Af Maiken Tillgaard
I sommeren 2022 var jeg højskolelærer på Bali i Indonesien. Jeg endte derfor med at rejse rundt på Bali i tre måneder, og føler at jeg kender de byer og øer vi boede i/på som min egen bukselomme. Det var tre måneder med både grin og gråd, morgensang med udsigt til vulkaner, de smukkeste solnedgange jeg nogensinde har set, og sidst men ikke mindst de aller bedste mennesker.
Efter at have været afsted som højskolelærer, og oplevet at rejse hvor fællesskabet er i fokus, og hvor man spiser sammen, synger sammen, fester sammen, lærer sammen og meget mere, så må jeg sige, at det altså er en helt unik oplevelse, og jeg vil anbefale det til enhver der spørger.
Et helt unikt sammenhold
Som højskolelærer er du både leder og den "voksne" på turen. Den der skal holde styr på alt, og den der skal håndtere alle slags problemer, men man er også en del af fællesskabet, og det har været den største oplevelse af dem alle. Jeg vil faktisk gå så lang som at sige, at de 3 måneder ændrede mit liv. Jeg voksede som menneske og har fået nogle relationen som stadig et år senere, er nogen jeg værner om og prioriterer i meget høj grad. Hver gang jeg mødes med eleverne, er det er glædeligt gensyn, og jeg har så utroligt meget kærlighed til dem alle sammen.
Et højskoleophold i udlandet giver et sammenhold og fællesskab, som jeg tror er svært at sætte sig ind i, hvis man ikke har oplevet det. Når du rejser bliver du presset ud af din komfort zone, og du vil opleve, at du ikke altid er den bedste udgave af dig selv, og det samme glæder for alle andre. Man ser hinanden i situationer som bringer en tættere sammen. Og det gør at man kan snakke sammen om ting efter kun en uge, som man ikke engang har kunnet snakke med sine venner om, som man har kendt i flere år.
Vi heppede alle på hinanden
Nogle af mine bedste minder er fra Nusa Lembongan, hvor højskolens valgfag afholdes. Her kan man enten vælge mellem frivilligt arbejde, dykning eller surfing. Alle på mine hold valgte dykning eller surfing, og begge dele var en kæmpe oplevelse. Jeg har sjældent været så stolt over en gruppe mennesker i mit liv. Om det var ekstrem søsyge eller frygt for det åbne hav, så kastede alle sig ud i at begive sig ud i vandet enten over eller under det. Surfing på Nusa Lembongan er ikke det nemmeste, og alle fik deres sag for. Der var især en fra holdet, der kæmpede med at komme op og stå på brættet. Aftenen inden den sidste dag med surfing havde vi en snak, hvor hun gav udtryk for sin frustration og var utrolig ked af situationen, fordi alle andre var kommet op og stå. Det var en god snak, og hun havde mod på at give det et skud igen dagen efter. Da surfholdet kom hjem dagen efter, var det tydeligt at se, hvordan det var gået. Hun kom mig i møde med det største smil, og det var endelig lykkedes hende at komme op og stå på surfboarded. Alle var ekstremt glade på hendes vegne, og der var en fantastisk stemning den aften.
Det gentog sig dagen efter da dykkerne skulle have deres sidste dyk og blive certificeret. Her var der en af pigerne som havde en kæmpe frygt for det åbne hav, og det var netop derfor hun havde valgt at tage dykkercertifikat. Det var helt fantastisk at se den opbakning der var til hende både fra de andre elever og dykkerinstruktørerne. En af instruktørerne blev helt rørt fordi hun vidste hvor udfordrende, det havde været for hende at gennemføre det.
En dag vi stadig snakker om
Dykning har en helt særlig plads i mit hjerte, og en af mine største drømme var at se en Manta Ray mens jeg dykkede. På Komodo Island var jeg taget med holdet ud på et dyk, hvor der skulle være mulighed for at se Manta Rays. Der var utrolig meget strøm på det dyk, og det var enormt udfordrende for alle. Jeg måtte holde en af eleverne i hånden under dykket, for at hun kunne være med. Vores iltflasker tømte sig hurtigt, fordi vi brugte så mange kræfter på at navigere i strømmen, og jeg begyndte at miste håbet fordi vi på det tidspunkt nærmest intet liv havde set. Men så lige pludseligt var de der, helt stille i vandet. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det var det største jeg nogensinde havde oplevet på det tidspunkt. Da vi kom op af vandet kiggede vi som det første alle sammen på hinanden og var fuldstændig mundlamme. Jeg fældede endda en lille tåre. Vi var helt oppe at køre, og det er en dag vi stadig snakker om den dag i dag som noget af det der står aller skarpest i vores hukommelse. Jeg ville til enhver tid anbefale alle at tage et dykkercertifikat, også selvom det kan være grænseoverskridende, fordi man bliver belønnet udover sin vildeste fantasi efterfølgende.
Oplevelser er federe når man deler dem med andre
Vi var en lille gruppe på fem fra det første hold som besteg Rinjani-vulkanen. Det var noget af det hårdeste, jeg har gjort i mit liv, men jeg ville ikke have undværet det. De to dage trekket varede, blev vi presset ud af vores komfort zoner både fysisk om mentalt, men det var som om, at der opstod magi i vores lille gruppe. Vi kunne være der for hinanden både ved at opmuntre men også ved at give plads, når der var brug for det. Og forløsningen da vi nåede toppen var helt vild og den i forvejen smukkeste solnedgang blev 100 gange smukkere, af de strabadser vi lige have været igennem. Der var smil og grin og bare godt humør, selvom vi var trætte, lugtende og vidste vi skulle den samme vej ned igen dagen efter. En virkelig fed oplevelse, og jeg er glad for at jeg delte den med de andre.
