Af Jonas Elleby
En søvnig januar dag på kontoret i Kolding, sidder Michael og jeg og kigger på hinanden. Det er ganske sjældent at vi låser øjenkontakt, for når det sker, så betyder det, at vi tager en eller anden form for dum beslutning. ”Jeg vil gerne til Namibia” siger Michael. ”Jeg tager med” sagde jeg. Og således blev det besluttet, at han og jeg skulle på vores første bromance-tur sammen.
Det er ikke fordi, at Michael og jeg er fremmede – vi kender hinanden ganske godt fra vores tid som kollegaer på Jysk Rejsebureaus kontor i Kolding. Vi har også et ingående kendskab til hinanden fra forskellige arrangementer bl.a. en sommerfest, hvor vi sov i ske under åben himmel, forskellige firmafester hvor vi begge har overnattet på ikke bare ét, men flere forskellige gulve og ikke mindst fra Ringridder-festivalen i Sønderborg – en aften som Michael ikke kan huske.
Jeg, Jonas, har været i Botswana og Namibia to gange før som rejseleder. Så jeg påtog mig opgaven at arrangere det meste med Michael, skeptisk på sidelinjen.
Cirka to dage før afrejse havde vi endelig fået planlagt vores tur og bestilt alle hoteller og campingpladser. Jeg vil anbefale alle at gøre dette lang tid i forvejen.
Dag 1: Afrejse
Vi valgte at flyve fra København med Ethiopian Airlines. Her havde vi først et teknisk stop i Wien, hvorefter vi skulle skifte fly i Addis Ababa og flyve til Windhoek – hovestaden i Namibia. I Københavns Lufthavn fik vi os rejsens dyreste måltid – den kostede det samme som en 3-timers morgensafari i Chobe Nationalpark i Botswana. Jeg fik sliklageret fyldt op til turen, men ellers var det ikke så meget andet end bunden af et ølglas, som vi så her. Michael funderede over, hvordan vejret mon ville blive på vores tur, da vi tog afsted lige imellem regnsæsonen og tørkeperioden.
Ved boarding forsøgte vi at smigre os til en opgradering, men hverken Michael eller jeg formåede at rive tæppet væk under den flinke check-in assistent bag skranken. Vi forsøgte os herefter med Ethiopian Airlines-repræsentanten, men her fik vi også en kold skulder og mulighed for at betale 900 US Dollars pr. person. Vi valgte vores economy sæder.
Det var også ganske fint, for der var så få på flyet, at alle kunne få deres egen række. Servicen var helt i top og jeg synes ikke vi lavede andet en at spise og se, hvad jeg tror var, kinesiske kopier af diverse film.
Dag 2: Ankomst til Namibia
Michael bemærker, at der er varmere i Namibia end i Danmark, men ellers synes han at det kunne lignede noget fra den jyske vestkyst. Vi havde åbenbart sovet os igennem øjeblikket hvor personalet i flyet havde været rundt med visaformularer, så vi måtte stå ved skranken og udfylde den hurtigt. Jeg havde heldigvis to kuglepenne med, én til mig og én til Michael, for kuglepenne er en mangelvare alle steder i Afrika.
Efter immigrationen fik vi fat i vores biludlejer og samarbejdspartner Britz. Vi havde lejet en firhjulstrækker med to telte på taget. Friheden skulle mærkes! Den 2 timer lange introduktion til bilen blev dog næsten for meget for os, da vi jo egentlig bare gerne ville afsted. Jeg bestak de ansatte med en stor Toblerone og sørgede for, at vores gæster i fremtiden ville få den allerbedste service fra disse altid smilende og charmerende mennesker.
For at leje bilen skulle der flere underskrifter til end hvis man skulle købe et hus i Danmark. Heldigvis havde jeg givet Michael en god kuglepen, men den kunne han ikke finde. Efter at have skrevet nok bogstaver til en lille roman, var vi klar på at komme afsted. Michael startede bag rattet, og han skulle ikke bruge meget tid på at vænne sig til at køre i den modsatte side – det havde han nemlig lært i Australien, sagde han.
Vi kørte mod Windhoek og så bavianer der krydsede vejen via en gammel jerbanebro. Inden vi kom til vores hotel, kørte vi forbi et stort shoppingcenter for at købe mad og alt det mest nødvendige: steaks, kartofler og lidt sparsomt grønt. Øl, vand, sodavand og brænde blev også købt.
Vi ankom til vores hotel Arebbush Travel Lodge og blev indlogeret på et dejligt værelse med morgenmad. Vi satte os herefter op i restauranten, spiste Oryx og fik et par øl (de kostede 10 kr. pr. styk).
