Af Nina Marie Villadsen
”Oh no, you are doing it all wrong!” udbrød en midaldrende indisk kvinde til mig fra nabosædet i flyet, da jeg på vej hjem fortalte hende, at min allerførste rejse til Indien havde haft Nagaland som mål. Og hun havde sikkert ret, for steder som Delhi, Goa, Jaipur og selvfølgelig navnkundige Taj Mahal står ofte øverst på langt de fleste rejsendes ønskeliste, første gang de begiver sig til Indien. Men jeg havde altså en helt særlig grund til at starte med netop ukendte Nagaland.
”Nagaland? Hvad er det?”
Indien er verdens folkerigeste land og dækker over et enormt område med mange forskellige kulturer, men nok ingen der skiller sig så meget ud som den i Nagaland. Staten ligger allerlængest østpå, på den anden side af Bangladesh og lige på grænsen til Myanmar. Her er der bjergrig jungle og mennesker, som ligner burmesere mere end indere, og så er det et sted, hvor stammer og deres territorier, love og levevis vægter langt højere end landegrænser og nationalitet.
Sætningen der blev starten på eventyret
”The last living headhunters of Nagaland”. I min verden er en headhunter en, der prøver at rekruttere dig til et nyt job. Og ligesom de fleste andre havde jeg heller aldrig hørt om Nagaland før. Men jeg blev nysgerrig, så jeg googlede. Og så blev jeg meget mere nysgerrig.
Nagaland er det område i Indien, hvor missionærer sidst forsøgte at gøre stammefolk såkaldt civiliserede gennem kristendom. De fleste stammer tog imod kristendommen i 1800-tallet og lagde dermed gamle traditioner og levevis på hylden, men ikke konyak-stammen i det nordlige Nagaland.
Den stolte konyak-stamme
Officielt accepterede konyak-stammen kristendommen i 1978, men den sidste landsby overgav sig først i 1992. Måske er det bare mig, der er ved at blive gammel, men 1992 er ikke ret lang tid siden.
Jeg kørte ind i Nagaland fra nabostaten Assam. Grænsen bevogtes på afslappet vis af politi og militær, og det kræver en såkaldt Inner Line Permit at rejse ind. Tilladelsen er en ren formsag, og jeg blev på intet tidspunkt bedt om at vise hverken den eller mit pas. Men det vidner om, at Nagaland også internt i Indien stadig ses som et mere vildt sted, hvor stammekulturen hersker.
Straks ændrede landskabet sig. Vejene blev dårligere – og så rigtigt dårlige. Landskabet blev mere kuperet i den frodige jungle, den fremherskende byggestil gik fra sten og beton til flettet bambus og alle, selv børn, bar våben i form af enten machetter, spyd eller ældre forladergeværer.
Til te med kongen
Mit mål var landsbyen Longwa, som er den mest besøgte i et meget lidt besøgt område. Den ligger henover grænsen mellem Indien og Myanmar, og lokalt tager man sig ikke af, om man er i det ene eller andet land, for her er man i konyak-territorie, så her hersker kong Angh, hvis hus er bygget lige på grænsen som et symbol på, at hans magt rækker ud i begge lande.
Konyakkerne har syv konger, som hver hersker over en række landsbyer, men Angh i Longwa hersker over flest byer og er dermed overhoved for hele stammen.
Jeg indrømmer det blankt; jeg var lidt nervøs, inden mit møde med ham. Jeg havde læst, at han var venlig og gæstfri, men hvordan taler man til og med en stamme-konge?
I det store hus, rigt udsmykket med træudskæringer og dyrekranier, mødte jeg en almindelig mand i helt almindeligt tøj og klipklappere. Det var kong Angh. Mens jeg tog plads ved bordet ved siden af ildstedet i køkkenet, smuttede kongen ind i et tilstødende lokale og tog en vest og sin halskæde med flere tigertænder på.
”Jeg er stolt af at være konyak. Vi er en stærk og magtfuld stamme. Og så er vi de sidste hovedjægere”, svarede han roligt på mit spørgsmål om, hvad der gør konyakstammen til noget særligt.
Hans ældste søn skal være konge efter ham, og modsat ham selv, så ønsker han for sin søn, at han bliver uddannet og lærer andre sprog end konyakkernes eget sprog. For han ved, at fremtiden er international. Men han håber, at konyakkernes unikke kultur vil bestå sammen med den stolthed, der følger med.
