Alt i Argentina er fantastisk, så det er næsten en umulig opgave at lave et rejseforslag, som hedder ”Det bedste af Argentina” og som ikke varer 2 måneder. Vi prøver alligevel med dette 14 dages rejseforslag, som dækker de største højdepunkter.
Det særlige ved dette rejseforslag er diversiteten. Fra Patagonien og Mt. Fitz Roys bjerge og isblå søer til Iguazús brusende vandfald og tropiske klima. Fra Buenos Aires' smukke boulevarder og forførende tangoshow til den imponerende Moreno-gletsjer. Du kommer virkelig til at opleve de smukkeste af Argentinas forførende landskaber på denne rejse.
Alle overnatninger, ture og billeje er inkluderet, og der er sat tid af til at du kan udforske på egen hånd. Har du mere tid, så kan du tilføje stop til pingviner og hvaler ved Peninsula Valdés, verdens ende i Ushuaia, Andesbjergene og vingårde ved Mendoza samt charmerende Salta. Tag en snak med din rejsekonsulent og få lavet din helt egen rejse.
Få information og fakta om Argentina her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Argentina her
Ønsker du at rejse på tværs af Argentina, så er det bedst at tage dertil i den argentiske sommer fra november-april. I denne periode skal du være forberedt på, at der er ekstra varmt og fugtigt i den nordlige del af Argentina.
Rejser du i stedet til Buenos Aires og/eller Iguazú-vandfaldene (og dermed ikke den centrale/sydlige del af Argentina), så er den bedste rejseperiode marts-november.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Argentina er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Argentina kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.
1. dag: Afrejse Danmark
Der er afrejse fra Danmark mod Argentina.
2. dag: Ankomst Buenos Aires
Ved ankomsten til Buenos Aires bliver du modtaget i lufthavnen og kørt til dit hotel i byen. Her har du tre overnatninger.
Alle elsker Buenos Aires, og det med rette. Her indtages caféerne af kaffedrikkende bohemer, gaden af hujende fodboldfans og dansegulvene af gnistrende tangodansere. Argentinerne er på én gang tilbagelænede og temperamentsfulde, højtidelige og afslappede. Buenos Aires er på samme måde en dynamisk by, men med rig mulighed for at trække sig tilbage og reflektere over dagens oplevelser på en af de utallige hyggelige caféer eller i et af de mange grønne områder. I kunstnerkvarteret San Telmo er en del af charmen fra kolonitiden bevaret med brostensbelagte gader og lave bygninger. Her kan man købe unikke souvenirs, når kunst og antikvitetsboderne stilles op til det livlige søndagsmarked.
Et tangoshow er også et must i Buenos Aires. Tango dukkede først op i slutningen af det 19. århundrede som et miks af forskellige rytmer, der blev danset i fattige nabolag. Tango var i begyndelsen forbudt på grund af sin sensualitet, men er idag ikke kun en enorm del af Buenos Aires’ musikalske baggrund, men også et vigtigt ikon for hele landet. Nyd en speciel “porteña” musikaften på et af byens fremragende tangosteder, hvor traditionelle sange og danse bliver fremført. Find dit eget sted - eller lad os hjælpe dig.
3. dag: Cykeltur i Buenos Aires
En cykeltur rundt i Buenos Aires er en enestående måde at få overblik på over byen. Din lokale guide vil undervejs fortælle alt om byen og landets historie. Du kommer forbi farverige La Boca og den historiske bymidte. Turen kan enten startes om morgenen eller om eftermiddagen. (
M)
4. dag: På opdagelse i Buenos Aires
Dagene er til fri disposition i Buenos Aires. (
M)
Sæt rigeligt tid af til byen, der består af mange bydele, som kan tages i bidder. I centrum ligger gågaden, Florida, med alle sine smarte butikker. Om aftenen breder gadehandlere deres varer ud på et tæppe og gademusikanter underholder. Oplev også det moderniserede havneområde Puerto Madero, hvor renoverede pakhuse nu huser fasionable restauranter. San Telmos smalle brolagte gader er især interessante om søndagen, når antikmarkedet nærmest overtager hele bydelen, og der danses tango og spilles musik. La Boca er en enorm turistmagnet med sine kulørte huse malet med rester fra skibenes bundmaling. Det er også her, det berømte fodboldstadium La Bombonera huser Diego Maradonas gamle klub, Boca Juniors, og indbyder til stemningsfyldte fodboldkampe. Tjek turneringsplanen og tag en tur på stadion. Sydamerikansk fodbold er en kæmpe oplevelse. Retiro og Recoleta er fashionable kvarterer med smukke huse. Her ligger også den enorme kirkegård, hvor Eva Peron ligger begravet.
