Af Mette Marie
Først fløj vi til Nicaragua, hvor vi startede vores ophold i den gamle og berømte koloniby, Granada. Vi havde dog kun en enkelt aften i byen, men det er nu ikke fordi, vi føler, vi er gået glip af så meget, for på mange måder virkede det bare som en lidt fattigere udgave af Antigua.
En lille ø bestående af to vulkaner
Vi skyndte os derfor videre til vores hoveddestination i landet: Isla de Ometepe. Ometepe er en lille ø bestående af to vulkaner, hvis lava er vokset sammen, og som i øvrigt ligger ude midt i en stor sø. Man kommer derud ved at tage en færge, som må siges at være vandets svar på en chickenbus – den osede i hvert fald lige så meget! Men så snart vi nåede øen, var det et af de mest fredelige steder, man kunne forestille sig.
Selvom det er en almindelig attraktion på de kanter, bar øen tydeligt præg af, at vi ankom uden for sæsonen, så her kunne vi få et indblik i det "ægte" Nicaragua, med alt hvad det indebærer af fattigdom (det er det fattigste land i Mellemamerika) og venlighed. Vi valgte at gå all-in på det lokale, så vi lejede et par cykler og trampede vores vej rundt til udsigtspunkter og seværdigheder.
På ét punkt måtte vi dog indse, at vi bare ikke var nicaraguanere: Vores sarte bagdele var ikke hærdede til de jernblokke, de valgte at kalde sadler, så vores 30 kilometer lange cykeltur medførte, at det de næste dage blev en meget smertefuld oplevelse at sætte sig ned.
San Juan del Sur
På Ometepe blev vi også nødt til at se en anden kendsgerning i øjnene: Hvis vi holdt os til vores oprindelige plan, ville vi komme til at tilbringe den næste uge i en bus og kun have én aften på én ø og én dag på en anden. Og efter at have brugt rigeligt tid på transport allerede, var det ikke en situation, vi ligefrem glædede os til. Store tanker blev derfor tænkt, og ultimativt set blev planen lavet om. Efter Ometepe tog vi derfor til en anden nicaraguansk attraktion; feriebyen San Juan del Sur.
På vejen slog vi følgeskab med to amerikanere, Max og Emma, der begge var utroligt søde, meget hashrygende og enormt feminine væsner, som, inden de tog af sted, havde syntes, at dét at tage en uge til Nicaragua var det vildeste og skøreste nogen nogensinde havde gjort – indtil de kom derned og indså, at alle andre var der i flere måneder.
Nyudklækkede havskildpadder
Tiden i byen blev brugt på afslapning i deres selskab, men grunden til at vi tog dertil var egentligt en anden: 20 km derfra ligger nemlig en strand, hvor skildpadder om natten kravler i land og lægger æg. Da vi tog derud en aften, var det heldigvis klække-sæson, så overalt piblede de bittesmå, nyudklækkede havskildpadder frem af sandet, hvor de skulle trodse naturens farer i form af bl.a. sultne krabber og hajer for at komme ud og vokse sig store.
Eftersom ingen af os kunne bære tanken om at se de små væsener blive hapset af krabber (hajerne kunne vi ikke gøre så meget ved – der var det trods alt hellere dem end os), besluttede vi os for at eskortere dem personligt ned til vandet – og det skulle vise sig at være en velbegrundet beslutning. Pludselig, mens Emma og Max fulgte lille Hercules på vej (Hercules var den suverænt hurtigste, Nancy var langsom, Tina var simpelthen dum, og Frederick var bare populær – behøver vi at sige, at det var Max, der fandt på navnene?!), dukkede en stor, fed krabbe op og glemte alt om tidligere tiders frygt for mennesker i dens blodrus; den ville have Hercules, koste hvad det ville! Max, som hurtigt blev grebet af et noget overraskende anfald af faderinstinkt, måtte nu samle al den mandighed, han ellers gjorde en dyd ud af at gemme langt bort, og slå den onde krabbe væk med sin bling-bling-belagte iPhone. Needless to say var han derefter dagens helt i skysovs, og det var sikkert som tak for hans heroiske indsats, at skildpadde-mor, Mildred, bagefter gjorde os den ære at komme op fra havet og kravle op på stranden for at lægge æg. Alt i alt var magien omkring denne skildpaddestrand noget så specielt, at vi på ingen måde fortrød at have lavet planerne om.
