Af Sofie Linde

En rejse med og uden børn er to vidt forskellige ting. Og selvom at man med ønskernes kraft gerne ville drømme om en “ego-impuls-ferie” med artige børn, der aldrig bliver over-trætte og/eller skal have mad på de mest besværlige tidspunkter mv., så er det nok en utopi. I hvert fald hvis du har små børn.

Min første ferie med min datter
Jeg er netop kommet hjem fra min første ferie med min datter. Og omend det virkelig var en fed tur, så er det sgu langt fra at kunne sammenlignes de rejser, som jeg har været på tidligere. Jeg har rejst meget i mit liv. Og har altid elsket den uendelige frihed, der følger med; at reservere dage eller uger til blot at være til, slappe af og følge diverse drinks-menukort og ens impulsønsker. Sådan rejste jeg ikke denne gang. Heldigvis havde jeg i samarbejde med – og under kyndig vejledning af – Jysk Rejsebureau på forhånd planlagt en ferie, der var tilrettelagt ud fra datters præmisser (altså en babys præmisser), men så det stadig føltes som ferie for min mand og jeg.

Jeg var svært begejstret for Floridas vestkyst
Turen gik til Florida, USA. Vi skulle til vestkysten. Nærmere bestemt Sanibel og Fort Myers. Jeg havde aldrig været der før, men levede måske lidt med fordommen om, at Florida, ud over Miamis toptrænede-stramme-shorts-farverige-drinks-og-techno-puls og forlystelsesparkerne i Orlando ikke bød på noget til andre end “newlyweds og nearly dead”. Der tog jeg fejl.

Jeg kan fra start i denne rejseguide lige så godt afsløre, at jeg var svært begejstret for Floridas vestkyst. Kilometerlange hvide sandstrande, palmer, godt vejr og ro. Rolige omgivelser er fedt, når man rejser med børn. Nej – lad mig lige rette mig selv her – ro er altafgørende, når man rejser med børn. Det er ikke fedt at bo i en by, hvor der bliver spillet Toxic med Britney Spears på level 72 i restauranterne, eller hvor det kun er muligt at få happy hour-drinks til frokost – eller hvor der er gadefest under ens vindue til klokken 4 om morgenen. Det er, igen, altafgørende med ro. Og det er der på vestkysten. I hvert fald der, hvor vi var. Trafikken er rolig, menneskene er rolige, musikken er rolig – selv delfinerne, der leger i vandkanten om morgenen, er rolige. På Floridas vestkyst finder man ro. Og det er vel – når alt kommer til alt – det, man tager på ferie for at få. Ro på.

Turen til Miami
Vi fløj fra København til Oslo. Og så fra Oslo til Miami. Hmm... hvad skal jeg sige; at flyve med en baby er nok ikke drømmen for nogen. MEN HEY – folk er søde og forstående, når shit hits the fan og baby græder. Det var hvert fald min oplevelse. Både flypersonale og de andre passagere. Folk er jo på vej på ferie, og humøret er højt hos alle. Det gik egentlig fint for os. Det tager heldigvis kun små ni timer at flyve til Miami. Det er til at overskue, hvis man selv er veludhvilet og har en stor portion tålmodighed, snacks og nyt legetøj med i rygsækken. Og det havde vi. Så vi landede uden for megen panik og babygråd i Miami.

MIA er en stor lufthavn, men den er heldigvis nem at finde rundt i. Og alt er både handicap- og børnevenligt. Der er masser af amme-stationer, pusleborde, mikrobølgeovne til at varme sutteflasker i, mulighed for at købe modermælkserstatning og babymad i nærmest alle restauranter og masser af brede elevatorer (husk, at det er tilladt at tage både babymad og modermælkserstatning med som håndbagage i stort set alle lufthavne. Også i større mængder end 100 ml.). Vi havde tjekket vores store klapvogn ind som bagage og havde taget en lille paraply-klapvogn med til lufthavnen som håndbagage. Det fungerede super fint.

