Af Søren Østergaard
Farvel trafikstøj og civilisation - goddag udsigt til bjergtinder
Eventyret startede en klar novembermorgen, da en gruppe med 11 af Jysk Rejsebureaus rejsende checkede ud af deres hotel i Kathmandu og satte sig ind i en beskidt bus. Den skulle køre dem gennem den sidste trafik, de ville se i de næste 13 dage på vej mod indenrigslufthavnen i den nepalesiske hovedstad. Gruppen fulgtes med den lokale Sherpaguide Pemba, hjælpeguiden Bishnu og mig selv - Søren - der var rejseleder på turen. Sammen var vi på vej ud på et vildt eventyr; trekking på verdens højeste bjerg. Målet var Everest Base Camp.
De rejsende var spændte. Det kunne tydeligt ses i deres ansigter. De vidste, at foran dem ventede en af deres livs største oplevelser. Det hele skulle sparkes i gang med en af de smukkeste og farligste flyvninger i verden – fra Kathmandu, langs Himalayabjergkæden mod lufthavnen Lukla, der befinder sig blandt bjerge i 2800 meters højde.
Sikkert fremme skulle benene naturligvis også i gang. Efter en kort tepause gik turen mod landsbyen Phakding, som paradoksalt nok ligger lavere end lufthavnen. En god og nem vandretur til at starte ud på, som blev brugt på at lære hinanden bedre at kende og øve sig på at gå med vandrestave og oppakning. Vejret viste sig fra sin bedste side hele dagen. Vi kunne dufte skovbunden og høre flodens brusen. Længere ude i horisonten kunne vi skue de sneklædte bjergtinder. Så er vi ligesom igang.
Citatuddrag fra egen dagbog: Dag 1
”Hold nu kæft en start. Jeg kunne ikke have ønsket noget bedre. Flyet fløj næsten til tiden, blå himmel og sol, der muliggjorde shorts. Gruppen har en ekstremt høj moral. Jeg kan jo nærmest ikke bede om mere – håber det holder hele vejen. Fedt, fedt, fedt.”
Læs mere om trek til Everest Base Camp med dansk rejseleder.
Den frygtede stigning op til Namche Bazaar
Andendagen startede med tidlig morgenmad og afgang. Forude ventede en lidt anden slags vandring end på førstedagen. De første lette timer gik gennem et fladt terræn langs Dudh Khosi-floden. Den sidste del bød på den frygtede stigning op mod Khumbu-regionens hovedstad Namche Bazaar. En fantastisk flot beliggende by, der kun har den ene ulempe, at man skal trekke en opslidende, varm og stejl to timers-tur derop. Jeg havde på forhånd advaret gruppen om denne stigning, men de tog det i stiv arm og sled sig igennem turen uden beklagelser. Her gik det for alvor op for mig, at det var nogle svært seje mennesker, jeg havde med på turen.
Vi havde to overnatninger i Namche Bazaar, hvor vores kroppe fik tid til at akklimatisere i forhold til højdestigningerne. Højdesyge er en væsentlig og farlig faktor, når der trekkes i Himalaya, og vi tager derfor visse forholdsregler for, hvordan man bedst muligt undviger denne alvorlige tilstand. Én af disse er indlagte hviledage som denne. Om gruppen ville bruge betegnelsen "hviledage" om vores tid i Namche Bazaar, er jeg dog ikke så sikker på. Vi valgte nemlig at arrangere en 6 timers lang dagshike, hvor vi besøgte Everest View Hotel (verdens højest beliggende hotel), landsbyen Khumjung med kraniet fra yetien (hvis man tror på den slags) og landsbyen Khunde, som huser regionshospitalet. Derudover fik vi shoppet det sidste ting til turen. Namche Bazaar er sidste udkald, hvis man står og mangler udstyr, tøj, en ATM eller en god kop kaffe, inden rejsen fortsætter længere op i bjergene. Alt i alt nogle rigtig dejlige dage.