Costa Rica
Efter at have taget afsked med Max og Emma var det på tide at søge mod Costa Rica. Vi havde regnet os frem til, at vi ville spare ca. 20 dollars og en ukendt mængde tid ved at tage en taxa til grænsen og selv finde vej over, i forhold til at tage en international bus. Det skal dog siges, at grænseovergangen har et forfærdeligt, bureaukratisk ry, men vi tænkte, at det jo også ville være en oplevelse. Det gik da også helt fint, bortset fra at det var besværligt og lidt hårdt, når man slæber rundt på 20+ kg bagage. Den forløb som følger: Fra taxa-p-pladsen skulle vi gå hen til ét sted og få tjekket pas, og så gå 150 meter hen til et kontor og betale én dollar. Derpå skulle vi gå hen til et nyt kontor og få et stempel fra Nicaragua og betale to dollars, og så gå 300 meter igennem mudder hen og få tjekket pas, hvorefter vi skulle gå ind på et nyt kontor og få tjekket pas igen, og så gå 150 meter hen og få tjekket pas OG flybillet hjem, før vi så endelig kunne få et stempel – VELKOMMEN TIL COSTA RICA! På busturen til San Jose fik vi da også lige tjekket vores pas tre gange mere, men så har der heller ikke været mere af den slags efterfølgende.
Jordskælv
Vi må nok anerkende, at da vi begav os fra Nicaragua, var vores sind meget indstillede på, at vi snart skulle hjem, hvilket tiden i Costa Rica har båret præg af; så bortset fra lidt sightseeing i San Jose, har vi ikke lavet så meget. Dette skyldes naturligvis også, at vores første hele dag her var ret påvirket af det kraftige jordskælv, der ramte landet (7,6 på Richterskalaen).
Det skete om morgenen, mens vi sad og var helt benovede over den morgenbuffet, vores hotel var vært ved. Til at begynde med opfattede vi det ikke, men undrede os begge over, hvorfor den anden rystede sådan med bordet. Det var først da to ældre amerikanske herrer ved nabobordet spurgte, om vi kunne mærke jordskælvet, at det gik op for os, hvad det var, vi oplevede. Derefter tog det virkelig til, ting begyndte at rasle ned fra bordene, kaffen røg ud over det hele, og folk begyndte at søge ud i haven – ikke os, naturligvis, da vi havde alt for travlt med at sidde og ærgre os over kaffen. Vi havde ingen idé om, hvor kraftigt skælvet var, før vi efterfølgende slog det op på nettet og blev noget overraskede over styrken, og da Politiken så efterlyste oplysninger fra øjenvidner, tænkte vi, at vi da godt lige kunne fortælle, hvad vi havde oplevet. Vi var på ingen måder klar over, at vores oplysninger ville blive brugt på den måde, som de blev i artiklen, så da vi pludselig så vores navne i ’BREAKING NEWS!’- artiklen, lå vi flade af grin af overraskelse. Jaja, så har vi også fået vores ’15 minutes of fame’!
Se alle vores rejseforslag til Costa Rica har.
En lille ø bestående af to vulkaner
Vi skyndte os derfor videre til vores hoveddestination i landet: Isla de Ometepe. Ometepe er en lille ø bestående af to vulkaner, hvis lava er vokset sammen, og som i øvrigt ligger ude midt i en stor sø. Man kommer derud ved at tage en færge, som må siges at være vandets svar på en chickenbus – den osede i hvert fald lige så meget! Men så snart vi nåede øen, var det et af de mest fredelige steder, man kunne forestille sig.
Selvom det er en almindelig attraktion på de kanter, bar øen tydeligt præg af, at vi ankom uden for sæsonen, så her kunne vi få et indblik i det "ægte" Nicaragua, med alt hvad det indebærer af fattigdom (det er det fattigste land i Mellemamerika) og venlighed. Vi valgte at gå all-in på det lokale, så vi lejede et par cykler og trampede vores vej rundt til udsigtspunkter og seværdigheder.
På ét punkt måtte vi dog indse, at vi bare ikke var nicaraguanere: Vores sarte bagdele var ikke hærdede til de jernblokke, de valgte at kalde sadler, så vores 30 kilometer lange cykeltur medførte, at det de næste dage blev en meget smertefuld oplevelse at sætte sig ned.
San Juan del Sur
På Ometepe blev vi også nødt til at se en anden kendsgerning i øjnene: Hvis vi holdt os til vores oprindelige plan, ville vi komme til at tilbringe den næste uge i en bus og kun have én aften på én ø og én dag på en anden. Og efter at have brugt rigeligt tid på transport allerede, var det ikke en situation, vi ligefrem glædede os til. Store tanker blev derfor tænkt, og ultimativt set blev planen lavet om. Efter Ometepe tog vi derfor til en anden nicaraguansk attraktion; feriebyen San Juan del Sur.
På vejen slog vi følgeskab med to amerikanere, Max og Emma, der begge var utroligt søde, meget hashrygende og enormt feminine væsner, som, inden de tog af sted, havde syntes, at dét at tage en uge til Nicaragua var det vildeste og skøreste nogen nogensinde havde gjort – indtil de kom derned og indså, at alle andre var der i flere måneder.
