Første gang Bijoy Ghosh kom på den hektiske togstation, Howrah Station i Indiens millionby Calcutta, var han 16 år gammel. Han stod sammen med sin far og så, hvordan toge fra hele landet kontant kom buldrende ind. Det var dog hverken kaosset, farverne eller larmen, der fangede Bijoys øjne. Det gjorde gadebørnene, der boede på stationen og havde deres liv mellem skinnerne. En beskidt og barsk hverdag – og de fleste af børnene var meget yngre end ham selv.
”Jeg spurgte min far, hvad børnene lavede på stationen. Han sagde, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Men det gjorde jeg. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på deres historier, og hvorfor de var endt der,” fortæller Bijoy.
Da Bijoy blev 18 år, søgte han job hos en lokal organisation, der hjalp børnene på stationen. Siden har han haft sin faste gang på Howrah Station, hvor han forsøger at hjælpe børnene væk fra det barske liv på gaden. ”De fleste er stukket af hjemmefra, fordi deres forældre ikke behandlede dem godt. Det kan skyldes alkoholisme, dårlige forældre, fattigdom, vold eller prostitution. Og så er der også nogle, der simpelthen er blevet væk fra deres familier,” forklarer han.
Bijoy snakker og pjatter med dem. Får dem til at smile og føle sig godt tilpas. Men han taler også alvorsord med dem og fortæller dem om muligheden for at komme med hen til Open Shelter, hvor de kan få mad, et bad, en seng at sove i og blive tilset af en læge. Men børnene må ikke sniffe lim der, og for mange er det et svært valg.
”Her på togstationen kan de få opfyldt deres afhængighed. De tigger sig til mad fra forbipasserende, får penge fra tomme flasker og kan sågar købe sig til sex med nogle af pigerne,” forklarer Bijoy.
Håbet med shelteret er, at en eller flere nætter væk fra det hårde stationsliv og misbruget af lim hjælper børnene i den rigtige retning – væk fra Howrah Station. ”Jeg tror på, at en skønne dag vil alle drengene komme til vores shelter, så vi kan ændre deres liv til det bedre,” forklarer Bijoy mellem de larmende tog.
Der ligger en stor indsats bag, når Bijoy og de andre kolleger tager børn med fra stationen til shelteret. Først skal de på politistationen og udfylde juridiske papirer. Derefter tager de børnene forbi hospitalet til et sundhedstjek, og så er de klar til at komme med hen på shelteret. Her taler de med børnene og rådgiver dem om deres situation. Børnevelfærdskomiteen bestemmer i sidste ende, om børnene skal videre til et drengehjem eller følges hjem til deres familie – og om nogle rådgivere skal tage med og tale med familien, så problemerne måske kan løses.
”Det betyder alt for børnene, at de har denne mulighed for at komme på Open Shelter – både i nødssituationer, og hvis de gerne vil væk fra stationen. Gadebørn ved ikke, hvad de skal gøre for at komme væk, så de har brug for vores støtte,” lyder det fra Bijoy. For ham handler arbejdet især om at tale med børnene, lytte og opbygge e tillidsforhold – en ting der kan være svært, da børnene ikke stoler på voksne, ofte pga. svigt.
”Der er ingen, der viser omsorg for de børn, som lever på gaden. Men vi taler venligt med dem og forklarer dem, at vi har et shelter, og hvis de tager med dertil, får de hjælp. Så fortæller vi dem, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vi forklarer dem, at på Open Shelter kan vi give dem alle former for hjælp 24 timer i døgnet, og vi giver dem 100 procent det, som de har brug for – men der er ingen tvang.”
For Bijoy er det vigtigt at gøre en forskel for andre, som han også gjorde for Rahul. ”Der er mange, der er triste, når de forlader Open Shelter. Men vi giver dem vores telefonnummer, så de altid kan ringe. De ved, at vi altid står klar til at hjælpe dem igen – og det giver dem en tryghed. De ved, at de ikke er alene,” forklarer Bijoy og tilføjer:
”Når man arbejder på Open Shelter, arbejder man med hjertet. Det er min passion at hjælpe gadebørnene. Jeg håber virkelig, at der er om nogle 100 år er folk, der vil sige, at dette arbejde gjorde en forskel. Det tror jeg.”
Gadebørn på rette spor
Hvorfor vi støtter Open Shelter
”Jeg spurgte min far, hvad børnene lavede på stationen. Han sagde, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Men det gjorde jeg. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på deres historier, og hvorfor de var endt der,” fortæller Bijoy.
Da Bijoy blev 18 år, søgte han job hos en lokal organisation, der hjalp børnene på stationen. Siden har han haft sin faste gang på Howrah Station, hvor han forsøger at hjælpe børnene væk fra det barske liv på gaden. ”De fleste er stukket af hjemmefra, fordi deres forældre ikke behandlede dem godt. Det kan skyldes alkoholisme, dårlige forældre, fattigdom, vold eller prostitution. Og så er der også nogle, der simpelthen er blevet væk fra deres familier,” forklarer han.
