Af Stine Nørbjerg
Forventningsfulde og med rejsefeber over endelig at skulle lære USA at kende var min kæreste og jeg klar til at kaste os i armene på ’The Land of Opportunities’. Det var vores første rejse til USA, og i denne omgang valgte vi at fokusere på det Sydvestlige hjørne.
En farverig start på rejsen..
Vi startede festligt ud med en dag i casinoernes hovedstad, Las Vegas – og flyttede ind i hjertet af The Strip. Vi var ikke på hjemmebane i en by som Las Vegas, men jeg tror, at det er umuligt ikke at blive draget og betaget af det flammende hav af neonlys i en mørk og kold ørkenstat, hvor alt er stort, hvor alt er muligt, og hvor alt er lånt? Travle gondoler sejler besøgende ind i Venedigs kanaler i shoppingcentret under et af de store hoteller. Eiffeltårnet og Triumfbuen står majestætisk som et lysende blikfang midt på Las Vegas Boulevard, og på hvert et gadehjørne står Elvis og Spiderman klar til at forevige øjeblikket på kamera.
Når man lægger sig på puden til nat, tager det lige en stund at lukke ned for dollartegn, neonfarver og bamlende spillemaskiner, og det stod i skærende kontrast til, hvad der ventede os de kommende dage.
Afsted på roadtrip - med kursen sat mod Grand Canyon!
Med følelsen af at vi sneg os ud af bagdøren i Las Vegas, vendte vi os nu mod Arizona og Utah – for nu skulle vi på roadtrip! Intet er småt i USA, heller ikke vores top-fede camper fra El Monte. Med vores hjem på ryggen, et fyldt køleskab og Bruce Springsteen i højtalerne drog vi direkte ud på den 7-sporede freeway med retning mod Grand Canyon.
Jeg vidste ikke, hvad jeg præcis skulle forvente af Grand Canyon, og selvom jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg var på vej til at skulle opleve – så var jeg alligevel fuldstændig overvældet og mistede rent faktisk pusten et øjeblik. Hold nu op, hvor er det stort, ufatteligt smukt og faktisk ikke helt muligt for øjet at kapere?
Grand Canyon var lige der foran os - fascinerende på så mange måder og alligevel så ubegribeligt. Solen stod højt fra en skyfri himmel, da vi vandrede ad Rim Trail i retning mod Mather Point for at opleve solnedgangen over en af verdens dybeste kløfter.
Intetanende om at der foran os lå endnu tre utrolige oplevelser i form af Bryce Canyon, Zion National Park og Yosemite National Park – som faktisk alle tre viste sig at slå Grand Canyon – drog vi tidlig morgen fra Mather Point Campground til lyden af, hvad der føltes som en perfekt afskedcermoni, nemlig to brølende elge der havde indfundet sig lige udenfor døren på vores camper.
På eventyr til flere af Vest USA's største naturskatte
Med GPS’en sat mod Bryce Canyon gjorde vi et hurtigt stop i Page for at se Antelope Canyon og Horseshoe Bend. Trods en bragende højdeskræk kom jeg næsten helt ud på kanten for at få et kig ned i det dybe sving, som Colodado River har gravet over tusindvis af år.
Med panden helt oppe i forruden af camperen kørte vi først ind i Red Canyon, som gav os en lille men meget smuk forsmag på, hvad der ventede os i Bryce Canyon. Vi var begge to meget spændte på at se de karakteristiske og fortryllende rødlige klippetårne, de såkaldte ’hoodoos’, som strækker sig mod himlen i hele parken.
Ved Bryce Point stod jeg på kanten af kløften en tidlig, stille og skyfri morgen. Solen var lige stået op og luften var helt frisk og kold. I 2438 meters højde betragtede vi det naturskabte amfiteater og imponerende klippelandskab, som skifter farve fra gul til orange og koralrød som dagen skrider frem. I Bryce Canyon er det som om, at de mange hoodoos står og kalder på dig. Så nærmest med en følelse af udmyghed og respekt drog vi ud på en kombination af Pee-ka-Boo Loop Trail og Navajo Loop Trail, som jeg tror på, er en af de bedste dags-vandreture i Bryce Canyon, måske i hele Utah? På fornemmesre vis sørgede stien for at trække os væk fra folkemængderne, og det var som om, at vi blev taget med ind i en anden verden, hvor man ad små snoede og kuperede stier nærmest danser mellem de tårnhøje hoodoos.