Dag 3: Første roadtrip dag
I dag skulle det rigtige roadtrip starte! Efter morgenmad satte vi os i bilen med undertegnede bag rattet. Vi satte kursen mod verdens ældste ørken: Namib og de kendte døde træer ved Deadvlei. Turen var på ca. 5 timer og det var en storslået oplevelse med både bjerg-, ørken- og skovkørsel. Der gik ikke længe inden asfaltvejene blev udskiftet med de kendte namibiske grusveje. Der blev både set bavianer, springboks, antiloper, oryx og gnuer på vejen. Mest imponerende var dog udsigten fra Spreetshoogte Pass, hvor bjergene og træerne måtte vige for ørkensandet fra Namib-ørkenen.
Vi stoppede i Solitaire for en bid mad. Michael bemærkede at temperaturen her er en del højere end i Danmark og i Windhoek.
Vi fortsatte mod Sesriem, hvor vi indlogerede os på campingpladsen Sossus Oasis, som jeg varmt kan anbefale til alle der vil på en kør-selv ferie i Namibia. Om eftermiddagen købte vi os et 2-dages adgangspas til nationalparken. Vi brugte eftermiddagen i Sesriem Canyon, som Michael ikke var videre imponeret af – den var nemlig langt mindre end Grand Canyon i USA og vejen derhen var meget bumlet. Den er dog et rigtigt fint lille besøg hen på aftentimerne, hvor solen falder flot henover sandbankerne.
Om aftenen gik vi over til et fint hotel og fik os buffetmad – dér skulle vi nok være blevet ved bilen og lavet vores steaks over åben ild.
Dag 4: Deadvlei og Big Daddy
Da vi vågnede op denne morgen, var vi begge godt trætte pga. manglende søvn efter voldsom vind i løbet af natten. Vi fik dog trætheden på afstand efter morgenkaffen og kørte afsted mod Namib National Park. Cirka 4 km fra Deadvlei er der en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen og betale for en transfer til Deadvlei og Big Daddy. Denne koster ca. 70 kr. pr. person. Vejen derhen er meget fint sand, og man sidder let fast. Vi havde dog en firhjulstrækker og gåpåmod som en 18-årig, så vi kørte afsted. Vi skulle nok have slået firhjulstrækket til, for 2 km inde sad vi godt og grundigt fast. Heldigvis kom der en gruppe forbi, som vi kørte med, og så betalte lidt ekstra for, at de kunne hjælpe med at få bilen fri.
I al forvirringen glemte vi dog både at få snacks og vand med. Essesntielt for at bestige Big Daddy. Da jeg, Jonas, havde været der 2 gange før, viste jeg selvsikkert Michael afsted mod Deadvlei kun for at finde ud af, at jeg fuldstændig havde glemt, hvordan man kom derhen. Vi forsøgte at bestige den ene sandbanke efter den anden, men uden mad og drikke, duer helten ikke. Til sidst måtte vi kapitulere, og Michaels drøm om at se Deadvlei forsvandt som dug for solen.
Vi begyndte slukøret at gå tilbage mod bilen. Vi spurgte nogle pensionister om de havde været ved Deadvlei og fandt så ud af, at der faktisk var en meget nem vej derhen. Den havde vi simpelthen overset i vores iver for at nå frem. Da vi spurgte dem, hvor langt der var, fik vi at vide, at en gangbesværet 90-årig med krykker var gået derhen – og så kunne et par nogenlunde unge knægte som os også godt tage turen. Det gjorde vi så, og Michaels drøm gik i opfyldelse - nemlig at se dette mystiske sted, hvor døde træer har stået i næsten 900 år uden at forgå.
Efter en kæmpe oplevelse tog vi tilbage til vores bil, som var blevet gravet fri. Vi slog firhjulstrækket til og kørte ud af Namib National Park mod Swakopmund. Denne tur tager ca. 5 timer og 2,5 af dem er ren ørken kørsel, hvor der ikke sker det store.
Ved ankomst til Swakopmund indlogerede os på et hotel og brugte så aftenen på at finde et sted at se fodbold, da Michael er hardcore AS Roma fan. Swakopmund er et mystisk sted, hvor der næsten altid hænger en dis henover byen. Michael bemærkede at vi gik fra 36 grader i ørkenen til kun 18 grader i Swakopmund.
Dag 5: Sæler og Spitzkoppe
Efter et godt måltid morgenmad kørte vi til Walvis Bay for at proviantere. De næste mange dage skulle foregå på campingpladser, så der skulle købes godt ind.
