Af Andreas Vestergaard og Maria Hybel Fønsskov

Tidspunkt for rejse

29. maj - 11. juni 2023
Dag 1:
I dag ankom vi allesammen til New York. Vi var trætte efter flyveturen, så aftenens mission var blot at tjekke ind på hotellet, finde noget aftensmad og gå en lille tur i området. Vores hotel lå ikke langt fra Chinatown, så derfor blev første aften indviet på en kinesisk restaurant. Vi boede også i gåafstand til Brooklyn Bridge og gik derfor en kort tur op til broen, inden vi vendte retur på hotellet.

Dag 2:
Efter en god nats søvn skulle vi i gang fra morgenstunden. Det eneste vi havde på programmet var Summit One Vanderbilt og en fælles middag på Ellen’s Stardust Diner. Summit One Vanderbilt var en rigtig god oplevelse med mange forskellige rum, som hver især havde forskellige formål.
Eftersom nogle af os havde været i New York flere gange før, mens andre var der for første gang, valgte vi at dele os op indtil aftensmaden. Jeg havde været i New York en del gange før, så min gruppe brugte dagen på at hygge i Central Park og tage en tur forbi Times Square.
Sidst på dagen mødtes vi med de andre, og vi gik alle over Brooklyn Bridge for at spise aftensmad udendørs og se solen gå ned over Manhattan Skyline.

Dag 3:
I dag blev det tid til at sige farvel til New York og flere af de andre fra Jysk. Vi var fire, der fortsatte rejsen sammen og fløj ned til Orlando i Florida. Da vi ankom, skulle vi afhente vores bil, tjekke ind på hotellet og handle lidt proviant til vores kommende roadtrip. Vi afsluttede dagen i Orlando downtown, hvor vi fik lokal aftensmad.

Dag 4:
I dag har vi besøgt Kennedy Space Center. Det var en rigtig god oplevelse, hvor man blev meget klogere på rumhistorien, udviklingen og fremtidens ambitioner. Hvis man er heldig, kan man se en rumraket blive affyret fra de mange affyringsplatforme, som de har her. Så heldige var vi desværre ikke i denne omgang.

Dag 5:
Vi havde glædet os til i dag. Dagens store højdepunkt bød på en svømmetur med søkøer. Vi stod derfor tidligt op og kørte mod Crystal River. Vi fik set tre søkøer, hvor to af dem kom rigtig tæt på. Det var en helt utrolig og unik oplevelse at være så tæt på et så stort dyr. Herefter valgte vi at køre den lange tur til charmerende St. Augustine for at opleve USA’s ældste by. På vejen gjorde vi hold i Silver Springs. Her så vi bl.a. slanger, aber, skildpadder og utallige flotte fugle. Desværre ikke nogen alligatorer, som ellers også holder til i området.

Dag 6:
I dag sagde vi farvel til Orlando og kørte mod kysten til Clearwater Beach. På vejen gjorde vi hold i Tampa, hvor vi gik den hyggelige ”Tampa Riverwalk”. Eftersom vi godt kunne mærke trætheden fra den foregående dag, stod resten af dagen på afslapning ved Clearwater Beach med en fantastisk solnedgang.

Dag 7:
Vi fortsatte vores køretur ned langs kysten. Undervejs gjorde vi korte stop ved Sarasota, St. Pete Beach og Fort Myers. Alle områderne byder på lækre strande og afslapning. Fort Myers Beach er dog stadigvæk hårdt ramt af ødelæggelserne fra stormen ”Ian”, som hærgede i efteråret 2022. Vi sluttede aftenen af i Naples og så endnu en flot solnedgang.

Dag 8:
Dagens store højdepunkt var Everglades-området, hvor vi skulle rundt med en airboat for at se, om vi kunne finde nogle alligatorer (som selvfølgelig ikke er garanteret). Vi var rigtig heldige, at vi fik oplevelsen af at se en alligator helt tæt på. Oplevelsen var derfor en kæmpe succes. Helt generelt var det også fedt at opleve en tur på en airboat, hvilket klart kan anbefales. Efter de unikke oplevelser med alligatorerne fortsatte vores roadtrip til Miami. I Miami stod resten af dagen på afslapning ved Miami South Beach. Om aftenen gik vi en tur forbi hovedgaden Lincoln Road samt Art Deco-distriktet.

På dag 9 splitter de fire rejsende sig op i to grupper. Silas og Andreas kører mod Key West, mens Maria og Steffi sætter kursen mod Bahamas. De sidste fire dages dagbog er derfor skrevet af henholdsvis Andreas og Maria.