Jeg var ellevild med Bryce Canyon og faktisk sikker på, at det ville blive min yndlings park, men så kom Zion National Park.
Var man ikke religøs, var det lige før, at man kunne blive det!
Med højt humør og for fuld musik kørte vi ad highway 9 mod den østlige indgang til Zion National Park. For at komme ind i parken skal man passere den knap 2 kilometer lange tunnel, som kun liiiige er bred nok til en autocamper. Anført af de søde park rangers slog vi sidespejlene ind og kørte ind i mørket. Hvilket syn der ramte os på den anden side, havde vi slet ikke kunne forestille os. Med det samme forstod vi, hvorfor stedet er døbt Zion, som på mormonsk betyder ’himlen’ for det her sted, ville jeg gerne til, når jeg en dag får vinger.
Zion er ufattelig smuk og var man ikke religøs, var det lige før, at man kunne blive det. Parken brager op på hver side af Virgin River, som snor sig dybt ind i dalen og ender ved The Narrows, som på det smalleste sted kun er omkring 6-10 meter. Fra allerførste syn var vi enige om, at det her, det bliver magisk, muligvis af den simple årsag at Zion National Park, i modsætning til de andre to, opleves fra foden af de enorme klippeformationer, og vil du have en god udsigt, så må du gøre dig fortjent til den.
Vi havde ét klart mål, vi skulle op! Vi havde Scouts Lookout i kikkerten og med styr på beholdningen af vand og snacks, tog vi shuttle-bussen til The Grott, hvor Scouts Lookout trail begynder. Man skal være klar fra start, for man får ikke mange meter i benene, inden stien rimeligt nådesløst begynder at slynge sig op ad en uhyggelig varm og stejl skråning. Som en lille gave godt halvvejs oppe af klippen drejer stien om hjørnet og forsvinder ind i den skyggefulde Refrigerator Canyon, inden man igen står lettere fortvivlet og kigger op imod de berømte og berygtede Walters Wiggles hårnålesving. 21 næsten urimeligt stejle sving skal passeres, før man rammer Scouts Lookout og den uforlignelige udsigt over Zion National Park. Hvis vi ikke allerede var stakåndede, så mistede vi 100% pusten ved det vidunderlige syn. Jeg følte mig som ’i himlen’, da vi sad der i solen på toppen af klippen og nød udsigten over parken. Vi betragtede nysgerrigt de ivrige hikere, der med tilladelser fortsatte ud på Angel’s Landing – som bestemt ikke var et sted for mig med galoperende højdeskræk!
Vi bekræftede hinanden i, at Zion National Park var favoritten – den kunne intet simpelthen slå og, det er der måske heller ikke noget der kan, men alligevel så fik den kamp til stregen, for Yosemite National Park ventede som den næste.
Yosemite gav Zion kamp til stregen
Vi skiftede i mellemtiden vores skønne camper ud med en bil og kørte fra Highway 1 mod Yosemite National Park. Fulde af forventninger kørte vi lettere tilfældigt først til Tunnel View, et udsigtspunkt som nærmest provokerende tog ordene fra os, og der stod vi helt mundlamme og bare stirrede ud over de gigantiske klippebjerge, brusende vandfald, smukke enge, spejlblanke bjergsøer og kæmpe Sequioatræer.
Vi kørte ned midt i den grønne oase, Yosemite Valley, og fik nøglerne til vores lille charmerende telt i Curry Village, som danner en perfekt og autentisk ramme for et ophold i parken. Fra trappen ind til teltet kunne vi med nakken bagoverbøjet sidde og kigge direkte op på Half Dome, et af de mest kendte steder i Yosemite National Park – og med to store smørrede smil blev vi enige om, at her boede vi fuldstændig fantastisk.
Vi vandrede til Vernal Falls og Mirror Lake, men vi havde faktisk ikke travlt med hverken at gå langt eller højt i Yosemite National Park. Vi brugte i stedet tiden på at finde små ubefolkede ’lommer’ med gode udsigter og fokuserede på bare at være til stede.
Vi sluttede vores amerikanske nationalpark-eventyr af med at køre tværs igennem Yosemite National Park ad Tioga Pass, og turen beskrives nok bedst ved, at vi stort set ikke sagde et ord til hinanden på hele turen – vi nød bare udsigten i fulde drag og håbede på, at den aldrig ville få en ende!
