports- og spejderbutikker. Skibukser er gode at medbringe til at have på under de vandtætte bukser. Medbring også almindelige bukser til at have på om bord på skibet.

Sokker
Varme og lange uld- eller bomuldssokker til at have på udenpå silke- eller polypropylensokker vil give varme og isolering til fødderne. Medbring gerne flere par sokker, da det er uundgåeligt at fødderne bliver våde.

Øvrigt tøj
Uld-, strik-, fleece- eller bomuldstrøjer (også langærmede T-shirts og rullekraver).

Langt undertøj/skiundertøj
Igen er polypropylen-materialet et godt valg, men ellers uld eller silke.

Kajaktur
Det er muligt at tilkøbe en kajaktur i Antarktis. Turen skal bestilles hjemmefra og der kræves, at du er en relavtivt erfaren kajaksejler.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Rejseforslaget kan startes på udvalgte rejsedatoer fra november til marts. Kontakt en rejsekonsulent for specifikke datoer.

November - marts

Pakkeliste

  • Kontanter
  • Kikkert
  • Kasket
  • Solbriller
  • Skiundertøj
  • Fleecetrøje eller varm trøje
  • Regn- eller skalbukser
  • Solcreme
  • Vandflaske
  • Bøger
  • Søsygetabletter
  • Badetøj, hvis du ønsker at tage en svømmetur i havet

Prisen er inklusiv

  • Flybillet: Danmark - Santiago / Santiago - Punta Arenas / Punta Arenas - Danmark (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Drikkevarer på cruiset til måltiderne
  • Flybillet: Punta Arenas - King George Island t/r (inkl. 15 kilos bagage)
  • 6-dages ekspeditionstur til Antarktis baseret på overnatninger i privat kahyt
  • Sejlture og landgange i Zodiac
  • Foredrag og undervisningsprogrammer på skibet
  • Vandtætte støvler i følgende amerikanske skostørrelser: mænd 8-14 og kvinder 3-9
  • Engelsktalende guider på hele Antarktiscruiset
  • Ekspeditionsjakke, som du må beholde efterfølgende
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider der ikke er nævnt i programmet
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge om bord på skibet
  • Kajaktur (skal bestilles på forhånd)

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top