Af Kristina Højholt
Junglen går i ét – de 50 meter høje bambus flankeres af kokospalmer, mahogni-, papir- og bomuldstræer. Alle vegne fristes den søde tand af mango, ananas, pomelo, kakao, jackfruit, kaffe og banan. Selvom det stadig kun er formiddag, hagler sveden af mig – jeg har fire timers eventyr foran mig.
Vi er på vej op i bjergene bag Puerto Galera – et filippinsk kystparadis på nordsiden af øen Mindoro. Her ligger kridhvide sandstrande som perler på en snor. Det er hér, man finder den ro, man læser om i bladene. Lige nu er der dog langt til de idyllisk-azurfarvede reklamebilleder. Jeg er midt i virkeligheden: Duften af bål og de fritgående høns, haner og geder minder mig om, at jeg godt kan lægge luksussen bag mig for en dags tid.
Et presset folk
”Om 10 minutter når vi den første landsby,” siger min guide Edwin, som selv er fra Mangyan-stammen, Mindoro-øens oprindelige folk. Han fortæller om stammens stride forhold gennem tiden. Om, hvordan japanerne under anden verdenskrig besatte landet, kastede babyer op i luften for at skyde dem som lerduer, og om hvordan gravide kvinder blev dræbt med skud i maven.
”Stammen søgte ly i bjergene. De lavede kun mad om natten, så japanerne ikke kunne se røgen. Sådan gik det år efter år, og stammefolket havde ingen idé om, at krigen faktisk var endt i 1945.”
Da de endelig kom ned i ’lowlandet’, måtte de sande, at området var overtaget af ’lowlanders’ – kapitalstærke tilflyttere fra andre af de filippinske øer. Fattigdom og mangel på uddannelse gjorde Mangyan-stammen til tabere fra begyndelsen. De havde pludselig intet krav på jord, kun pletvise områder, som den dag i dag markeres med pigtrådshegn.
”Mindoro betyder ’mining gold’. Vi har meget guld i bjergene, og det har lowlanderne også taget fra os. De presser os længere og længere op ad bjerget, vi har ikke en chance. Nogle af dem er advokatuddannede og ved, hvordan de skal omgås loven for egen vindings skyld,” fortæller Edwin. Derfor må Mangyan-stammen ofte pakke sydfrugterne og flytte over på den anden side af hegnet.
Benhård business
Et sted stiger røg til vejrs, og Edwin forklarer: ”Vi brænder bjergsiderne af for at kunne plante ris og majs. Ris gror kun i regntiden, og det er svært at dyrke tilstrækkeligt. Sidste år fik min far kun to sække. Det betyder, at måltiderne må reduceres til to eller kun et enkelt om dagen.”
Mange af Mangyan-strammens folk bor ikke på egen jord, men har fået lov til at bygge hus på lowlandernes jord mod at plante kokospalmer og mangotræer. Aftalen går ud på, at de giver ejerne 50 eller helt op til 75 % af udbyttet – ”they are stronger than us,” som Edwin opgivende formulerer det. Der er derfor ikke mange skillinger tilovers, når der skal købes småfornødenheder som salt, krydderier, olie og tobak.
Småpenge tjenes ved kulproduktion. Edwin viser mig en stor bålplads og fortæller, at når der er samlet nok med træ, brænder bålet i tre dage og tre nætter. Tilbage ligger kulstumperne, som kan sælges for 120 pesos pr. sæk (knap 16 kr.). På to uger kan en familie lave ti sække og altså tjene 1.200 pesos. Det hjælper dog ikke stort, hvis risreserverne er små – en sæk ris koster 1.600 pesos...
Ex-borgmester lukker og slukker
Pludselig kommer vi til en stor og prangende port. ’Hus til salg’ står der på et skilt. Det er ex-borgmesterens, og vi går straks ind på at se på løjerne.