I Miami havde vi lejet en bil, som stod og ventede på os. En kolossal klippert, som Joakim altid havde drømt om at køre. Det er jo præmissen, når du rejser i USA, at man skal køre rundt til alt. Heldigvis er afstandene i Florida ikke så store, og vi havde en tur på små to timer og 30 minutter i sigte efter flyveturen. Min datter HADER at køre i bil, men hun var træt efter flyveturen, så hun faldt hurtigt i søvn i bilsædet – og sov hele vejen.

Vi havde booket et bilsæde hjemmefra og fik til at starte med et meget gammelt et af slagsen. De har ikke samme sikkerhedsregler for børnesæder derovre, som vi har herhjemme. Derfor er det vigtigt at være opmærksom og huske, at man sagtens kan bede om et nyt. Det gjorde vi. Og vi fik selv lov til at vælge et. Sørg også for at dobbelttjekke, om det er sat ordentligt fast i bilen. Når det er på plads, så er det bare ud og ramme vejen og afsted. Husk, at booke GPS eller navigationsudstyr hjemmefra. Det følger ikke med uden gebyr.

Sanibel
Sanibel Island er en lille ø, der ligger ud for Fort Myers Beach og grænser op til Den Mexicanske Golf, der strømmer ind over de lange hvide sandstrande, som løber langs hele vestkysten på øen. Så snart du har betalt dit island-fee og kører over den smalle og høje bro rammes man som et godstog af feriestemning. Palmerne, solskinnet, ‘be aware of turtles’-skiltene, de små butikker med skaller og neonfarvede t-shirts, de kilometerlange cykelstier med både erfarne og uskolede cyklister og folk i blomstrede badeshorts byder dig velkommen til denne lille ferieboble. Og det er i sandhed en boble. På Sanibel går alting stille og roligt. Og det er rart.

Omgivelserne
Der er uendelig smukt på Sanibel. Med et rigt og frodigt planteliv og de dyr, der tilhører. Øen er ikke specielt stor og består primært af en hovedvej med små afstikkerveje ned til øens vestkyst, hvor stranden er. På øen er der også et stort naturreservat, hvor man kan gå lange ture og opleve øens dyreliv, der byder på store landskildpadder, farverige fugle, alverdens fisk, reptiler og alligatorer. Der er meget rent og pænt over hele øen. Det flyder ikke med skrald og cigaretskodder. Der er masser af skraldespande, og det forventes af dig, at du passer på omgivelserne og ikke smider om dig med affald.

Det primære transportmiddel på øen er cyklen. Alle cykler. Og er man i bil, er der påkrævet fuldt stop for alle cyklister og fodgængere. De har førsteret. Derfor skal man køre langsomt og være opmærksom i trafikken. Sanibel Beach er lang og fyldt med spændende skaller, som alle er tilladt at samle op og tage med hjem. Da stranden som sagt ligger på vestsiden af øen, kan man opleve den smukkeste solnedgang. Selvom solen pisker ned, er der altid en kølig brise fra golfen, hvilket gør, at vejret aldrig føles for varmt og tæt. Og det er virkelig fedt, når man rejser med børn, der ikke kan sove til middag, hvis der er for varmt.

Overalt på øen pryder de pastelfarvede feriehuse i træ Sanibels gader. Nogle er bygget på høje pæle. Andre er pakket ind i palmer. Fællesnævneren for dem alle sammen er, at de er farverigt dekorerede, og i indkørslen har hver ejer lavet sit bud på en kreativ postkasse. Vi brugte timer på at se på huse og drømme om en sådan feriebolig. Men de er dyre, så det bliver nok i et andet liv. Jeg kunne forstå på de lokale, at Sanibel og Captiva op gennem 1970’erne var it-stedet for datidens rich and famous i ferieperioderne. Flere af datidens kendte siges at have haft (og måske stadig har) hus på en af øerne. Når man er der, kan man sagtens se hvorfor. Der er uendeligt smukt, og så som noget sjældent i USA – der er hyggeligt. Og det er altså –med al respekt – ikke mange steder i Amerika, der er det. Hvis du spørger mig.