Drømmer du også om at opleve USA? Så kan du lade dig inspirere til rejsen her!
En farverig start på rejsen..
Vi startede festligt ud med en dag i casinoernes hovedstad, Las Vegas – og flyttede ind i hjertet af The Strip. Vi var ikke på hjemmebane i en by som Las Vegas, men jeg tror, at det er umuligt ikke at blive draget og betaget af det flammende hav af neonlys i en mørk og kold ørkenstat, hvor alt er stort, hvor alt er muligt, og hvor alt er lånt? Travle gondoler sejler besøgende ind i Venedigs kanaler i shoppingcentret under et af de store hoteller. Eiffeltårnet og Triumfbuen står majestætisk som et lysende blikfang midt på Las Vegas Boulevard, og på hvert et gadehjørne står Elvis og Spiderman klar til at forevige øjeblikket på kamera.
Når man lægger sig på puden til nat, tager det lige en stund at lukke ned for dollartegn, neonfarver og bamlende spillemaskiner, og det stod i skærende kontrast til, hvad der ventede os de kommende dage.
Afsted på roadtrip - med kursen sat mod Grand Canyon!
Med følelsen af at vi sneg os ud af bagdøren i Las Vegas, vendte vi os nu mod Arizona og Utah – for nu skulle vi på roadtrip! Intet er småt i USA, heller ikke vores top-fede camper fra El Monte. Med vores hjem på ryggen, et fyldt køleskab og Bruce Springsteen i højtalerne drog vi direkte ud på den 7-sporede freeway med retning mod Grand Canyon.
Jeg vidste ikke, hvad jeg præcis skulle forvente af Grand Canyon, og selvom jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg var på vej til at skulle opleve – så var jeg alligevel fuldstændig overvældet og mistede rent faktisk pusten et øjeblik. Hold nu op, hvor er det stort, ufatteligt smukt og faktisk ikke helt muligt for øjet at kapere?
Grand Canyon var lige der foran os - fascinerende på så mange måder og alligevel så ubegribeligt. Solen stod højt fra en skyfri himmel, da vi vandrede ad Rim Trail i retning mod Mather Point for at opleve solnedgangen over en af verdens dybeste kløfter.
Intetanende om at der foran os lå endnu tre utrolige oplevelser i form af Bryce Canyon, Zion National Park og Yosemite National Park – som faktisk alle tre viste sig at slå Grand Canyon – drog vi tidlig morgen fra Mather Point Campground til lyden af, hvad der føltes som en perfekt afskedcermoni, nemlig to brølende elge der havde indfundet sig lige udenfor døren på vores camper.
På eventyr til flere af Vest USA's største naturskatte
Med GPS’en sat mod Bryce Canyon gjorde vi et hurtigt stop i Page for at se Antelope Canyon og Horseshoe Bend. Trods en bragende højdeskræk kom jeg næsten helt ud på kanten for at få et kig ned i det dybe sving, som Colodado River har gravet over tusindvis af år.
Med panden helt oppe i forruden af camperen kørte vi først ind i Red Canyon, som gav os en lille men meget smuk forsmag på, hvad der ventede os i Bryce Canyon. Vi var begge to meget spændte på at se de karakteristiske og fortryllende rødlige klippetårne, de såkaldte ’hoodoos’, som strækker sig mod himlen i hele parken.
Ved Bryce Point stod jeg på kanten af kløften en tidlig, stille og skyfri morgen. Solen var lige stået op og luften var helt frisk og kold. I 2438 meters højde betragtede vi det naturskabte amfiteater og imponerende klippelandskab, som skifter farve fra gul til orange og koralrød som dagen skrider frem. I Bryce Canyon er det som om, at de mange hoodoos står og kalder på dig. Så nærmest med en følelse af udmyghed og respekt drog vi ud på en kombination af Pee-ka-Boo Loop Trail og Navajo Loop Trail, som jeg tror på, er en af de bedste dags-vandreture i Bryce Canyon, måske i hele Utah? På fornemmesre vis sørgede stien for at trække os væk fra folkemængderne, og det var som om, at vi blev taget med ind i en anden verden, hvor man ad små snoede og kuperede stier nærmest danser mellem de tårnhøje hoodoos.
Jeg var ellevild med Bryce Canyon og faktisk sikker på, at det ville blive min yndlings park, men så kom Zion National Park.