Huset er enormt. To etager, udsigt over hele Puerto Galera-bugten, swimmingpool, fine kakler osv. Hele molevitten er sat til salg for 10 mio. pesos.
På mit spørgsmål om, hvorfor manden dog vil sælge dette fantastiske hus, svarer Edwin: ”Han har så mange ejendomme.”
”Men hvordan – en filippinsk borgmester tjener jo kun ca. 23.000 pesos om måneden (ca. 3.000 kr.),” spørger jeg igen undrende. ”Alt i Filippinerne er korrupt. En borgmester får en lav løn, ja – men så får han jo også minimum 10 % af alle projekterne. Hvis han bygger et vejanlæg for 23 mio., så ryger 2,3 af dem lige ned i egen lomme.” Den hovedregning får det store hus til at ligne en ondskabsfuld joke midt i al elendigheden.
”Du skal være rig for at komme til magten – du skal have mindst 15 mio. til valgkampen. Dem køber du stemmer for. Ejeren af dette hus blev genvalgt tre gange, men fjerde gang ville vi ikke støtte ham. Da valgresultaterne blev gjort op, måtte han sande, at han ikke havde genvundet borgmesterposten. Den efterfølgende dag lukkede han for hele vandforsyningen i bare raseri.
Arbejde er bedre end passiv hjælp
Magtfulde positioner kommer Mangyan-folket nok næppe nogensinde i besiddelse af. Uddannelsesniveauet er for lavt, og ingen har råd til mere skolegang end det mest nødvendige. Vi kommer forbi et knap 15 m2 lille træskur – det danner klasseværelse for 30 børn i alderen 4-6 år. De andre klassetrin er placeret rundt om i områdets primitive kirker.
”Vi oplever stor diskrimination, så derfor går børnene ikke i skole nede i lowlandet,” fortæller Edwin. Han startede selv et par år for sent i skole, da forældrene var meget fattige, og han derfor måtte gå med dem i junglen for at finde føde.
Men Mangyan-folket kan noget, som ingen andre kan. De fletter kurve, fade, smykker, smykkeskrin, bordskånere og krukker af stærke slyngplanter. I takt med, at vi bevæger os hen ad vejen, stiller familierne deres kreationer frem i håb om, at en vesterlænding vil vise et barmhjertigt hjerte.
”Det tager en hel uge at lave dette her,” siger Edwin og holder et smukt mønstret fad i vejret. Jeg betaler, hvad der svarer til 45 kr., og en mund af rådne tænder åbner sig i et bredt smil: ”Thank you so very much!” Jeg har lyst til at hæve hele min bankbeholdning for at få sat lidt skub i familiens miserable forhold. Men en engangssum er kun en midlertidig løsning.
Den rige mand udvider
Vi ender i Edwins egen landsby, 70 hytter på en rig lowlanders jord. De har fået lov til at bygge i lette materialer som bambus, træ og palmeblade – det giver sig selv, for Mangyan-folket har alligevel ikke råd til beton.
”Den rige mand vil bygge et stort shoppingcenter og et hospital i Puerto Galera. Om fem år bliver vi nødt til at rykke alting op og finde et andet sted. Jorden kommer til at stige i værdi, og derfor vil ejeren bygge store og dyre huse her,” forudser Edwin.
Inden vi går videre mod havnen for at sejle hjem til Coco Beach, får vi en sød kartoffel, lidt salat vendt i eddike, hvidløg og ingefær – og en kogt yam, som er så rig på stivelse, at jeg næsten drikker den medfølgende kokosnød i én slurk. Edwin følger os ned til båden, og på vejen peger han på en tavle ved en lille bod:
”Der er 270 mio. pesos i lottopuljen i dag. Hvis jeg vinder, vil jeg købe jorden tilbage til stammen, så vi ikke behøver at flytte. Jeg vil også købe en båd – vi har ikke en chance i byen, men vi kan sagtens fange fisk.” Stoltheden og kærligheden til stammen kan ingen tage fra Edwin.
