Vi møder Suraj Singh på 10 år på shelteret i Kolkata. Han bliver lidt ked af det, da vi spørger ham, hvad han gerne vil være, når han bliver stor. Han bliver stille og kigger ned på sine bare tæer. Efter nogle sekunders stilhed tørrer han en tåre væk fra kinden med oversiden af sin arm og retter sig op. Det er ikke fordi, hans fremtid ikke ser lovende ud. Problemet er bare, at den minder ham for meget om den triste fortid, han lige har lagt bag sig.
Indtil for nogle måneder siden var han hjemløs og boede på den travle Howrah Station i den indiske millionby Kolkata. Når han bliver stor, vil han gerne være socialarbejder og hjælpe andre gadebørn væk fra togstationen. ”Nej, det er ikke godt for dem at bo på stationen,” forklarer Bijoy Ghosh, der er koordinator på Open Shelter, der hjælper børn væk fra et liv på gaden. Han tager armen om Suraj, der atter får smil i øjnene, da Bijoy trykker ham ind til sig.
På shelteret møder vi også Surajs lillebror, Dipak Singh. Han har smilehuller, og han bliver ikke trist på samme måde som sin storebror, når han skal tale om fremtiden. Måske fordi han ikke så godt husker den barske tid på togstationen. Dipak vil gerne være ligesom Rahul, der er én af de yngste socialarbejdere på shelteret. Rahul og Bijoy hjalp Suraj og Dipak væk fra livet på gaden, efter børnenes alkoholiserede far forlod dem, og deres mor begyndte at være sammen med en masse forskellige mænd. Først kom brødrene på Open Shelter, og senere til drengehjemmet Boys Home, der er tilknyttet shelteret og pt. huser 16 drenge. Her kan de bo, indtil de bliver 18 år – og de elsker det.
”Jeg var glad for at komme til Open Shelter, for det var bedre end mit eget hus,” husket Suraj, der med sin familie havde boet under meget fattige kår. ”Og så var der et fjernsyn, og vi havde mulighed for at komme i skole.”
Det er én af glæderne hos de ansatte på shelteret – at følge hvordan drengene får livsglæden tilbage, og glimtet i øjnene vokser. Det sker for alle børnene, når de kommer væk fra stationen og får ordentlig og nærende mad, og ikke mindst et sted hvor de kan sove roligt og trygt hver nat. De vokser simpelthen. Der kommer mere fyld på deres strittende knogler, men de skyder også i vejret. Nogle af drengene skyder pludselig flere centimeter i vejret på blot en måned, fordi kroppen får det næring, den har brug for.
En af dem, der har valgt at blive på stationen, er Rayuda. Han er 17 år og har boet på stationen i 7 år. Det er svært at vurdere, om han sniffer lim, men de sorgmodige øjne er klare og virker ikke påvirkede, da vi møder ham. ”Jeg fik tæsk derhjemme, så jeg kunne ikke lide at være der. Så hellere her,” forklarer han. Han er blandt de ældste af børnene, og det giver ham en naturlig autoritet på stationen. Unge i hans alder kan være svære at få væk fra stationen.
En anden, der stadig bor på stationen, er Bikash på 14 år. Han fortæller, at han startede sin morgen med at sniffe lim. En ven viser stolt sit stykke stof med lim frem. Det virker umiddelbart som om, vennen synes, det er sejt, men i hans øjne kan man godt se, at han ved, det er skidt. Afhængigheden af limen er nemlig den direkte konkurrent til et bad, mad og en seng på shelteret. På Open Shelter må de ikke sniffe lim, og ofte vinder limen.
På en anden perron sidder Pinky. Hun er ca. 20 år og fungerer som en slags bandeleder på stationen. Børnene kommer til hende med de flasker, de har samlet, og så får de lim og kontanter retur. Hun sniffer også selv lim, og det gjorde hende ude af stand til at tage sig af sin treårige søn, der blev født på Howrah Station. Drengen bor i dag på drengehjemmet Boys Home, hvor også Suraj og Dipak bor.
Trods drengenes forskellige karaktertræk og personligheder har de alle en vis uskyldighed til fælles – til trods for at livet har givet dem en hård start. De har hver deres charmeoffensiv for at få opmærksomhed, når der kommer besøgende som os. Dansetrin, smuk britisk udtale eller en bog fyldt med kultørte tegninger. Og man bliver blød i knæene over mødet med drengene - så søde, livsglade og sprudlende. Uforståeligt at nogle har valgt dem fra i livet, inden de kunne klare sig selv. Man bliver rørt over at høre om deres dystre fortid, men også glad ved tanken om at de fik hjælp til at lægge den bag sig, i det sekund de trådte ind på shelteret. Det er blevet et helle for dem.
Portræt af en ildsjæl
Hvorfor vi støtter Open Shelter
Indtil for nogle måneder siden var han hjemløs og boede på den travle Howrah Station i den indiske millionby Kolkata. Når han bliver stor, vil han gerne være socialarbejder og hjælpe andre gadebørn væk fra togstationen. ”Nej, det er ikke godt for dem at bo på stationen,” forklarer Bijoy Ghosh, der er koordinator på Open Shelter, der hjælper børn væk fra et liv på gaden. Han tager armen om Suraj, der atter får smil i øjnene, da Bijoy trykker ham ind til sig.
