Af Laila og Steffi

En Uforglemmelig 4-Dagstur i Jeep over Uyuni Saltørkenen
Den Bolivianske Saltørken, Salar de Uyuni, er en af de mest betagende naturoplevelser på jorden. Det er ikke bare et sted – det er en oplevelse. På vores rejse rundt i Sydamerika valgte vi at hoppe i en jeep og krydse landegrænsen mellem Chile og Bolivia på en 4-dagstur, som skulle vise sig at være en rejse gennem nogle af verdens mest utrolige og varierede landskaber. Fra den uendelige hvide flade af saltørkenen til funklende laguner, varme kilder og vilde vulkaner, byder turen på en række visuelle indtryk, der vil blive hængende i vores hukommelse.

Dag 1: Naturens drømmeunivers
Vi ankom til Uyuni tidligt om morgenen på vores første dag, lidt trætte oven på en tur i natbussen, men klar til eventyret, der ventede os. Uyuni, en lille by i det sydvestlige Bolivia, er den primære indgang til den enorme saltørken. Her blev vi hentet af vores guide, Walder, som har boet i Uyuni hele sit liv med familien, så vi kunne næppe ønske os en mere lokal guide. Det første stop på turen var selvfølgelig den berømte Salar de Uyuni. Saltørkenen, der dækker et areal på omkring 10.000 km², er som noget taget ud af en science fiction-film. Når du står på den blændende hvide flade, er det svært at adskille himlen fra jorden – det hele smelter sammen til et endeløst syn. Det må siges at være en af planetens mest surrealistiske steder, jeg nogensinde har oplevet. Det er som at blive blændet af solens refleksion på et spejl. Så fladt og stort, at du begynder at tror, at du er endt i naturens drømmeunivers.

Jeepen kører langsomt gennem det uforstyrrede landskab, og vores telefoner kunne slet ikke stoppe med at tage billeder. Lige som vi troede, det ikke kunne blive vildere, ramte solen horisontlinjen og kastede den vildeste farvepalette ud over både himmel og ørkenen. Et sandt drømmesyn og den perfekte afslutning på en vild dag, inden natten skulle tilbringes på et lokalt hostel i et værelse bygget op af saltsten fra selv samme ørken.

Dag 2: Vulkanvandring og sandørken
Turens anden dag bød på en tidlig start, og da vi først ankom til den lille lokale by Coqueza efter mørket var faldet på, var det et smukt syn af bjerge, vicunaer og saltørkenen med et spejlblankt lag vand, der bød os godmorgen. Fra udkanten af byen satte vi kursen op mod Tunupa, en flot rød sovende vulkan i udkanten af saltørkenen, og synet af både vulkanen og omgivelserne skuffede ikke i takt med, at vi bevægede os op af bjergsiden. Særligt de stærke røde farver blev kun stærkere, jo tættere vi kom på vulkanen.

Efter en omgang frokost hoppede vi endnu engang i jeepen og krydsede saltørkenen til den anden side for at køre i et ørkenlandskab af sand denne gang. Det er så imponerende hvor forskelligartet naturen er og hvor hurtigt, det kan ændre sig samme sted.

Dag 3: Vulkaner, geyser og stjerneklar himmel
Vores tredje dag startede i den lille søvnige by San Juan, hvor vi kort kunne proviantere i snacks til turen. Ingen roadtrip uden! Herfra fortsatte turen forbi sovende vulkaner, utallige quinoamarker og den ene flok vicunaer efter den anden. Og pludselig var de der. Flamingoerne. Det jeg – foruden saltørkenen – virkelig har glædet mig til at opleve. Vi kørte forbi flere søer i mælkehvide farver med de fine pinke skabninger, som stille stod og spiste, helt ugenert af vores tilstedeværelse.

Næste stop på vores rejse mod den chilenske grænse var den spektakulære Laguna Colorada, en rød lagune, som lyser op i solens stråler. Farven kommer fra de minerale aflejringer og mikroskopiske alger, der lever i vandet. Og de spændende og anderledes naturoplevelser sluttede ikke der, for inden eftermiddagen gik på hæld, kom vi forbi det geotermiske område, Sol de Mañana, hvor små svovlpytter boblede og afgav en fæl lugt, mens geysere røg op af jordens overflade. Vores tredje dag har i sandhed budt på et bredt udvalg af spektakulær natur, og bedst som vi troede at dagen ikke kunne blive bedre, sluttede vi dagen af i en varm kilde med udsigten til den klareste stjernehimmel. Hvilket syn!

Dag 4: Afsked med Bolivia
Vores sidste morgen startede roligt med en smuk solopgang og en omgang morgenmad, inden vi skulle sige farvel til Bolivia. Det blev heldigvis lige til at par vulkaner og farverige søer, inden vi tog turen over grænsen og nu kunne se et chilensk stempel pryde vores pas.
Alt i alt; en 4-dagstur i jeep over Uyuni saltørkenen er en rejse, der kombinerer naturens storslåethed med den frihed, der kommer af at udforske ukendte, vilde landskaber. Hver dag bringer nye, spektakulære syn. For dem, der søger eventyr og magiske oplevelser, er Uyuni et must-see – et sted, der på én gang er både jordisk og anderledes.

Er du interesseret i at rejse til skønne Bolivia? Se vores rejseforslag lige her.
Til top