Af Nina Marie Villadsen
Tænk engang, at der findes et land, der vægter borgernes lykke højere end bruttonationalproduktet, et land som sætter et negativt CO2-aftryk og endda ikke lokker alle velvillige turister til, men faktisk søger at både begrænse og styre de nysgerrige turister, så både kultur og natur bevares intakt.
Sådan et land er Bhutan som det absolut eneste i verden. Det har længe været på min bucket list, som på rigtig mange andre rejsendes, så da sol, måne og sjerner stod på rad og rækker for sådan et rejseeventyr, var jeg 100 % sikker; jeg skulle til Bhutan!
Druk er noget andet på bhutanesisk
Man flyver ikke bare lige til Bhutan. Kun det royale bhutanisiske luftfartsselskab Druk Air må lande i Bhutan. Ja, det er noget af et navn til et luftfartsselskab og af de heldige, der skulle med flyet fra Delhi til Paro i Bhutan denne morgen kl. 04.10, havde de fleste telefoner og kameraer fremme til et billede eller to af det helt særlige fly – og som dansker blev det også til et par billeder af navnet. Men for en god ordens skyld, så har Druk intet med alkohol at gøre; på bhutanesisk betyder det slet og ret tordendrage, hvilket refererer til, at Bhutan kaldes tordendragens land.
Du skal forære dig selv en tur til Bhutan alene for at kunne se lufthavnen i Paro, som er den smukkeste og rigest udsmykkede lufthavn måske i hele verden. Den er lille, nydelig, og du kan opleve det sjældne; en smilende paskontrollør.
Jeg var i dén grad havnet i et helt specielt land; det var tydeligt allerede dér.
Mødet med guiden Drakpa
Udenfor lufthavnen ventede min chauffør og guide Drakpa, for en guide er, lige som en fast turistskat per dag, et krav for de som ønsker at besøge Bhutan. Selv om jeg normalt rejser helt selvstændigt og prøver at undgå guidede ture, så skulle Drakpa og chaufføren vise sig at blive de bedste rejsemakkere, man kunne ønske sig.
Buddhistisk banner-festival
Første stop var en overraskelse, for al min egen research havde vist, at der ikke ville være én eneste af landets ellers berømte festivaller under min rejse. Men mindre end ti minutter efter jeg var landet, var Drakpa og jeg på vej til et kloster og en enorm buddhistisk festival.
Det var mildest talt uvirkeligt, at stå der på pladsen med buddhistisk bøn ud af højtalerne, og fyldt med tusindvis af lokale bhutanesere, alle iklædt nationaldragter, med fokus vendt mod et stort banner med et billede af den genkomne Buddha på.
Rejsetip!
I Bhutan er folkedragten meget brugt. Faktisk skal bhutaneserne bruge folkedragten, når de er på arbejde. Mandens dragt hedder en gho, mens kvindens er en kira. Derudover er der helt særlige regler for farvevalg på tørklæder, som du også kan bruge til at afkode rang på de mennesker, du ser og møder. Hos munke og nonner er det nemmest; rød er almindeligt, orange er højere, som en lhama (eller minister) vil bære, og gul er for kongen og chefabbotten (landets religiøse leder). Blandt andre mænd er det hvide eller beige tørklæde for almindelige borgere, rød er for borgmestre og lignende, mens deres sekretærer har et rødstribet tørklæde. Et blåt tørklæde bæres af, hvad der svarer til folketingsmedlemmer, og et grønt af dommere.
Jeg vidste slet ikke, hvor mine øjne skulle vende sig hen, der var de vildeste synsindtryk til alle sider. Jeg så landets premiereminister og Drakpa fik mig ind i køen af alle de, som ønskede velsignelse ved at passere forbi direkte under banneret.
Da jeg senere på dagen tjekkede ind på hotellet, troede jeg, at rejsens højdepunkt allerede var indtruffet, men heri skulle jeg tage fejl.
Tigers Nest
Dagen efter gik turen til et af Bhutans absolutte vartegn; Tigers Nest. Templet, der klamrer sig fast til den næsten lodrette klippemur, har fået sit navn fra legenden om Guru Rinpoche, som efter at have opholdt sig i det østlige Bhutan fløj til Tigers Nest på ryggen af en huntiger. Her blev han og mediterede i en længere periode.
