Forestil dig at fejre jul på en eksotisk strand under svajende palmer i Thailand, tage på safari i Sydafrika i juledagene eller hoppe ind i det nye år på Times Square i New York. Her kan du få inspiration til din juleferie. Vi har samlet vores bud på de 10 bedste steder at rejse hen i juleferien.

New York
Rejs til USA og oplev “The Big Apple”, New York, til jul og nytår. New York og nytår går i dén grad hånd i hånd. Hele byen gør klar til årets fest, og nytår fejres på en skala, der er svær at måle sig med. Nytårsaften i New York kulminerer med det spektakulære Times Square Ball Drop, hvor hundredtusinder samles for at byde det nye år velkommen. Samtidig er New York helt magisk i juletiden, hvor byens gader bliver fyldt af glitrende lys, overdådige dekorationer og magiske julemarkeder. Besøg især det berømte juletræ ved Rockefeller Center, der stråler med tusindvis af glimtende lys, eller gå en tur gennem Central Park, der er forvandlet til et eventyrligt vinterlandskab. Jul og nytår i New York er uden tvivl en oplevelse som intet andet.

Læs også vores blogpost: New York – Julens by

Se vores rejseforslag til New York her.

Australien
Kan du ikke vente med at fejre nytår, bør du rejse Down Under til Australien, der er blandt de første lande til at træde ind i det nye år. Særligt omkring Sydney bliver nytåret fejret med et brag. Sydney Harbour danner her rammen for et af verdens mest ikoniske nytårsfyrværkerishows, og tusindvis af mennesker strømmer til kysten for at være vidner til dette imponerende show. Med Sydney Opera House og Harbour Bridge som baggrund er himlen oplyst af et farverigt bombardement af flotte lysglimt og imponerende fyrværkerieffekter. Når det er vinter i Danmark, er det desuden sommer i Australien. Sommervejret tilføjer en ekstra dimension til festlighederne, og mange samles på strandene og i parkerne for at fejre julen og nytåret.

Se vores rejseforslag til Australien her.

Sydafrika
Hold en eventyrlig juleferie i Sydafrika. Med sommersæsonen i fuld blomst er Sydafrika et perfekt sted at fejre jul og nytår i varmen. Der er god mulighed for sol og strand. Men Sydafrika har meget andet at byde på, som kan gøre din juleferie helt speciel, heriblandt både eventyrlige safarioplevelser, sceniske vandreture i den alsidige natur, forkælelse af smagsløgene med vinsmagninger samt udforskning af spændende byer og lokale townships.

Se vores rejseforslag til Sydafrika her.

Vietnam
I Hanois gamle kvarter kan du købe lidt af hvert. Hang Ma Street, som også kaldes ”Decoration Street”, er fyldt med alt, du kunne drømme om at pynte op med til en højtid som julen. Så selvom julen ikke er en officiel højtid i Vietnam, kan du sagtens komme i julestemning. I Vietnams byer vil du opleve at livet foregår udenfor i gaderne, hvor latteren fra de små teboder og snakken mellem de handlende blander sig med støjen fra de mange scootere. Midt i dette charmerende og pulserende byliv kan du også nyde en stille café au lait på én af de gamle fortovscaféer fra den franske kolonitid. Vi anbefaler at besøge Hanoi over en weekend, da gaderne omkring søen lukkes af for trafik. Hvis du står tidligt op, kan du langs søen opleve de lokale lave forskellige former for morgengymnastik.

Se vores rejseforslag til Vietnam her.

Costa Rica
Få en uforglemmelig juleferie i Costa Rica, hvor spændende oplevelser venter dig. I Costa Rica kan du bl.a. tage på vandreture i regnskoven, zip-line gennem trætoppene, trekke på vulkaner eller slappe af på de fantastiske strande. Rejser du til Costa Rica i december er det tørtid, hvilket gør det til et oplagt tidspunkt at rejse i landet. Costa Rica har utrolig meget at byde på og er både for aktive eventyrere, dyre-elskere, kaffe-entusiaster, naturfreaks og eventyrlystne familier. Costa Rica kan med fordel kombineres med destinationerne: Mexico, Nicaragua og Panama.