Derefter kørte vi nordpå mod Cape Cross, hvor der er en kæmpe sælkoloni. Sikken stank, men hvor er det dog fascinerende at se så mange dyr samlet på ét sted. Efter en masse billeder og kamp mod en ungsæl om retten til at bruge gangarealet (som sælen vandt), prøvede vi at komme tilbage mod bilen blot for at se, at en sæl havde taget ophold foran udgangspartiet. De næste par minutter blev derfor brugt på at spille med musklerne til stor morskab for et tysk ægtepar, der sad og så på os i deres bil. De skulle blot vide, at det ville blive deres tur, når de trådte ind på matriklen. Guderne må vide om de stadig er fanget på gangarealet ved Cape Croos den dag i dag.
Herefter kørte vi mod smukke Spitzkoppe, hvor solnedgangen er helt speciel. Vi nød den fra vores campingplads, mens en sjakal prøvede lykken med at stjæle vores steaks fra os. Michael nævnte på vejen, at det var blevet varmt igen.
Dag 6: Damaraland og Brandberg
Vi kørte fra Spitzkoppe tidligt morgen og satte kursen mod Brandberg, et område med over 50.000 hulemalerier (heriblandt den kendte White Lady) og med det højeste bjerg i landet. Her købte vi en guidet tur på ca. 2 timer. Michael syntes, at det var meget varmt i området. Det var en rigtig fin tur, hvor vi fik et indblik i Namibias forhistorie.
Herefter satte vi kurs mod Damaraland, og indlogerede os på en rigtig fin campingplads midt i et af de smukkeste områder i Namibia. På turen fik vi set giraffer, og vi mødte for første gang Himba-folket. Vi gik tidligt til køjs, for vi skulle tidligt op næste morgen for at komme ud i konservatoriet og finde det sorte næsehorn.
Dag 7: Næsehornsjagt med lokale stifindere
Vi blev hentet næste morgen af vores guide og ”2 trackers”. Herefter kørte vi mod konservatoriet i Damaraland, som desværre har en frygtelig historie. Engang var her et rigt dyreliv og ca. 200 sorte næsehorn. Men pga. krybskytteri og en tørke der varede 7 år, er dyremængden desværre faldet en del. Faktisk forsvandt alle de sorte næsehorn, hvorfor man er blevet nødt til at få 9 næsehorn fra Etosha National Park – 10 mere skulle være på vej.
Turen er den vildeste offroad tur vi begge nogensinde har prøvet. Det gik op og ned, igennem udtørrede floder og ingen andre end vores guide kunne køre en bil dér. Hvilken bedrift – det var en kæmpe oplevelse.
Vi kom ind i området, og her kørte vi lidt rundt for at finde friske spor. Da vi endelig fandt dem satte vores 2 trackers fart på for at følge dem og finde næsehornet. Jeg fik nødigst lov til at være med på den første time af deres jagt og det var meget imponerende at se, hvordan de kunne finde sporet i et tørt landskab. De viste mig, hvor den havde urineret, hvor den havde rullet rundt, og hvor den havde kløet sig op af et træ. De fandt nogle småsten, som de kunne se, at den havde sparket til og med deres fortællerevne, var det næsten som om, at jeg så den gå lige foran mig.
Efter en time satte jeg mig tilbage med Michael i bilen og kørte rundt med vores guide og lod trackerne gøre deres arbejde. Pludselig kom meldingen: næsehornet var lokaliseret! Den næste time brugte vi dog på at finde trackerne.
Da vi endelig fandt dem, sneg vi os ind på næsehornet. De var ikke spor imponeret over vores snigeevner og vi lød nok som et damplokomotiv, der kørte igennem med 100 km/t. Vi kom hen til en stor klippe, og dér stod den og kiggede os lige i øjnene. Michael nåede kun at tage et sløret billede med kameraet inden næsehornet luntede hurtigt væk igen.
Selvom det var hurtigt overstået, var det dog en kæmpe forløsning på vores lange jagt. Guiderne nævnte, at de var svære at finde, da den hele tiden lavede løjer med dem og fik dem til at gå i ring mange gange. Jeg døbte næsehornet Sneaky Sneaky – et navn som de synes passede godt, og som de nu kalder den. Det var en stor ære. Michael syntes det var en varm dag.
Dag 8: Mod Etosha
I dag skulle vi mod safariland: Etosha National Park. Efter et par lange dage valgte vi denne dag at tage det stille og roligt og nyde roen på campingpladsen ved nationalparken. Foruden et punkteret dæk (der sjovt nok skete lige foran et dæk servicecenter), så var dette en flot transportdag, hvor Michael ikke nævnte vejret.