Det var mit mål at få indarbejdet og etableret rutiner for trekket på disse første dage, da gruppens deltagere på dette tidspunkt endnu hverken var synderligt trætte eller påvirket af højderne. Det lykkedes rigtig godt, og vi fik hurtigt opbygget en rutine med at bestille morgenmad, inden man lagde sig til at sove om aftenen, ligesom at taskerne skulle være pakket, når man mødte ind til morgenmad, og at man som det første huskede at fylde vandbeholdningerne, så der ikke skulle gøres alt for mange stops undervejs. Derudover sørgede jeg for at briefe folk på, hvad de kunne forvente af næste dags trek, hvad de skulle være ekstra opmærksomme på og lignende. Alt blev vel modtaget og gruppens fællesskab og samarbejde fungerede gnidningsfrit under hele turen.
Læs mere om trek til Everest Base Camp med Lothar Friis.
En fjerdedag med op- og nedture
Efter dagene i Namche Bazaar bevægede vi os yderligere opad i den tynde luft mod byen Tengboche, der har stor religiøs betydning for hele Everest-regionen. I denne by ligger områdets største buddhistiske kloster, og vi benyttede muligheden for at kigge ind og overvære eftermiddagsbønnen. Det er en speciel oplevelse at overvære mennesker, som på kompromisløs vis har valgt at dedikere deres liv til religion og spiritualitet.
Det blev desværre også dagen, hvor vores første deltager blev syg. En af vores kvindelige deltagere fik stærke mavesmerter, hvilket desværre for hende kun var begyndelsen på en længere periode med diverse helbredsmæssige problemer. Hun endte med at blive den eneste i gruppen, som ikke nåede Everest Base Camp, trods hun virkelig kæmpede en indædt kamp på vejen dertil.
Citatuddrag fra egen dagbog: Dag 4
”Hold kæft, hvor det stadig bare spiller! Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at vejret ville arte sig så godt, men jeg ved også, at det er nu, det begynder at tage ved. Højderne, kulden og trekking har bare sin effekt, så makker - jeg håber, du har nydt freden. X's maveonde kunne godt være startskuddet på en anderledes tur herfra. Kunne godt fremover løbe ind i adskillige nattevækninger, højdesyge, hjemve, osv. Sov mens du kan, Søren! Du ved ikke, hvornår du ellers får chancen.”
Frygten i ovenstående citat blev heldigvis ikke aktuel i samme grad, som jeg havde forestillet mig. Godt nok var femte trekkingdag mod Dingboche en dag, hvor alle - uden undtagelse - begyndte at mærke højden. Vi krydsede de 4000 højdemeter, og da vi nåede frem til dagens mål, kunne alle i gruppen mærke, hvor hovedet sidder på kroppen. Hos alle på nær en enkelt var det dog en let hovedpine, hvilket er ganske normalt på dette stadie. En af pigerne havde dog kraftig hovedpine, svimmelhed og kvalme, og jeg valgte i samråd med guiden Pemba at give hende medicin mod højdesyge, hvilket øjeblikkeligt afhjalp problemet. Gruppens moral var stadig tårnhøj, og efterhånden blev de interne jokes flere og flere, og fællesskabet blev stærkere.
Kortspil omkring kakkelovnen
I Dingboche havde vi endnu en akklimatiseringsdag. De, som havde lyst og overskud til et dagshike, kunne søge op mod toppen af bjerget Nangkar Tshang i 5600 meters højde, mens de mere trætte kunne trisse lidt rundt i byen, og ellers bruge resten af dagen på at læse, spille kort eller sove på tehuset i Dingboche. Vi overnattede i tehuse (små familieejede lodges) under hele trekket. Ret basale i indretning; du får et værelse med en seng og et tæppe, og så deles man om toiletterne. Findes der et bad på stedet, har man været meget heldig. Derudover er der et større fællesareal, der fungerer som spisested og opholdsrum. Her kan man hygge sig om aftenen, udveksle historier og erfaringer, spille kort og drikke te. Ofte befinder man sig i dette lokale hele aftenen, indtil man hopper i soveposen. Man varmer sig ved den varme kakkelovn i fælleslokalet, der i øvrigt fyrer på yak-afføring og kerosene. Værelserne er temmelig kolde pga. dårlig isolering.
