Af Line Schacht Boeg

Ziplining, kajakroning, rafting, canyoning, vandring og ridning i Baños!

Tilbage på det ecuadorianske fastland efter vores fantastiske oplevelser på Galapagos, var det tid til at tage til eventyrhovedstaden Baños de Agua Santa, hvor vi havde set frem til en uge fyldt med adventureoplevelser!

Baños er en super hyggelig lille by, kendt for sine mange varme kilder, bjerge, frodige natur og vandfald. Derudover er byen et godt udgangspunkt til at tage på ture ind i Amazonas.

På vores første hele dag i Baños tog jeg på en 2-timers ridetur, mens Jesper, Noah og Vitus valgte canyoning. Jeg havde en fantastisk tur med cowboy’en/hestehviskeren José, hvor jeg ikke kun nød naturen og den søde hest, men også fik masser af spændende historier fra hans liv med hestene i bjergene. Hesten, jeg red på, kaldte han for Salciccia (pølse). Den var nemlig tæt på at blive slagtet, da José fandt den på et marked, hvor den desværre var i rigtig dårlig stand. Men José købte den billigt og fik den på få uger forvandlet til en smuk og sund hest med det sødeste temperament. Det var en virkelig stor oplevelse, som ikke blev mindre af, at jeg fik mulighed for at smage på ”danskvand” direkte fra kilden – det vil sige naturligt perlende vand, der kom direkte fra Tungurahua-vulkanen, der ligger bagved byen.

Som tidligere ”hestepige” er det enormt vigtigt for mig, at hestene har det godt og er i god stand, når jeg er på ridetur i udlandet, og heldigvis var hestene rigtig fine i Ecuador, og det var tydeligt, at Josés heste blev passet rigtig godt.

Canyoning var lige noget for drengene, og de havde den fedeste dag med rapelling igennem vandfald!

Det perfekte sted til at få flyttet sine grænser
Næste dag skruede vi endnu mere op for adventure-oplevelserne, for vi tog nemlig alle 4 ud for at zipline. For få år siden ville jeg have undgået enhver aktivitet, der involverede høj fart og højder. Men nu skulle det være løgn, så jeg overvandt min skræk og tog de i alt 6 mere end 500 meter lange svævebaner over kløften (hvor nogle var 100 meter oppe i luften!), selvom jeg var lige ved at springe fra i sidste øjeblik. Drengene syntes det var det fedeste i verden, og jeg måtte også indrømme, at det faktisk var fedt at prøve.

Udover canyoning, ridning og ziplining, var vi også ude at rafte, og Jesper og Noah var på et to-dages kajakkursus.

Vandretur til ikoniske Casa del Arbol
Vi havde som mange andre set de fantastiske billeder af det lille hus i træet, Casa del Arbol, med den ikoniske gynge ”ved verdens ende”, med den smukke Tungurahua-vulkan i baggrunden– så det skulle vi selvfølgelig se! Vi valgte at vandre dertil fra Baños, ikke mindst for at træne til vores kommende hårde treks i Peru, og for at få den fulde naturoplevelse fremfor en halv times køretur i bjergene. Vi tog afsted på egen hånd, og vandrede fra Baños by op ad 500 trappetrin og forbi “The Virgin” statuetten/udsigtspunktet. Herfra gik det stejlt opad i et par timer – faktisk 800 højdemeter fordelt over 6 kilometer, så det var virkelig hårdt hele vejen. Men da vi nåede Casa del Arbol og så udsigten til Tungurahua-vulkanen og de omkringliggende bjerge, de mange farverige blomster, summende kolibrier og gyngerne, som sender én ud over de stejle skrænter, var det alle strabadserne værd. Casa del Arbol var for os et fantastisk og magisk sted, som vi var virkelig heldige at have stort set for os selv, da vi ankom sidst på eftermiddagen.

3 dage i Cotopaxi
Vores eventyr i Ecuador sluttede 3 dage ved Cotopaxi National Park. Her slappede vi lidt af ovenpå de actionfyldte dage i Baños, men vi skulle naturligvis opleve selve den imponerende Cotopaxi-vulkan på tæt hold. Vi blev derfor kørt hen til vulkanen og op til en parkeringsplads, hvorfra man kan vandre op til refugiet i 4860 meters højde. Det var en vandretur på kun ca. en time, men det var hård vandring, og en vild følelse at mærke, hvordan højden påvirkede kroppen, og hvordan vi langsomt tilpassede os undervejs. Jesper og Noah følte sig så godt tilpas, at de overtalte vores guide til at tage den mindre kendte sti fra refugiet og op til gletsjeren – en oplevelse, som de færreste (inklusiv mig) får med – jeg var nemlig temmelig færdig og slappede i stedet af med en kop varm kakao.

Tak, Ecuador
Ecuador er et utroligt smukt og alsidigt land med den sødeste og mest hjælpsomme lokalbefolkning, og vi elskede vores rejse til Galapagos, Baños og Cotopaxi. Der er helt sikkert masser af andre kæmpestore oplevelser, og vi vil rigtig gerne tilbage en anden gang.

Hvis du og din familie også elsker natur, dyreliv, action og autentiske oplevelser, vil I helt sikkert også elske Ecuador!

Læs også om Lines og familiens oplevelser på Galapagos-øerne her

Ecuador Baños Casa del Arbol
Til top