Af Familien Aagaard Persson
Tidspunkt for rejse
September & oktober 2019
Familien Aagaard Persson har været på en oplevelsesrig rejse i Fransk Polynesien, hvor de besøgte Tahiti, Moorea, Huahine, Tahaa, Bora Bora og Fakarava. Derefter Sydney som rosinen i pølseenden. De har sendt os en rejsehilsen, flere dagbogsudrag og en masse lækre billeder.
Uddrag fra dagbog - Moorea del 1
Jeg sad en stille morgen på Moorea og så solopgangen mens jeg skrev dette:
Klokken er halv seks. Solen er ved at stå op, og jeg sidder her på stranden og har paradis helt for mig selv. Et paradis man kun kan drømme om. Her er blikstille, kun lyden af bølgerne fra det store Stillehav der rammer kanten af revet langt ude, eksotiske fugles stille sang og fiskene der livligt er begyndt at boltre sig i vandet. Det er paradis lige meget hvor man kigger hen. Den følelse af frihed og ro man får af at være her er så vidunderlig. Det er som om, at man kan give slip på alle bekymringer og leve med hele kroppen og føle glæde helt ind til benet.
Lige inden vi tog afsted fandt jeg et billede i mine gamle fotoalbums af mit værelse, som jeg havde som nyudklækket teenager. Det var klistret til med plakater af paradis som dette. Hele døren var en stor plakat med netop en solopgang som denne. Der er altid noget i mig der har længtes mod fjerne egne, så længe jeg kan huske tilbage. Hver sommer plagede jeg min mor og far om at komme ud at rejse og elskede når vi så dragende afsted, for det gjorde vi faktisk hvert år. Vi har rejst en del igennem årene til skønne steder i verden og fået de mest vidunderlige oplevelser med os hjem..
Men det er som om jeg er umættelig. Måske er det min nysgerrighed mod fremmede kulturer, et liv der leves som ikke er så kompliceret og meget mere enkelt. Et liv hvor man mærker sig selv og stress ikke er en del af det? Måske! Og der er ingen tvivl om, at den uberørte natur har en effekt på mit velvære som på en eller anden måde ikke kan beskrives. Jeg husker en gammel veninde sagde til mig, efter Henrik og jeg alene havde rejst i Asien i et halvt år "Hvordan kunne I leve på den måde??,Altså I har jo boet på en sten.!" 😊🌎 Ja det gjorde vi, og sagen er, at jeg ikke behøver ret meget, men bare oplevelser der sætter sig fast og som man kan hive frem og leve af når livet i perioder er svært - det er nok for mig.
Jeg er glad lige nu, glad for at vi har undværet utallige ting for at kunne drage afsted og få disse oplevelser med os. Glad for at kunne give mine børn nogle oplevelser fra hele verden og lade dem se, at der er mange måder at leve sit liv på. At kunne lære dem, at man skal rejse med respekt for både natur og mennesker man møder på sin vej. At man skal møde verden med et smil, så får man altid et smil igen. Verden er fyldt med vidunderlige steder lige meget hvad vej man rejser❤️🌎 Og menneskerne har vi så uendeligt meget at lære af ❤️ Citat fra Mads (efter kørsel i bjergene): “jeg er ikke bange for noget som helst når jeg kommer hjem.”
Uddrag fra dagbog - Moorea del 2
I dag.... i dag har været en af de vildeste dage i vores liv.
Jeg har altid ønsket mig at svømme med hvaler og se dem så smukt med halen over vandet.... seriøst det har været så fantastisk i dag. Vi var på hvaltur med kun to andre i båden. Først af alt, at hoppe i det kæmpe bassin som Stillehavet er, stikke snuden ned i det smukke dybblå hav er vildt fascinerende, så uendeligt, så blåt og fyldt med så mange kræfter så man føler sig så lille bitte.