Afhængig af stationslivet
På Howrah Staiton går Bijoy rundt mellem sporene. Han leder efter børnene, der holder sammen i mindre grupper, hvor de forskanser sig i skyggen under den bagende sol. Mange af børnene sniffer lim, som de bærer på sig i små stykker stof, som de tager op til næsen og snuser ind. For at glemme sulten, sorgen og smerten.Bijoy snakker og pjatter med dem. Får dem til at smile og føle sig godt tilpas. Men han taler også alvorsord med dem og fortæller dem om muligheden for at komme med hen til Open Shelter, hvor de kan få mad, et bad, en seng at sove i og blive tilset af en læge. Men børnene må ikke sniffe lim der, og for mange er det et svært valg.
”Her på togstationen kan de få opfyldt deres afhængighed. De tigger sig til mad fra forbipasserende, får penge fra tomme flasker og kan sågar købe sig til sex med nogle af pigerne,” forklarer Bijoy.
Rådgiver drengene
Når Bijoy og hans kolleger tager ud og snakker med børnene på stationen, kaldes det for ”outreach arbejde”. De tilbyder drengene at komme med tilbage på shelteret. De kan ikke have piger og drenge sammen, så indtil videre er det kun drengene, der kan komme med. Det er planen også at etablere et shelter for stationens piger.Håbet med shelteret er, at en eller flere nætter væk fra det hårde stationsliv og misbruget af lim hjælper børnene i den rigtige retning – væk fra Howrah Station. ”Jeg tror på, at en skønne dag vil alle drengene komme til vores shelter, så vi kan ændre deres liv til det bedre,” forklarer Bijoy mellem de larmende tog.
Der ligger en stor indsats bag, når Bijoy og de andre kolleger tager børn med fra stationen til shelteret. Først skal de på politistationen og udfylde juridiske papirer. Derefter tager de børnene forbi hospitalet til et sundhedstjek, og så er de klar til at komme med hen på shelteret. Her taler de med børnene og rådgiver dem om deres situation. Børnevelfærdskomiteen bestemmer i sidste ende, om børnene skal videre til et drengehjem eller følges hjem til deres familie – og om nogle rådgivere skal tage med og tale med familien, så problemerne måske kan løses.
”Det betyder alt for børnene, at de har denne mulighed for at komme på Open Shelter – både i nødssituationer, og hvis de gerne vil væk fra stationen. Gadebørn ved ikke, hvad de skal gøre for at komme væk, så de har brug for vores støtte,” lyder det fra Bijoy. For ham handler arbejdet især om at tale med børnene, lytte og opbygge e tillidsforhold – en ting der kan være svært, da børnene ikke stoler på voksne, ofte pga. svigt.
”Der er ingen, der viser omsorg for de børn, som lever på gaden. Men vi taler venligt med dem og forklarer dem, at vi har et shelter, og hvis de tager med dertil, får de hjælp. Så fortæller vi dem, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vi forklarer dem, at på Open Shelter kan vi give dem alle former for hjælp 24 timer i døgnet, og vi giver dem 100 procent det, som de har brug for – men der er ingen tvang.”
At gøre en forskel
I dag går Bijoy rundt på stationen med sin kollega Rahul. De deler kiks ud til børnene, der glade og nysgerrige samles om de to socialarbejdere. Rahul boede selv på stationen fra han var 10 til 13 år. Det var Bijoy, der fandt ham og hjælp Rahul. Han nåede at have forskellige jobs, inden Rahul selv sagde, at han gerne ville arbejde på shelteret og hjælpe børn, der var i samme situation, som han selv havde stået i år forinden. Han har nu igennem seks år hjulpet rigtig mange drenge med at komme til shelteret og videre derfra – væk fra Howrah Station.For Bijoy er det vigtigt at gøre en forskel for andre, som han også gjorde for Rahul. ”Der er mange, der er triste, når de forlader Open Shelter. Men vi giver dem vores telefonnummer, så de altid kan ringe. De ved, at vi altid står klar til at hjælpe dem igen – og det giver dem en tryghed. De ved, at de ikke er alene,” forklarer Bijoy og tilføjer:
”Når man arbejder på Open Shelter, arbejder man med hjertet. Det er min passion at hjælpe gadebørnene. Jeg håber virkelig, at der er om nogle 100 år er folk, der vil sige, at dette arbejde gjorde en forskel. Det tror jeg.”
Vil du læse mere om Open Shelter-projektet?
Jysk Rejsebureaus indsamling til LittleBigHelpGadebørn på rette spor
Hvorfor vi støtter Open Shelter