Jeg stikker ham 150 pesos, da jeg stiger ombord: ”Lov mig, at du køber lottokuponer for alle pengene.”
Se alle vores rejseforslag til Filippinerne her.
Vi er på vej op i bjergene bag Puerto Galera – et filippinsk kystparadis på nordsiden af øen Mindoro. Her ligger kridhvide sandstrande som perler på en snor. Det er hér, man finder den ro, man læser om i bladene. Lige nu er der dog langt til de idyllisk-azurfarvede reklamebilleder. Jeg er midt i virkeligheden: Duften af bål og de fritgående høns, haner og geder minder mig om, at jeg godt kan lægge luksussen bag mig for en dags tid.
Et presset folk
”Om 10 minutter når vi den første landsby,” siger min guide Edwin, som selv er fra Mangyan-stammen, Mindoro-øens oprindelige folk. Han fortæller om stammens stride forhold gennem tiden. Om, hvordan japanerne under anden verdenskrig besatte landet, kastede babyer op i luften for at skyde dem som lerduer, og om hvordan gravide kvinder blev dræbt med skud i maven.
”Stammen søgte ly i bjergene. De lavede kun mad om natten, så japanerne ikke kunne se røgen. Sådan gik det år efter år, og stammefolket havde ingen idé om, at krigen faktisk var endt i 1945.”
Da de endelig kom ned i ’lowlandet’, måtte de sande, at området var overtaget af ’lowlanders’ – kapitalstærke tilflyttere fra andre af de filippinske øer. Fattigdom og mangel på uddannelse gjorde Mangyan-stammen til tabere fra begyndelsen. De havde pludselig intet krav på jord, kun pletvise områder, som den dag i dag markeres med pigtrådshegn.
”Mindoro betyder ’mining gold’. Vi har meget guld i bjergene, og det har lowlanderne også taget fra os. De presser os længere og længere op ad bjerget, vi har ikke en chance. Nogle af dem er advokatuddannede og ved, hvordan de skal omgås loven for egen vindings skyld,” fortæller Edwin. Derfor må Mangyan-stammen ofte pakke sydfrugterne og flytte over på den anden side af hegnet.
Benhård business
Et sted stiger røg til vejrs, og Edwin forklarer: ”Vi brænder bjergsiderne af for at kunne plante ris og majs. Ris gror kun i regntiden, og det er svært at dyrke tilstrækkeligt. Sidste år fik min far kun to sække. Det betyder, at måltiderne må reduceres til to eller kun et enkelt om dagen.”
Mange af Mangyan-strammens folk bor ikke på egen jord, men har fået lov til at bygge hus på lowlandernes jord mod at plante kokospalmer og mangotræer. Aftalen går ud på, at de giver ejerne 50 eller helt op til 75 % af udbyttet – ”they are stronger than us,” som Edwin opgivende formulerer det. Der er derfor ikke mange skillinger tilovers, når der skal købes småfornødenheder som salt, krydderier, olie og tobak.
Småpenge tjenes ved kulproduktion. Edwin viser mig en stor bålplads og fortæller, at når der er samlet nok med træ, brænder bålet i tre dage og tre nætter. Tilbage ligger kulstumperne, som kan sælges for 120 pesos pr. sæk (knap 16 kr.). På to uger kan en familie lave ti sække og altså tjene 1.200 pesos. Det hjælper dog ikke stort, hvis risreserverne er små – en sæk ris koster 1.600 pesos...
Ex-borgmester lukker og slukker
Pludselig kommer vi til en stor og prangende port. ’Hus til salg’ står der på et skilt. Det er ex-borgmesterens, og vi går straks ind på at se på løjerne.
Huset er enormt. To etager, udsigt over hele Puerto Galera-bugten, swimmingpool, fine kakler osv. Hele molevitten er sat til salg for 10 mio. pesos.
På mit spørgsmål om, hvorfor manden dog vil sælge dette fantastiske hus, svarer Edwin: ”Han har så mange ejendomme.”