Langt de fleste af det sparsomme antal rejsende i Bhutan hopper i vandrestøvlerne og tager turen til Tigers Nest. Turen op tager nogle timer og så lidt kortere tid ned igen alt efter form. Jeg var ikke i god form, men turen gik alligevel relativt nemt, og ved synet af Tigers Nest var det bestemt turen værd, for det er en oplevelse, hvor virkeligheden slår selv det bedste foto med flere længder.
Buddhistiske templer, klostre, munke og nonner
Kamera og sko er no go i templerne, selvom jeg gerne havde foreviget alt fra de smukke statuer, udsmykninger med rituelle smørkager, gamle malede vægge, til da jeg lærte at udføre den buddhistiske ceremonielle hilsen, som gives både til visse statuer og lamaen. Eller alle de gange jeg sammen med Drakpa mediterede (forsøgte på), mens vi sammen med lamaen chantede “Um-mani-pad-mey-hung”. Eller når jeg efterfølgende modtog en velsignelse.
Rejsetip!
At deltage i de buddhistiske ritualer, uanset om du er buddhist eller ej, udviser både en respekt for templet og for de munke og nonner, som er på stedet. Samtidig er det en oplevelse, der giver et stærkt indblik i den lokale buddhistiske kultur, så det kan varmt anbefales at være med på legen, selv om det bestemt er frivilligt!
Rejsetip!
Det er ikke tilladt at have sko eller støvler på i templerne, så planlægger du at besøge flere templer, som jeg gjorde, så kan det anbefales at gøre som de lokale og bære sko uden snørrebånd. Jeg blev i hvert fald lidt træt af hele tiden at skulle binde snørrebånd, mens de lokale let og elegant stod ud af deres loafers.
Jeg besøgte også buddhistiske klosterskoler fyldt med unge, generte munke, og jeg var enormt fascineret af at lære om de fag, de uddannes i, hvordan uddannelsen fungerer og hvilke retninger, man som munk eller nonne kan vælge at udvikle sig i. Her var jeg utroligt heldig, for min guide havde selv tilbragt fem år i klosterskole, inden han fandt ud af, at livet i klosteret alligevel ikke var noget for ham.
Rejsetip!
I hovedstaden Thimphu ligger det astrologiske universitet. Astrologi er netop en af de retninger, man som munk eller nonne kan vælge at uddanne sig inden for. For astrologi er af stor betydning i Bhutan, hvor horoskoper har indflydense på alt fra de private beboeres daglige liv til offentlige investeringer. Er du i Thimphu, så kan også du få lagt et horoskop. Selv om min interesse for astrologi kan ligge på et knappenålshoved, så er dét horoskop i dag en af mine mest værdsatte souvenirs.
Til gengæld er en af Drakpas søstre nonne, og hende besøgte vi også. Her inviterede hun og de andre nonner mig på te og sågar de velkendte danske småkager i den blå metaldåse. Tænk at de har fundet vej til et kloster i Bhutan.
Og det skortede i øvriget ikke på te-invitationerne. På et kloster og munkeskole havde jeg fået lov til at overvære munkene udføre en ceremoni, hvor de i templet chantede, mens de spillede på tromme, lut og endda konkylie. Det var en meget speciel og smuk oplevelse. Pludselig kom en munk ind og bad mig følge med ud; jeg var åbenbart blevet inviteret på te med abbotten. Mange tanker går gennem mit hoved på vej hen til modtagelsessalen, for hvad i alverden snakker man lige med en abbot om? Men det var spildte bekymringer, for mens jeg sad sammen med Drakpa i den ene ende af salen og drak te, sad abbotten i den anden ende og kiggede på sin smartphone. Den meget sparsomme interaktion gik gennem en munk, som kom til mig med spørgsmål fra abbotten om, hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Bagefter var beskeden fra abbotten, at hvis jeg var interesseret i ceremonierne, så var det mest naturlige, at jeg blev på klostret, og hvor spændende det end lød, så måtte jeg hellere smutte videre til nye og flere eventyr.
Et helt særligt tempel er fertilitetstemplet i Phunaka. Mange steder overalt i Bhutan ser man fallos afbildet på bygninger, i souvenirs og som pynt, men ingen steder som i Phunaka, hvor fallos er allestedsnærværende i alle former, farver og størrelser. Jeg forsøgte med blandet held at forklare Drakpa, at for en dansker, så er det altså lidt sjovt. Jeg måtte også anstrenge mig for at holde masken i templet, hvor en stor fallos står midt i rummet. Den skal infertile kvinder bære rundt på, som var den et lille barn, og så vil det efter sigende hjælpe dem til at blive gravide. Der lå da også et større fotoalbum fyldt med billeder af glade par fra hele verden, der efter ceremonien var blevet velsignet med et barn.