Nu kan det virkelig mærkes i kroppen
Dagen efter drog vi imod Lobuche, hvilket er lidt en hård tur. Det hjælper dog, at man bliver fulgt på vej af den mest fantastiske og spektakulære natur. Desværre måtte vi om morgenen sige farvel og på gensyn til den kvindelige deltager med maveproblemer. En meget ubehagelig beslutning for mig at træffe, men jeg vidste, at det var det fornuftige og ansvarlige valg. Hun måtte blive tilbage med en af vores lokale hjælpere til at holde øje med hende. Alle kunne på dette tidspunkt mærke højdernes effekt. Ilttilførslen til blodet og lungerne formindskes, så kroppen bliver langt hurtigere træt, pulsen stiger radikalt, og du begynder at få sværere ved at trække vejret. Her var det min opgave som gruppens rejseleder at give den fuld gas med støttende ord og holde et skarpt blik på alle. Sammen kæmpede vi os gennem både dagen og natten uden større udfald, og igen kunne jeg ikke være mere stolt over at føre så hardcore mennesker op ad de krøllede stier i bjergene. Hele vejen igennem viste vejret sig fra sin mest perfekte side, og til trods for træthed, fik deltagerne fyldt deres kameraer op med uforglemmelige minder.
Læs mere om trek til Everest Base Camp via Gokyo Lake og Chola Pass med dansk rejseleder.
Det sidste stykke mod mål
Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle kæmpe os op mod ekspeditionens officielle mål - Everest Base Camp. Denne dag rygtes at være den hårdeste og mest opslidende på hele turen. Og igen imponerede alle deltagere stort. De første tre timers gang var mod byen Gorak Shep i 5170 meters højde, hvor vi senere skulle tilbringe natten. En stigning med et nærmest urealistisk og meget barsk landskab, kendt for at suge kræfterne ud af benene og moralen ud af sjælen. Helt så galt gik det dog ikke med min seje gruppe. Med denne strækning overstået, fulgte det sidste stykke mod Base Camp, som er lige så stejlt, råt og brutalt. Men med blod, sved og tårer (bogstaveligt talt) kæmpede alle deltagere sig derop. Stoltheden bugnede i deres bryst og ansigter, og jeg kunne ikke undlade selv at hæve brystet lidt over præstationen. 10 ud af vores 11 deltagere stod på Mount Everest Base Camp i 5364 meters højde. Wow.
Citatuddrag fra egen dagbog: Dag 8
”Fuck det. Vi gjorde det squ. Ikke at jeg havde forventet andet, men alle forestillinger om at folk ville falde fra som fluer er gjort fuldstændig til skamme. Stolthed er en sjælden følelse, men jeg føler den på gruppens vegne og for en gangs skyld også på egne. Kæft hvor er jeg glad!”
Solopgang over Everest
Natten i Gorak Shep er ikke en voldsomt behagelig oplevelse, men alligevel klarede alle sig igennem uden særlige vanskeligheder. Næste morgen stod jeg, tre af vores deltagere og guiden Pemba tidligt op. Vi skulle op på toppen af bjerget Kala Pattar for at se solopgangen over Everest. Noget som for mange står som højdepunktet på deres Base Camp-trek. Selv som rutineret trekker må jeg indrømme, at denne oplevelse virkelig trak tænder ud. Op klokken 5, ingen morgenmad, meget begrænset ilttilførsel, barsk terræn og 400 højdemeter, der skal bekæmpes. Det var bestemt ikke uden fysiske omkostninger, men gevinsten var det hele værd. Vi fik bjerget for os selv, og overværede den mest fantastiske solopgang over verdens højeste bjerg. Noget jeg ikke tidligere har oplevet, så jeg føler mig ganske beæret over denne oplevelse.
Se listen over verdens bedste treks her.