Dag 9: Etosha (Okaukujo)
Dagen i dag gik med Safari i Etosha, der bød på masser af giraffer, elefanter, kudu og masser af antilope-arter. Michael syntes også, at det var varmt igen i dag. Vi overnattede inde i parken, og vi brugte aftenen på at sidde og kigge ud over det tilhørende vandhul.
Dag 10: Etosha (Namutoni)
Vi skulle i dag på en 140 km lang safari tur på tværs af Etosha National Park. Dagen startede indenfor de første 500 meter med, at vi så en hanløve, der vandrede lige forbi bilen. Vi kørte af små og store veje med masser af dyr på vejen. Tæt ved Namutoni fik vi dog øje på et næsehorn, og vi fik taget endnu et sløret billede inden den forsvandt.
Dag 11: Divundu – indgangen til Caprivi
Vi skulle i dag på en lang køretur, men for første gang længe gik hele turen på asfaltvej. Vi kom igennem mange små landsbyer, hvor vi oplevede lokallivet. Masser af skolebørn på vejene der vinker og hilser. Vi kørte til Divundu, hvor vi havde indlogeret os i et luksustelt. Vi var dog ikke helt forberedte på hvad der ventede os, men vi blev glædeligt overraskede over at være landet helt nede ved Cubango-floden med udsigt til et vandfald længere oppe af floden og masser af fugleliv. Vi brugte dagen ved poolen og slappede helt af efter par lange safaridage. Ved 15-tiden måtte Michael trække sig indenfor, da det var for varmt – og jeg må sande, at det var det samme for mig.
Dag 12: Botswana here we come
Tidlig morgen kørte vi afsted mod Botswana og fortsatte turen mod Chobe National Park. Vi havde egentlig valgt, at vi skulle bo på Namibia-siden, tæt ved Ngoma grænsen, men i sidste øjeblik valgte vi at bestille et hotelværelse i Kasane. Vi krydsede uproblematisk grænsen til Botswana, verdens bedste safariland, og med det samme – indenfor 300 meter – efter at være kørt ind i Chobe National Park, lå der løver og tyggede på en zebra. Velkommen til Botswana siger jeg bare. Her holdte vi i 20 minutters tid sammen med mange andre, der brugte transit vejen fra Ngoma til Kasane (selvom det faktisk ikke er lovligt at holde ind). Videre på vores vej stod der massevis af elefanter tæt ved vejen, og det var en kæmpe oplevelse at køre denne tur. Vi indlogerede os på Chobe Marina Lodge med smuk udsigt over Chobe-floden, vildsvin der løb inde i receptionen, aber der raslede på taget og legede i sofaerne ved poolen. Michael syntes der var en fin temperatur i kæmpetræernes skygge, som dominerede hele hotellet.
Dag 13: Afslapning og restituering
Dagen i dag bød ikke på det store, da vi begge led en smule af "turistmave". Dagen blev brugt med afslapning ved poolen og lidt sightseeing i byen. Michael nød hotelværelsets aircondition.
Dag 14: Safari i Chobe Nationalpark
Vi valgte at bestille en morgensafaritur med professionelle guides, da vi ikke turde prøve at køre rundt i sandet i Chobe efter vores oplevelse ved Deadvlei. Det gav pote, og vi fik set en masse løver, bøfler og kudu. Tilbage ved hotellet spiste vi morgenmad og slappede af ved poolen, inden vi om eftermiddagen tog på solnedgangcruise. På turen fik vi endelig set krokodiller og flodheste. Michael nævnte ikke vejet en eneste gang i dag.
Dag 15: Victoria Falls
Efter morgenmad afleverede vi vores trofaste bil og krydsede grænsen til Zimbabwe med en bestil transfer. Ved ankomst til Victoria Falls, indlogerede vi os på et hotel ca. 15 minutters vandring fra indgangen til Victoria Falls National Park. Det er tredje gang jeg ser vandfaldet – og det skuffer bare aldrig. Det var ikke vejret, men mængden af vand der falder som regn, Michael klagede over. Victoria Falls burde være på alles bucket list. Det er en charmerede lille turistby, med gode (omend dyre) spisesteder. Vores sidste aften blev brug i selskab med AS Roma, stort set alle drinks fra deres menukort, grin og tilbageblik på Michaels første safaritur. Selvom det var min tredje gang i Namibia og Botswana og Victoria Falls – så kommer der helt sikkert også en fjerde og femte gang.