Aktiviteter
  • Shelling: Den helt store aktivitet på øen, som man – om man går op i muslingeskaller eller ej – bliver grebet af på Sanibel er ‘shelling’. Altså at samle muslingeskaller og konkylier i timevis langs vandkanten på stranden. Det er tilladt overalt på øen, og hvis man er heldig, kan man finde nogle store nogle. Men man skal være hurtigt ude. For hele øen samler. Både rejsende og øens beboere. Derfor kan man fra helt tidlig morgen spotte de første mennesker i gang med at ‘shelle’. Husk at undersøge hvilke skaller som er lovlige at tage med hjem (det er dog med stor sandsynlighed dem alle sammen, da de skaller, man typisk finder på strandene i Florida, ikke er omfattet af CITES, men dobbelttjek for en sikkerheds skyld). Kog dem i vand inden afrejse, så de ikke lugter af rådne æg og/eller indeholder spor af bakterier og/eller smådyr. Som dansker er du let imponeret. Jeg var i hvert fald. For selv de “upopulære” skaller, som man kan samle i tusindvis kommer i alverdens farver. TIP: På Bowmans Beach fandt jeg de flotteste skaller.
  • Cykeltur: Man kan leje cykler på stort set alle hoteller. Der er også flere butikker, som lejer alt ud; lige fra firhjulede familiecykler, tandemcykler og mange forskellige udgaver af børne-anhængere til cyklen, så hele familien kan komme på tur. IGEN; sikkerhedsreglerne i USA er ikke de samme som herhjemme, så dobbelttjek alt, hvad du lejer. Det var særligt deres børneudstyr, som jeg oplevede som meget slidt de fleste steder. Vi endte faktisk med, at købe en cykelhjelm til vores datter, da jeg syntes, at de cykelhjelme de havde til små børn var for slidte. Man kan evt. tage en med hjemmefra. Vi lejede en cykel med børnesæde bagpå, og sådan drønede vi faktisk rundt næsten hele ugen. Hvad enten vi skulle handle, ud og spise eller bare på tur rundt på øen. Det var helt genialt. Min datter elskede det. Og det samme gjorde vi. Det er bestemt noget andet at køre rundt og se på de store fede ferievillaer i alverdens pastelfarver og alle palmerne end at tage den op ad Gammel Kongevej en januar morgen i modvind. Genial aktivitet for hele familien.
  • Solnedgang: Man kan opleve den fineste solnedgang på Sanibels vestkyst, som klart kan anbefales at give sig tid til at se. Solen går ned omkring klokken 17.30-18 i vinterhalvåret, så hele familien kan se med inden putning. Man kan på de fleste hoteller bestille middag på stranden, så man kan vinke godnat til solen fra første parket.
  • Tur til Captiva Island: I forlængelse af Sanibel ligger Captiva. Endnu et lille ø-paradis som er let at tage til – og helt ufatteligt smukt. Der er den smukkeste lange strand, og en masse små havne med små sejlbåde, hvor vi oplevede både søkøer og hundredvis af pelikaner. Der er en lille dansk-ejet havn; ‘Jensens Marina’, hvor de er søde til at hjælpe med at fortælle dig, hvornår og hvor man kan opleve søkøer. Det er også muligt at leje en båd flere steder, hvis man gerne vil på fisketur. Der er en masse sjove spisesteder på Captiva. Særligt The Bubbleroom er en oplevelse. Maden var virkelig dårlig, men stemningen, tjenerne og de tusindvis af farverige antikviteter gjorde oplevelsen helt speciel. Vi endte faktisk med at tage på tur til Captiva fire gange under vores ophold i Florida. Det var helt fantastisk og bestemt et besøg værd.
  • Surfing: Der er god vind på Sanibel, og derfor er det også muligt at både vind- og kitesurfe. Min mand har windsurfet hele sit liv, så en eftermiddag tog vi vores frokost med til et spot, der ligger lige i starten af øen, efter broen, hvor det var muligt at leje udstyr til ham. Og så sad min datter og jeg og spiste frokost i vandkanten. Udstyret lejede vi hos en fyr, der havde det med i en stor lastbil. Det var som sådan ikke en shop. Derfor havde han heller ikke deciderede åbningstider, som man kunne regne med. “It depends on the wind”, som han sagde. Nu har jeg rejst meget rundt med min mand til forskellige surfspots verden over, og fælles for dem alle er, at det sgu altid er en smule boheme og utjekket hos de surfer-drenge. Så that might be the name of the game, hvis man skal leje surf-udstyr, uanset hvor i verden man gør det. Min mand havde en fest med at surfe, og det var sjovt for min datter og jeg at se ham fra sidelinjen.
  • Tur til fyrtårnet (Sanibel Island Lighthouse): For enden af Sanibel med udsigt ind over Fort Myer Beach ligger et lille fyrtårn, som mange af øens rejsende valfarter ud for at se. Der er et lille fredet grønt reservat, som er meget hyggeligt at gå tur i. Fyrtårnet er i sig selv ikke den store oplevelse, men fordi det er spidsen af øen, er der slipstrømme. Derfor er sandsynligheden for at se delfiner, der leger i vandet, næsten 100 %. Vi tog af flere omgange på tur derude og spottede delfiner fra stranden.
  • Tennis: Der er tennisbaner overalt. Og for de lokale synes det at være en sport, alle går op i. Det er ikke dyrt at leje en bane. Alle hoteller har en. Så er man glad for tennis, er der rig mulighed for at spille i smukke omgivelser.
  • Hotel-aktiviteter: På stort set alle hoteller er der mulighed for at leje vandscootere, kanoer, paddleboards mv. Så der er ingen undskyldning for at kede sig.

