Af Mette Marie
Musikalsk skal rytmen også være langsommere end hidtil, for at ramme de vuggende toner, der gjaldede overalt på Caye Caulker.
Bob Marley og reggae overalt
For i Belize er Bob Marley, hvad Barcelona er for Guatemala: Han er en helt, og uanset hvor du kommer hen, kan du være sikker på, at hans musik bliver spillet med en kærlighed, som kun er få musikere forundt. I vores seks dage i landet, hørte vi på intet tidspunkt andet musik end reggae – og skulle radiostationen endelig være fræk nok til at spille noget andet, så kunne man være sikker på, at stationen blev udskiftet med det samme.
Sæt farten ned
Belize er afslapning og bare tæer, hvide palmestrande og et konstant smil på læben. Belize er landet i Mellemamerika, hvor folk vil gå meget langt for at hjælpe dig, uden at kræve at få noget for det. Og belizianerne er folket, der venligt, men bestemt, beder dig om at sætte farten ned, når du går – medmindre du altså virkelig skal på toilettet eller er ekstremt sulten, hvilket er de to eneste undskyldninger, som bliver godtaget. Stress er en synd i et land som Belize.
En lille ø ved navn Caye Caulker
Da vi kom til landet, valgte vi at slå os ned på en lille ø ved navn Caye Caulker. Størrelsen kan bedst beskrives sådan her: Fra taget på vores hotel havde man fri udsigt til det caribiske hav på begge sider. Det var småt – men det var også virkelig godt. Egentligt var vores plan at drage videre efter et par dage, men på uforklarlig vis blev tre dage til fire, så til fem, så til seks, og hvis ikke det var fordi, vi havde et fly, vi skulle nå, sad vi der nok endnu.
Nurse sharks, stingrays og kæmpestore havskildpadder
Set i bakspejlet er det lidt svært at huske, hvad vi egentligt brugte tiden på, men sådan er Belize bare: Der hersker en magisk ro, som får dagene til at flyde sammen i én stor, solskinsbelagt, glad pøl! En enkelt dag skiller sig dog ud fra de andre. Belize har nemlig verdens andetstørste rev ud for sin kyst, så en dag pakkede vi snorkeludstyret, hoppede på en sejlbåd og tilbragte tiden under havoverfladen med at kigge på nurse sharks, stingrays og kæmpestore havskildpadder. Alt i alt må man sige, at tiden i Belize var en tiltrængt afveksling fra den hverdag, vi havde haft de forgangne fire uger (og det hektiske roadtrip før det) – og fungerede som en god, lille opladning, inden vi skulle videre.
Se alle vores rejseforslag til Belize her.
Videre til Honduras
Efter Belize skulle vi til Honduras på en rejse, der lyder som følger: Først en båd til fastlandet, så en anden til Honduras, så en taxa til San Pedro Sula, så en bus til La Ceiba, så en taxa til et hotel, der havde bedbugs (væggelus) – og derfor en taxa til et andet hotel kl. 23 om aftenen. Så en overnatning, så en taxatur til færgen, så færgetur og så en taxatur til West End på øen Roatan.
Ja, rejsen var ret lang, men forløb faktisk overraskende nemt, og da vi endelig nåede til Roatan, var det det hele værd. Faktisk var det ikke en radikal forandring fra Belize – det var en smule mere latinamerikansk og præget af noget mere regnskov – men princippet var det samme: Afslapning.
Roatan
Vi havde 3,5 dage på øen, der egentligt mest blev brugt på små gåture, lidt kajaksejlads og en enkelt afstikker ud til en (meget turistet) paradisstrand. Da det er regntid i Mellemamerika, var der ikke særligt mange turister i byen, og der var derfor befriende stille, og en stor del af tiden blev brugt på vores private balkon med at ligge i hængekøjen og kigge ud på tordenskyllen, der slog ned i bugten. Nogle vil måske mene, at vi har spildt tiden – men umiddelbart vil vi nu også mene, at det er dét, ferier er til for.