Dag 16: Farvel Afrika
I dag tog vi en taxa til lufthavnen ved Victoria Falls og satte kursen mod Danmark. Vi savnede allerede det frie liv på farten, men var nu glade for at komme hjem og se vores familier. Tak for denne gang.
Det er ikke fordi, at Michael og jeg er fremmede – vi kender hinanden ganske godt fra vores tid som kollegaer på Jysk Rejsebureaus kontor i Kolding. Vi har også et ingående kendskab til hinanden fra forskellige arrangementer bl.a. en sommerfest, hvor vi sov i ske under åben himmel, forskellige firmafester hvor vi begge har overnattet på ikke bare ét, men flere forskellige gulve og ikke mindst fra Ringridder-festivalen i Sønderborg – en aften som Michael ikke kan huske.
Jeg, Jonas, har været i Botswana og Namibia to gange før som rejseleder. Så jeg påtog mig opgaven at arrangere det meste med Michael, skeptisk på sidelinjen.
Cirka to dage før afrejse havde vi endelig fået planlagt vores tur og bestilt alle hoteller og campingpladser. Jeg vil anbefale alle at gøre dette lang tid i forvejen.
Dag 1: Afrejse
Vi valgte at flyve fra København med Ethiopian Airlines. Her havde vi først et teknisk stop i Wien, hvorefter vi skulle skifte fly i Addis Ababa og flyve til Windhoek – hovestaden i Namibia. I Københavns Lufthavn fik vi os rejsens dyreste måltid – den kostede det samme som en 3-timers morgensafari i Chobe Nationalpark i Botswana. Jeg fik sliklageret fyldt op til turen, men ellers var det ikke så meget andet end bunden af et ølglas, som vi så her. Michael funderede over, hvordan vejret mon ville blive på vores tur, da vi tog afsted lige imellem regnsæsonen og tørkeperioden.
Ved boarding forsøgte vi at smigre os til en opgradering, men hverken Michael eller jeg formåede at rive tæppet væk under den flinke check-in assistent bag skranken. Vi forsøgte os herefter med Ethiopian Airlines-repræsentanten, men her fik vi også en kold skulder og mulighed for at betale 900 US Dollars pr. person. Vi valgte vores economy sæder.
Det var også ganske fint, for der var så få på flyet, at alle kunne få deres egen række. Servicen var helt i top og jeg synes ikke vi lavede andet en at spise og se, hvad jeg tror var, kinesiske kopier af diverse film.
Dag 2: Ankomst til Namibia
Michael bemærker, at der er varmere i Namibia end i Danmark, men ellers synes han at det kunne lignede noget fra den jyske vestkyst. Vi havde åbenbart sovet os igennem øjeblikket hvor personalet i flyet havde været rundt med visaformularer, så vi måtte stå ved skranken og udfylde den hurtigt. Jeg havde heldigvis to kuglepenne med, én til mig og én til Michael, for kuglepenne er en mangelvare alle steder i Afrika.
Efter immigrationen fik vi fat i vores biludlejer og samarbejdspartner Britz. Vi havde lejet en firhjulstrækker med to telte på taget. Friheden skulle mærkes! Den 2 timer lange introduktion til bilen blev dog næsten for meget for os, da vi jo egentlig bare gerne ville afsted. Jeg bestak de ansatte med en stor Toblerone og sørgede for, at vores gæster i fremtiden ville få den allerbedste service fra disse altid smilende og charmerende mennesker.
For at leje bilen skulle der flere underskrifter til end hvis man skulle købe et hus i Danmark. Heldigvis havde jeg givet Michael en god kuglepen, men den kunne han ikke finde. Efter at have skrevet nok bogstaver til en lille roman, var vi klar på at komme afsted. Michael startede bag rattet, og han skulle ikke bruge meget tid på at vænne sig til at køre i den modsatte side – det havde han nemlig lært i Australien, sagde han.
Vi kørte mod Windhoek og så bavianer der krydsede vejen via en gammel jerbanebro. Inden vi kom til vores hotel, kørte vi forbi et stort shoppingcenter for at købe mad og alt det mest nødvendige: steaks, kartofler og lidt sparsomt grønt. Øl, vand, sodavand og brænde blev også købt.
Vi ankom til vores hotel Arebbush Travel Lodge og blev indlogeret på et dejligt værelse med morgenmad. Vi satte os herefter op i restauranten, spiste Oryx og fik et par øl (de kostede 10 kr. pr. styk).