Dagbog fra Key West

Dag 9: Key West (Andreas og Silas)
I dag kørte Silas og jeg alene videre mod Key West, mens Maria og Steffi fortsatte til Bahamas. Køreturen til Key West var rigtig smuk med broerne, som krydser de små øer. Vi gjorde stop ved en ”National Forest” på vej derned for at gå en lille vandrerute på knap tre km. Vi sluttede dagen af med en omgang “Smoked BBQ” og billeder ved Southernmost Point.

Dag 10: Key West (Andreas og Silas)
I dag var vi ude at snorkle ved verdens tredje største koralrev - kun overgået af Great Barrier Reef i Australien og The Mesoamerican Barrier Reef ud for Mexico, Belize, Guatemala og Honduras. Vi så en masse små fisk og nogle enkelte store barracudaer. Resten af dagen udforskede vi de charmerende gader og stræder samt nogle barer i området.

Dag 11: Key West (Andreas og Silas)
Vi oplevede Hemmingways gamle hjem, som i dag er lavet til et museum. Vi var sammen med en guide, som kunne fortælle en masse spændende ting om Ernest Hemmingway og hans fascinerende liv. Vi sluttede turen i Key West på bedste Hemmingway-manér ved at tage forbi Sloppy Joes. Her fik vi selvfølgelig den ikoniske ”Sloppy Joes Sandwich”. Resten af dagen blev brugt på at køre tilbage til Miami.

Dag 12: Key West (Andreas og Silas)
Vi startede dagen med at køre op til Fort Lauderdale. Her var vores klare fornemmelse, at der var mere ro end i Miami. Der var lokale restauranter, en god strand og hyggelige områder. Vi var også meget betaget af de mange kanaler med forskellige både og yachts, som hørte til de ekslusive huse langs kanalerne. Det er ikke uden grund, at Fort Lauderdale bliver kaldt "Floridas Venedig". Sidst på eftermiddagen mødtes vi med Steffi og Maria, som var kommet tilbage til Florida fra Bahamas. Vi afsluttede dagen sammen ved at tage ud at spise, hvor vi efterfølgende udforskede Art Deco-distriktet.


Dagbog fra Bahamas

Dag 9: Bahamas (Maria og Steffi)
I dag ankom vi til den lille lufthavn på Exuma, Bahamas. Vi blev mødt i lufthavnen af søde Geleece og Yamale, som begge vinkede til os med flag i hånden. Efter at have hentet vores lejebil, stod den på en hurtig tur til vores hotel, og så var det videre ud og opleve øen. Vi havde booket en ATV-tur, som tog tre timer. Det var en virkelig fed tur og en fantastisk måde at se øen på. Vi sluttede vores første dag af med en dejlig middag på et resort, der lå ikke langt fra hotellet.

Dag 10: Bahamas (Maria og Steffi)
I dag var vejret desværre ikke med os. Det betød dog ikke det helt store, for vi havde hotel-inspektioner det meste af dagen. Vi besøgte tre rigtig fine hoteller, som vi var blevet bedt om at tjekke ud af vores kollegaer derhjemme. Vi sluttede dagen af med en lille middag på vores eget hotel, Peace and Plenty.

Dag 11: Bahamas (Maria og Steffi)
Desværre blev vores planlagte bådtur aflyst i dag pga.vejret. Vi skulle have været ude og svømme med grise (ja, det kan man faktisk prøve på Bahamas) og besøge nogle af de andre små øer omkring. Det er en super fin tur og helt sikkert noget, vi vil anbefale til andre - vi må have oplevelsen til gode næste gang! I stedet brugte vi dagen på et resort ikke langt fra hotellet. Stedet tilbyder adgang for ikke-boende gæster for et dagsbeløb. Det betød, at vi havde all inclusive hele dagen og adgang til resortets aktiviteter, pool mm. Heldigvis havde vi sol det meste af dagen og kunne derfor nyde lidt hyggelig afslapning.

Dag 12: Bahamas (Maria og Steffi)
I dag fløj vi fra Bahamas tilbage til Miami. Vejret var ikke voldsomt godt på Bahamas i dag, men til trods for det gik flyveturen godt, og i Miami mødtes vi med Silas og Andreas, som var retur fra Key West.

Dag 13: Key West (fælles)
Efter nogle fantastiske dage - først i New York og senere i Florida og på Bahamas - var det tid til at vende hjem til Danmark og dele vores oplevelser med vores kollegaer på Jysk.
Oplev Saint Augustine på din rejse i Florida, USA
Til top