Af Tobias Stein
Første gang jeg satte mine fødder på New Zealands Sydø, føltes det som at træde ind i en anden verden. Luften var frisk, landskabet dramatisk og stilheden næsten overvældende. Alt omkring mig føltes så levende – en følelse der er svær at beskrive, og som man kun forstår, når man selv oplever den.
I min autocamper snoede jeg mig gennem skove og dale til mit første stop, som var Abel Tasman National Park, der ligger på den nordvestlige del af Sydøen. Stedet er kendt for kridhvide strande og krystalklart vand, og her er præcis lige så magisk, som det lyder. At vandre langs kysten her er en oplevelse, der vækker alle sanser – med den salte havbrise der blander sig med den tropiske fugt fra skoven. Efter nogle timers vandring nåede jeg frem til Anchorage, hvor en vandtaxa tog mig tilbage til mit udgangspunkt. Med håret blafrende i havvinden, var det en perfekt afslutning på dagen.
Det er langs vejen, at magien sker. Solnedgangene her er noget helt særligt. At stoppe ved et udsigtspunkt og se solen synke ned i horisonten, mens himlen eksploderer i pastelfarver – fra rød og orange til rosa og violet – det er en oplevelse der bliver siddende længe, efter du er kørt videre.
Og der er så meget at opdage: små vandrestier, brusende vandfald med smeltevand fra gletsjerne på Sydalperne og søløvekolonier, der soler sig på klipperne. Det er som om naturen ønsker at overraske dig ved hvert eneste sving.
Jeg fortsatte videre sydpå ad en vej der snoede sig langs bjergsiderne, indtil jeg nåede den lille by Fox Glacier. Byen består i bund og grund af to gader. Hovedvejen der går igennem byen, og vejen der fører ned til kysten – og det er stort set det. Men det der gør Fox Glacier speciel, er selvfølgelig selve gletsjeren. Den strækker sig hele vejen fra Mt. Cook, New Zealands højeste bjerg, og næsten helt ned til byen.
Fra første øjeblik faldt jeg pladask for stedets charme, og jeg besluttede mig for at blive og arbejde en sæson. Jeg gjorde rent på et motel og serverede på Matheson Café – en restaurant lige ved den spejlblanke sø Lake Matheson. Det gik hurtigt op for mig at Fox Glacier er en af de vådeste steder i New Zealand, og her regner det næsten halvdelen af årets dage. Men når det ikke regnede, var der noget magisk over dette sted. Lake Matheson er omgivet af tæt skov, og her er derfor ofte så vindstille at bjergene og gletsjeren reflekteres knivskarpt i søens spejlblanke overflade. Det er et syn, der næsten ikke kan beskrives – hvor det næsten er svært at skelne mellem hvad der er op og ned – og det er et syn, der simpelthen skal opleves.
Vi fløj en lille runde omkring bjerget og forbi foden af Mt. Cook, inden vi landede på selve isen. Det føltes helt surrealistisk at stå deroppe, og sammen med vores guide begyndte vi vandringen på den frosne vildmark. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor folk ville betale for at gå på "lidt is" – som svensker havde jeg fået nok af sne og is allerede som teenager, med alle de gange jeg har skullet skovle indkørslen fri om vinteren. Men det her var noget helt andet. Gletsjeren var en verden helt for sig selv – fuld af dybe sprækker, isgrotter og funklende isformationer. Jeg tog en masse billeder undervejs, men i al min begejstring glemte jeg at gemme dem. Måske var det held i uheld – for mine minder fra denne dag er så meget stærkere, end billederne nogensinde kunne have været.
Min rejse rundt på Sydøen var ikke bare en rejse gennem nogle af naturens smukkeste mesterværker – det var en påmindelse om, at verden stadig kan overraske os. Det er et sted, der gør indtryk på dig – også længe efter du har forladt øen.
Vil du også opleve New Zealands storslåede natur?
Find inspiration i vores mange rejseforslag til New Zealand her.
I min autocamper snoede jeg mig gennem skove og dale til mit første stop, som var Abel Tasman National Park, der ligger på den nordvestlige del af Sydøen. Stedet er kendt for kridhvide strande og krystalklart vand, og her er præcis lige så magisk, som det lyder. At vandre langs kysten her er en oplevelse, der vækker alle sanser – med den salte havbrise der blander sig med den tropiske fugt fra skoven. Efter nogle timers vandring nåede jeg frem til Anchorage, hvor en vandtaxa tog mig tilbage til mit udgangspunkt. Med håret blafrende i havvinden, var det en perfekt afslutning på dagen.