Dag 3: Første roadtrip dag
I dag skulle det rigtige roadtrip starte! Efter morgenmad satte vi os i bilen med undertegnede bag rattet. Vi satte kursen mod verdens ældste ørken: Namib og de kendte døde træer ved Deadvlei. Turen var på ca. 5 timer og det var en storslået oplevelse med både bjerg-, ørken- og skovkørsel. Der gik ikke længe inden asfaltvejene blev udskiftet med de kendte namibiske grusveje. Der blev både set bavianer, springboks, antiloper, oryx og gnuer på vejen. Mest imponerende var dog udsigten fra Spreetshoogte Pass, hvor bjergene og træerne måtte vige for ørkensandet fra Namib-ørkenen.
Vi stoppede i Solitaire for en bid mad. Michael bemærkede at temperaturen her er en del højere end i Danmark og i Windhoek.
Vi fortsatte mod Sesriem, hvor vi indlogerede os på campingpladsen Sossus Oasis, som jeg varmt kan anbefale til alle der vil på en kør-selv ferie i Namibia. Om eftermiddagen købte vi os et 2-dages adgangspas til nationalparken. Vi brugte eftermiddagen i Sesriem Canyon, som Michael ikke var videre imponeret af – den var nemlig langt mindre end Grand Canyon i USA og vejen derhen var meget bumlet. Den er dog et rigtigt fint lille besøg hen på aftentimerne, hvor solen falder flot henover sandbankerne.
Om aftenen gik vi over til et fint hotel og fik os buffetmad – dér skulle vi nok være blevet ved bilen og lavet vores steaks over åben ild.
Dag 4: Deadvlei og Big Daddy
Da vi vågnede op denne morgen, var vi begge godt trætte pga. manglende søvn efter voldsom vind i løbet af natten. Vi fik dog trætheden på afstand efter morgenkaffen og kørte afsted mod Namib National Park. Cirka 4 km fra Deadvlei er der en parkeringsplads, hvor man kan parkere bilen og betale for en transfer til Deadvlei og Big Daddy. Denne koster ca. 70 kr. pr. person. Vejen derhen er meget fint sand, og man sidder let fast. Vi havde dog en firhjulstrækker og gåpåmod som en 18-årig, så vi kørte afsted. Vi skulle nok have slået firhjulstrækket til, for 2 km inde sad vi godt og grundigt fast. Heldigvis kom der en gruppe forbi, som vi kørte med, og så betalte lidt ekstra for, at de kunne hjælpe med at få bilen fri.
I al forvirringen glemte vi dog både at få snacks og vand med. Essesntielt for at bestige Big Daddy. Da jeg, Jonas, havde været der 2 gange før, viste jeg selvsikkert Michael afsted mod Deadvlei kun for at finde ud af, at jeg fuldstændig havde glemt, hvordan man kom derhen. Vi forsøgte at bestige den ene sandbanke efter den anden, men uden mad og drikke, duer helten ikke. Til sidst måtte vi kapitulere, og Michaels drøm om at se Deadvlei forsvandt som dug for solen.
Vi begyndte slukøret at gå tilbage mod bilen. Vi spurgte nogle pensionister om de havde været ved Deadvlei og fandt så ud af, at der faktisk var en meget nem vej derhen. Den havde vi simpelthen overset i vores iver for at nå frem. Da vi spurgte dem, hvor langt der var, fik vi at vide, at en gangbesværet 90-årig med krykker var gået derhen – og så kunne et par nogenlunde unge knægte som os også godt tage turen. Det gjorde vi så, og Michaels drøm gik i opfyldelse - nemlig at se dette mystiske sted, hvor døde træer har stået i næsten 900 år uden at forgå.
Efter en kæmpe oplevelse tog vi tilbage til vores bil, som var blevet gravet fri. Vi slog firhjulstrækket til og kørte ud af Namib National Park mod Swakopmund. Denne tur tager ca. 5 timer og 2,5 af dem er ren ørken kørsel, hvor der ikke sker det store.
Ved ankomst til Swakopmund indlogerede os på et hotel og brugte så aftenen på at finde et sted at se fodbold, da Michael er hardcore AS Roma fan. Swakopmund er et mystisk sted, hvor der næsten altid hænger en dis henover byen. Michael bemærkede at vi gik fra 36 grader i ørkenen til kun 18 grader i Swakopmund.
Dag 5: Sæler og Spitzkoppe
Efter et godt måltid morgenmad kørte vi til Walvis Bay for at proviantere. De næste mange dage skulle foregå på campingpladser, så der skulle købes godt ind.