Nyudklækkede havskildpadder
Tiden i byen blev brugt på afslapning i deres selskab, men grunden til at vi tog dertil var egentligt en anden: 20 km derfra ligger nemlig en strand, hvor skildpadder om natten kravler i land og lægger æg. Da vi tog derud en aften, var det heldigvis klække-sæson, så overalt piblede de bittesmå, nyudklækkede havskildpadder frem af sandet, hvor de skulle trodse naturens farer i form af bl.a. sultne krabber og hajer for at komme ud og vokse sig store.
Eftersom ingen af os kunne bære tanken om at se de små væsener blive hapset af krabber (hajerne kunne vi ikke gøre så meget ved – der var det trods alt hellere dem end os), besluttede vi os for at eskortere dem personligt ned til vandet – og det skulle vise sig at være en velbegrundet beslutning. Pludselig, mens Emma og Max fulgte lille Hercules på vej (Hercules var den suverænt hurtigste, Nancy var langsom, Tina var simpelthen dum, og Frederick var bare populær – behøver vi at sige, at det var Max, der fandt på navnene?!), dukkede en stor, fed krabbe op og glemte alt om tidligere tiders frygt for mennesker i dens blodrus; den ville have Hercules, koste hvad det ville! Max, som hurtigt blev grebet af et noget overraskende anfald af faderinstinkt, måtte nu samle al den mandighed, han ellers gjorde en dyd ud af at gemme langt bort, og slå den onde krabbe væk med sin bling-bling-belagte iPhone. Needless to say var han derefter dagens helt i skysovs, og det var sikkert som tak for hans heroiske indsats, at skildpadde-mor, Mildred, bagefter gjorde os den ære at komme op fra havet og kravle op på stranden for at lægge æg. Alt i alt var magien omkring denne skildpaddestrand noget så specielt, at vi på ingen måde fortrød at have lavet planerne om.
Costa Rica
Efter at have taget afsked med Max og Emma var det på tide at søge mod Costa Rica. Vi havde regnet os frem til, at vi ville spare ca. 20 dollars og en ukendt mængde tid ved at tage en taxa til grænsen og selv finde vej over, i forhold til at tage en international bus. Det skal dog siges, at grænseovergangen har et forfærdeligt, bureaukratisk ry, men vi tænkte, at det jo også ville være en oplevelse. Det gik da også helt fint, bortset fra at det var besværligt og lidt hårdt, når man slæber rundt på 20+ kg bagage. Den forløb som følger: Fra taxa-p-pladsen skulle vi gå hen til ét sted og få tjekket pas, og så gå 150 meter hen til et kontor og betale én dollar. Derpå skulle vi gå hen til et nyt kontor og få et stempel fra Nicaragua og betale to dollars, og så gå 300 meter igennem mudder hen og få tjekket pas, hvorefter vi skulle gå ind på et nyt kontor og få tjekket pas igen, og så gå 150 meter hen og få tjekket pas OG flybillet hjem, før vi så endelig kunne få et stempel – VELKOMMEN TIL COSTA RICA! På busturen til San Jose fik vi da også lige tjekket vores pas tre gange mere, men så har der heller ikke været mere af den slags efterfølgende.
Jordskælv
Vi må nok anerkende, at da vi begav os fra Nicaragua, var vores sind meget indstillede på, at vi snart skulle hjem, hvilket tiden i Costa Rica har båret præg af; så bortset fra lidt sightseeing i San Jose, har vi ikke lavet så meget. Dette skyldes naturligvis også, at vores første hele dag her var ret påvirket af det kraftige jordskælv, der ramte landet (7,6 på Richterskalaen).
Det skete om morgenen, mens vi sad og var helt benovede over den morgenbuffet, vores hotel var vært ved. Til at begynde med opfattede vi det ikke, men undrede os begge over, hvorfor den anden rystede sådan med bordet. Det var først da to ældre amerikanske herrer ved nabobordet spurgte, om vi kunne mærke jordskælvet, at det gik op for os, hvad det var, vi oplevede. Derefter tog det virkelig til, ting begyndte at rasle ned fra bordene, kaffen røg ud over det hele, og folk begyndte at søge ud i haven – ikke os, naturligvis, da vi havde alt for travlt med at sidde og ærgre os over kaffen. Vi havde ingen idé om, hvor kraftigt skælvet var, før vi efterfølgende slog det op på nettet og blev noget overraskede over styrken, og da Politiken så efterlyste oplysninger fra øjenvidner, tænkte vi, at vi da godt lige kunne fortælle, hvad vi havde oplevet. Vi var på ingen måder klar over, at vores oplysninger ville blive brugt på den måde, som de blev i artiklen, så da vi pludselig så vores navne i ’BREAKING NEWS!’- artiklen, lå vi flade af grin af overraskelse. Jaja, så har vi også fået vores ’15 minutes of fame’!
Se alle vores rejseforslag til Costa Rica har.
