Vi har dårligt forladt havnen i Uclulet med et lille udflugtsskib, før vi får vores første store naturoplevelse. På toppen af en pæl sidder en kæmpestor havørn, der let kendes på sit kridhvide hoved og ellers mørke fjerdragt. Her sidder den amerikanske nationalfugl klar til at gå på jagt efter de store laks, som den griber med sine spidse kløer og flyver på land med for at mæske sig i det lækre fiskekød.
Vestkysten af Vancouver Island
Inden vi kom til Uclulet er vi kørt de godt 200 km over bjergene fra Courtenay midt på østkysten til Uclulet på vestkysten af Vancouver Island. Naturen her er uovertruffen og enorm. I atlasset ser Vancouver Island ikke så stor ud, men vi finder hurtigt ud af, at med en længde på over 500 km er vi nødt til at begrænse os, da vi kun har ca. otte dage til rådighed her. Men området omkring Pacific Rim National Park vil vi absolut ikke gå glip af.
Undervejs over øen er vi kommet igennem Cathedral Grove, der er en af de sidste tilgængelige skove med kæmpe træer. Nogle af træerne her er over 800 år gamle og op til 75 meter høje. Man føler sig vitterligt som en myre, når man lægger nakken tilbage og kigger op mod toppen af disse kæmper. Skal man danse om sådan et ”juletræ” og slutte kæden, skal der nogle stykker til. De største fyrretræer her er over ni meter i omkreds!
Endnu et stop undervejs er ved Stamp River lige udenfor Port Alberni, hvor vi ser laksene prøve at forcere de små vandfald for at vandre op ad floden for at gyde. De dummeste af fiskene har dog ikke opdaget, at man ved siden af floden har bygget en fisketrappe, hvor fiskene langt nemmere kan forcere højderne i stedet for at udmatte sig selv ved at prøve at springe op ad de høje vandfald.
Fiskerlandsbyen Uclulet
Efter en smuk køretur med flotte udsigter til høje bjerge og store søer når vi frem til den lille fiskerlandsby Uclulet eller Ukee, som de lokale kalder byen. Af de to byer i området, Tofino og Uclulet, valgte vi Uclulet, som efter sigende skulle være lidt billigere end den mere turistede Tofino.
Efter at have tjekket forskellige udflugtsfirmaer booker vi en tur hos en lokal fyr, som vi sejler med fra den lille hyggelige havn. Efter vores første oplevelse med havørnen fortsætter vi i det fremragende solskinsvejr ind i farvandet Barkley Sound.
Bjørne
Vi har ikke sejlet længe, før jeg spotter en lille sort plet på stranden i det fjerne. Vi sejler så tæt på som brændingen tillader det, og min antagelse er ganske rigtig. Den sorte plet er en sortbjørn, der er i gang med at lede efter føde på stranden. Det er ganske betryggende at kunne sidde her på båden i sikker afstand og betragte dette smukke dyr. Under vores adskillige vandreture i Rocky Mountains i dagene forinden har vi medbragt både bjørneklokke og peberspray som en ekstra forsikring mod eventuelle møder med bjørne. Her i september er det bær-sæson, og bjørnene æder og æder for at blive tykke og fede, inden de går i vinterhi. Vi var hele tiden på tæerne og holdt udkig ind mellem træerne, og den ene træstub eller klippeblok efter den anden blev gang på gang forvekslet med bjørne. Et møde med en bjørn behøver ikke være fatalt, hvis man opfører sig hensigtsmæssigt, men glem alt om at kravle i ”sikkerhed” i et træ, for sortbjørne klatrer også i træer. På en ridetur gennem skoven i Wells Gray Provincial Park så vi tydelige mærker af bjørnekløer i barken langt op i et aldeles lodret træ.
Pukkelhvaler
Efter de obligatoriske fotos af bjørnen, sejler vi længere ind i bugten og støder inden længe på en flok pukkelhvaler. De ser trods deres enorme størrelse meget graciøse ud, når de bryder overfladen med rygfinnen og dykker med den smukke halefinne som det sidste, der viser sig. Hver enkelt halefinne er med sine unikke hvide aftegninger på den sorte baggrund hvalens fingeraftryk. Ikke to er ens.
Nogle minutter senere dukker hvalen op til overfladen igen, og sådan bliver det ved længe. Ind imellem bryder den overfladen med hele hovedet og laver sit karakteristisk ”spyhop”, og alle på båden råber ih og åh og wauw, og der knipses løs med kameraerne. Det er et fascinerende syn.
Søløver
Vi fortsætter længere ind mellem Broken Group Islands på udkig efter flere dyr og finder en koloni søløver, der henslængt på en klippe soler sig. I vandet omkring os stikker den ene søløve efter den anden hovedet op og kigger lige så nysgerrigt på os, som vi på den. Dette er de store Steller-søløver, hvor hannen med en vægt på op til omkring 1000 kg og en længde over tre meter er verdens største søløver. På land er de lige så kluntede, som de i vandet ser fjerlette ud, og de navigerer behændigt rundt mellem en gruppe kajakroere.
Vi har ellers sejlet rund i det smukkeste solskinsvejr, men pludselig ruller en tyk tåge ind fra havet, og i løbet af få minutter kan vi dårligt se en hånd for os. Heldigvis er båden udstyret med radar, og vi snor os sikkert ind og ud mellem klippeøerne og sætter kursen tilbage mod Uclulet. Tilbagelænet i de behagelige sæder fordøjes de fantastiske naturoplevelser, og vi lægger planer for de næste. I Victoria skal vi nemlig ud at se spækhuggere, masser af spækhuggere, men det er en anden historie.