Derefter kørte vi nordpå mod Cape Cross, hvor der er en kæmpe sælkoloni. Sikken stank, men hvor er det dog fascinerende at se så mange dyr samlet på ét sted. Efter en masse billeder og kamp mod en ungsæl om retten til at bruge gangarealet (som sælen vandt), prøvede vi at komme tilbage mod bilen blot for at se, at en sæl havde taget ophold foran udgangspartiet. De næste par minutter blev derfor brugt på at spille med musklerne til stor morskab for et tysk ægtepar, der sad og så på os i deres bil. De skulle blot vide, at det ville blive deres tur, når de trådte ind på matriklen. Guderne må vide om de stadig er fanget på gangarealet ved Cape Croos den dag i dag.
Herefter kørte vi mod smukke Spitzkoppe, hvor solnedgangen er helt speciel. Vi nød den fra vores campingplads, mens en sjakal prøvede lykken med at stjæle vores steaks fra os. Michael nævnte på vejen, at det var blevet varmt igen.
Dag 6: Damaraland og Brandberg
Vi kørte fra Spitzkoppe tidligt morgen og satte kursen mod Brandberg, et område med over 50.000 hulemalerier (heriblandt den kendte White Lady) og med det højeste bjerg i landet. Her købte vi en guidet tur på ca. 2 timer. Michael syntes, at det var meget varmt i området. Det var en rigtig fin tur, hvor vi fik et indblik i Namibias forhistorie.
Herefter satte vi kurs mod Damaraland, og indlogerede os på en rigtig fin campingplads midt i et af de smukkeste områder i Namibia. På turen fik vi set giraffer, og vi mødte for første gang Himba-folket. Vi gik tidligt til køjs, for vi skulle tidligt op næste morgen for at komme ud i konservatoriet og finde det sorte næsehorn.
Dag 7: Næsehornsjagt med lokale stifindere
Vi blev hentet næste morgen af vores guide og ”2 trackers”. Herefter kørte vi mod konservatoriet i Damaraland, som desværre har en frygtelig historie. Engang var her et rigt dyreliv og ca. 200 sorte næsehorn. Men pga. krybskytteri og en tørke der varede 7 år, er dyremængden desværre faldet en del. Faktisk forsvandt alle de sorte næsehorn, hvorfor man er blevet nødt til at få 9 næsehorn fra Etosha National Park – 10 mere skulle være på vej.
Turen er den vildeste offroad tur vi begge nogensinde har prøvet. Det gik op og ned, igennem udtørrede floder og ingen andre end vores guide kunne køre en bil dér. Hvilken bedrift – det var en kæmpe oplevelse.
Vi kom ind i området, og her kørte vi lidt rundt for at finde friske spor. Da vi endelig fandt dem satte vores 2 trackers fart på for at følge dem og finde næsehornet. Jeg fik nødigst lov til at være med på den første time af deres jagt og det var meget imponerende at se, hvordan de kunne finde sporet i et tørt landskab. De viste mig, hvor den havde urineret, hvor den havde rullet rundt, og hvor den havde kløet sig op af et træ. De fandt nogle småsten, som de kunne se, at den havde sparket til og med deres fortællerevne, var det næsten som om, at jeg så den gå lige foran mig.
Efter en time satte jeg mig tilbage med Michael i bilen og kørte rundt med vores guide og lod trackerne gøre deres arbejde. Pludselig kom meldingen: næsehornet var lokaliseret! Den næste time brugte vi dog på at finde trackerne.
Da vi endelig fandt dem, sneg vi os ind på næsehornet. De var ikke spor imponeret over vores snigeevner og vi lød nok som et damplokomotiv, der kørte igennem med 100 km/t. Vi kom hen til en stor klippe, og dér stod den og kiggede os lige i øjnene. Michael nåede kun at tage et sløret billede med kameraet inden næsehornet luntede hurtigt væk igen.
Selvom det var hurtigt overstået, var det dog en kæmpe forløsning på vores lange jagt. Guiderne nævnte, at de var svære at finde, da den hele tiden lavede løjer med dem og fik dem til at gå i ring mange gange. Jeg døbte næsehornet Sneaky Sneaky – et navn som de synes passede godt, og som de nu kalder den. Det var en stor ære. Michael syntes det var en varm dag.
Dag 8: Mod Etosha
I dag skulle vi mod safariland: Etosha National Park. Efter et par lange dage valgte vi denne dag at tage det stille og roligt og nyde roen på campingpladsen ved nationalparken. Foruden et punkteret dæk (der sjovt nok skete lige foran et dæk servicecenter), så var dette en flot transportdag, hvor Michael ikke nævnte vejret.
