Af Troels
Tidspunkt for rejse
2014
Toppen af Mount Rinjani ligger i 3800 meters højde og siges at være et af de mest udfordrende treks i Indonesien. Det skræmte os dog ikke. Efter adskillelige lange, raske gåture på de danske sletter, ugentlige løbeture samt cykelture til og fra arbejde følte vi os i fin form – sunde og raske i hvert fald. Dagen inden trekket var vi lidt nervøse for, om vores form nu ville holde, og selvfølgelig nervøse for at blive overhalet af andre dødambitiøse trekkere, hvis største ønske var at nå toppen som de første.
Dag 1 – Basecamp
Vores rejse-team bestod af guiden Hero (vores helt), det hollandske par Henny og Ketty, det engelske par Ashleigh og Ross samt canadiske Marie. Allerede efter en times tid havde vi det sjovt, og Ross, som har en ”nydelig” sangstemme, underholdt alle bjergets trekkende med sang. Hero kunne selvfølgelig bære tre gange den vægt, vi havde i vores rygsække, og efter os fulgte yderligere syv bærere med vores mad, drikke, telte og soveposer. Vi var lamslåede over deres fysiske formåen, men i Indonesien er det en livsstil at være bærer, og de måtte have et kondital svarende til vores andres tilsammen.
Vi begyndte vores trek ved 1600 meters højde og steg til 2600 meter højde samme dag. Efter 8 timers vandring var vi meget udmattede, og de sidste 300 meter trak tænder ud. Vi ankom til basecamp med spaghettiben, men levede op da vi så, at der ventede os varme drikke og lækker aftensmad, og sidst men ikke mindst en storslået udsigt over et skyhav med solnedgang.
Dag 2 – Summit
Vi stod op kl. 2 om natten for at nå toppen inden solopgang. Vi havde fået at vide, at denne del af turen ville være den hårdeste, men vi var meget opsatte på at nå toppen. Aftenen inden havde Hero fortalt, at der normalt er 20%, som ikke når helt til toppen. Fra Basecamp kunne vi se en lang tråd af lys fra de trekkende, og vi gik for enden af den. I takt med at vi steg i højdemeter, blev luften tyndere og tyndere, og det blev ikke mindre stejlt. Med en meget stor portion viljestyrke og knap så meget styrke i benene fik vi KÆMPET os til toppen. Vi nåede det ikke til solopgangen, men så den dog, mens vi gik op. Det sidste stykke inden toppen gik vi i dyb grus, og hver gang man tog ét skridt, skred man to tilbage. Gisp, det var hårdt!
Vil du selv prøve kræfter med et trek til toppen af Mount Rinjani? Så læse mere om turen i rejseforslaget her.
Følelsen af at stå på toppen, efter man har presset sig selv til det yderste af ens fysiske formåen, er den fedeste følelse, jeg har oplevet. Vi tog os god tid til at nyde klimaks, og så begyndte vi ellers at bevæge os ned i krateret, hvor vi skulle overnatte. Efter 10 timers vandring ventede der os et dejligt varmt bad i hot springs. Om aftenen sad vi om bålet, mens Hero fortalte spøgelseshistorier.
Dag 3 – Tilbage til civilisationen
Vi vågnede til en smuk morgen, og da vi stod op lettede tågen fra den spejlblanke vulkansø. Lokale fiskere campede langs bredden, og en 75 årig indoneser, som vi havde mødt dagen forinden på vej op ad bjerget i klip-klappere, var der også. Vejen op til kraterkanten virkede som barnemad sammenlignet med gårsdagens vanvittigt hårde trek, og vi havde udsigt ud over vulkansøen hele vejen. På vej ned løb vi sammen med bærerne, som har udviklet en teknik til at komme ekstra hurtigt ned af bjerget. Da vi var tilbage i den lille bjergby, Senaru, hvor vi startede, var vi meget trætte, men også stolte af os selv. Vi kunne ikke lade være med at sige til hinanden ”de ved ikke, hvad der venter dem”, da vi så holdet af trekkere, der skulle bestige bjerget næste morgen.