”Men hvordan – en filippinsk borgmester tjener jo kun ca. 23.000 pesos om måneden (ca. 3.000 kr.),” spørger jeg igen undrende. ”Alt i Filippinerne er korrupt. En borgmester får en lav løn, ja – men så får han jo også minimum 10 % af alle projekterne. Hvis han bygger et vejanlæg for 23 mio., så ryger 2,3 af dem lige ned i egen lomme.” Den hovedregning får det store hus til at ligne en ondskabsfuld joke midt i al elendigheden.
”Du skal være rig for at komme til magten – du skal have mindst 15 mio. til valgkampen. Dem køber du stemmer for. Ejeren af dette hus blev genvalgt tre gange, men fjerde gang ville vi ikke støtte ham. Da valgresultaterne blev gjort op, måtte han sande, at han ikke havde genvundet borgmesterposten. Den efterfølgende dag lukkede han for hele vandforsyningen i bare raseri.
Arbejde er bedre end passiv hjælp
Magtfulde positioner kommer Mangyan-folket nok næppe nogensinde i besiddelse af. Uddannelsesniveauet er for lavt, og ingen har råd til mere skolegang end det mest nødvendige. Vi kommer forbi et knap 15 m2 lille træskur – det danner klasseværelse for 30 børn i alderen 4-6 år. De andre klassetrin er placeret rundt om i områdets primitive kirker.
”Vi oplever stor diskrimination, så derfor går børnene ikke i skole nede i lowlandet,” fortæller Edwin. Han startede selv et par år for sent i skole, da forældrene var meget fattige, og han derfor måtte gå med dem i junglen for at finde føde.
Men Mangyan-folket kan noget, som ingen andre kan. De fletter kurve, fade, smykker, smykkeskrin, bordskånere og krukker af stærke slyngplanter. I takt med, at vi bevæger os hen ad vejen, stiller familierne deres kreationer frem i håb om, at en vesterlænding vil vise et barmhjertigt hjerte.
”Det tager en hel uge at lave dette her,” siger Edwin og holder et smukt mønstret fad i vejret. Jeg betaler, hvad der svarer til 45 kr., og en mund af rådne tænder åbner sig i et bredt smil: ”Thank you so very much!” Jeg har lyst til at hæve hele min bankbeholdning for at få sat lidt skub i familiens miserable forhold. Men en engangssum er kun en midlertidig løsning.
Den rige mand udvider
Vi ender i Edwins egen landsby, 70 hytter på en rig lowlanders jord. De har fået lov til at bygge i lette materialer som bambus, træ og palmeblade – det giver sig selv, for Mangyan-folket har alligevel ikke råd til beton.
”Den rige mand vil bygge et stort shoppingcenter og et hospital i Puerto Galera. Om fem år bliver vi nødt til at rykke alting op og finde et andet sted. Jorden kommer til at stige i værdi, og derfor vil ejeren bygge store og dyre huse her,” forudser Edwin.
Inden vi går videre mod havnen for at sejle hjem til Coco Beach, får vi en sød kartoffel, lidt salat vendt i eddike, hvidløg og ingefær – og en kogt yam, som er så rig på stivelse, at jeg næsten drikker den medfølgende kokosnød i én slurk. Edwin følger os ned til båden, og på vejen peger han på en tavle ved en lille bod:
”Der er 270 mio. pesos i lottopuljen i dag. Hvis jeg vinder, vil jeg købe jorden tilbage til stammen, så vi ikke behøver at flytte. Jeg vil også købe en båd – vi har ikke en chance i byen, men vi kan sagtens fange fisk.” Stoltheden og kærligheden til stammen kan ingen tage fra Edwin.
Jeg stikker ham 150 pesos, da jeg stiger ombord: ”Lov mig, at du køber lottokuponer for alle pengene.”
Se alle vores rejseforslag til Filippinerne her.