Dag 9: Etosha (Okaukujo)
Dagen i dag gik med Safari i Etosha, der bød på masser af giraffer, elefanter, kudu og masser af antilope-arter. Michael syntes også, at det var varmt igen i dag. Vi overnattede inde i parken, og vi brugte aftenen på at sidde og kigge ud over det tilhørende vandhul.
Dag 10: Etosha (Namutoni)
Vi skulle i dag på en 140 km lang safari tur på tværs af Etosha National Park. Dagen startede indenfor de første 500 meter med, at vi så en hanløve, der vandrede lige forbi bilen. Vi kørte af små og store veje med masser af dyr på vejen. Tæt ved Namutoni fik vi dog øje på et næsehorn, og vi fik taget endnu et sløret billede inden den forsvandt.
Dag 11: Divundu – indgangen til Caprivi
Vi skulle i dag på en lang køretur, men for første gang længe gik hele turen på asfaltvej. Vi kom igennem mange små landsbyer, hvor vi oplevede lokallivet. Masser af skolebørn på vejene der vinker og hilser. Vi kørte til Divundu, hvor vi havde indlogeret os i et luksustelt. Vi var dog ikke helt forberedte på hvad der ventede os, men vi blev glædeligt overraskede over at være landet helt nede ved Cubango-floden med udsigt til et vandfald længere oppe af floden og masser af fugleliv. Vi brugte dagen ved poolen og slappede helt af efter par lange safaridage. Ved 15-tiden måtte Michael trække sig indenfor, da det var for varmt – og jeg må sande, at det var det samme for mig.
Dag 12: Botswana here we come
Tidlig morgen kørte vi afsted mod Botswana og fortsatte turen mod Chobe National Park. Vi havde egentlig valgt, at vi skulle bo på Namibia-siden, tæt ved Ngoma grænsen, men i sidste øjeblik valgte vi at bestille et hotelværelse i Kasane. Vi krydsede uproblematisk grænsen til Botswana, verdens bedste safariland, og med det samme – indenfor 300 meter – efter at være kørt ind i Chobe National Park, lå der løver og tyggede på en zebra. Velkommen til Botswana siger jeg bare. Her holdte vi i 20 minutters tid sammen med mange andre, der brugte transit vejen fra Ngoma til Kasane (selvom det faktisk ikke er lovligt at holde ind). Videre på vores vej stod der massevis af elefanter tæt ved vejen, og det var en kæmpe oplevelse at køre denne tur. Vi indlogerede os på Chobe Marina Lodge med smuk udsigt over Chobe-floden, vildsvin der løb inde i receptionen, aber der raslede på taget og legede i sofaerne ved poolen. Michael syntes der var en fin temperatur i kæmpetræernes skygge, som dominerede hele hotellet.
Dag 13: Afslapning og restituering
Dagen i dag bød ikke på det store, da vi begge led en smule af "turistmave". Dagen blev brugt med afslapning ved poolen og lidt sightseeing i byen. Michael nød hotelværelsets aircondition.
Dag 14: Safari i Chobe Nationalpark
Vi valgte at bestille en morgensafaritur med professionelle guides, da vi ikke turde prøve at køre rundt i sandet i Chobe efter vores oplevelse ved Deadvlei. Det gav pote, og vi fik set en masse løver, bøfler og kudu. Tilbage ved hotellet spiste vi morgenmad og slappede af ved poolen, inden vi om eftermiddagen tog på solnedgangcruise. På turen fik vi endelig set krokodiller og flodheste. Michael nævnte ikke vejet en eneste gang i dag.
Dag 15: Victoria Falls
Efter morgenmad afleverede vi vores trofaste bil og krydsede grænsen til Zimbabwe med en bestil transfer. Ved ankomst til Victoria Falls, indlogerede vi os på et hotel ca. 15 minutters vandring fra indgangen til Victoria Falls National Park. Det er tredje gang jeg ser vandfaldet – og det skuffer bare aldrig. Det var ikke vejret, men mængden af vand der falder som regn, Michael klagede over. Victoria Falls burde være på alles bucket list. Det er en charmerede lille turistby, med gode (omend dyre) spisesteder. Vores sidste aften blev brug i selskab med AS Roma, stort set alle drinks fra deres menukort, grin og tilbageblik på Michaels første safaritur. Selvom det var min tredje gang i Namibia og Botswana og Victoria Falls – så kommer der helt sikkert også en fjerde og femte gang.
Dag 16: Farvel Afrika
I dag tog vi en taxa til lufthavnen ved Victoria Falls og satte kursen mod Danmark. Vi savnede allerede det frie liv på farten, men var nu glade for at komme hjem og se vores familier. Tak for denne gang.
