Af Nina Marie Villadsen
En almindelig dag på kontoret to år tidligere (Nina er marketingchef her hos Jysk Rejsebureau) havde jeg tilladt mig lidt rejseinspiration og var faldet over Papua Ny Guinea – et sted, der for mig var temmelig ukendt, men emmede af uigennemtrængelig jungle og rygter om kannibaler. Kunne man virkeligt rejse hertil? Da jeg fandt et bekræftende svar, lovede jeg straks mig selv, at her skulle jeg hen – også selv om der er ekstra langt til Papua Ny Guinea.
To år senere er jeg netop vendt hjem efter en af de største, vildeste og bedste rejseoplevelser i mit liv.
Langt væk fra Danmark
To mellemlandinger og adskillige timer i fly og lufthavne senere ankommer jeg til Port Moresby; hovedstaden i landet, der i skrivende stund fik selvstændighed for knap 50 år siden. Jeg har set mig mæt i YouTube-videoer om, hvad der venter mig, slugt en næsten ti år gammel guide fra Lonely Planet og endda lånt en bog af en god kollega om en af de første opdagelsesrejsendes oplevelser i Papua Ny Guinea. Alt sammen pegede i én retning: Vi er langt væk fra Danmark – både geografisk og i den grad også kulturelt.
For 150 år siden var diverse europæere, missionærer og opdagelsesrejsende i fuld gang med at gå i land langs Papua Ny Guineas kyster, hvilket ofte var besværliggjort af junglesygdomme og det simple faktum, at lokale fra de omkringliggende øer sjældent turde lægge til langs kysterne af frygt for de lokale, som var kendte krigere.
I dag er det meste af Papua Ny Guinea opdaget, hvis man kan kalde det det, men de ca. 4.000 stammer, der taler 839 forskellige sprog, har stadig hver deres kulturelle forskelligheder velbevaret trods kristne missionærers ihærdige forsøg på at gøre stammerne mere ”civiliserede”. Så selv om nøgenhed ofte er blevet erstattet med tøj, og især mange unge har lært noget engelsk, så er her stadig en helt unik mulighed for at komme tæt på mennesker, hvis levevis er meget anderledes end den, vi kender her i Danmark.
Stammekrig og hjertevarme på én og samme tid
Man anbefales ikke bare at bevæge sig frit rundt i Papua Ny Guinea – særligt ikke i de større byer langs kysten, mens det langt nemmere lader sig gøre i de mindre byer i højlandet. For stammekrige er en del af kulturen: De har intet med os rejsende at gøre og holder sig oftest helt lokalt mellem de stammer, som er uenige.
Min egen oplevelse af de lokale var et nysgerrigt og hjertevarmt møde med stor taknemmelighed mod os rejsende, som ønsker at opleve stammernes helt unikke kultur. Her er man ikke bare velkommen, man er ventet med længsel og stor åbenhed.
Goroka – oplevelsen alle mennesker burde få
Efter en kort indenrigsflyvning op i højlandet lander jeg i Goroka, hvor hundredevis af stammer hvert år mødes til det årlige Goroka-show.
Stammerne i højlandet blev først opdaget af omverdenen sidst i 1920erne. Her er enormt frodigt, junglen er uigennemtrængeligt tæt, og stammekulturen meget upåvirket.
På trods af min research og forberedelser er jeg helt uforberedt på oplevelsen: I minibus trænger vi os langsomt frem gennem menneskemasserne, som har forsamlet sig i byens gader. Stemningen er høj, og jeg ser for første gang spredte grupper iført traditionel stamme-beklædning og ansigtsmaling – jeg bliver høj af synene, der møder mig. Hvor er det vildt! Jeg må knibe mig i armen, men det er rigtigt nok – det her sker virkelig.
Minibussen kører gennem en afspærring ind på en parkeringsplads, og jeg hopper ud på jorden og mærker, at den ryster rytmisk under mine fødder. Hvad er det her? Ledt af den erfarne lokale guide går jeg forbi adskillige markedsstande med ting, som jeg aldrig har set før, men der er ikke tid til at stoppe op – vi skal ind på pladsen, og da jeg drejer forbi den sidste stand, bliver jeg mødt af et syn, som får mig til at stoppe helt op.