Hvad er en hovedjæger?
Allerede senere samme dag mødte jeg den første vaskeægte hovedjæger. Det var øjeblikket, jeg havde set frem til, og mit hjerte sprang da også et slag eller to over, da en lille, gammel mand trådte ind i hytten og satte sig ned.
En hovedjæger i Nagaland er en person, som har skåret hovedet af mindst ét andet mennesker – en fjende. En handling, der i sig selv får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, men i Nagaland en handling, der tidligere (og stadig) er omgærdet med en høj grad af ære og heltedåd.
Jeg sætter mig ned overfor ham på en lav taburat på lergulvet, giver ham hånden, bukker hovedet, præsenterer mig og fortæller, at det er en stor ære for mig at møde ham. For helt ærligt, hvorfor skulle denne mand på 84 år, en højtanset helt i lokalsamfundet, overhovedet gide at snakke med sådan en nysgerrig rejsende som mig?
Men det gider han heldigvis godt. Og denne samtale – præcis som de andre samtaler, jeg har med hovedjægere i min tid i Nagaland – bliver en samtale, jeg aldrig kommer til at glemme.
Han er rar, smilende, gæstfri og høflig. Jeg kan straks lide ham. Og så er han 100 % åben og ærlig.
Før kristendommen lærte man bl.a. at slås, kæmpe, bruge våben og endda at slå ihjel i skolen. De bedste blev som unge voksne udnævnt til hovedjægere. Og det var deres job at gå i krig, når konyakkerne var i krig med andre stammer, ligesom det var deres job at beskytte stammen mod fremmede.
Han fortæller mig, at han var stolt, da han blev udvalgt – hele familien var stolt. At være hovedjæger var det største, man kunne blive; det mest ærefulde erhverv.
Efter han slog den første fjende ihjel blev han officielt hovedjæger. Her overrakte kongen ham et messinghoved (som symbol på det hoved, han havde skåret af), som han kunne hænge om sin hals og dronningen tatoverede ham sort i ansigtet. Halskæden og ansigtstatoveringen er beviserne på, at han er en ægte hovedjæger.
Men manden foran mig har fire hoveder i sin halskæde, for frem til at kristendommen satte en stopper for hovedjagten, skar han i alt hovedet af fire mennesker.
En ægte rockstar
Han er glad for, at kristendommen nu har bragt fred, så han ikke længere skal være bange for at møde fjender uden for sin hytte. Men det er, når jeg spørger ind til tiden før kristendommen, at det blodrøde betelnøds-smil bliver stort, stemmen hæves, han laver fagter med hænder og arme, og han griner mest.
Det gjorde rigtig ondt at få lavet ansigsttatoveringen, og det tog en hel dag. Men det betød intet, for at være blevet hovedjæger var fantastisk.
Han var velkommen alle steder. Han var respekteret og alle lyttede til, hvad han havde at sige. Han fik gaver og hjælp, så snart han eller hans familie havde brug for det. Og så var der det med damerne, for alle kvinder elskede hovedjægere, og han havde frit valg på alle hylder.
En dobbelthed der er svær at forstå
Jeg har for længst bedt tolken stoppe mig, hvis jeg spørger om noget, der er upassende eller går over grænsen, for frem for alt ønsker jeg at være respektfuld over for de ældre mænd, som hovedjægerne nu er.
Så jeg sender tolken et spørgende blik, mens jeg med stor forsigtighed spørger, hvordan det var at slå mennesker ihjel. Jeg er nervøs for at virke dømmende, rode op i negative minder og følelser af skyld og skam.
Men svaret falder prompte og med et smil: Han savner at slå ihjel, for det var sjovt.
Det er et svar, som flere andre hovedjægere også gav deres egen version af. Og hver gang skal jeg trække vejret, mens jeg ser på det skønne, venlige og smilende menneske foran mig, for der er noget, som ikke stemmer helt overens inde i mig.
Og det forstærkes kun, da jeg spørger, hvad der var sket med mig, hvis jeg var kommet rejsende hertil, før man tog kristendommen til sig.
Jeg kan se, at han (og de andre, jeg spurgte om det samme) leder efter de rigtige ord. Men svaret er altid det samme; jeg havde været minus ét hoved!