Restauranter
Der er et hav af små restauranter med farverige facader og kulørte lamper, der emmer af hygge, strandliv og ferie. Vi spiste en masse fantastiske steder, men hvis jeg skal være helt ærlig, var der ikke nogen af dem, der bød på den store kulinariske oplevelse. Jeg synes, at man skal tage sig en tur op og ned ad hovedgaden og se, hvad der lokker ens øje mest. For det er en oplevelse at spise på de hyggelige side road restauranter. Servicen er ekstremt høj. Alle er meget søde, og alle stederne, vi var under vores tur, var meget børnevenlige.

De fleste hoteller har også udmærkede restauranter. Hvis man går op i og/eller er meget glad for god mad, er det nok mit bedste bud at finde det der.

Shopping
  • Sanibel Outlet: Lige før broen til Sanibel ligger et mindre outlet. Her kan man købe rigtig meget grimt tøj, men der er også mulighed for virkelig at spare penge på mærkevarer, hvis man er glad for det. Mærker som Ralph Lauren, Calvin Klein, Nike mv. er at finde der. Der er rig mulighed for parkering. Og jeg elsker at shoppe og fandt faktisk en hel del til virkelig få penge.
  • Sanibels butikker: Langs hovedgaden er der en masse små butikker. De fleste er tourist-shops, hvor man kan få bikinier i alverdens farver, skøre magneter, hundredvis af skaller og alt muligt andet. Der er også enkelte butikker, der sælger skaller fra øen. Eksempelvis butikken med det geniale navn “She sells shells”. Der er også enkelte fede antikvitetsbutikker, hvor man kan gøre sig nogle anderledes og sjove fund til udmærkede priser. Der er to GLS shipping stations på øen, så kommer man til at handle stort, er der rig mulighed for at få det fragtet hjem i god behold. Sanibel er som tidligere nævnt en ferieø, derfor er det primært bud til din feriegarderobe, butikkerne tilbyder. Der er et lille mall, som er ret hyggeligt. Der er en masse papegøjer, som vi brugte lang tid på både at betragte og snakke med. Der er alt, hvad man kan drømme om af madvarer. De har et fint udvalg af babymad og modermælkserstatning. Bleer uden parfume er dog svære at finde, så har I mulighed, så medbring dem hjemmefra.