"Man kan blive helt høj på oxygen"
Umiddelbart efter morgenmaden samme dag, påbegyndte vi nedstigningen af bjerget igen. Det er altid lidt en underlig fornemmelse, hvordan du nærmest skridt for skridt får mere energi og overskud. Man kan blive helt høj på oxygen, og det samme var tilfældet denne gang. Folk var stadig trætte, men skridt for skridt forsvandt hovedpinen og sidst på dagen, da vi ramte Pheriche, var alle fulde af overskud. Dette blev endnu styrket af, at vi her igen blev forenet med hende, som desværre ikke kom med helt til toppen.
De næste par dage gik med yderligere nedstigninger til henholdsvis den charmerende sherpalandsby Phortse, tilbage til Namche Bazaar (hvor der i den grad blev taget varme bade, spist kage og drukket kaffe) og slutteligt til udgangspunktet i Lukla igen. Hvad, der var et langt og udmarvende trek opad, var forbløffende let at gå nedad igen. Og til stadighed blev helbredet bedre for hvert skridt taget.
Afslutningsfest i Lukla
I Lukla sluttede vi eventyret af med et brag af en fest på vores tehus. Den ene Everest øl efter den anden blev knappet op, og det slidte musikanlæg spillede en fantastisk blanding af populært nepalesisk folkemusik, Vengaboys og andre 90’er-klassikere. Noget der øjeblikkeligt trak de ellers trætte trekkingben ud på dansegulvet. Her var vi i selskab med vores dansende sherpaguider og andre lokale, der blev tiltrukket af anlæggets lækre toner. En bedre slutning på et fantastisk og succesfuldt eventyr er svært at forestille sig.
Flyturen tilbage til Kathmandu næste dag var et par timer forsinket, men dette skal intet tage fra oplevelsen som helhed. Konklusionen er klar: Vi har som gruppe været dygtige, vi har været heldige, vi har været seje, vi har været sjove, vi har fået nye stærke bånd til hinanden.
Vi har fået en oplevelse for livet. Tak for det hele!
Tidspunkt for rejse: November 2013
Vil du med på trek til Everest Base Camp næste gang?
Læs mere og book din plads herunder:
Trek til Everest Base Camp
Trek til Everest Base Camp med Lothar Friis og selvudvikling
Trek til Everest Base Camp via Gokyo Lake og Chola Pass
Eventyret startede en klar novembermorgen, da en gruppe med 11 af Jysk Rejsebureaus rejsende checkede ud af deres hotel i Kathmandu og satte sig ind i en beskidt bus. Den skulle køre dem gennem den sidste trafik, de ville se i de næste 13 dage på vej mod indenrigslufthavnen i den nepalesiske hovedstad. Gruppen fulgtes med den lokale Sherpaguide Pemba, hjælpeguiden Bishnu og mig selv - Søren - der var rejseleder på turen. Sammen var vi på vej ud på et vildt eventyr; trekking på verdens højeste bjerg. Målet var Everest Base Camp.
De rejsende var spændte. Det kunne tydeligt ses i deres ansigter. De vidste, at foran dem ventede en af deres livs største oplevelser. Det hele skulle sparkes i gang med en af de smukkeste og farligste flyvninger i verden – fra Kathmandu, langs Himalayabjergkæden mod lufthavnen Lukla, der befinder sig blandt bjerge i 2800 meters højde.
Sikkert fremme skulle benene naturligvis også i gang. Efter en kort tepause gik turen mod landsbyen Phakding, som paradoksalt nok ligger lavere end lufthavnen. En god og nem vandretur til at starte ud på, som blev brugt på at lære hinanden bedre at kende og øve sig på at gå med vandrestave og oppakning. Vejret viste sig fra sin bedste side hele dagen. Vi kunne dufte skovbunden og høre flodens brusen. Længere ude i horisonten kunne vi skue de sneklædte bjergtinder. Så er vi ligesom igang.
Citatuddrag fra egen dagbog: Dag 1
”Hold nu kæft en start. Jeg kunne ikke have ønsket noget bedre. Flyet fløj næsten til tiden, blå himmel og sol, der muliggjorde shorts. Gruppen har en ekstremt høj moral. Jeg kan jo nærmest ikke bede om mere – håber det holder hele vejen. Fedt, fedt, fedt.”
Læs mere om trek til Everest Base Camp med dansk rejseleder.