Vi sejlede i bare fem minutter og så var han der, en kæmpe han pukkelhval. Vi fik lov at se ham i vandet på afstand og flere gange over vand med en KÆMPE hale der langsomt bevægede sig ned i vandet. Derefter hoppede vi i vandet og svømmede nærmere, men han var svær at se under vand. Flere gange kom han op og var så smuk og kæmpe kæmpe stor. Sikke et syn. Og lyden under vand når han kaldte på en mage... var så det rystede i kroppen. Det var så sindssygt.
Når jeg skriver det, så vidste vi ikke hvad der ville udspille sig bare tre kvarter senere🤗🌴🌎 Vi sejlede ud og fandt en hun pukkelhval med en legesyg kalv. Vi hoppede i og vi fulgte guiden i dønninger og med en dybde der nær havde fået manden til at skide i bukserne😂 Vi kom helt hen til dem, og mens vi lå der i vandet dansede kalven rundt lige foran os med sin mor i baggrunden, men helt tæt. Er I klar over hvor fantastisk et syn det er. Simpelthen så vildt. På et tidspunkt dykker hvalerne ned. Vi ligger bare i fem minutter og venter.. og pludselig dernede fra dybet kommer kalven dansende op i mod os.
Vildt smukt og så rørende, at jeg tudede under vand... kan i gætte hvor svært det er😂 Da vi havde kæmpet os gemmen dønningerne og op på båden, var jeg så søsyg, at jeg simpelthen lige måtte levere alt morgenmaden ud over bådkanten🙈 Jeg vil tro jeg havde slugt det halve af stillehavet😂
Pukkelhvalerne kommer til Moorea i juli og er der i 4 måneder. Her finder de en mage og får kalve. De spiser ikke i fire måneder. Hvalerne vejer omkring et ton når de fødes og per dag tager de 80 kg på. Når de er fuldvoksne vejer de cirka 30 ton. Til november drager de til Arktis. Vidunderlig verden🙏🏻🌴🌎 - pas på den. På vejen hjem svømmede vi for første gang med hajer og sting rays, fantastisk. Børnene har uden at blinke med øjnene fulgt med i alt vi har budt dem... Mads er begyndt at spørge... hvad fanden skal vi næste gang😂
Bedste rejsehilsner
Merle, Mads, Maj-Britt & Henrik
Læs andre uddrag fra familien Aagaard Perssons rejsedagbog:
Uddrag fra dagbog - Moorea del 1
Jeg sad en stille morgen på Moorea og så solopgangen mens jeg skrev dette:
Klokken er halv seks. Solen er ved at stå op, og jeg sidder her på stranden og har paradis helt for mig selv. Et paradis man kun kan drømme om. Her er blikstille, kun lyden af bølgerne fra det store Stillehav der rammer kanten af revet langt ude, eksotiske fugles stille sang og fiskene der livligt er begyndt at boltre sig i vandet. Det er paradis lige meget hvor man kigger hen. Den følelse af frihed og ro man får af at være her er så vidunderlig. Det er som om, at man kan give slip på alle bekymringer og leve med hele kroppen og føle glæde helt ind til benet.
Lige inden vi tog afsted fandt jeg et billede i mine gamle fotoalbums af mit værelse, som jeg havde som nyudklækket teenager. Det var klistret til med plakater af paradis som dette. Hele døren var en stor plakat med netop en solopgang som denne. Der er altid noget i mig der har længtes mod fjerne egne, så længe jeg kan huske tilbage. Hver sommer plagede jeg min mor og far om at komme ud at rejse og elskede når vi så dragende afsted, for det gjorde vi faktisk hvert år. Vi har rejst en del igennem årene til skønne steder i verden og fået de mest vidunderlige oplevelser med os hjem..
Men det er som om jeg er umættelig. Måske er det min nysgerrighed mod fremmede kulturer, et liv der leves som ikke er så kompliceret og meget mere enkelt. Et liv hvor man mærker sig selv og stress ikke er en del af det? Måske! Og der er ingen tvivl om, at den uberørte natur har en effekt på mit velvære som på en eller anden måde ikke kan beskrives. Jeg husker en gammel veninde sagde til mig, efter Henrik og jeg alene havde rejst i Asien i et halvt år "Hvordan kunne I leve på den måde??,Altså I har jo boet på en sten.!" 😊🌎 Ja det gjorde vi, og sagen er, at jeg ikke behøver ret meget, men bare oplevelser der sætter sig fast og som man kan hive frem og leve af når livet i perioder er svært - det er nok for mig.