Men er det ikke en af de mange gaver, man får, når man rejser? Kulturmøder der udfordrer ens menneskesyn samt her også mit syn på moral og etik. Uanset, så blev jeg taget rigtig godt imod alle steder og følte mig på intet tidspunkt det mindste utryg; tværtimod var jeg en del af familien hos disse gamle hovedjægere, som konstant bliver færre og færre, indtil de uigenkaldeligt er væk.
Få mere inspiration til din rejse til Indien her.
”Nagaland? Hvad er det?”
Indien er verdens folkerigeste land og dækker over et enormt område med mange forskellige kulturer, men nok ingen der skiller sig så meget ud som den i Nagaland. Staten ligger allerlængest østpå, på den anden side af Bangladesh og lige på grænsen til Myanmar. Her er der bjergrig jungle og mennesker, som ligner burmesere mere end indere, og så er det et sted, hvor stammer og deres territorier, love og levevis vægter langt højere end landegrænser og nationalitet.
Sætningen der blev starten på eventyret
”The last living headhunters of Nagaland”. I min verden er en headhunter en, der prøver at rekruttere dig til et nyt job. Og ligesom de fleste andre havde jeg heller aldrig hørt om Nagaland før. Men jeg blev nysgerrig, så jeg googlede. Og så blev jeg meget mere nysgerrig.
Nagaland er det område i Indien, hvor missionærer sidst forsøgte at gøre stammefolk såkaldt civiliserede gennem kristendom. De fleste stammer tog imod kristendommen i 1800-tallet og lagde dermed gamle traditioner og levevis på hylden, men ikke konyak-stammen i det nordlige Nagaland.
Den stolte konyak-stamme
Officielt accepterede konyak-stammen kristendommen i 1978, men den sidste landsby overgav sig først i 1992. Måske er det bare mig, der er ved at blive gammel, men 1992 er ikke ret lang tid siden.
Jeg kørte ind i Nagaland fra nabostaten Assam. Grænsen bevogtes på afslappet vis af politi og militær, og det kræver en såkaldt Inner Line Permit at rejse ind. Tilladelsen er en ren formsag, og jeg blev på intet tidspunkt bedt om at vise hverken den eller mit pas. Men det vidner om, at Nagaland også internt i Indien stadig ses som et mere vildt sted, hvor stammekulturen hersker.
Straks ændrede landskabet sig. Vejene blev dårligere – og så rigtigt dårlige. Landskabet blev mere kuperet i den frodige jungle, den fremherskende byggestil gik fra sten og beton til flettet bambus og alle, selv børn, bar våben i form af enten machetter, spyd eller ældre forladergeværer.
Til te med kongen
Mit mål var landsbyen Longwa, som er den mest besøgte i et meget lidt besøgt område. Den ligger henover grænsen mellem Indien og Myanmar, og lokalt tager man sig ikke af, om man er i det ene eller andet land, for her er man i konyak-territorie, så her hersker kong Angh, hvis hus er bygget lige på grænsen som et symbol på, at hans magt rækker ud i begge lande.
Konyakkerne har syv konger, som hver hersker over en række landsbyer, men Angh i Longwa hersker over flest byer og er dermed overhoved for hele stammen.
Jeg indrømmer det blankt; jeg var lidt nervøs, inden mit møde med ham. Jeg havde læst, at han var venlig og gæstfri, men hvordan taler man til og med en stamme-konge?
I det store hus, rigt udsmykket med træudskæringer og dyrekranier, mødte jeg en almindelig mand i helt almindeligt tøj og klipklappere. Det var kong Angh. Mens jeg tog plads ved bordet ved siden af ildstedet i køkkenet, smuttede kongen ind i et tilstødende lokale og tog en vest og sin halskæde med flere tigertænder på.
”Jeg er stolt af at være konyak. Vi er en stærk og magtfuld stamme. Og så er vi de sidste hovedjægere”, svarede han roligt på mit spørgsmål om, hvad der gør konyakstammen til noget særligt.
Hans ældste søn skal være konge efter ham, og modsat ham selv, så ønsker han for sin søn, at han bliver uddannet og lærer andre sprog end konyakkernes eget sprog. For han ved, at fremtiden er international. Men han håber, at konyakkernes unikke kultur vil bestå sammen med den stolthed, der følger med.
Hvad er en hovedjæger?
Allerede senere samme dag mødte jeg den første vaskeægte hovedjæger. Det var øjeblikket, jeg havde set frem til, og mit hjerte sprang da også et slag eller to over, da en lille, gammel mand trådte ind i hytten og satte sig ned.