Den frygtede stigning op til Namche Bazaar
Andendagen startede med tidlig morgenmad og afgang. Forude ventede en lidt anden slags vandring end på førstedagen. De første lette timer gik gennem et fladt terræn langs Dudh Khosi-floden. Den sidste del bød på den frygtede stigning op mod Khumbu-regionens hovedstad Namche Bazaar. En fantastisk flot beliggende by, der kun har den ene ulempe, at man skal trekke en opslidende, varm og stejl to timers-tur derop. Jeg havde på forhånd advaret gruppen om denne stigning, men de tog det i stiv arm og sled sig igennem turen uden beklagelser. Her gik det for alvor op for mig, at det var nogle svært seje mennesker, jeg havde med på turen.
Vi havde to overnatninger i Namche Bazaar, hvor vores kroppe fik tid til at akklimatisere i forhold til højdestigningerne. Højdesyge er en væsentlig og farlig faktor, når der trekkes i Himalaya, og vi tager derfor visse forholdsregler for, hvordan man bedst muligt undviger denne alvorlige tilstand. Én af disse er indlagte hviledage som denne. Om gruppen ville bruge betegnelsen "hviledage" om vores tid i Namche Bazaar, er jeg dog ikke så sikker på. Vi valgte nemlig at arrangere en 6 timers lang dagshike, hvor vi besøgte Everest View Hotel (verdens højest beliggende hotel), landsbyen Khumjung med kraniet fra yetien (hvis man tror på den slags) og landsbyen Khunde, som huser regionshospitalet. Derudover fik vi shoppet det sidste ting til turen. Namche Bazaar er sidste udkald, hvis man står og mangler udstyr, tøj, en ATM eller en god kop kaffe, inden rejsen fortsætter længere op i bjergene. Alt i alt nogle rigtig dejlige dage.
Det var mit mål at få indarbejdet og etableret rutiner for trekket på disse første dage, da gruppens deltagere på dette tidspunkt endnu hverken var synderligt trætte eller påvirket af højderne. Det lykkedes rigtig godt, og vi fik hurtigt opbygget en rutine med at bestille morgenmad, inden man lagde sig til at sove om aftenen, ligesom at taskerne skulle være pakket, når man mødte ind til morgenmad, og at man som det første huskede at fylde vandbeholdningerne, så der ikke skulle gøres alt for mange stops undervejs. Derudover sørgede jeg for at briefe folk på, hvad de kunne forvente af næste dags trek, hvad de skulle være ekstra opmærksomme på og lignende. Alt blev vel modtaget og gruppens fællesskab og samarbejde fungerede gnidningsfrit under hele turen.
Læs mere om trek til Everest Base Camp med Lothar Friis.
En fjerdedag med op- og nedture
Efter dagene i Namche Bazaar bevægede vi os yderligere opad i den tynde luft mod byen Tengboche, der har stor religiøs betydning for hele Everest-regionen. I denne by ligger områdets største buddhistiske kloster, og vi benyttede muligheden for at kigge ind og overvære eftermiddagsbønnen. Det er en speciel oplevelse at overvære mennesker, som på kompromisløs vis har valgt at dedikere deres liv til religion og spiritualitet.
Det blev desværre også dagen, hvor vores første deltager blev syg. En af vores kvindelige deltagere fik stærke mavesmerter, hvilket desværre for hende kun var begyndelsen på en længere periode med diverse helbredsmæssige problemer. Hun endte med at blive den eneste i gruppen, som ikke nåede Everest Base Camp, trods hun virkelig kæmpede en indædt kamp på vejen dertil.
Citatuddrag fra egen dagbog: Dag 4
”Hold kæft, hvor det stadig bare spiller! Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at vejret ville arte sig så godt, men jeg ved også, at det er nu, det begynder at tage ved. Højderne, kulden og trekking har bare sin effekt, så makker - jeg håber, du har nydt freden. X's maveonde kunne godt være startskuddet på en anderledes tur herfra. Kunne godt fremover løbe ind i adskillige nattevækninger, højdesyge, hjemve, osv. Sov mens du kan, Søren! Du ved ikke, hvornår du ellers får chancen.”
