Af Anders Kristoffersen

Tidspunkt for rejse

Juli 2022
Et roadtrip er en fantastisk måde at opdage Canadas naturskønheder på, og vores rejse fra Calgary til Vancouver skuffede ikke. Turen bød på en lang række landskaber, fra de majestætiske Rocky Mountains til det rolige Stillehav.

Cowboys ved Calgary Stampede
Vi begyndte vores eventyr i Calgary, hvor vi havde muligheden for at deltage i den berømte Calgary Stampede, som er en af Nordamerikas største cowboyfestivaler, der kun foregår én gang om året. Det var vildt at opleve festen, maden og de forskellige rodeodiscipliner på et fyldt stadion med ellevilde tilskuere. Der blev også købt et par autentiske cowboyhatte. De er fede, men ikke nemme at fragte med hjem i flyet.

Spektakulære Banff National Park
Efter et par dage i Calgary kørte vi mod Banff National Park. Køreturen var intet mindre end spektakulær, med Rocky Mountains, der tårnede sig op i horisonten og de snoede veje, der førte os til parkens hjerte. Du skal ikke være bekymret for at køre i Canada. Deres vejsystem er nemt at finde ud af, og vejene er store og brede. På denne tur er det også næsten umuligt at køre forkert, da det bare går lige ud.

I Banff blev vi mødt med fantastiske udsigter over Lake Minnewanka, Lake Louise og Lake Moraine. Det krystalklare vand i søerne er omgivet af høje bjerge, og gletsjerne, der nærer dem, giver et næsten overjordisk udseende. Lake Moraine har altid været en drøm for mig at se, da det er et af Canadas mest kendte spots for fotografer, så selvfølgelig skulle jeg også have et billede derfra. Vi tog også en kanotur på Lake Minnewanka, hvilket også er en rigtig hyggelig måde at se søerne på.

Gletsjere i Jasper National Park
Fra Banff fortsatte vi vores rejse til Jasper National Park. Parken har nogle af verdens mest imponerende landskaber, inklusiv gletsjere, vandfald og enge. Vi brugte flere dage på at vandre på forskellige stier og oplevede de vilde floder og en kæmpestor gletsjer helt tæt på. Da vi besøgte gletsjeren, faldt der er lille stykke af; det lavede en ordentlig larm og mindede os om ikke at gå alt for tæt på.

I Jasper er der også masser af gode restauranter. Kvaliteten af den mad, du kan få serveret i Canada, overraskede os meget. Du finder masser af moderne restauranter med muligheder for alle, og deres service er i top – du bliver faktisk overvældet af deres venlighed.

Spottede en vild bjørn i Whistler
Efter Jasper fortsatte vi mod Whistler, der er kendt for verdensklasse skisport om vinteren samt vandring og cykling om sommeren. Vores tid i Whistler blev brugt på ren afslapning. Vi vandrede, hyggede ved poolen og tog et lille spil golf. I Canada er der vilde bjørne, og det oplevede vi også på en af vores vandreture, hvor vi på afstand spottede en bjørn.

Gråhvaler og sortbjørne på Vancouver Island
Efter Whistler rejste vi til Vancouver Island, hvor vi havde muligheden for at se sortbjørne og hvaler. Øen er hjemsted for nogle af verdens smukkeste økosystemer, og det var vildt at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Man står tidligt op, når man skal på bjørnesafari, så man får virkelig set naturen vågne. Vi så tre sortbjørne på vores tur, og vejret var virkelig flot. Bagefter skulle vi på hvalsafari, hvor vejret desværre var lidt mere gråt, men vi så dog halerne på flere gråhvaler. Ærgerligt at vi ikke så mere, men det var stadig en fantastisk oplevelse.

Vi besøgte også Victoria, hovedstaden i British Columbia, der er kendt for sine charmerende gader, historiske bygninger og maleriske botaniske haver. Det er et fantastisk sted at gå tur, og der er rigtig mange lækre restauranter i byen, der har en utrolig hyggelig atmosfære med sine vandflyvere og taxibåde.

Familiebesøg i Vancouver
Til slut ankom vi til Vancouver for at besøge min familie. De bor lidt uden for Vancouver i en mindre bydel, der hedder Hope. Vi ser dem ikke ofte, så det var så fantastisk at besøge dem hjemme hos dem for første gang og tilbringe en hel eftermiddag med dem fyldt med spil og god mad. Der blev snakket meget om forskellighederne mellem Canada og Danmark, men i bund og grund er vi meget ens.

Rejsetip!
Canadiere er meget åbne og gæstfrie, så du skal forvente at tilfældige mennesker vil starte en samtale med dig.


Følelsen af at være på vejen, se nye landskaber og opleve nye steder, er virkelig befriende, og det er svært ikke at føle sig ekstra i live. Et roadtrip er den perfekte måde at opleve Canadas vilde natur og fantastiske mennesker på.

Find inspiration til din rejse til Canada her.

Anders er fotograf og var i 2022 på roadtrip fra Calgary til Vancouver i Canada sammen med sin familie. Turen sluttede af med et ophold i New York, hvilket du kan læse mere om her.
anders roadtrip canada - blog
Til top