En hovedjæger i Nagaland er en person, som har skåret hovedet af mindst ét andet mennesker – en fjende. En handling, der i sig selv får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, men i Nagaland en handling, der tidligere (og stadig) er omgærdet med en høj grad af ære og heltedåd.
Jeg sætter mig ned overfor ham på en lav taburat på lergulvet, giver ham hånden, bukker hovedet, præsenterer mig og fortæller, at det er en stor ære for mig at møde ham. For helt ærligt, hvorfor skulle denne mand på 84 år, en højtanset helt i lokalsamfundet, overhovedet gide at snakke med sådan en nysgerrig rejsende som mig?
Men det gider han heldigvis godt. Og denne samtale – præcis som de andre samtaler, jeg har med hovedjægere i min tid i Nagaland – bliver en samtale, jeg aldrig kommer til at glemme.
Han er rar, smilende, gæstfri og høflig. Jeg kan straks lide ham. Og så er han 100 % åben og ærlig.
Før kristendommen lærte man bl.a. at slås, kæmpe, bruge våben og endda at slå ihjel i skolen. De bedste blev som unge voksne udnævnt til hovedjægere. Og det var deres job at gå i krig, når konyakkerne var i krig med andre stammer, ligesom det var deres job at beskytte stammen mod fremmede.
Han fortæller mig, at han var stolt, da han blev udvalgt – hele familien var stolt. At være hovedjæger var det største, man kunne blive; det mest ærefulde erhverv.
Efter han slog den første fjende ihjel blev han officielt hovedjæger. Her overrakte kongen ham et messinghoved (som symbol på det hoved, han havde skåret af), som han kunne hænge om sin hals og dronningen tatoverede ham sort i ansigtet. Halskæden og ansigtstatoveringen er beviserne på, at han er en ægte hovedjæger.
Men manden foran mig har fire hoveder i sin halskæde, for frem til at kristendommen satte en stopper for hovedjagten, skar han i alt hovedet af fire mennesker.
En ægte rockstar
Han er glad for, at kristendommen nu har bragt fred, så han ikke længere skal være bange for at møde fjender uden for sin hytte. Men det er, når jeg spørger ind til tiden før kristendommen, at det blodrøde betelnøds-smil bliver stort, stemmen hæves, han laver fagter med hænder og arme, og han griner mest.
Det gjorde rigtig ondt at få lavet ansigsttatoveringen, og det tog en hel dag. Men det betød intet, for at være blevet hovedjæger var fantastisk.
Han var velkommen alle steder. Han var respekteret og alle lyttede til, hvad han havde at sige. Han fik gaver og hjælp, så snart han eller hans familie havde brug for det. Og så var der det med damerne, for alle kvinder elskede hovedjægere, og han havde frit valg på alle hylder.
En dobbelthed der er svær at forstå
Jeg har for længst bedt tolken stoppe mig, hvis jeg spørger om noget, der er upassende eller går over grænsen, for frem for alt ønsker jeg at være respektfuld over for de ældre mænd, som hovedjægerne nu er.
Så jeg sender tolken et spørgende blik, mens jeg med stor forsigtighed spørger, hvordan det var at slå mennesker ihjel. Jeg er nervøs for at virke dømmende, rode op i negative minder og følelser af skyld og skam.
Men svaret falder prompte og med et smil: Han savner at slå ihjel, for det var sjovt.
Det er et svar, som flere andre hovedjægere også gav deres egen version af. Og hver gang skal jeg trække vejret, mens jeg ser på det skønne, venlige og smilende menneske foran mig, for der er noget, som ikke stemmer helt overens inde i mig.
Og det forstærkes kun, da jeg spørger, hvad der var sket med mig, hvis jeg var kommet rejsende hertil, før man tog kristendommen til sig.
Jeg kan se, at han (og de andre, jeg spurgte om det samme) leder efter de rigtige ord. Men svaret er altid det samme; jeg havde været minus ét hoved!
Men er det ikke en af de mange gaver, man får, når man rejser? Kulturmøder der udfordrer ens menneskesyn samt her også mit syn på moral og etik. Uanset, så blev jeg taget rigtig godt imod alle steder og følte mig på intet tidspunkt det mindste utryg; tværtimod var jeg en del af familien hos disse gamle hovedjægere, som konstant bliver færre og færre, indtil de uigenkaldeligt er væk.
Få mere inspiration til din rejse til Indien her.