Frygten i ovenstående citat blev heldigvis ikke aktuel i samme grad, som jeg havde forestillet mig. Godt nok var femte trekkingdag mod Dingboche en dag, hvor alle - uden undtagelse - begyndte at mærke højden. Vi krydsede de 4000 højdemeter, og da vi nåede frem til dagens mål, kunne alle i gruppen mærke, hvor hovedet sidder på kroppen. Hos alle på nær en enkelt var det dog en let hovedpine, hvilket er ganske normalt på dette stadie. En af pigerne havde dog kraftig hovedpine, svimmelhed og kvalme, og jeg valgte i samråd med guiden Pemba at give hende medicin mod højdesyge, hvilket øjeblikkeligt afhjalp problemet. Gruppens moral var stadig tårnhøj, og efterhånden blev de interne jokes flere og flere, og fællesskabet blev stærkere.
Kortspil omkring kakkelovnen
I Dingboche havde vi endnu en akklimatiseringsdag. De, som havde lyst og overskud til et dagshike, kunne søge op mod toppen af bjerget Nangkar Tshang i 5600 meters højde, mens de mere trætte kunne trisse lidt rundt i byen, og ellers bruge resten af dagen på at læse, spille kort eller sove på tehuset i Dingboche. Vi overnattede i tehuse (små familieejede lodges) under hele trekket. Ret basale i indretning; du får et værelse med en seng og et tæppe, og så deles man om toiletterne. Findes der et bad på stedet, har man været meget heldig. Derudover er der et større fællesareal, der fungerer som spisested og opholdsrum. Her kan man hygge sig om aftenen, udveksle historier og erfaringer, spille kort og drikke te. Ofte befinder man sig i dette lokale hele aftenen, indtil man hopper i soveposen. Man varmer sig ved den varme kakkelovn i fælleslokalet, der i øvrigt fyrer på yak-afføring og kerosene. Værelserne er temmelig kolde pga. dårlig isolering.
Nu kan det virkelig mærkes i kroppen
Dagen efter drog vi imod Lobuche, hvilket er lidt en hård tur. Det hjælper dog, at man bliver fulgt på vej af den mest fantastiske og spektakulære natur. Desværre måtte vi om morgenen sige farvel og på gensyn til den kvindelige deltager med maveproblemer. En meget ubehagelig beslutning for mig at træffe, men jeg vidste, at det var det fornuftige og ansvarlige valg. Hun måtte blive tilbage med en af vores lokale hjælpere til at holde øje med hende. Alle kunne på dette tidspunkt mærke højdernes effekt. Ilttilførslen til blodet og lungerne formindskes, så kroppen bliver langt hurtigere træt, pulsen stiger radikalt, og du begynder at få sværere ved at trække vejret. Her var det min opgave som gruppens rejseleder at give den fuld gas med støttende ord og holde et skarpt blik på alle. Sammen kæmpede vi os gennem både dagen og natten uden større udfald, og igen kunne jeg ikke være mere stolt over at føre så hardcore mennesker op ad de krøllede stier i bjergene. Hele vejen igennem viste vejret sig fra sin mest perfekte side, og til trods for træthed, fik deltagerne fyldt deres kameraer op med uforglemmelige minder.
Læs mere om trek til Everest Base Camp via Gokyo Lake og Chola Pass med dansk rejseleder.
Det sidste stykke mod mål
Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle kæmpe os op mod ekspeditionens officielle mål - Everest Base Camp. Denne dag rygtes at være den hårdeste og mest opslidende på hele turen. Og igen imponerede alle deltagere stort. De første tre timers gang var mod byen Gorak Shep i 5170 meters højde, hvor vi senere skulle tilbringe natten. En stigning med et nærmest urealistisk og meget barsk landskab, kendt for at suge kræfterne ud af benene og moralen ud af sjælen. Helt så galt gik det dog ikke med min seje gruppe. Med denne strækning overstået, fulgte det sidste stykke mod Base Camp, som er lige så stejlt, råt og brutalt. Men med blod, sved og tårer (bogstaveligt talt) kæmpede alle deltagere sig derop. Stoltheden bugnede i deres bryst og ansigter, og jeg kunne ikke undlade selv at hæve brystet lidt over præstationen. 10 ud af vores 11 deltagere stod på Mount Everest Base Camp i 5364 meters højde. Wow.