Var man ikke religøs, var det lige før, at man kunne blive det!
Med højt humør og for fuld musik kørte vi ad highway 9 mod den østlige indgang til Zion National Park. For at komme ind i parken skal man passere den knap 2 kilometer lange tunnel, som kun liiiige er bred nok til en autocamper. Anført af de søde park rangers slog vi sidespejlene ind og kørte ind i mørket. Hvilket syn der ramte os på den anden side, havde vi slet ikke kunne forestille os. Med det samme forstod vi, hvorfor stedet er døbt Zion, som på mormonsk betyder ’himlen’ for det her sted, ville jeg gerne til, når jeg en dag får vinger.
Zion er ufattelig smuk og var man ikke religøs, var det lige før, at man kunne blive det. Parken brager op på hver side af Virgin River, som snor sig dybt ind i dalen og ender ved The Narrows, som på det smalleste sted kun er omkring 6-10 meter. Fra allerførste syn var vi enige om, at det her, det bliver magisk, muligvis af den simple årsag at Zion National Park, i modsætning til de andre to, opleves fra foden af de enorme klippeformationer, og vil du have en god udsigt, så må du gøre dig fortjent til den.
Vi havde ét klart mål, vi skulle op! Vi havde Scouts Lookout i kikkerten og med styr på beholdningen af vand og snacks, tog vi shuttle-bussen til The Grott, hvor Scouts Lookout trail begynder. Man skal være klar fra start, for man får ikke mange meter i benene, inden stien rimeligt nådesløst begynder at slynge sig op ad en uhyggelig varm og stejl skråning. Som en lille gave godt halvvejs oppe af klippen drejer stien om hjørnet og forsvinder ind i den skyggefulde Refrigerator Canyon, inden man igen står lettere fortvivlet og kigger op imod de berømte og berygtede Walters Wiggles hårnålesving. 21 næsten urimeligt stejle sving skal passeres, før man rammer Scouts Lookout og den uforlignelige udsigt over Zion National Park. Hvis vi ikke allerede var stakåndede, så mistede vi 100% pusten ved det vidunderlige syn. Jeg følte mig som ’i himlen’, da vi sad der i solen på toppen af klippen og nød udsigten over parken. Vi betragtede nysgerrigt de ivrige hikere, der med tilladelser fortsatte ud på Angel’s Landing – som bestemt ikke var et sted for mig med galoperende højdeskræk!
Vi bekræftede hinanden i, at Zion National Park var favoritten – den kunne intet simpelthen slå og, det er der måske heller ikke noget der kan, men alligevel så fik den kamp til stregen, for Yosemite National Park ventede som den næste.
Yosemite gav Zion kamp til stregen
Vi skiftede i mellemtiden vores skønne camper ud med en bil og kørte fra Highway 1 mod Yosemite National Park. Fulde af forventninger kørte vi lettere tilfældigt først til Tunnel View, et udsigtspunkt som nærmest provokerende tog ordene fra os, og der stod vi helt mundlamme og bare stirrede ud over de gigantiske klippebjerge, brusende vandfald, smukke enge, spejlblanke bjergsøer og kæmpe Sequioatræer.
Vi kørte ned midt i den grønne oase, Yosemite Valley, og fik nøglerne til vores lille charmerende telt i Curry Village, som danner en perfekt og autentisk ramme for et ophold i parken. Fra trappen ind til teltet kunne vi med nakken bagoverbøjet sidde og kigge direkte op på Half Dome, et af de mest kendte steder i Yosemite National Park – og med to store smørrede smil blev vi enige om, at her boede vi fuldstændig fantastisk.
Vi vandrede til Vernal Falls og Mirror Lake, men vi havde faktisk ikke travlt med hverken at gå langt eller højt i Yosemite National Park. Vi brugte i stedet tiden på at finde små ubefolkede ’lommer’ med gode udsigter og fokuserede på bare at være til stede.
Vi sluttede vores amerikanske nationalpark-eventyr af med at køre tværs igennem Yosemite National Park ad Tioga Pass, og turen beskrives nok bedst ved, at vi stort set ikke sagde et ord til hinanden på hele turen – vi nød bare udsigten i fulde drag og håbede på, at den aldrig ville få en ende!
Drømmer du også om at opleve USA? Så kan du lade dig inspirere til rejsen her!