Konklusion: Gør det!! Men tag dig i agt og forbered dig fysisk. Det er hårdere end de siger, men klart det hele værd!
Find mere inspiration her:
Se alle vores spændende rejseforslag til Indonesien her.
Er du vild med trekking?Se vores liste over verdens bedste treks her.
Du kan booke plads på et af vores treks med dansk rejseleder her.
Dag 1 – Basecamp
Vores rejse-team bestod af guiden Hero (vores helt), det hollandske par Henny og Ketty, det engelske par Ashleigh og Ross samt canadiske Marie. Allerede efter en times tid havde vi det sjovt, og Ross, som har en ”nydelig” sangstemme, underholdt alle bjergets trekkende med sang. Hero kunne selvfølgelig bære tre gange den vægt, vi havde i vores rygsække, og efter os fulgte yderligere syv bærere med vores mad, drikke, telte og soveposer. Vi var lamslåede over deres fysiske formåen, men i Indonesien er det en livsstil at være bærer, og de måtte have et kondital svarende til vores andres tilsammen.
Vi begyndte vores trek ved 1600 meters højde og steg til 2600 meter højde samme dag. Efter 8 timers vandring var vi meget udmattede, og de sidste 300 meter trak tænder ud. Vi ankom til basecamp med spaghettiben, men levede op da vi så, at der ventede os varme drikke og lækker aftensmad, og sidst men ikke mindst en storslået udsigt over et skyhav med solnedgang.
Dag 2 – Summit
Vi stod op kl. 2 om natten for at nå toppen inden solopgang. Vi havde fået at vide, at denne del af turen ville være den hårdeste, men vi var meget opsatte på at nå toppen. Aftenen inden havde Hero fortalt, at der normalt er 20%, som ikke når helt til toppen. Fra Basecamp kunne vi se en lang tråd af lys fra de trekkende, og vi gik for enden af den. I takt med at vi steg i højdemeter, blev luften tyndere og tyndere, og det blev ikke mindre stejlt. Med en meget stor portion viljestyrke og knap så meget styrke i benene fik vi KÆMPET os til toppen. Vi nåede det ikke til solopgangen, men så den dog, mens vi gik op. Det sidste stykke inden toppen gik vi i dyb grus, og hver gang man tog ét skridt, skred man to tilbage. Gisp, det var hårdt!
Vil du selv prøve kræfter med et trek til toppen af Mount Rinjani? Så læse mere om turen i rejseforslaget her.
Følelsen af at stå på toppen, efter man har presset sig selv til det yderste af ens fysiske formåen, er den fedeste følelse, jeg har oplevet. Vi tog os god tid til at nyde klimaks, og så begyndte vi ellers at bevæge os ned i krateret, hvor vi skulle overnatte. Efter 10 timers vandring ventede der os et dejligt varmt bad i hot springs. Om aftenen sad vi om bålet, mens Hero fortalte spøgelseshistorier.
Dag 3 – Tilbage til civilisationen
Vi vågnede til en smuk morgen, og da vi stod op lettede tågen fra den spejlblanke vulkansø. Lokale fiskere campede langs bredden, og en 75 årig indoneser, som vi havde mødt dagen forinden på vej op ad bjerget i klip-klappere, var der også. Vejen op til kraterkanten virkede som barnemad sammenlignet med gårsdagens vanvittigt hårde trek, og vi havde udsigt ud over vulkansøen hele vejen. På vej ned løb vi sammen med bærerne, som har udviklet en teknik til at komme ekstra hurtigt ned af bjerget. Da vi var tilbage i den lille bjergby, Senaru, hvor vi startede, var vi meget trætte, men også stolte af os selv. Vi kunne ikke lade være med at sige til hinanden ”de ved ikke, hvad der venter dem”, da vi så holdet af trekkere, der skulle bestige bjerget næste morgen.
Konklusion: Gør det!! Men tag dig i agt og forbered dig fysisk. Det er hårdere end de siger, men klart det hele værd!
Find mere inspiration her:
Se alle vores spændende rejseforslag til Indonesien her.
Er du vild med trekking?Se vores liste over verdens bedste treks her.
Du kan booke plads på et af vores treks med dansk rejseleder her.