Euforisk virvar – som jeg elskede!
Den enorme plads er fyldt med grupperinger af forskellige stammer i hver deres traditionelle beklædning og med mere eller mindre malede ansigter.
Og hvis du lige nu tænker, at det er et show for de få turisters skyld, så tager du fejl. De elsker at møde rejsende fra hele verden og dele ud af deres kultur, for om noget, så er de stolte af den, og det er derfor, de er her – fordi Goroka-showet er den årlige mulighed for at vise stammen frem, stolt og majestætisk, overfor lokale, andre stammer – og ja, os rejsende.
Da jeg får pusten igen, går jeg ind på pladsen. Først stille og søgende. Må jeg gå tæt på? Må jeg fotografere? Hvordan hilser jeg bedst, og hvordan undgår jeg at forstyrre? Mødt af mange nysgerrige smil, vinken og nik, når jeg tager kameraet frem, føler jeg mig hurtigt velkommen og smutter euforisk fra den ene stamme til den anden, rundtosset af alle indtrykkene fra sang, trommer, rytmisk trampen og alle de syn, der vælter ind på nethinden.
I den modsatte ende af pladsen, gennem en stor åbning, kommer konstant nye stammer ind på pladsen – den ene efter den anden; ikke nysgerrigt søgende som jeg selv, men majestætisk, nærmest royalt, med hovederne hævede og energiniveauet helt i top. Her får jeg det ene kulturelle slag i ansigtet efter det andet – og jeg elsker det!
Ja, du må gerne være med
Du kan godt gå ud på tilskuerpladserne og være passiv tilskuer, hvis du vil. Men jeg vil anbefale, at du kaster dig ind på pladsen og med åbent sind tager imod alt, hvad der her kommer din vej – bare rolig, ingen vil dig ondt her.
At se en frygtløs kriger direkte i øjnene, når han stolt og kraftfuldt løfter sit spyd; være ved at gå ind i den berømte Mud Man fra Asaro, der har sneget sig ind på dig i virvaret; blive rakt tunge ad af en mand malet i sorthvide striber; taget i hånden af en majestætisk halvnøgen kvinde og trukket ind i den rytmiske stammedans, inden en anden kriger spørger dig, om han må male dit ansigt i sin stammes farver.
Det her er oplevelsen, der spiller symfonier på din sjæls strenge og får dig til at svæve med på de bølgende rytmer.
Asaro Mud Men
Det er ikke alle stammer, der brager løs med kraftige farver, enorme udsmykninger og rytmiske danse. Nogle, som de berømte Mud Men fra Asaro, der er smurt ind i det lyse ler, som kun findes i deres område, og som har store og frygtindgydende masker over hovedet af samme ler, lister stille rundt. De er kendt for at snige sig ind på deres fjender i morgendisen, hvor de træder frem af buskadset som spøgelser – spøgelser der nemt kan ramme plet med bue og pil på 150 meters afstand vel at mærke.
Jeg er så heldig at besøge en landsby i Asaro, hvor jeg smager det traditionelle festmåltid momo, som er mad tilberedt i jorden indpakket i bananblade. Jeg ser også, hvordan de laver ild, bruger bue og pil, og så besøger jeg deres spirituelle hytte, hvor en ældre mand sidder helt stille med et gedekranie på hovedet og sørger for landsbyens kommunikation med den spirituelle verden. Wauw!
Men det største er den ældre dame, som sidder på jorden lænet op ad en hytte. Vi får øjenkontakt med det samme, da jeg kommer ind i landsbyen. Jeg går hen til hende og præsenterer mig. Hun kan ikke et ord engelsk, men vil ikke give slip på min hånd, og jeg må sætte mig hos hende. Hendes glæde er enorm, og med store smil, kys på hænder og en masse ord, jeg ikke forstår, fører vi en art samtale med fagter og mimik, indtil en lidt yngre dame kommer til og oversætter sparsomt. Det sidste er det vigtigste; den ældre dame ser mig som en datter og vil, at jeg er en del af familien. Bliver jeg rørt? Ja, det kan du tro! Mødet med hende tror jeg aldrig, jeg kommer til at glemme.