På shelteret møder vi også Surajs lillebror, Dipak Singh. Han har smilehuller, og han bliver ikke trist på samme måde som sin storebror, når han skal tale om fremtiden. Måske fordi han ikke så godt husker den barske tid på togstationen. Dipak vil gerne være ligesom Rahul, der er én af de yngste socialarbejdere på shelteret. Rahul og Bijoy hjalp Suraj og Dipak væk fra livet på gaden, efter børnenes alkoholiserede far forlod dem, og deres mor begyndte at være sammen med en masse forskellige mænd. Først kom brødrene på Open Shelter, og senere til drengehjemmet Boys Home, der er tilknyttet shelteret og pt. huser 16 drenge. Her kan de bo, indtil de bliver 18 år – og de elsker det.
”Jeg var glad for at komme til Open Shelter, for det var bedre end mit eget hus,” husket Suraj, der med sin familie havde boet under meget fattige kår. ”Og så var der et fjernsyn, og vi havde mulighed for at komme i skole.”
Vokser flere centimeter
Da drengene skal stille op til et billede, peger Bijoy på Dipaks mave. ”Sikke tyk du er blevet,” siger Bijoy med et smil, mens han klapper Dipak på maven, der buler ud efter den store frokost. Dipak griner. Han er på ingen måder tyk, men da Bijoy mødte ham første gang, var han meget tynd.Det er én af glæderne hos de ansatte på shelteret – at følge hvordan drengene får livsglæden tilbage, og glimtet i øjnene vokser. Det sker for alle børnene, når de kommer væk fra stationen og får ordentlig og nærende mad, og ikke mindst et sted hvor de kan sove roligt og trygt hver nat. De vokser simpelthen. Der kommer mere fyld på deres strittende knogler, men de skyder også i vejret. Nogle af drengene skyder pludselig flere centimeter i vejret på blot en måned, fordi kroppen får det næring, den har brug for.
Ikke alle vil hjælpes
Det kan være svært at forstå, at nogle af børnene fra stationen ikke vil med på det åbne shelter. Men mange af dem er bange for, hvad der så sker med dem. De har lært, at de ikke kan stole på nogen, så de bliver hellere i togstationens utrygge men velkendte rammer.En af dem, der har valgt at blive på stationen, er Rayuda. Han er 17 år og har boet på stationen i 7 år. Det er svært at vurdere, om han sniffer lim, men de sorgmodige øjne er klare og virker ikke påvirkede, da vi møder ham. ”Jeg fik tæsk derhjemme, så jeg kunne ikke lide at være der. Så hellere her,” forklarer han. Han er blandt de ældste af børnene, og det giver ham en naturlig autoritet på stationen. Unge i hans alder kan være svære at få væk fra stationen.
En anden, der stadig bor på stationen, er Bikash på 14 år. Han fortæller, at han startede sin morgen med at sniffe lim. En ven viser stolt sit stykke stof med lim frem. Det virker umiddelbart som om, vennen synes, det er sejt, men i hans øjne kan man godt se, at han ved, det er skidt. Afhængigheden af limen er nemlig den direkte konkurrent til et bad, mad og en seng på shelteret. På Open Shelter må de ikke sniffe lim, og ofte vinder limen.
På en anden perron sidder Pinky. Hun er ca. 20 år og fungerer som en slags bandeleder på stationen. Børnene kommer til hende med de flasker, de har samlet, og så får de lim og kontanter retur. Hun sniffer også selv lim, og det gjorde hende ude af stand til at tage sig af sin treårige søn, der blev født på Howrah Station. Drengen bor i dag på drengehjemmet Boys Home, hvor også Suraj og Dipak bor.
Livsbekræftende arbejde
For de børn, hvor det lykkes at få dem med hen på shelteret eller drengehjemmet og hjælpe dem på vej, er det en stor forandring, der venter. Det er livsbekræftende for både børnene og Open Shelters ansatte.Trods drengenes forskellige karaktertræk og personligheder har de alle en vis uskyldighed til fælles – til trods for at livet har givet dem en hård start. De har hver deres charmeoffensiv for at få opmærksomhed, når der kommer besøgende som os. Dansetrin, smuk britisk udtale eller en bog fyldt med kultørte tegninger. Og man bliver blød i knæene over mødet med drengene - så søde, livsglade og sprudlende. Uforståeligt at nogle har valgt dem fra i livet, inden de kunne klare sig selv. Man bliver rørt over at høre om deres dystre fortid, men også glad ved tanken om at de fik hjælp til at lægge den bag sig, i det sekund de trådte ind på shelteret. Det er blevet et helle for dem.
Vil du læse mere om Open Shelter-projektet?
Jysk Rejsebureaus indsamling til LittleBigHelpPortræt af en ildsjæl
Hvorfor vi støtter Open Shelter