Fra ema datshi til momo i massevis
Ris er et bærende grundelement i det bhutanesiske køkken sammen med kogte eller stegte grøntsager. Mange bhutanesere er vegetarer, da det at tage et liv – også et dyrs liv – er forkert ifølge buddhismen, men derfor kan man stadig nemt få kød, importeret fra Indien, langt de fleste steder.
Min store madkærlighed i Bhutan fandt jeg i de små streetfood-caféer; momo! Det er små dumplings med forskelligt fyld, som serveres med en chilipasta, som får hårene til at rejse sig. Momos fås både som dampede og i en stegt udgave, og de smagte intet mindre end fantastisk.
Nationalretten, som du nærmest er garanteret at få serveret under et besøg i Bhutan, er ema datshi, som består af chilipebre i en tynd ostesauce, som serveres til ris. Styrken kan variere, så det kan være en god idé med en lille prøvesmagning, inden hele tallerkenen fyldes, men selv blev jeg ret glad for retten.
Ema datshi er endda på listen over de 50 bedste streetfoods i Asien,som du kan se her.
Natur som taget ud af Narnia
Skovene her er store, tætte og ældgamle. Bjergene er tårnhøje. Dyrene er ikke bange for mennesker. Jeg følte, at jeg var havnet i Narnia.
Rejsen bevægede sig mod øst, og jeg noterede mig efterhånden, at det her er Bhutans helt fantastiske natur. En enkelt køretur kunne byde på snedækkede, klipperige tinder, frodig jungle, risterrasser og kilometervis af vild rhodondendron i fuld flor.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at både Drakpa og chaufføren undrede sig over, hvor stille jeg blev, mens vi kørte. De var begge meget fokuserede på, om jeg nød turen og de ting jeg oplevede under min tid i Bhutan, så her blev de nervøse for, om jeg kedede mig. Intet kunne være fjernere fra sandheden! Narnia eller et lignende fantasiland er præcis, hvad jeg følte, jeg trådte ind i, og alle mine sanser drømmede sig hen i det jeg oplevede. Naturen her er intet mindre end magisk.
Aber legede på vejen, måren hoppede lystigt rundt på en holdeplads, og så fik jeg set mit livs første yakokse, da en hel flok vandrede over vejen.
Fra vest til øst
Templerne bliver mindre og mere mystiske, vejene dårligere og internetforbindelsen mere sporadisk. For mig indtraf den der helt ægte følelse af eventyr, efterhånden som vi kom længere østpå.
Langt de fleste rejsende besøger primært Vestbhutan. Her er den internationale lufthavn, Tigers Nest og flere af de allermest kendte og smukke templer. Det er også her, infrastrukturen er mest veludviklt med gode veje, god internetforbindelse og dejlige, komfortable hoteller af høj standard. Men misforstå ikke; intet i Bhutan er ”turistet”.
Selv har jeg en forkærlighed for at rejse off the beaten track, så jeg glædede mig helt vildt til at se nærmere på det langt mere uudforskede Østbhutan, også selv om det betød en ganske lidt lavere hotelstandard, mere sporadisk wifi og en god omgang massage, når vi kørte lange stræk på meget ujævne veje.
Det var også i Østbhutan, jeg overnattede en enkelt nat på homestay hos en helt vidunderlig familie, som lærte mig at lave boghvedenudler, hvor jeg prøvede smør-te, hvor jeg snakkede med en ung dreng om, hvad hans kattekillinger mon skulle hedde, hvor jeg drak arra, som er en form for brændevin, og hvor jeg bare generelt fik et rigtig godt indblik i, hvordan helt almindelige bhutanesere bor. Det var iøvrigt også her, jeg prøvede kræfter med Bhutans nationalsport; bueskydning, hvilket var temmelig sjovt!
Min rejse østpå bragte mig hele vejen til Lhuntse-regionen; et sted så smukt, så vanvittigt autentisk og så alene i verden. Helt magisk og lige i rejsehjertet.