Mount Hagen
Efter Goroka går turen mod Mount Hagen – landets tredjehøjeste bjerg. Her holdes normalt en mindre og langt mere ukendt festival med manddomsprøver og aftale af brudepris. I år var den aflyst, og sådan kan det gå, når man rejser ud til steder, som ikke eksisterer for turister, men hvor rejsende bare har en sjælden mulighed for et indblik i de lokales helt unikke verden.
I stedet bliver det til besøg i lokale og meget afsidesliggende landsbyer. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad jeg gik glip af, men det fantastiske er, at jeg slet ikke føler, jeg er gået glip af noget, for besøgene hjemme hos stammerne selv er helt i særklasse og dertil sjældne muligheder for med ro og fokus at komme helt tæt på de enkelte mennesker på hjemmebane.
På magisk vis føler jeg, at jeg blev integreret ind i en gruppe af kvinder i den ene landsby – vi sad sammen, snakkede sammen, grinede sammen. Jeg så en anden stammes gemte kranier til minde om deres forfædre; en tradition som kristne missionærer ellers ivrigt har forsøgt at udrydde. Generelt gør man traditionelt én af to ting med den afdøde i Papua Ny Guinea alt efter, hvilken stamme det er. Enten ryges liget og stilles derefter frem på en bjergside, så forfaderen kan se ud over landsbyen fra helligt sted, eller liget begraves vertikalt, mens hovedet bliver oven over jorden, men tildækket indtil det kan fjernes fra resten af kroppen og beholdes hjemme hos de sørgende familiemedlemmer, for at have den afdøde tæt på. I dag er begge traditioner næsten uddøde og erstattet med mere traditionelle grave, men stadig tæt på familierne.
Hvordan kommer man overhovedet hjem igen?
Det er spørgsmålet, jeg hjemme igen i Danmark stiller mig selv. For den her slags oplevelse glider ikke bare af sjælen som olie på varm teflon. Rytmerne, smilene, farverne, ansigterne, maden, hænderne jeg holdt, og øjnene jeg kiggede ind i, løber nu med blodet gennem min krop, ændrer mine celler og har gjort mig til et lidt andet, men på alle måder meget meget rigere, menneske – og det skal jeg lige vænne mig til her i Danmark, så uendeligt langt væk fra Papua Ny Guinea.
Men én ting ved jeg med sikkerhed: Rejsen var det hele værd – og burde være alle mennesker forundt!
Find selv inspiration til en rejse i Papua Ny Guinea her.
To år senere er jeg netop vendt hjem efter en af de største, vildeste og bedste rejseoplevelser i mit liv.
Langt væk fra Danmark
To mellemlandinger og adskillige timer i fly og lufthavne senere ankommer jeg til Port Moresby; hovedstaden i landet, der i skrivende stund fik selvstændighed for knap 50 år siden. Jeg har set mig mæt i YouTube-videoer om, hvad der venter mig, slugt en næsten ti år gammel guide fra Lonely Planet og endda lånt en bog af en god kollega om en af de første opdagelsesrejsendes oplevelser i Papua Ny Guinea. Alt sammen pegede i én retning: Vi er langt væk fra Danmark – både geografisk og i den grad også kulturelt.
For 150 år siden var diverse europæere, missionærer og opdagelsesrejsende i fuld gang med at gå i land langs Papua Ny Guineas kyster, hvilket ofte var besværliggjort af junglesygdomme og det simple faktum, at lokale fra de omkringliggende øer sjældent turde lægge til langs kysterne af frygt for de lokale, som var kendte krigere.
I dag er det meste af Papua Ny Guinea opdaget, hvis man kan kalde det det, men de ca. 4.000 stammer, der taler 839 forskellige sprog, har stadig hver deres kulturelle forskelligheder velbevaret trods kristne missionærers ihærdige forsøg på at gøre stammerne mere ”civiliserede”. Så selv om nøgenhed ofte er blevet erstattet med tøj, og især mange unge har lært noget engelsk, så er her stadig en helt unik mulighed for at komme tæt på mennesker, hvis levevis er meget anderledes end den, vi kender her i Danmark.