Find masser af inspiration til rejser med strand og ø-hop her.
Bob Marley og reggae overalt
For i Belize er Bob Marley, hvad Barcelona er for Guatemala: Han er en helt, og uanset hvor du kommer hen, kan du være sikker på, at hans musik bliver spillet med en kærlighed, som kun er få musikere forundt. I vores seks dage i landet, hørte vi på intet tidspunkt andet musik end reggae – og skulle radiostationen endelig være fræk nok til at spille noget andet, så kunne man være sikker på, at stationen blev udskiftet med det samme.
Sæt farten ned
Belize er afslapning og bare tæer, hvide palmestrande og et konstant smil på læben. Belize er landet i Mellemamerika, hvor folk vil gå meget langt for at hjælpe dig, uden at kræve at få noget for det. Og belizianerne er folket, der venligt, men bestemt, beder dig om at sætte farten ned, når du går – medmindre du altså virkelig skal på toilettet eller er ekstremt sulten, hvilket er de to eneste undskyldninger, som bliver godtaget. Stress er en synd i et land som Belize.
En lille ø ved navn Caye Caulker
Da vi kom til landet, valgte vi at slå os ned på en lille ø ved navn Caye Caulker. Størrelsen kan bedst beskrives sådan her: Fra taget på vores hotel havde man fri udsigt til det caribiske hav på begge sider. Det var småt – men det var også virkelig godt. Egentligt var vores plan at drage videre efter et par dage, men på uforklarlig vis blev tre dage til fire, så til fem, så til seks, og hvis ikke det var fordi, vi havde et fly, vi skulle nå, sad vi der nok endnu.
Nurse sharks, stingrays og kæmpestore havskildpadder
Set i bakspejlet er det lidt svært at huske, hvad vi egentligt brugte tiden på, men sådan er Belize bare: Der hersker en magisk ro, som får dagene til at flyde sammen i én stor, solskinsbelagt, glad pøl! En enkelt dag skiller sig dog ud fra de andre. Belize har nemlig verdens andetstørste rev ud for sin kyst, så en dag pakkede vi snorkeludstyret, hoppede på en sejlbåd og tilbragte tiden under havoverfladen med at kigge på nurse sharks, stingrays og kæmpestore havskildpadder. Alt i alt må man sige, at tiden i Belize var en tiltrængt afveksling fra den hverdag, vi havde haft de forgangne fire uger (og det hektiske roadtrip før det) – og fungerede som en god, lille opladning, inden vi skulle videre.
Se alle vores rejseforslag til Belize her.
Videre til Honduras
Efter Belize skulle vi til Honduras på en rejse, der lyder som følger: Først en båd til fastlandet, så en anden til Honduras, så en taxa til San Pedro Sula, så en bus til La Ceiba, så en taxa til et hotel, der havde bedbugs (væggelus) – og derfor en taxa til et andet hotel kl. 23 om aftenen. Så en overnatning, så en taxatur til færgen, så færgetur og så en taxatur til West End på øen Roatan.
Ja, rejsen var ret lang, men forløb faktisk overraskende nemt, og da vi endelig nåede til Roatan, var det det hele værd. Faktisk var det ikke en radikal forandring fra Belize – det var en smule mere latinamerikansk og præget af noget mere regnskov – men princippet var det samme: Afslapning.
Roatan
Vi havde 3,5 dage på øen, der egentligt mest blev brugt på små gåture, lidt kajaksejlads og en enkelt afstikker ud til en (meget turistet) paradisstrand. Da det er regntid i Mellemamerika, var der ikke særligt mange turister i byen, og der var derfor befriende stille, og en stor del af tiden blev brugt på vores private balkon med at ligge i hængekøjen og kigge ud på tordenskyllen, der slog ned i bugten. Nogle vil måske mene, at vi har spildt tiden – men umiddelbart vil vi nu også mene, at det er dét, ferier er til for.
Find masser af inspiration til rejser med strand og ø-hop her.