Her kom jeg hele vejen ud til landsbyen Khoma. Den havde jeg læst ganske lidt om hjemmefra, og da jeg elsker lokalt kunsthåndværk, havde jeg spurgt om muligheden for at komme hertil til trods for, at den lille landsby er meget meget afsidesliggende og nås ad ret dårlige veje. Khoma er kendt for nogle af verdens allerfineste silkevævninger og med det samme, jeg trådte ind i landsbyen, faldt de mange væve foran husene mig i øjnene. Silkevævningen er det, kvinderne samles om, hvor de hele dagen væver de mest detaljerede og fine mønstre i den smukkeste silke, mens de vender stort og småt. Sådan en gruppe kvinder mødte jeg, og da de kun sælger til mennesker, der lykkedes med at møde op i Khoma, så var de ivrige efter at vise deres håndværk frem – ligesom jeg var utroligt ydmyg over at kunne vælge og købe en af de smukke silkevævninger. De er kendte i hele Bhutan og de absolut fineste nationaldragter er lavet af netop Khoma-silke.
Og så opstod der ellers en god portion held. Alle munkene i regionen var valfartet til den lille og afsidesliggende by Autsho, hvor chefabbotten for hele Bhutan og flere højtstående buddhister skulle samles til fælles læring af en tekst, der sidst er blevet undervist i for 30 år siden; med andre ord en meget stor og vigtig begivenhed. Men så blev eventet udsat grundet sygdom, og pludselig var det på præcis dén dag, hvor jeg også var i Autsho. Og lad os bare sige det, som det var; jeg var den absolut eneste “tilskuer” og fik en rasende masse opmærksomhed af den venligste slags. Jeg mødte også Drakpas bror, som er munk, og herigennem fik jeg adgang “backstage” til den scene, hvor chefabbotten havde siddet kort tid forinden den dag. Hele den oplevelse fik mig til at føle mig som den heldigste rejsende i hele verden – intet mindre!
Et land som intet andet
Jeg har ikke været i alle verdens lande, men derfor tør jeg alligevel godt erklære, at Bhutan er et land som intet andet. Det er som taget ud af et eventyr, der kan være svært at rumme for sådan en helt almindelig dansker. Men den er god nok; naturens overvældende skønhed, de enormt gæstfrie mennesker i nationaldragter eller røde-orange-gule buddhistiske dragter, dyrene der ser dig mere som ven end en fjende, de sirligt udsmykkede bygninger, og den altomfavnende ro og harmoni.
Find meget mere inspiration til din rejse i Bhutan her.
Sådan et land er Bhutan som det absolut eneste i verden. Det har længe været på min bucket list, som på rigtig mange andre rejsendes, så da sol, måne og sjerner stod på rad og rækker for sådan et rejseeventyr, var jeg 100 % sikker; jeg skulle til Bhutan!
Druk er noget andet på bhutanesisk
Man flyver ikke bare lige til Bhutan. Kun det royale bhutanisiske luftfartsselskab Druk Air må lande i Bhutan. Ja, det er noget af et navn til et luftfartsselskab og af de heldige, der skulle med flyet fra Delhi til Paro i Bhutan denne morgen kl. 04.10, havde de fleste telefoner og kameraer fremme til et billede eller to af det helt særlige fly – og som dansker blev det også til et par billeder af navnet. Men for en god ordens skyld, så har Druk intet med alkohol at gøre; på bhutanesisk betyder det slet og ret tordendrage, hvilket refererer til, at Bhutan kaldes tordendragens land.
Du skal forære dig selv en tur til Bhutan alene for at kunne se lufthavnen i Paro, som er den smukkeste og rigest udsmykkede lufthavn måske i hele verden. Den er lille, nydelig, og du kan opleve det sjældne; en smilende paskontrollør.
Jeg var i dén grad havnet i et helt specielt land; det var tydeligt allerede dér.
Mødet med guiden Drakpa
Udenfor lufthavnen ventede min chauffør og guide Drakpa, for en guide er, lige som en fast turistskat per dag, et krav for de som ønsker at besøge Bhutan. Selv om jeg normalt rejser helt selvstændigt og prøver at undgå guidede ture, så skulle Drakpa og chaufføren vise sig at blive de bedste rejsemakkere, man kunne ønske sig.
Buddhistisk banner-festival
Første stop var en overraskelse, for al min egen research havde vist, at der ikke ville være én eneste af landets ellers berømte festivaller under min rejse. Men mindre end ti minutter efter jeg var landet, var Drakpa og jeg på vej til et kloster og en enorm buddhistisk festival.
Det var mildest talt uvirkeligt, at stå der på pladsen med buddhistisk bøn ud af højtalerne, og fyldt med tusindvis af lokale bhutanesere, alle iklædt nationaldragter, med fokus vendt mod et stort banner med et billede af den genkomne Buddha på.
Rejsetip!
I Bhutan er folkedragten meget brugt. Faktisk skal bhutaneserne bruge folkedragten, når de er på arbejde. Mandens dragt hedder en gho, mens kvindens er en kira. Derudover er der helt særlige regler for farvevalg på tørklæder, som du også kan bruge til at afkode rang på de mennesker, du ser og møder. Hos munke og nonner er det nemmest; rød er almindeligt, orange er højere, som en lhama (eller minister) vil bære, og gul er for kongen og chefabbotten (landets religiøse leder). Blandt andre mænd er det hvide eller beige tørklæde for almindelige borgere, rød er for borgmestre og lignende, mens deres sekretærer har et rødstribet tørklæde. Et blåt tørklæde bæres af, hvad der svarer til folketingsmedlemmer, og et grønt af dommere.
Jeg vidste slet ikke, hvor mine øjne skulle vende sig hen, der var de vildeste synsindtryk til alle sider. Jeg så landets premiereminister og Drakpa fik mig ind i køen af alle de, som ønskede velsignelse ved at passere forbi direkte under banneret.
Da jeg senere på dagen tjekkede ind på hotellet, troede jeg, at rejsens højdepunkt allerede var indtruffet, men heri skulle jeg tage fejl.
Tigers Nest
Dagen efter gik turen til et af Bhutans absolutte vartegn; Tigers Nest. Templet, der klamrer sig fast til den næsten lodrette klippemur, har fået sit navn fra legenden om Guru Rinpoche, som efter at have opholdt sig i det østlige Bhutan fløj til Tigers Nest på ryggen af en huntiger. Her blev han og mediterede i en længere periode.
Langt de fleste af det sparsomme antal rejsende i Bhutan hopper i vandrestøvlerne og tager turen til Tigers Nest. Turen op tager nogle timer og så lidt kortere tid ned igen alt efter form. Jeg var ikke i god form, men turen gik alligevel relativt nemt, og ved synet af Tigers Nest var det bestemt turen værd, for det er en oplevelse, hvor virkeligheden slår selv det bedste foto med flere længder.
Buddhistiske templer, klostre, munke og nonner
Kamera og sko er no go i templerne, selvom jeg gerne havde foreviget alt fra de smukke statuer, udsmykninger med rituelle smørkager, gamle malede vægge, til da jeg lærte at udføre den buddhistiske ceremonielle hilsen, som gives både til visse statuer og lamaen. Eller alle de gange jeg sammen med Drakpa mediterede (forsøgte på), mens vi sammen med lamaen chantede “Um-mani-pad-mey-hung”. Eller når jeg efterfølgende modtog en velsignelse.
Rejsetip!
At deltage i de buddhistiske ritualer, uanset om du er buddhist eller ej, udviser både en respekt for templet og for de munke og nonner, som er på stedet. Samtidig er det en oplevelse, der giver et stærkt indblik i den lokale buddhistiske kultur, så det kan varmt anbefales at være med på legen, selv om det bestemt er frivilligt!
Rejsetip!
Det er ikke tilladt at have sko eller støvler på i templerne, så planlægger du at besøge flere templer, som jeg gjorde, så kan det anbefales at gøre som de lokale og bære sko uden snørrebånd. Jeg blev i hvert fald lidt træt af hele tiden at skulle binde snørrebånd, mens de lokale let og elegant stod ud af deres loafers.
Jeg besøgte også buddhistiske klosterskoler fyldt med unge, generte munke, og jeg var enormt fascineret af at lære om de fag, de uddannes i, hvordan uddannelsen fungerer og hvilke retninger, man som munk eller nonne kan vælge at udvikle sig i. Her var jeg utroligt heldig, for min guide havde selv tilbragt fem år i klosterskole, inden han fandt ud af, at livet i klosteret alligevel ikke var noget for ham.
Rejsetip!
I hovedstaden Thimphu ligger det astrologiske universitet. Astrologi er netop en af de retninger, man som munk eller nonne kan vælge at uddanne sig inden for. For astrologi er af stor betydning i Bhutan, hvor horoskoper har indflydense på alt fra de private beboeres daglige liv til offentlige investeringer. Er du i Thimphu, så kan også du få lagt et horoskop. Selv om min interesse for astrologi kan ligge på et knappenålshoved, så er dét horoskop i dag en af mine mest værdsatte souvenirs.
Til gengæld er en af Drakpas søstre nonne, og hende besøgte vi også. Her inviterede hun og de andre nonner mig på te og sågar de velkendte danske småkager i den blå metaldåse. Tænk at de har fundet vej til et kloster i Bhutan.
Og det skortede i øvriget ikke på te-invitationerne. På et kloster og munkeskole havde jeg fået lov til at overvære munkene udføre en ceremoni, hvor de i templet chantede, mens de spillede på tromme, lut og endda konkylie. Det var en meget speciel og smuk oplevelse. Pludselig kom en munk ind og bad mig følge med ud; jeg var åbenbart blevet inviteret på te med abbotten. Mange tanker går gennem mit hoved på vej hen til modtagelsessalen, for hvad i alverden snakker man lige med en abbot om? Men det var spildte bekymringer, for mens jeg sad sammen med Drakpa i den ene ende af salen og drak te, sad abbotten i den anden ende og kiggede på sin smartphone. Den meget sparsomme interaktion gik gennem en munk, som kom til mig med spørgsmål fra abbotten om, hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Bagefter var beskeden fra abbotten, at hvis jeg var interesseret i ceremonierne, så var det mest naturlige, at jeg blev på klostret, og hvor spændende det end lød, så måtte jeg hellere smutte videre til nye og flere eventyr.
Et helt særligt tempel er fertilitetstemplet i Phunaka. Mange steder overalt i Bhutan ser man fallos afbildet på bygninger, i souvenirs og som pynt, men ingen steder som i Phunaka, hvor fallos er allestedsnærværende i alle former, farver og størrelser. Jeg forsøgte med blandet held at forklare Drakpa, at for en dansker, så er det altså lidt sjovt. Jeg måtte også anstrenge mig for at holde masken i templet, hvor en stor fallos står midt i rummet. Den skal infertile kvinder bære rundt på, som var den et lille barn, og så vil det efter sigende hjælpe dem til at blive gravide. Der lå da også et større fotoalbum fyldt med billeder af glade par fra hele verden, der efter ceremonien var blevet velsignet med et barn.
Fra ema datshi til momo i massevis
Ris er et bærende grundelement i det bhutanesiske køkken sammen med kogte eller stegte grøntsager. Mange bhutanesere er vegetarer, da det at tage et liv – også et dyrs liv – er forkert ifølge buddhismen, men derfor kan man stadig nemt få kød, importeret fra Indien, langt de fleste steder.
Min store madkærlighed i Bhutan fandt jeg i de små streetfood-caféer; momo! Det er små dumplings med forskelligt fyld, som serveres med en chilipasta, som får hårene til at rejse sig. Momos fås både som dampede og i en stegt udgave, og de smagte intet mindre end fantastisk.
Nationalretten, som du nærmest er garanteret at få serveret under et besøg i Bhutan, er ema datshi, som består af chilipebre i en tynd ostesauce, som serveres til ris. Styrken kan variere, så det kan være en god idé med en lille prøvesmagning, inden hele tallerkenen fyldes, men selv blev jeg ret glad for retten.
Ema datshi er endda på listen over de 50 bedste streetfoods i Asien,som du kan se her.
Natur som taget ud af Narnia
Skovene her er store, tætte og ældgamle. Bjergene er tårnhøje. Dyrene er ikke bange for mennesker. Jeg følte, at jeg var havnet i Narnia.
Rejsen bevægede sig mod øst, og jeg noterede mig efterhånden, at det her er Bhutans helt fantastiske natur. En enkelt køretur kunne byde på snedækkede, klipperige tinder, frodig jungle, risterrasser og kilometervis af vild rhodondendron i fuld flor.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at både Drakpa og chaufføren undrede sig over, hvor stille jeg blev, mens vi kørte. De var begge meget fokuserede på, om jeg nød turen og de ting jeg oplevede under min tid i Bhutan, så her blev de nervøse for, om jeg kedede mig. Intet kunne være fjernere fra sandheden! Narnia eller et lignende fantasiland er præcis, hvad jeg følte, jeg trådte ind i, og alle mine sanser drømmede sig hen i det jeg oplevede. Naturen her er intet mindre end magisk.
Aber legede på vejen, måren hoppede lystigt rundt på en holdeplads, og så fik jeg set mit livs første yakokse, da en hel flok vandrede over vejen.
Fra vest til øst
Templerne bliver mindre og mere mystiske, vejene dårligere og internetforbindelsen mere sporadisk. For mig indtraf den der helt ægte følelse af eventyr, efterhånden som vi kom længere østpå.
Langt de fleste rejsende besøger primært Vestbhutan. Her er den internationale lufthavn, Tigers Nest og flere af de allermest kendte og smukke templer. Det er også her, infrastrukturen er mest veludviklt med gode veje, god internetforbindelse og dejlige, komfortable hoteller af høj standard. Men misforstå ikke; intet i Bhutan er ”turistet”.
Selv har jeg en forkærlighed for at rejse off the beaten track, så jeg glædede mig helt vildt til at se nærmere på det langt mere uudforskede Østbhutan, også selv om det betød en ganske lidt lavere hotelstandard, mere sporadisk wifi og en god omgang massage, når vi kørte lange stræk på meget ujævne veje.
Det var også i Østbhutan, jeg overnattede en enkelt nat på homestay hos en helt vidunderlig familie, som lærte mig at lave boghvedenudler, hvor jeg prøvede smør-te, hvor jeg snakkede med en ung dreng om, hvad hans kattekillinger mon skulle hedde, hvor jeg drak arra, som er en form for brændevin, og hvor jeg bare generelt fik et rigtig godt indblik i, hvordan helt almindelige bhutanesere bor. Det var iøvrigt også her, jeg prøvede kræfter med Bhutans nationalsport; bueskydning, hvilket var temmelig sjovt!
Min rejse østpå bragte mig hele vejen til Lhuntse-regionen; et sted så smukt, så vanvittigt autentisk og så alene i verden. Helt magisk og lige i rejsehjertet.
Her kom jeg hele vejen ud til landsbyen Khoma. Den havde jeg læst ganske lidt om hjemmefra, og da jeg elsker lokalt kunsthåndværk, havde jeg spurgt om muligheden for at komme hertil til trods for, at den lille landsby er meget meget afsidesliggende og nås ad ret dårlige veje. Khoma er kendt for nogle af verdens allerfineste silkevævninger og med det samme, jeg trådte ind i landsbyen, faldt de mange væve foran husene mig i øjnene. Silkevævningen er det, kvinderne samles om, hvor de hele dagen væver de mest detaljerede og fine mønstre i den smukkeste silke, mens de vender stort og småt. Sådan en gruppe kvinder mødte jeg, og da de kun sælger til mennesker, der lykkedes med at møde op i Khoma, så var de ivrige efter at vise deres håndværk frem – ligesom jeg var utroligt ydmyg over at kunne vælge og købe en af de smukke silkevævninger. De er kendte i hele Bhutan og de absolut fineste nationaldragter er lavet af netop Khoma-silke.
Og så opstod der ellers en god portion held. Alle munkene i regionen var valfartet til den lille og afsidesliggende by Autsho, hvor chefabbotten for hele Bhutan og flere højtstående buddhister skulle samles til fælles læring af en tekst, der sidst er blevet undervist i for 30 år siden; med andre ord en meget stor og vigtig begivenhed. Men så blev eventet udsat grundet sygdom, og pludselig var det på præcis dén dag, hvor jeg også var i Autsho. Og lad os bare sige det, som det var; jeg var den absolut eneste “tilskuer” og fik en rasende masse opmærksomhed af den venligste slags. Jeg mødte også Drakpas bror, som er munk, og herigennem fik jeg adgang “backstage” til den scene, hvor chefabbotten havde siddet kort tid forinden den dag. Hele den oplevelse fik mig til at føle mig som den heldigste rejsende i hele verden – intet mindre!
Et land som intet andet
Jeg har ikke været i alle verdens lande, men derfor tør jeg alligevel godt erklære, at Bhutan er et land som intet andet. Det er som taget ud af et eventyr, der kan være svært at rumme for sådan en helt almindelig dansker. Men den er god nok; naturens overvældende skønhed, de enormt gæstfrie mennesker i nationaldragter eller røde-orange-gule buddhistiske dragter, dyrene der ser dig mere som ven end en fjende, de sirligt udsmykkede bygninger, og den altomfavnende ro og harmoni.
Find meget mere inspiration til din rejse i Bhutan her.