Citatuddrag fra egen dagbog: Dag 8
”Fuck det. Vi gjorde det squ. Ikke at jeg havde forventet andet, men alle forestillinger om at folk ville falde fra som fluer er gjort fuldstændig til skamme. Stolthed er en sjælden følelse, men jeg føler den på gruppens vegne og for en gangs skyld også på egne. Kæft hvor er jeg glad!”
Solopgang over Everest
Natten i Gorak Shep er ikke en voldsomt behagelig oplevelse, men alligevel klarede alle sig igennem uden særlige vanskeligheder. Næste morgen stod jeg, tre af vores deltagere og guiden Pemba tidligt op. Vi skulle op på toppen af bjerget Kala Pattar for at se solopgangen over Everest. Noget som for mange står som højdepunktet på deres Base Camp-trek. Selv som rutineret trekker må jeg indrømme, at denne oplevelse virkelig trak tænder ud. Op klokken 5, ingen morgenmad, meget begrænset ilttilførsel, barsk terræn og 400 højdemeter, der skal bekæmpes. Det var bestemt ikke uden fysiske omkostninger, men gevinsten var det hele værd. Vi fik bjerget for os selv, og overværede den mest fantastiske solopgang over verdens højeste bjerg. Noget jeg ikke tidligere har oplevet, så jeg føler mig ganske beæret over denne oplevelse.
Se listen over verdens bedste treks her.
"Man kan blive helt høj på oxygen"
Umiddelbart efter morgenmaden samme dag, påbegyndte vi nedstigningen af bjerget igen. Det er altid lidt en underlig fornemmelse, hvordan du nærmest skridt for skridt får mere energi og overskud. Man kan blive helt høj på oxygen, og det samme var tilfældet denne gang. Folk var stadig trætte, men skridt for skridt forsvandt hovedpinen og sidst på dagen, da vi ramte Pheriche, var alle fulde af overskud. Dette blev endnu styrket af, at vi her igen blev forenet med hende, som desværre ikke kom med helt til toppen.
De næste par dage gik med yderligere nedstigninger til henholdsvis den charmerende sherpalandsby Phortse, tilbage til Namche Bazaar (hvor der i den grad blev taget varme bade, spist kage og drukket kaffe) og slutteligt til udgangspunktet i Lukla igen. Hvad, der var et langt og udmarvende trek opad, var forbløffende let at gå nedad igen. Og til stadighed blev helbredet bedre for hvert skridt taget.
Afslutningsfest i Lukla
I Lukla sluttede vi eventyret af med et brag af en fest på vores tehus. Den ene Everest øl efter den anden blev knappet op, og det slidte musikanlæg spillede en fantastisk blanding af populært nepalesisk folkemusik, Vengaboys og andre 90’er-klassikere. Noget der øjeblikkeligt trak de ellers trætte trekkingben ud på dansegulvet. Her var vi i selskab med vores dansende sherpaguider og andre lokale, der blev tiltrukket af anlæggets lækre toner. En bedre slutning på et fantastisk og succesfuldt eventyr er svært at forestille sig.
Flyturen tilbage til Kathmandu næste dag var et par timer forsinket, men dette skal intet tage fra oplevelsen som helhed. Konklusionen er klar: Vi har som gruppe været dygtige, vi har været heldige, vi har været seje, vi har været sjove, vi har fået nye stærke bånd til hinanden.
Vi har fået en oplevelse for livet. Tak for det hele!
Tidspunkt for rejse: November 2013
Vil du med på trek til Everest Base Camp næste gang?
Læs mere og book din plads herunder:
Trek til Everest Base Camp
Trek til Everest Base Camp med Lothar Friis og selvudvikling
Trek til Everest Base Camp via Gokyo Lake og Chola Pass