Stammekrig og hjertevarme på én og samme tid
Man anbefales ikke bare at bevæge sig frit rundt i Papua Ny Guinea – særligt ikke i de større byer langs kysten, mens det langt nemmere lader sig gøre i de mindre byer i højlandet. For stammekrige er en del af kulturen: De har intet med os rejsende at gøre og holder sig oftest helt lokalt mellem de stammer, som er uenige.
Min egen oplevelse af de lokale var et nysgerrigt og hjertevarmt møde med stor taknemmelighed mod os rejsende, som ønsker at opleve stammernes helt unikke kultur. Her er man ikke bare velkommen, man er ventet med længsel og stor åbenhed.
Goroka – oplevelsen alle mennesker burde få
Efter en kort indenrigsflyvning op i højlandet lander jeg i Goroka, hvor hundredevis af stammer hvert år mødes til det årlige Goroka-show.
Stammerne i højlandet blev først opdaget af omverdenen sidst i 1920erne. Her er enormt frodigt, junglen er uigennemtrængeligt tæt, og stammekulturen meget upåvirket.
På trods af min research og forberedelser er jeg helt uforberedt på oplevelsen: I minibus trænger vi os langsomt frem gennem menneskemasserne, som har forsamlet sig i byens gader. Stemningen er høj, og jeg ser for første gang spredte grupper iført traditionel stamme-beklædning og ansigtsmaling – jeg bliver høj af synene, der møder mig. Hvor er det vildt! Jeg må knibe mig i armen, men det er rigtigt nok – det her sker virkelig.
Minibussen kører gennem en afspærring ind på en parkeringsplads, og jeg hopper ud på jorden og mærker, at den ryster rytmisk under mine fødder. Hvad er det her? Ledt af den erfarne lokale guide går jeg forbi adskillige markedsstande med ting, som jeg aldrig har set før, men der er ikke tid til at stoppe op – vi skal ind på pladsen, og da jeg drejer forbi den sidste stand, bliver jeg mødt af et syn, som får mig til at stoppe helt op.
Euforisk virvar – som jeg elskede!
Den enorme plads er fyldt med grupperinger af forskellige stammer i hver deres traditionelle beklædning og med mere eller mindre malede ansigter.
Og hvis du lige nu tænker, at det er et show for de få turisters skyld, så tager du fejl. De elsker at møde rejsende fra hele verden og dele ud af deres kultur, for om noget, så er de stolte af den, og det er derfor, de er her – fordi Goroka-showet er den årlige mulighed for at vise stammen frem, stolt og majestætisk, overfor lokale, andre stammer – og ja, os rejsende.
Da jeg får pusten igen, går jeg ind på pladsen. Først stille og søgende. Må jeg gå tæt på? Må jeg fotografere? Hvordan hilser jeg bedst, og hvordan undgår jeg at forstyrre? Mødt af mange nysgerrige smil, vinken og nik, når jeg tager kameraet frem, føler jeg mig hurtigt velkommen og smutter euforisk fra den ene stamme til den anden, rundtosset af alle indtrykkene fra sang, trommer, rytmisk trampen og alle de syn, der vælter ind på nethinden.
I den modsatte ende af pladsen, gennem en stor åbning, kommer konstant nye stammer ind på pladsen – den ene efter den anden; ikke nysgerrigt søgende som jeg selv, men majestætisk, nærmest royalt, med hovederne hævede og energiniveauet helt i top. Her får jeg det ene kulturelle slag i ansigtet efter det andet – og jeg elsker det!
Ja, du må gerne være med
Du kan godt gå ud på tilskuerpladserne og være passiv tilskuer, hvis du vil. Men jeg vil anbefale, at du kaster dig ind på pladsen og med åbent sind tager imod alt, hvad der her kommer din vej – bare rolig, ingen vil dig ondt her.
At se en frygtløs kriger direkte i øjnene, når han stolt og kraftfuldt løfter sit spyd; være ved at gå ind i den berømte Mud Man fra Asaro, der har sneget sig ind på dig i virvaret; blive rakt tunge ad af en mand malet i sorthvide striber; taget i hånden af en majestætisk halvnøgen kvinde og trukket ind i den rytmiske stammedans, inden en anden kriger spørger dig, om han må male dit ansigt i sin stammes farver.
Det her er oplevelsen, der spiller symfonier på din sjæls strenge og får dig til at svæve med på de bølgende rytmer.