Se vores rejseforslag til Costa Rica her.

Thailand
Tag på juleferie i varmen i Thailand, hvor der venter dig masser af sol, varme temperaturer, flotte sandstrande med dejligt krystalklart vand og et væld af eventyrlige oplevelser. Thailand er yderst populært både for unge, ældre og børnefamilier at rejse til mellem jul og nytår grundet det dejlige vejr i vinterperioden. Det skyldes bl.a. de gode muligheder for afslapning, spændende oplevelser og ikke mindst den thailandske gæstfrihed. Selvom de i Thailand traditionelt ikke fejrer jul, gør mange hoteller og restauranter meget ud af at pynte op til højtiden. Du kan også være heldig, at julemanden kigger forbi.

Se vores rejseforslag til Thailand her.

New Zealand
Tag på en forlænget juleferie og oplev New Zealand. New Zealands årstider er modsat de danske, og derfor kan du i den danske vinter opleve den new zealandske sommer. New Zealand er et spændende rejsemål både for eventyrlystne backpackere og børnefamilier. New Zealand rummer et væld af fantastiske natur- og adventureoplevelser. Du kan komme på trek i både regnskov og på gletsjere, opleve gejsere og vulkaner, ro i kajak og svømme med delfiner samt bungyjumpe og river rafte. New Zealand kan lidt af det hele.

Læs vores anbefalinger til en 14-dages rejse gennem New Zealand, og få inspiration til oplevelser på både nord- og sydøen, her.

Se vores rejseforslag til New Zealand her.

Sri Lanka
Sri Lanka er en frodig, bjergrig ø, dækket af velduftende te-plantager, rismarker, jungle samt smukke, hvide strande. Her vrimler det med forskellige dyrearter lige fra påfugle og læbebjørne til elefanter og leoparder. Sri Lankas vestkyst, sydkyst og højland kan med fordel besøges i december, da der her er tørsæson. Sri Lankas wildlife-sæson starter i november og varer til april, så er det dyrelivet du ønsker at opleve i landet, så er december et rigtig godt tidspunkt at rejse til Sri Lanka.

Læs også vores blogpost: Sri Lanka – landet alle drømmer om.

Se vores rejseforslag til Sri Lanka her.

Mexico
Mexicanerne har en lang række traditioner omkring julen. "Posadas" løber fra den 16. til den 24. december, og er drevet af musik, mad og en piñata til børnene. Under Posadas besøger familie, venner og naboer hinanden om aftenen og beder om husly for at repræsentere Marias og Josefs rejse til Betlehem før Jesu fødsel. Mexico byder på noget for enhver smag: Svajende palmer på de lange sandstrande, bevoksede grønne ruiner, buldrende storbyer, spændende kultur og meget meget mere. Så leder du efter en destination til din juleferie fyldt med oplevelser, så er Mexico bestemt et godt bud.

Se vores rejseforslag til Mexico her.

Maldiverne
Hvis julen skal holdes på en ægte paradis-strand, er Maldiverne bestemt en oplagt destination. Forestil dig at rejse væk fra det kolde og mørke vintervejr i Danmark til turkisblåt hav, kridhvide sandstrande og drinks under svajende palmer. Du kan f.eks. bruge juledagene på at udforske livet under vandet eller slappe af med en god bog på stranden. Maldiverne har et tropisk klima med en gennemsnitstemperatur på 27-29 grader næsten hele året rundt. Vejret er dog bedst fra midten af december til slutningen af april. Herefter starter regntiden.

Se vores rejseforslag til Maldiverne her.

Læs også vores blogpost: Juletraditioner i verden.
Sri Lanka
Til top