Hotel
Sundial Resort er stort og består af hovedhuset som indbefatter konferencerum, enkelte hotelværelser, tre restauranter, en Sushi 2-go restaurant og en stor pool. Der er hyggeligt, og der er rig mulighed for underholdning til børn. Udover diverse aktiviteter på selve hotellet (poolbord, bordtennis, tennisbane, sea-school mv. – der er et lille aktivitetscenter, som hjælper dig med at komme med forslag til, hvad man kan lave), så kan man leje et hav af vandforlystelser – og cykler selvfølgelig. Alt dette er inkluderet i prisen. Det er hyggeligt, og vi brugte meget tid der.

Resten af hotellet er bygget op som store lejlighedskomplekser. Hvert kompleks har en pool. Alle pools er opvarmede. Og selvom der er varmt, er det virkelig dejligt, for så kan man have børnene med i længere tid. Børn er tilladte i alle pools, og der er en meget familievenlig atmosfære. Vi boede i en af hotellernes ferielejligheder. Lejligheden bestod af et køkkenalrum, et soveværelse, et stort toilet med bruser og en stor altan med den smukkeste udsigt ned til vandet. Det er så fedt at bo i ferielejlighed, for så har man muligheden for selv at kunne lave mad. Og der er god plads til at putte børn. De har alt, hvad man skal bruge af babyseng, puslebord mv.

Morgenmaden er ikke inkluderet i prisen, hvis man ønsker at spise den i hotellets restaurant i stedet for at lave den selv. Den er udmærket. Servicen er ekstremt høj. Og jeg kan sagtens anbefale det til dig, hvis du overvejer at tage forbi Sanibel.

Fort Myers
Efter en lille uge på Sanibel gik turen videre til Fort Myers. En kort tur på små 45 min. Fort Myers er et område, der rummer en del historie. Byen er opkaldt efter et fort, der blev bygget tilbage i midten af 1800-tallet med det formål, at kunne kæmpe mod indianerne, der dengang boede i det område. Efter krigen blev fortet forladt, men 1866 kom en af soldaterne, der havde været med til at kæmpe mod indianerne, tilbage og grundlagde Fort Myers. Sammenlignet med Sanibel er der lidt mere leben i og omkring byen, der ligesom de små øer også byder på lange smukke strande, ro og godt vejr.

Området
Floridas vestkyst er jo på mange måder bare et overflødighedshorn af palmer og lange hvide sandstrande. Og Fort Myers er ingen undtagelse. Sammenlignet med Sanibel er pulsen dog lidt højere og crowdet lidt yngre her. Der er enkelte områder omkring stranden, som emmer lidt af Sunny Beach, men heldigvis (for folk som jeg, der ikke orker den slags) er der også mange andre roligere alternativer. Mange endda.

Fort Myers er en strandby, og alle rejsende i området har helt klart hængt hatten på at skulle på stranden. Det føles dog ikke for klemt at være på stranden, selvom der er mange mennesker, der soler sig, fordi den er lang og bred. Der er en masse små naturreservater, som man også kan gå tur i, hvis strandlivet bliver for kedeligt og/eller for varmt. Det er let at være “på besøg” i Fort Myers. Byen er gearet til rejsende, og alle er meget søde til at hjælpe, hvis man har brug for vejvisning mv. Selve byen ligger et par kilometer væk fra stranden, men man kan sagtens gå. Hvis man ikke vil/orker/kan det, går der hele tiden nogle shuttlebusser gennem området, som man kan hoppe af og på, som man lyster. Der er hyggeligt og masser at give sig til for store og små.