Langs vestkysten – fra tropisk varme til alpetoppe
Efter Abel Tasman fortsatte jeg sydpå langs vestkysten. På min vej forandrede landskabet sig dramatisk: fra tropisk varme til frisk bjergluft, og fra solrige strande til tårnhøje bjergtoppe. Det var som at rejse gennem forskellige årstider på blot få timer. Jeg skiftede shorts ud med langbukser, og byliv ud med små landsbyer.Det er langs vejen, at magien sker. Solnedgangene her er noget helt særligt. At stoppe ved et udsigtspunkt og se solen synke ned i horisonten, mens himlen eksploderer i pastelfarver – fra rød og orange til rosa og violet – det er en oplevelse der bliver siddende længe, efter du er kørt videre.
Og der er så meget at opdage: små vandrestier, brusende vandfald med smeltevand fra gletsjerne på Sydalperne og søløvekolonier, der soler sig på klipperne. Det er som om naturen ønsker at overraske dig ved hvert eneste sving.
Fox Glacier og Franz Josef – små byer, store eventyr
Halvvejs nede ad kysten kom jeg til to små byer: Franz Josef og Fox Glacier. Franz Josef er en tidligere mineby, hvor guldgravning engang drev økonomien, indtil turismen for alvor tog over. Her kan eventyrlystne rejsende vandre ind i de gamle minegange, hvor mørket, kulden og den tunge stilhed sender dig på en tidsrejse tilbage i tiden.Jeg fortsatte videre sydpå ad en vej der snoede sig langs bjergsiderne, indtil jeg nåede den lille by Fox Glacier. Byen består i bund og grund af to gader. Hovedvejen der går igennem byen, og vejen der fører ned til kysten – og det er stort set det. Men det der gør Fox Glacier speciel, er selvfølgelig selve gletsjeren. Den strækker sig hele vejen fra Mt. Cook, New Zealands højeste bjerg, og næsten helt ned til byen.
Fra første øjeblik faldt jeg pladask for stedets charme, og jeg besluttede mig for at blive og arbejde en sæson. Jeg gjorde rent på et motel og serverede på Matheson Café – en restaurant lige ved den spejlblanke sø Lake Matheson. Det gik hurtigt op for mig at Fox Glacier er en af de vådeste steder i New Zealand, og her regner det næsten halvdelen af årets dage. Men når det ikke regnede, var der noget magisk over dette sted. Lake Matheson er omgivet af tæt skov, og her er derfor ofte så vindstille at bjergene og gletsjeren reflekteres knivskarpt i søens spejlblanke overflade. Det er et syn, der næsten ikke kan beskrives – hvor det næsten er svært at skelne mellem hvad der er op og ned – og det er et syn, der simpelthen skal opleves.
En uventet fødselsdagsoplevelse
En af de mest mindeværdige dage på min rejse var min fødselsdag. Min chef overraskede mig med heli-hike – en helikoptertur efterfulgt af en vandretur oppe på gletsjeren. Han kom hen til mig på arbejdet og sagde at jeg skulle løbe, for min helikopter ville lette fra den anden ende af byen om fem minutter. Men heldigvis er byen jo ikke mere end to gader lang! Fremme ved helikopterpladsen fik jeg udleveret min udstyrspakke, og kort efter var vi i luften.Vi fløj en lille runde omkring bjerget og forbi foden af Mt. Cook, inden vi landede på selve isen. Det føltes helt surrealistisk at stå deroppe, og sammen med vores guide begyndte vi vandringen på den frosne vildmark. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor folk ville betale for at gå på "lidt is" – som svensker havde jeg fået nok af sne og is allerede som teenager, med alle de gange jeg har skullet skovle indkørslen fri om vinteren. Men det her var noget helt andet. Gletsjeren var en verden helt for sig selv – fuld af dybe sprækker, isgrotter og funklende isformationer. Jeg tog en masse billeder undervejs, men i al min begejstring glemte jeg at gemme dem. Måske var det held i uheld – for mine minder fra denne dag er så meget stærkere, end billederne nogensinde kunne have været.
Fox Glacier – et magisk sted at sige farvel til dagen
Fox Glacier er mere end bare gletsjeren og søen. Det er også solnedgangene. Jeg ved ikke, hvad det er der gør himlen her så levende, men farverne ligner flammer over horisonten. At stå der og se gletsjeren og bjergene blive badet i røde og rosa nuancer, det er som at se naturen male sit eget kunstværk.Min rejse rundt på Sydøen var ikke bare en rejse gennem nogle af naturens smukkeste mesterværker – det var en påmindelse om, at verden stadig kan overraske os. Det er et sted, der gør indtryk på dig – også længe efter du har forladt øen.
Vil du også opleve New Zealands storslåede natur?
Find inspiration i vores mange rejseforslag til New Zealand her.
