Af Lars Brøndum

I et sammenfald af forskellige heldige – og uheldige – omstændigheder, befandt min kone og jeg (begge 57 år gamle) os pludselig i en situation, hvor vi ikke havde noget arbejde det næste år, vores hus var lejet ud, børnene var flyttet hjemmefra, og hunden parkeret hos en af dem.

Vi boede på det tidspunkt i Barcelona pga. mit tidligere arbejde og overvejede seriøst at blive der i et år, suge lidt på lappen og nyde livet, så godt vi kunne. Men vi syntes, at det ville være spild af en unik mulighed for at se verden, og da ingen af os havde været på interrail eller lignende som unge, besluttede vi os for at bruge et halvt år på at rejse i Sydamerika med rygsæk.

De indledende overvejelser
Vi overvejede mange forskellige muligheder og endte med at træffe følgende beslutninger:
  • ­Vi ville holde os til spansktalende lande, da vi havde lært os lidt spansk i Barcelona.
  • ­Vi planlagde så godt som ingenting. Rejseveje måtte komme undervejs og baseret på, hvad vi havde lyst til på det tidspunkt.
  • ­Der var kun booket fly-billetter ud til Buenos Aires, Argentina og hjem fra Quito, Ecuador.
  • ­Vi havde kun booket følgende events: Inka-trail i Peru, sejlads på Galapagos og en tur til Amazon-junglen i Ecuador. De to første fordi man skulle booke 5-6 måneder i forvejen for at få en plads, og sidstnævnte fordi vores voksne datter ville støde til i Ecuador.
  • ­Vi ville droppe Colombia og Bolivia, simpelthen fordi det lød til at være for farligt jævnfør Lonely Planet m.v. Begge beslutninger blev heldigvis lavet om undervejs, og det viste sig at være de flotteste og fedeste steder på turen.


Vi tog afsted den 9. januar 2017 og kom tilbage til Danmark sidst i juli samme år.

Rejste primært med bus
Som det fremgår, rejste vi primært med bus i Sydamerika, både fordi det er godt og billigt – og fordi det er den normale rejseform på det kontinent. Vi fik også hiket en del undervejs, både fordi vi havde besluttet os for at prøve kræfter med inkastien ved Maccu Piccu i Peru og fordi Sydamerika i høj grad består af bjerge.

Store temperaturudsving
På trods af at vi rejste i den Sydamerikanske sensommer og brugte en stor del af vores tid tæt på ækvator, brugte vi langt mere tid i vores ski-undertøj end i vores badetøj. Det kan godt være at der er 25-30 grader ved ækvators strande, men i ækvators bjerge kan det sagtens være nær eller under frysepunktet, da man ofte er i 4-5.000 meters højde.

Fra rejseblog på Facebook til bog
Vi lavede en rejseblog undervejs på Facebook. Intentionen med bloggen på Facebook var at holde familie og venner opdaterede, så informationen var first hand og upoleret. Jeg skrev efterhånden, som jeg fik tid til det. Jeg besluttede mig til at skrive bloggen på engelsk, da Facebook oversætteren ser ud til at fungere bedst fra det sprog.

Bloggen blev senere transformeret til en bog på dansk, primært af hensyn til vores lidt-oppe-i-alderen forældre, der ville få mere ud af en dansk tekst. Der var selvfølgelig et langt større arbejde, end jeg naivt nok havde troet, og bogen endte da også på 240 sider i kaffebords-format (og kostede en formue at få trykt).

Hvis du er interesseret i at læse om turen og få et førstehånds indtryk fra vores rejse i Argentina, Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador og Peru, kan du downloade bogen i PDF-format her. Den fylder en hel del (425 MB) p.g.a. de mange billeder, så giv den lidt tid. Bogen er som sagt trykt i stor-format (30 x 30 cm), men kan sagtens læses på en pc eller iPad.

Find alle vores rejseforslag til Sydamerika her.


Lars Brøndum
Lars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars BrøndumLars Brøndum
Til top