Aktiviteter
  • River District, downtown Fort Myers: Er man i Fort Myers skal man selvfølgelig tage på besøg i den gamle bydel. Her kan man se på mennesker, se på kunst i små stemningsfulde gallerier og/eller shoppe i de små fine butikker. River Distict, som ligger et par kilometer fra strandens kyst, huser en masse restauranter, gallerier og hyggelige butikker. Alle bygninger er blevet omhyggeligt vedligeholdt, og vi var der af flere omgange. Det er ikke en stor wow-oplevelse, men det er et hyggeligt lille besøg tilbage i fortiden.
  • Delfin-spotting og gåtur langs stranden: Fort Myers Beach er meget lang. Og meget bred. Hvilket betyder, at man med lethed kan gå tur med barnevogn, trækvogn, kørestol eller klapvogn. Det er en lang sandstrand, og modsat Sanibel er der ikke fyldt med skaller. Så man kan sagtens snuppe sig en morfar på håndklædet, uden at have skaller siddende diverse steder, når man rejser sig igen. Der er små udkigstårne langs hele stranden i bedste Baywatch-stil, så man kan roligt lade ungerne lege i vandkanten. Man skal dog ikke forvente Pamela Anderson-standarder. Flere gange dagligt tog vi en tur op og ned ad stranden og spottede delfiner. Omend man ser dem ofte, bliver det aldrig et kedeligt syn.
  • Øhop: Besøger man en af Fort Myers små marinaer, er der rig mulighed for at arrangere et lille en-dags ø-hop. Ud fra Fort Myers ligger en masse små ubeboede øer, som man gerne må besøge. Vi var på en lille ø, helt for os selv en halv dag. Vi aftalte med den bådejer, som vi havde lavet en aftale med, at han skulle hente os omkring klokken 15. Og så var vi ellers bare os tre på øen. Vi havde pakket en stor madkurv, solcreme og godt humør. Og vi havde en super hyggelig dag. Man kan også komme på et guidet day-cruise, der laver et stop på alle de flotteste ubeboede øer. Vi mødte flere, der sagde, at de smukkeste øer var Coyo Costa og Boca Grande. Vi nåede dog desværre ikke selv at besøge dem.
  • Fort Myer Fishing Pier: Hyggelig lille havnemole med musik om aftenen og hyggelig og rolig atmosfære om dagen. Hvis man kan lide at fiske, må man gerne det fra molen.
  • Naples Zoo: En hyggelig lille zoo små 45 minutter fra Fort Myers. Vi tog dertil en dag, hvor vejret svigtede, og vi havde en dejlig dag. Der er løver, tigre, aber, giraffer og alle de andre dyr, som skal være der, når man er i zoologisk have. Vi havde en hyggelig dag der, omend Naples Zoo på ingen måde giver hverken København Zoo og/eller Givskud kamp til sokkeholderne.
  • Morgengåtur i Matanzas Pass Preserve: Ved en tilfældighed havnede vi i denne lille perle en onsdag morgen. Trine sov i barnevognen. Vi skulle have tiden til at gå, mens vi trillede rundt. Det er en lille labyrint af gangbroer, der snoer sig over en tidligere sump. Vi vadede rundt i flere timer og vendte tilbage af mange omgange. Det er ikke, fordi der er det store at se, men det er en hyggelig gåtur, og vi sad på de små udsigtsposter, som man kan finde flere steder på ruten, og så ud over vandet i lang tid (ja ja, jeg ved det godt – vi er blevet så herre kedelige).


Restauranter
Jeg skal ærligt indrømme, at vi på det her tidspunkt på turen var meget trætte af amerikansk mad. Så da vi boede i en ferielejlighed med køkken, lavede vi for det meste mad der. Men der er lidt af det hele. Vi spiste lidt forskellige steder til frokost, men det var altså ikke noget, der var værd at skrive hjem om. Det kan selvfølgelig også skyldes, at vi ikke fik sat os ordentligt ind i det? Måske?