Asaro Mud Men
Det er ikke alle stammer, der brager løs med kraftige farver, enorme udsmykninger og rytmiske danse. Nogle, som de berømte Mud Men fra Asaro, der er smurt ind i det lyse ler, som kun findes i deres område, og som har store og frygtindgydende masker over hovedet af samme ler, lister stille rundt. De er kendt for at snige sig ind på deres fjender i morgendisen, hvor de træder frem af buskadset som spøgelser – spøgelser der nemt kan ramme plet med bue og pil på 150 meters afstand vel at mærke.
Jeg er så heldig at besøge en landsby i Asaro, hvor jeg smager det traditionelle festmåltid momo, som er mad tilberedt i jorden indpakket i bananblade. Jeg ser også, hvordan de laver ild, bruger bue og pil, og så besøger jeg deres spirituelle hytte, hvor en ældre mand sidder helt stille med et gedekranie på hovedet og sørger for landsbyens kommunikation med den spirituelle verden. Wauw!
Men det største er den ældre dame, som sidder på jorden lænet op ad en hytte. Vi får øjenkontakt med det samme, da jeg kommer ind i landsbyen. Jeg går hen til hende og præsenterer mig. Hun kan ikke et ord engelsk, men vil ikke give slip på min hånd, og jeg må sætte mig hos hende. Hendes glæde er enorm, og med store smil, kys på hænder og en masse ord, jeg ikke forstår, fører vi en art samtale med fagter og mimik, indtil en lidt yngre dame kommer til og oversætter sparsomt. Det sidste er det vigtigste; den ældre dame ser mig som en datter og vil, at jeg er en del af familien. Bliver jeg rørt? Ja, det kan du tro! Mødet med hende tror jeg aldrig, jeg kommer til at glemme.
Mount Hagen
Efter Goroka går turen mod Mount Hagen – landets tredjehøjeste bjerg. Her holdes normalt en mindre og langt mere ukendt festival med manddomsprøver og aftale af brudepris. I år var den aflyst, og sådan kan det gå, når man rejser ud til steder, som ikke eksisterer for turister, men hvor rejsende bare har en sjælden mulighed for et indblik i de lokales helt unikke verden.
I stedet bliver det til besøg i lokale og meget afsidesliggende landsbyer. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad jeg gik glip af, men det fantastiske er, at jeg slet ikke føler, jeg er gået glip af noget, for besøgene hjemme hos stammerne selv er helt i særklasse og dertil sjældne muligheder for med ro og fokus at komme helt tæt på de enkelte mennesker på hjemmebane.
På magisk vis føler jeg, at jeg blev integreret ind i en gruppe af kvinder i den ene landsby – vi sad sammen, snakkede sammen, grinede sammen. Jeg så en anden stammes gemte kranier til minde om deres forfædre; en tradition som kristne missionærer ellers ivrigt har forsøgt at udrydde. Generelt gør man traditionelt én af to ting med den afdøde i Papua Ny Guinea alt efter, hvilken stamme det er. Enten ryges liget og stilles derefter frem på en bjergside, så forfaderen kan se ud over landsbyen fra helligt sted, eller liget begraves vertikalt, mens hovedet bliver oven over jorden, men tildækket indtil det kan fjernes fra resten af kroppen og beholdes hjemme hos de sørgende familiemedlemmer, for at have den afdøde tæt på. I dag er begge traditioner næsten uddøde og erstattet med mere traditionelle grave, men stadig tæt på familierne.
Hvordan kommer man overhovedet hjem igen?
Det er spørgsmålet, jeg hjemme igen i Danmark stiller mig selv. For den her slags oplevelse glider ikke bare af sjælen som olie på varm teflon. Rytmerne, smilene, farverne, ansigterne, maden, hænderne jeg holdt, og øjnene jeg kiggede ind i, løber nu med blodet gennem min krop, ændrer mine celler og har gjort mig til et lidt andet, men på alle måder meget meget rigere, menneske – og det skal jeg lige vænne mig til her i Danmark, så uendeligt langt væk fra Papua Ny Guinea.
Men én ting ved jeg med sikkerhed: Rejsen var det hele værd – og burde være alle mennesker forundt!
Find selv inspiration til en rejse i Papua Ny Guinea her.