5. dag: Med fly fra Buenos Aires til Calafate
I dag går turen fra Buenos Aires med fly til Calafate. I Calafate lufthavn afhenter du din lejebil og kører til dit hotel. Resten af dagen er til rådighed til at gå på opdagelse i den lille by eller udforske området udenfor byen i din bil. Det er en hyggelig by med masser af restauranter og butikker, hvor du kan købe alverdens udstyr til vandreturene. (
M)
6. dag: Kør-selv til Perito Moreno
Du har dagen på egen hånd til at udforske Perito Moreno gletsjeren. Kørerturen derud tager cirka en times tid, men udsigten undervejs til Argentinas største sø, Lago Argentina, med Andesbjergene i baggrunden, er enestående, så det er bare med at læne sig tilbage og nyde det. Snart får du det første glimt af en af verdens eneste stabile gletsjere. Langt de fleste gletsjere i verden er på hastigt tilbagetog, men Perito Moreno har i mange år været betragtet som stabil. Her kan du vandre til flere udsigtspunkter eller tage på en sejltur på Lago Argentina og dermed komme helt tæt på den kælvende gletsjer. (
M)
7. dag: Kør-selv Calafate til El Chaltén
I dag går turen nordpå til El Chaltén. Turen tager godt tre timer og landskabet er fantastisk, så nyd udsigten. Efterhånden som du nærmer dig El Chaltén, får du første glimt af Mt. Fitz Roy, og sikke et syn! De høje Andesbjerge tårner sig op i horisonten og er en skærende kontrast til det ellers ret flade landskab, du er kørt igennem. El Chaltén er ”vandrehovedstaden” i det sydlige Argentina. Byen er lille og nem at overskue, og som i Calafate er det naturen, der er i centrum. Alle de populære vandreruter starter næsten midt i byen, og ruterne er godt afmærket, så du kan sagtens begive dig på dagsvandreture på egen hånd. Besøg det lille nationalpark-center i udkanten af byen og få et godt kort over de forskellige ruter. Du tilbringer to nætter i El Chaltén. (
M)
8-9. dag: Vandring omkring El Chaltén
Den mest populære dagsvandretur i El Chaltén er turen til Laguna de los Tres, som giver en fænomenal udsigt til Mt. Fitz Roy. Turen varer 8 timer (retur) og kan kun anbefales, hvis du har hele dagen til rådighed. Det meste af ruten er relativ nem, men der er enkelte mere anstrengende dele. Til gengæld bliver du belønnet med den mest fantastiske udsigt. Har du ikke lyst til at bruge hele dagen på at vandre, er der masser af andre korte ture, som også er utroligt smukke med flotte udsigter. El Chaltén har noget for alle! (
M)
10. dag: Kør-selv tilbage til Calafate og med fly til Iguazú
Du sætter kursen tilbage til Calafate tidligt om morgenen og afleverer bilen i Calafate lufthavn, hvorefter du flyver til Iguazú i det nordlige Argentina. Her bliver du afhentet i lufthavnen og kørt til dit hotel, hvor du har tre overnatninger. (
M)
Den brusende Iguazú-flod krydser staten Paraná i det sydlige Brasilien fra øst til vest. Et par kilometer før Iguazú-floden krydser Paraná floden, danner den et af de mest pragtfulde naturskønne steder i verden, nemlig Iguazú-vandfaldene. Over 2.7 kilometer lang og med en gennemsnitlig gennemstrømning på 1.750 kubikmeter i sekundet, er dette vidunder placeret på et meget specielt sted: kontrasten mellem den grønne vegetation og klippernes mørke farver med hvirvlende vand, som udspringer fra den 72 meter høje klippe, er magisk! I Iguazú er der i alt 275 vandfald, og nogle af dem er over 80 meter høje, hvilket betyder at disse vandfald er bredere end Victoria-vandfaldene og højere end Niagara-vandfaldene. Det kom derfor heller ikke som nogen overraskelse, da UNESCO i 1986 udnævnte regionen til et verdensarvsområde. Vandfaldene blev oprindelig ”opdaget” i 1541 af spanieren Alvar Nuñez. Han kaldte dem for Saltos de Santa María. Navnet, vi benytter i dag, betyder ”stort vand” på Tupi Guarani sprog. Vandfaldene er beskyttet af to nationalparker, en i Brasilien og en anden i Argentina. Turene foregår via stier og gangbroer, som er tilpasset landskabet i området. Det er således let at vandre der uanset alder. De guidede ture rundt i komplekset er tilgængelige adskillige gange om dagen. Det bedste tidspunkt på året at besøge stedet er fra august til november. I regnsæsonen fra maj til juli er der risiko for oversvømmelse, der kan forhindre, at man kan komme helt tæt på vandfaldene via gangbroerne.
11. dag: På eventyr ved Iguazú-vandfaldene i Argentina
I dag er der arrangeret en tur ud til den argentinske side af Iguazú. Du vil blive kørt ud til vandfaldene, hvor du, sammen med din guide, stiger ombord på det tog, der kører dig langs vandfaldene i forskellige højder. Rundturen ender ved det største og mest imponerende af dem alle, Devils Throat, som er 90 meter højt. (
M)
12. dag: På eventyr ved Iguazú-vandfaldene i Brasilien
Du har hele formiddagen på egen hånd, inden du om eftermiddagen starter på din tur til den brasilianske side af vandfaldene. Så husk passet når du forlader dit hotel. Der vil være guide og transport inkluderet, så du får mest ud af din tid ved Iguazú. (
M)
13. dag: Hjemrejse
Det er tid til at sig farvel til Argentina og påbegynde hjemrejsen. Du bliver afhentet på dit hotel og kørt til lufthavnen. (
M)
14. dag: Hjemkomst til Danmark
Du ankommer til Danmark efter din fantastiske rejse i Argentina.