Jeg er glad lige nu, glad for at vi har undværet utallige ting for at kunne drage afsted og få disse oplevelser med os. Glad for at kunne give mine børn nogle oplevelser fra hele verden og lade dem se, at der er mange måder at leve sit liv på. At kunne lære dem, at man skal rejse med respekt for både natur og mennesker man møder på sin vej. At man skal møde verden med et smil, så får man altid et smil igen. Verden er fyldt med vidunderlige steder lige meget hvad vej man rejser❤️🌎 Og menneskerne har vi så uendeligt meget at lære af ❤️ Citat fra Mads (efter kørsel i bjergene): “jeg er ikke bange for noget som helst når jeg kommer hjem.”
Uddrag fra dagbog - Moorea del 2
I dag.... i dag har været en af de vildeste dage i vores liv.
Jeg har altid ønsket mig at svømme med hvaler og se dem så smukt med halen over vandet.... seriøst det har været så fantastisk i dag. Vi var på hvaltur med kun to andre i båden. Først af alt, at hoppe i det kæmpe bassin som Stillehavet er, stikke snuden ned i det smukke dybblå hav er vildt fascinerende, så uendeligt, så blåt og fyldt med så mange kræfter så man føler sig så lille bitte.
Vi sejlede i bare fem minutter og så var han der, en kæmpe han pukkelhval. Vi fik lov at se ham i vandet på afstand og flere gange over vand med en KÆMPE hale der langsomt bevægede sig ned i vandet. Derefter hoppede vi i vandet og svømmede nærmere, men han var svær at se under vand. Flere gange kom han op og var så smuk og kæmpe kæmpe stor. Sikke et syn. Og lyden under vand når han kaldte på en mage... var så det rystede i kroppen. Det var så sindssygt.
Når jeg skriver det, så vidste vi ikke hvad der ville udspille sig bare tre kvarter senere🤗🌴🌎 Vi sejlede ud og fandt en hun pukkelhval med en legesyg kalv. Vi hoppede i og vi fulgte guiden i dønninger og med en dybde der nær havde fået manden til at skide i bukserne😂 Vi kom helt hen til dem, og mens vi lå der i vandet dansede kalven rundt lige foran os med sin mor i baggrunden, men helt tæt. Er I klar over hvor fantastisk et syn det er. Simpelthen så vildt. På et tidspunkt dykker hvalerne ned. Vi ligger bare i fem minutter og venter.. og pludselig dernede fra dybet kommer kalven dansende op i mod os.
Vildt smukt og så rørende, at jeg tudede under vand... kan i gætte hvor svært det er😂 Da vi havde kæmpet os gemmen dønningerne og op på båden, var jeg så søsyg, at jeg simpelthen lige måtte levere alt morgenmaden ud over bådkanten🙈 Jeg vil tro jeg havde slugt det halve af stillehavet😂
Pukkelhvalerne kommer til Moorea i juli og er der i 4 måneder. Her finder de en mage og får kalve. De spiser ikke i fire måneder. Hvalerne vejer omkring et ton når de fødes og per dag tager de 80 kg på. Når de er fuldvoksne vejer de cirka 30 ton. Til november drager de til Arktis. Vidunderlig verden🙏🏻🌴🌎 - pas på den. På vejen hjem svømmede vi for første gang med hajer og sting rays, fantastisk. Børnene har uden at blinke med øjnene fulgt med i alt vi har budt dem... Mads er begyndt at spørge... hvad fanden skal vi næste gang😂
Bedste rejsehilsner
Merle, Mads, Maj-Britt & Henrik
Læs andre uddrag fra familien Aagaard Perssons rejsedagbog:
