Af Anne Smedegaard Thomsen

Ligesom talemåden 'Alle veje fører til Rom' er det næsten samme tilfælde med Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, der er pilgrimsmetropol og samlingspunkt for et stort, forgrenet net af europæiske Camino-ruter, hvor du vandrer i de historiske fodspor på apostlen Jakob.

I alt findes der 281 kategoriserede Camino-ruter, der strækker sig i omegnen af 83.000 km gennem 29 lande, så der er uden tvivl noget for enhver vandresmag, hvad enten du drømmer om at kaste dig ud i din første Caminovandring – eller søger ny inspiration til endnu en mindeværdig Camino-færd.

Herunder kigger vi nærmere på caminovandring - i fodsporet på århundreders traditioner, historie og kulturarv.

Hvilken Camino-rute er bedst?
Hos Jysk Rejsebureau udbyder vi to forskellige Camino-ruter med dansk rejseleder - Camino Francés og Camino Portugués på sidste rutestrækning mod Santiago de Compostela.

Førstnævnte forbinder mange med den traditionsrige Camino, der bringer vandrere gennem historiske byer og indbyder med mange særegne oplevelser og kulturelle monumenter. Camino Francés betegnes som hovedruten og blev en del af UNESCOs Verdensarvsliste i 1993. Der er skrevet utallige bøger og produceret film med udgangspunkt i denne klassiske Camino Francés, hvilket også betyder, at den tiltrækker langt størstedelen af de vandrere, der begiver sig ud på en Camino-vandretur. Der er vekslende vandring på alt fra skovstier, brosten og asfalt, og den udfordrer med mange op- og nedstigninger. På Jysk Rejsebureaus gruppeture påbegynder vi ruten i Sarria og fortsætter mod Portomarín, Palas de Rei, Melide, Arzúa og Amenal, før vi når frem til Santiago de Compostela.

Ruten på Camino Portugués er en kende mindre velbesøgt end den franske rute, men ligger bestemt også i den populære ende af Camino-skalaen. Vi påbegynder vandringen på Camino Portugués i byen Baiona på den spanske vestkyst, og de første par vandredage vandrer vi med Atlanterhavet som tro følgesvend. Er du til kystvandring med charmerende fiskerlandsbyer og gode muligheder for et forfriskende dyp i havet, er det helt oplagt på turens første sektion. Dernæst svinger ruten mere indlands, så alt i alt indbyder denne tur med vekslende natur, udsigtsplateauer og varieret terræn, der på alt fra skovstier, asfalt, træbroer, sandede klitter og grusstier fører os mod Santiago de Compostela. Fra Baiona går ruten til Vigo, Arcade, Pontevedra, Caldas de Reis, Padron og videre til slutdestinationen i Santiago de Compostela.

Læs mere om gruppeturen med dansk rejseleder til Camino Francés.

Læs mere om gruppeturen med dansk rejseleder til Camino Portugués.

Fællesskab og menneskemøder
Det er kutymen, at du hilser med et ”Buen Camino” – god tur – når du passerer andre vandrere eller grupper på de historiske og traditionsforankrede Camino-ruter. Når Jysk Rejsebureaus rejseledere og deltagere på vores Camino-ture vender snuden hjem mod Danmark efter en uge på de historiske stier i Spanien, er det netop mødet med de mennesker, som vi krydser på vores vej, der står som rodfæstede minder i erindringen. Og det tæller både fællesskabet blandt nye rejsefæller i gruppen og mødet med tilfældige forbipasserende på ruten, i kirkerne eller på vores overnatningssteder.

”For mig er det at vandre på Caminoen mere end noget fysisk. Det er tid til at stoppe op, fordybe sig og reflektere lidt over tilværelsen, mens jeg nyder de smukke omgivelser, fællesskabet og historikken på ruten – og bevæger mig i gåtempo mod katedralen i Santiago de Compostela," fortæller Nikolaj, der er rejseleder på bl.a. caminoen.

At vandre i fodsporet på et hav af historisk rodfæstede traditioner og sagnfortællinger er noget, der for alvor binder mennesker sammen på vandrestierne. Vi vandrer med udsigt til majestætiske udsigtspunkter, kyststrækninger og bjergområder, alt imens vi mærker solens varme i vores ansigter. Når dagen går på hæld, deler vi både rødvin og røverhistorier og mindes den forgangne dags oplevelser på Caminoen. Det er sådanne oplevelser, der unægtelig kommer til at stryge direkte ind på hitlisten over dine bedste turminder.

Pilgrimspas som mindebog
I middelalderen udstedte kirken og kongens embedsmænd pilgrimspas til valfartende pilgrimme for at kunne distingvere mellem pilgrimme og omstrejfende røvere og voldsmænd. I dag medbringes det for at få adgang til overnatninger på herberger, hvor du får et stempel med dig videre på din færd. Man kan også hverve sig stempler i klostre, kirker og på turistkontorer langs med alle etablerede Camino-ruter. Vælger du at deltage i en tur på enten Camino Francés eller Camino Portugués med dansk rejseleder gennem os, sørger vi for at medbringe pilgrimspas til dig og de andre deltagere på turene.

Rejsetip!
Ønsker du ved turens afslutning i Santiago de Compostela at modtage et bevis på, at du har vandret på Caminoen, skal du minimum vandre 100 km og kunne fremvise et pilgrimspas med to stempler pr. dag, når du blot vandrer den sidste sektion af Caminoen, som det er tilfældet på vores gruppeture.


På den måde fungerer passet også som en mindebog og et fysisk symbol på din pilgrimsrejse, som du kan finde frem, når eventyrlysten atter banker på, og du ønsker at huske tilbage på alle de storslåede oplevelser fra rejsen på Caminoen. Og måske giver det dig mod på at drømme om mere?
Til top