Alder/kørekort
Minimumsalderen for leje af personbil i Canada er 25 år. For leje af autocamper er minimumsalderen 21 år. Du skal være i besiddelse af et pas, gyldigt kreditkort samt gyldigt dansk og internationalt kørekort, der skal fremvises ved afhentning af køretøjet.
Forsikringer og selvrisiko
Bil- og camperleje inkluderer fuld kasko-, tyveri- og ansvarsforsikring. Forsikringsdækningen er betinget af, at køretøjet benyttes i overensstemmelse med gældende retningslinjer og kan variere, alt efter hvilket udlejningsselskab du vælger. Ved eventuel skade er det meget vigtigt, at du straks underretter udlejningsselskabet. Ved leje af bil og autocamper er der en selvrisiko ved skader på køretøjer og ved tyveri. Det er muligt at tilkøbe en forsikring, som nedsætter selvrisikoen til CAD 0,-. Forsikrings- og lejebetingelser oplyses ved tilbudsgivning/køb af rejsen igennem Jysk Rejsebureau.
Envejsleje
Det er muligt at aflevere din lejebil eller camper et andet sted end dér, hvor du afhentede den. Denne løsning vil dog ofte være forbundet med et gebyr for envejsleje, der kan svinge meget, alt efter hvilket udlejningsselskab du vælger og hvilken rute du skal køre. Du får et evt. gebyr for envejsleje oplyst af din rejsekonsulent ved booking af køretøjet. Såfremt envejsleje ikke er inkluderet i prisen, afregnes direkte med udlejningsselskabet.
Depositum
Størrelsen af det depositum du skal lægge ved afhentning af din camper, afhænger af hvilken forsikring du har valgt. Jo bedre forsikring, jo mindre depositum. Beløbet bliver blokeret på dit kreditkort og ført tilbage ved aflevering af camperen, såfremt der ikke er sket skader på køretøjet.
Chauffør
Hos nogle bil- og camperudlejere skal du betale for at få mere end én chauffør tilknyttet køretøjet, mens andre automatisk har flere chauffører inkluderet i lejen fra starten. Alle chauffører skal altid noteres på lejekontrakten ved afhentning af bilen og 'hovedchaufføren' skal være i besiddelse af gyldigt kørekort, internationalt kørekort samt gyldigt kreditkort.
Afhentning/aflevering
Du kan ikke afhente din camper samme dag som du ankommer til Canada. Det er derfor vigtigt at du har bestilt overnatning den første nat. Afhentning kan ske alle ugens dage, dog med undtagelse af nationale helligdage og søndag. Der kan desuden være ekstra gebyrer forbundet med at afhente din camper på helligdage og søndage. Der vil ofte være en minimums- og maksimumslejeperiode for autocampers. Dette oplyses i forbindelse med bookingen, da det kan variere alt efter udlejningsselskab.
For personbiler gælder det, at du kan afhente din lejebil i de fleste lufthavne i Canada. Mange steder vil det også være muligt, efter aftale, at afhente eller aflevere bilen i midtbyen, afhængigt af udlejningsselskab. Det er ikke muligt at få bilen leveret til et hotel.
Afleveringstidspunkt for dit køretøj oplyses ved booking.
Kilometer
Ved autocampers skal du forudbestille det antal miles/km, du forventer at bruge. Overskydende miles/km refunderes ikke. Der kan tilkøbes en Unlimited Mileage pakke, som giver ubegrænset kørsel i hele lejeperioden samt inkluderer en autocamper- og personlig udstyrspakke. En Autocamperudstyrspakke indeholder køkkengrej, service m.m. og en personlig udstyrspakke indeholder pude, lagen, sovepose/sengetæppe m.m.
Kørselsrestriktioner
Du må køre din bil og camper stort set overalt i Canada, så længe du kører på asfalterede veje. Ved autocampere skal du være opmærksom på begrænsninger i det nordlige Canada. Som tommelfingerregel må du ikke køre på grusvej på længere strækninger, medmindre du kører i en 4WD. Udlejningsselskabet forbeholder sig i øvrigt ret til restriktioner som følge af aktuelle vejforhold - du får nærmere instrukser, når du afhenter køretøjet.
Priser
Priserne for bil- og camperleje i Canada er fleksible og afhænger af udbud og efterspørgsel, samt hvor tidligt du er ude. En god tommelfingerregel er, at jo før du bestiller din bil eller camper, jo lavere er prisen. Jysk Rejsebureau benytter flere biludlejningsselskaber i Canada og kan derfor tilbyde konkurrencedygtige priser. Der er et stort udvalgt af forskellige størrelser og modeller at vælge imellem, så vi kan altid finde en bil, der passer til dit behov. Vi anbefaler desuden, at du vælger en lidt større bil, end du egentlig havde forestillet dig. Det betaler sig med god plads og komfort til de lange ture, og prisforskellen på de enkelte modeller er ikke ret stor.