Af Lone og Michael Andersen
”Dér har I abehale-bjerget, og det dér er Swargarohini,” siger Jai og udpeger de to højeste tinder i det sneklædte panorama, der udfolder sig for vores blikke. Wauuu, hvor er dette hjørne af universet dog smukt!
I Gujar-hyrdernes fodspor
Vi indhalerer grådigt store mundfulde af bjergluft, der smager køligt og rent, og efter et par minutter er vores vejrtrækning igen normal. Ruten op ad bjergryggen til Darwa-passet i 4.150 meters højde har været relativ stejl hele vejen fra lejren ved Dodi Tal-søen. Knap 1.000 højdemeter er vi steget på under tre timer.
Først igennem den dybe kløft, der kræver flere krydsninger af vandløbet med iskoldt smeltevand. Tværs over resterne af snedækket og sletterne med græs, hvor gule og lilla blomsterhoveder titter frem. Senere forbi rhododendrontræerne, der står i fuldt lilla flor.
Det sidste stykke op til bjergpasset følger vi i fodsporene på en lokal Gujar-familie, der har drevet deres store flok af vandbøfler op til græssletten for sommeren. De har en boplads i 3.500 meters højde, hvor de lever i årets tre sommermåneder. Tænk at vågne op til denne udsigt hver morgen! Et nærmere blik på deres simple stenhuse uden opvarmning og rindende vand får dog hurtigt misundelsens grimme ansigt til at forsvinde igen.
Jai og Dil
På kun 2,5 dags trekking er vi nået frem til målet uden problemer. Men vi har også godt selskab af den indiske guide Jai og den nepalesiske porter Dil, der begge tydeligvis føler sig helt hjemme i bjergene. Dil næsten løber op ad bjergryggen med 20 kilo oppakning i panderemmen og får bedriften til at se legende let ud. Han er med rette stolt af sit erhverv, og det solbrune ansigt flækker i et stort smil, hver gang vi fisker et par nepalesiske gloser frem fra hukommelsens skuffe.
Jai er en yderst kompetent guide med stor erfaring, et udemærket engelsk og kreativ kogekunst. Hvem havde troet, at chapatis bagt over åben ild (og med en afsluttende sviptur i gløderne!) kunne smage så godt.
En stille følelse af lykke i sindet
De sidste fire dage har vi kørt i jeep på snoede bjergveje, vandret igennem skov med bambus, sølv-eg og rhododendron, sovet i telt på risterasser med vandbøfler som nabo, drukket sød chai i selskab med lokale hyrder og pilgrimme – og nu sidder vi her på toppen af verden med en stille følelse af lykke i sindet (og ømme lægmuskler).
Vi downloader øjeblikkets skønhed på hukommelsens harddisk. Bare man dog kunne brænde en kopi til venner og familie, så de også kan få del i den unikke oplevelse! Men vi indser, at det er et umuligt ønske, for ord og fotos er aldrig fyldestgørende.
Trekking i Himalaya er en total-oplevelse for alle sanser, der helst skal mærkes på egen krop og sjæl. Prøv det - du vil ikke fortryde!
Se alle vores rejseforslag til Indien her.
Og find alle vores forslag til uforglemmelig trekking her.
I Gujar-hyrdernes fodspor
Vi indhalerer grådigt store mundfulde af bjergluft, der smager køligt og rent, og efter et par minutter er vores vejrtrækning igen normal. Ruten op ad bjergryggen til Darwa-passet i 4.150 meters højde har været relativ stejl hele vejen fra lejren ved Dodi Tal-søen. Knap 1.000 højdemeter er vi steget på under tre timer.
Først igennem den dybe kløft, der kræver flere krydsninger af vandløbet med iskoldt smeltevand. Tværs over resterne af snedækket og sletterne med græs, hvor gule og lilla blomsterhoveder titter frem. Senere forbi rhododendrontræerne, der står i fuldt lilla flor.
Det sidste stykke op til bjergpasset følger vi i fodsporene på en lokal Gujar-familie, der har drevet deres store flok af vandbøfler op til græssletten for sommeren. De har en boplads i 3.500 meters højde, hvor de lever i årets tre sommermåneder. Tænk at vågne op til denne udsigt hver morgen! Et nærmere blik på deres simple stenhuse uden opvarmning og rindende vand får dog hurtigt misundelsens grimme ansigt til at forsvinde igen.
Jai og Dil
På kun 2,5 dags trekking er vi nået frem til målet uden problemer. Men vi har også godt selskab af den indiske guide Jai og den nepalesiske porter Dil, der begge tydeligvis føler sig helt hjemme i bjergene. Dil næsten løber op ad bjergryggen med 20 kilo oppakning i panderemmen og får bedriften til at se legende let ud. Han er med rette stolt af sit erhverv, og det solbrune ansigt flækker i et stort smil, hver gang vi fisker et par nepalesiske gloser frem fra hukommelsens skuffe.
Jai er en yderst kompetent guide med stor erfaring, et udemærket engelsk og kreativ kogekunst. Hvem havde troet, at chapatis bagt over åben ild (og med en afsluttende sviptur i gløderne!) kunne smage så godt.
En stille følelse af lykke i sindet
De sidste fire dage har vi kørt i jeep på snoede bjergveje, vandret igennem skov med bambus, sølv-eg og rhododendron, sovet i telt på risterasser med vandbøfler som nabo, drukket sød chai i selskab med lokale hyrder og pilgrimme – og nu sidder vi her på toppen af verden med en stille følelse af lykke i sindet (og ømme lægmuskler).
Vi downloader øjeblikkets skønhed på hukommelsens harddisk. Bare man dog kunne brænde en kopi til venner og familie, så de også kan få del i den unikke oplevelse! Men vi indser, at det er et umuligt ønske, for ord og fotos er aldrig fyldestgørende.
Trekking i Himalaya er en total-oplevelse for alle sanser, der helst skal mærkes på egen krop og sjæl. Prøv det - du vil ikke fortryde!
Se alle vores rejseforslag til Indien her.
Og find alle vores forslag til uforglemmelig trekking her.