Shopping
  • Øens små butikker: Ligesom på Sanibel er der et væld af små butikker, hvor du kan få alverdens ting med Fort Myers-logo. Jeg elsker at gennemse sådanne butikker, så jeg havde en fest. Jeg synes, at det er hyggeligt at gennemtrevle de små gader og butikkerne i håb om, at finde en lille ting, der er så grim, at jeg må eje den. Og det gjorde jeg selvfølgelig. En smaddergrim kop og nogle magneter blev pakket i kufferten.
  • Miromar Outlet: En lille halv times kørsel fra Fort Myers ligger et klassisk amerikansk outlet, som man drømmer om. Her kan man virkelig gøre sig gode handler. Det er kæmpestort, og der er udsalg på vintertøj i næsten alle butikker – genialt for en dansker. På særligt makeup og mærketøj kan man gøre sig nogle gode handler. Husk, at man samlet ikke må tage genstande med hjem til over en værdi af $10.000.


Hotel
På Pink Shell Hotel & Spa boede vi i en stor ferielejlighed med to store soveværelser, to badeværelser, et stort køkkenalrum og en altan. Vi havde en lejlighed i hovedbygningen med en smuk udsigt ud over stranden og havet, som grænser helt op til hotellet. Det var en rigtig fin lejlighed, omend en smule slidt. Jeg kunne forstå på nogle af hotellets andre gæster, at de mindre lejligheder er ret triste. Når det er sagt, så var hotellet ekstremt børnevenligt. Der var en stor børnepool med en masse legetøj og sågar også en babypool. Alle pools var opvarmede.

Der var en udmærket hotelrestaurant med stor børnemenu. Og morgenmaden, som er inkluderet i prisen, var også ok. Det fungerede fint for os at bo på Pink Shell. Det er dejligt, at det ligger i “den stille ende” af Fort Myers, og det forventes, at der er ro på både værelser og gange efter klokken 22. Lige ved siden af hotellet ligger et lille grønt reservat, som er særdeles hyggelig at gå tur i.

Badestranden udenfor hotellet er formidabel. Og der er selvfølgelig også mulighed for at leje vandscootere, paddleboards og diverse andre vand-aktivitets-ting.

So all in all...
Så derfor; kære læser, kære potentielle rejsende på Floridas smukke vestkyst. Jeg kan klart anbefale dig en tur, som den vi netop er kommet hjem fra. Efter jeg har fået et barn er første prioritet, når vi rejser, klart blevet at være et sted, hvor min datter trives og hendes rutiner nogenlunde kan vedligeholdes.

Florida er et genialt alternativ til den klassiske babymoon i Thailand. Der er kun seks timers tidsforskel, luftfugtigheden er lav, der er ikke mange myg, det tager kun ni timer at flyve dertil, alle kan snakke engelsk, den står primært på kaffe frem for basarm, det er let at komme omkring og så er der rent og pænt.

Lyder det kedeligt? Det synes jeg ikke. Det lyder som ferie i mine ører. Og så er der amerikanerne. Jeg elsker amerikanere. Jeg elsker, at man i løbet af meget kort tid lærer, at derovre, der kigger man op fra fortovet, og så hilser man på hinanden. Jeg elsker deres entusiasme og glade facon. Der er altid god service, hvad enten du skal købe en kop kaffe eller leje en bil. Jeg er vild med det. Min plan er helt sikkert at vende tilbage en anden gang. I hvert fald til Sanibel, som jeg virkelig godt kunne lide.

Med dette kan jeg altså uden tvivl konkludere, at Florida på ingen måde kun er forbeholdt the newlywed og nearly dead – det er også for os, der trænger til en varm og rolig ferie, der føles som ferie – selvom børnene er med.

Se alle vores rejseforslag til USA her.

Få gode råd til at rejse med baby her og se de smås pakkeliste her.



Sofie Linde
Sofie LindeSofie LindeSofie LindeSofie LindeSofie LindeSofie Linde
Til top