Find alle vores rejseforslag til Canada her.
Vestkysten af Vancouver Island
Inden vi kom til Uclulet er vi kørt de godt 200 km over bjergene fra Courtenay midt på østkysten til Uclulet på vestkysten af Vancouver Island. Naturen her er uovertruffen og enorm. I atlasset ser Vancouver Island ikke så stor ud, men vi finder hurtigt ud af, at med en længde på over 500 km er vi nødt til at begrænse os, da vi kun har ca. otte dage til rådighed her. Men området omkring Pacific Rim National Park vil vi absolut ikke gå glip af.
Undervejs over øen er vi kommet igennem Cathedral Grove, der er en af de sidste tilgængelige skove med kæmpe træer. Nogle af træerne her er over 800 år gamle og op til 75 meter høje. Man føler sig vitterligt som en myre, når man lægger nakken tilbage og kigger op mod toppen af disse kæmper. Skal man danse om sådan et ”juletræ” og slutte kæden, skal der nogle stykker til. De største fyrretræer her er over ni meter i omkreds!
Endnu et stop undervejs er ved Stamp River lige udenfor Port Alberni, hvor vi ser laksene prøve at forcere de små vandfald for at vandre op ad floden for at gyde. De dummeste af fiskene har dog ikke opdaget, at man ved siden af floden har bygget en fisketrappe, hvor fiskene langt nemmere kan forcere højderne i stedet for at udmatte sig selv ved at prøve at springe op ad de høje vandfald.
Fiskerlandsbyen Uclulet
Efter en smuk køretur med flotte udsigter til høje bjerge og store søer når vi frem til den lille fiskerlandsby Uclulet eller Ukee, som de lokale kalder byen. Af de to byer i området, Tofino og Uclulet, valgte vi Uclulet, som efter sigende skulle være lidt billigere end den mere turistede Tofino.
Efter at have tjekket forskellige udflugtsfirmaer booker vi en tur hos en lokal fyr, som vi sejler med fra den lille hyggelige havn. Efter vores første oplevelse med havørnen fortsætter vi i det fremragende solskinsvejr ind i farvandet Barkley Sound.
Bjørne
Vi har ikke sejlet længe, før jeg spotter en lille sort plet på stranden i det fjerne. Vi sejler så tæt på som brændingen tillader det, og min antagelse er ganske rigtig. Den sorte plet er en sortbjørn, der er i gang med at lede efter føde på stranden. Det er ganske betryggende at kunne sidde her på båden i sikker afstand og betragte dette smukke dyr. Under vores adskillige vandreture i Rocky Mountains i dagene forinden har vi medbragt både bjørneklokke og peberspray som en ekstra forsikring mod eventuelle møder med bjørne. Her i september er det bær-sæson, og bjørnene æder og æder for at blive tykke og fede, inden de går i vinterhi. Vi var hele tiden på tæerne og holdt udkig ind mellem træerne, og den ene træstub eller klippeblok efter den anden blev gang på gang forvekslet med bjørne. Et møde med en bjørn behøver ikke være fatalt, hvis man opfører sig hensigtsmæssigt, men glem alt om at kravle i ”sikkerhed” i et træ, for sortbjørne klatrer også i træer. På en ridetur gennem skoven i Wells Gray Provincial Park så vi tydelige mærker af bjørnekløer i barken langt op i et aldeles lodret træ.
Pukkelhvaler
Efter de obligatoriske fotos af bjørnen, sejler vi længere ind i bugten og støder inden længe på en flok pukkelhvaler. De ser trods deres enorme størrelse meget graciøse ud, når de bryder overfladen med rygfinnen og dykker med den smukke halefinne som det sidste, der viser sig. Hver enkelt halefinne er med sine unikke hvide aftegninger på den sorte baggrund hvalens fingeraftryk. Ikke to er ens.
Nogle minutter senere dukker hvalen op til overfladen igen, og sådan bliver det ved længe. Ind imellem bryder den overfladen med hele hovedet og laver sit karakteristisk ”spyhop”, og alle på båden råber ih og åh og wauw, og der knipses løs med kameraerne. Det er et fascinerende syn.
Søløver
Vi fortsætter længere ind mellem Broken Group Islands på udkig efter flere dyr og finder en koloni søløver, der henslængt på en klippe soler sig. I vandet omkring os stikker den ene søløve efter den anden hovedet op og kigger lige så nysgerrigt på os, som vi på den. Dette er de store Steller-søløver, hvor hannen med en vægt på op til omkring 1000 kg og en længde over tre meter er verdens største søløver. På land er de lige så kluntede, som de i vandet ser fjerlette ud, og de navigerer behændigt rundt mellem en gruppe kajakroere.
Vi har ellers sejlet rund i det smukkeste solskinsvejr, men pludselig ruller en tyk tåge ind fra havet, og i løbet af få minutter kan vi dårligt se en hånd for os. Heldigvis er båden udstyret med radar, og vi snor os sikkert ind og ud mellem klippeøerne og sætter kursen tilbage mod Uclulet. Tilbagelænet i de behagelige sæder fordøjes de fantastiske naturoplevelser, og vi lægger planer for de næste. I Victoria skal vi nemlig ud at se spækhuggere, masser af spækhuggere, men det er en anden historie.
Find alle vores rejseforslag til Canada her.