Har jeg vækket din interesse for et højskoleophold i udlandet?
Så kan du læse mere om vores to højskoler i hhv. Indonesien og Filippinerne her.
Efter at have været afsted som højskolelærer, og oplevet at rejse hvor fællesskabet er i fokus, og hvor man spiser sammen, synger sammen, fester sammen, lærer sammen og meget mere, så må jeg sige, at det altså er en helt unik oplevelse, og jeg vil anbefale det til enhver der spørger.
Et helt unikt sammenhold
Som højskolelærer er du både leder og den "voksne" på turen. Den der skal holde styr på alt, og den der skal håndtere alle slags problemer, men man er også en del af fællesskabet, og det har været den største oplevelse af dem alle. Jeg vil faktisk gå så lang som at sige, at de 3 måneder ændrede mit liv. Jeg voksede som menneske og har fået nogle relationen som stadig et år senere, er nogen jeg værner om og prioriterer i meget høj grad. Hver gang jeg mødes med eleverne, er det er glædeligt gensyn, og jeg har så utroligt meget kærlighed til dem alle sammen.
Et højskoleophold i udlandet giver et sammenhold og fællesskab, som jeg tror er svært at sætte sig ind i, hvis man ikke har oplevet det. Når du rejser bliver du presset ud af din komfort zone, og du vil opleve, at du ikke altid er den bedste udgave af dig selv, og det samme glæder for alle andre. Man ser hinanden i situationer som bringer en tættere sammen. Og det gør at man kan snakke sammen om ting efter kun en uge, som man ikke engang har kunnet snakke med sine venner om, som man har kendt i flere år.
Vi heppede alle på hinanden
Nogle af mine bedste minder er fra Nusa Lembongan, hvor højskolens valgfag afholdes. Her kan man enten vælge mellem frivilligt arbejde, dykning eller surfing. Alle på mine hold valgte dykning eller surfing, og begge dele var en kæmpe oplevelse. Jeg har sjældent været så stolt over en gruppe mennesker i mit liv. Om det var ekstrem søsyge eller frygt for det åbne hav, så kastede alle sig ud i at begive sig ud i vandet enten over eller under det. Surfing på Nusa Lembongan er ikke det nemmeste, og alle fik deres sag for. Der var især en fra holdet, der kæmpede med at komme op og stå på brættet. Aftenen inden den sidste dag med surfing havde vi en snak, hvor hun gav udtryk for sin frustration og var utrolig ked af situationen, fordi alle andre var kommet op og stå. Det var en god snak, og hun havde mod på at give det et skud igen dagen efter. Da surfholdet kom hjem dagen efter, var det tydeligt at se, hvordan det var gået. Hun kom mig i møde med det største smil, og det var endelig lykkedes hende at komme op og stå på surfboarded. Alle var ekstremt glade på hendes vegne, og der var en fantastisk stemning den aften.
Det gentog sig dagen efter da dykkerne skulle have deres sidste dyk og blive certificeret. Her var der en af pigerne som havde en kæmpe frygt for det åbne hav, og det var netop derfor hun havde valgt at tage dykkercertifikat. Det var helt fantastisk at se den opbakning der var til hende både fra de andre elever og dykkerinstruktørerne. En af instruktørerne blev helt rørt fordi hun vidste hvor udfordrende, det havde været for hende at gennemføre det.
En dag vi stadig snakker om
Dykning har en helt særlig plads i mit hjerte, og en af mine største drømme var at se en Manta Ray mens jeg dykkede. På Komodo Island var jeg taget med holdet ud på et dyk, hvor der skulle være mulighed for at se Manta Rays. Der var utrolig meget strøm på det dyk, og det var enormt udfordrende for alle. Jeg måtte holde en af eleverne i hånden under dykket, for at hun kunne være med. Vores iltflasker tømte sig hurtigt, fordi vi brugte så mange kræfter på at navigere i strømmen, og jeg begyndte at miste håbet fordi vi på det tidspunkt nærmest intet liv havde set. Men så lige pludseligt var de der, helt stille i vandet. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det var det største jeg nogensinde havde oplevet på det tidspunkt. Da vi kom op af vandet kiggede vi som det første alle sammen på hinanden og var fuldstændig mundlamme. Jeg fældede endda en lille tåre. Vi var helt oppe at køre, og det er en dag vi stadig snakker om den dag i dag som noget af det der står aller skarpest i vores hukommelse. Jeg ville til enhver tid anbefale alle at tage et dykkercertifikat, også selvom det kan være grænseoverskridende, fordi man bliver belønnet udover sin vildeste fantasi efterfølgende.
Oplevelser er federe når man deler dem med andre
Vi var en lille gruppe på fem fra det første hold som besteg Rinjani-vulkanen. Det var noget af det hårdeste, jeg har gjort i mit liv, men jeg ville ikke have undværet det. De to dage trekket varede, blev vi presset ud af vores komfort zoner både fysisk om mentalt, men det var som om, at der opstod magi i vores lille gruppe. Vi kunne være der for hinanden både ved at opmuntre men også ved at give plads, når der var brug for det. Og forløsningen da vi nåede toppen var helt vild og den i forvejen smukkeste solnedgang blev 100 gange smukkere, af de strabadser vi lige have været igennem. Der var smil og grin og bare godt humør, selvom vi var trætte, lugtende og vidste vi skulle den samme vej ned igen dagen efter. En virkelig fed oplevelse, og jeg er glad for at jeg delte den med de andre.
Har jeg vækket din interesse for et højskoleophold i udlandet?
Så kan du læse mere om vores to højskoler i hhv. Indonesien og Filippinerne her.
