Kom med og oplev Hong Kong, Filippinerne og Vietnam på dette uforglemmelige højskoleophold sammen med andre danske unge. Tag på dit livs eventyr, alt imens du danner nye venskaber og nyder højskolefællesskabet på nogle af de smukkeste destinationer i verden.
Rejsen starter i Hong Kong, som er bedst kendt for sine gigantiske skyskrabere, lange shopping-gader og futuristiske stemning. Men Hong Kong rummer også hyggelige fiskersamfund, strande, bjerge og templer. I disse kontrastfyldte omgivelser skal I lægge fundamentet for et fantastisk højskolefællesskab, lære hinanden meget bedre at kende gennem sjove aktiviteter og teambuilding – og ikke mindst udforske Hong Kong både til vands og til lands.
Efter nogle oplevelsesrige dage tager I videre til øriget Filippinerne. Her har I for en stund en base på den øde ø Secret Island, der med sit krystalblå hav og kridhvide sandstrande i sandhed er paradis på jord. På denne ø, langt fra hverdag og wifi, kan I udfordre jer selv med to forskellige valgfag, og på et fem-dages forløb vil I sammen med jeres højskolelærer fokusere på personlig udvikling. Bålaftener, beachvolley, spilhygge og temafester er blot nogle af de aktiviteter, I kan glæde jer til. Efter nogle magiske uger går turen videre til Coron og Island House, som danner rammen for nogle unikke oplevelser, som ikke fås andre steder. I skal blandt andet se jeres livs smukkeste solnedgang, når I overnatter på toppen af Dalara Moutain. I kommer også helt tæt på en filippinsk familie på "Mærk Verden"-dagen, og I oplever eventyrlige laguner på ø-hop.
Eventyret sluttes af i skønne Vietnam. Vi tager på farten for at opleve alt det bedste, som Vietnam har at byde på. Glæd jer til en perfekt sammensat rejse fra nord til syd, hvor I blandt andet skal på sejltur i smukke Halong Bay, på grotte- og jungleeventyr i Phong Nha Ke Bang National Park, bo i Vietnams hyggeligste by, Hoi An, køre på motorcykel fra Dalat til Mui Ne, og nyde en lokal middag i Ho Chi Minh City. Undervejs vil der også være god tid til at slappe af og skabe de hyggeligeste stunder med dine nye højskolevenner.
Med på rejsen får I en dansk højskolelærer, der også fungerer som rejseleder. Undervisningen i personlig udvikling er varetaget af højskolelæreren og foregår på dansk. På valgfagene vil der være lokale undervisere, og undervisningen vil foregå på engelsk.
Afrejse fra Danmark
I mødes i Københavns Lufthavn med jeres højskolelærer og tjekker ind sammen, før eventyret starter, og flyet afgår mod Hong Kong.
Uge 1: Hong Kong – Ankomst, streetfood-tur og teambuilding
Ved ankomst til Hong Kong tager I med offentlig transport til jeres hostel, hvor I skal bo de næste seks nætter. I starter første dag på højskolen med en velkomstmiddag. I hele den første uge er fokus på at få rystet gruppen rigtigt godt sammen ved blandt andet at have fællesspisning, lave samarbejdsøvelser, hygge med jeres første højskoleaften og lære hinanden og byen bedre at kende, mens I dyster i Amazing Race-konkurrencen.
I skal selvfølgelig også ud og opleve Hong Kong by. En af de bedste måder at gøre det på er gennem smagssanserne; så glæd jer til en streetfood-byrundtur, som tager jer helt tæt på Hong Kongs energiske gade- og kulturliv, hvor I både smager de lokale delikatesser, lærer om traditionel te fra en te-mester og måske får spået jeres fremtid af en fugl. Derudover kommer pulsen helt op, når I skal ud og vandre ved Dragons Back Trail og sejle kajak i Sai Kung Country Park, hvor I vil blive belønnet med de vildeste udsigter over bjerge, skov og hvide sandstrande.
I alle ugerne er der indlagt en eller to dage uden aktiviteter. Her kan I blandt andet bruge tiden på at slappe af, udforske det område I er i, eller måske planlægge den næste højskoleaften.
På den sidste dag i denne uge flyver I fra Hong Kong til Coron i Filippinerne, hvor I har en enkelt overnatning inden ø-eventyret starter.
Uge 2: Filippinerne – Secret Island, personlig udvikling og ø-livet
Glæd jer til et vaskeægte eventyr på en øde ø! Om morgenen bliver I hentet ved jeres guesthouse og kørt til havnen, hvorfra I sejler ud til Secret Island. Ved ankomst til øen indlogeres I i autentiske bambushytter og oplever den første smukke solnedgang ud af mange.
At være på Secret Island er en øvelse i at være tilstede i nuet. Her er der ingen wifi, så der er ingen forstyrrende iPhone, der skal tjekkes. Det gør Secret Island til de perfekte omgivelser for at dyrke fællesskabet, højskoleånden og kigge indad. Der venter nogle lærerige dage med personlig udvikling, hvor I helt sikkert kommer til at lære jer selv bedre at kende. Vi har udviklet et forløb på fem dage med temaer som selvforståelse, samarbejde, kommunikation og mindfulness. Formålet med dagene er, at I hver især bliver klogere på jer selv, men også at I får nogle redskaber, som I kan bruge fremover, når hverdagen rammer derhjemme. Forløbet består af både anderledes og sjove øvelser, som er langt fra den normale stillesiddende klasseundervisning, man kender alt for godt. (
M,
F,
A)
Uge 3-4: Filippinerne – Secret Island, valgfag og temafest
I disse to uger er det tid til at lære noget nyt, så giv jer selv en udfordring gennem et af vores valgfag. Der er to valgfagsuger, så man kan nå at prøve to forskellige valgfag. Lige meget hvilket fag I vælger, har vi sørget for dygtige og engagerede undervisere, så I er i sikre hænder. I kan frit vælge mellem fem forskellige valgfag, og vi arbejder hele tiden på at udvikle flere fag. Yoga, frivilligt arbejde og "fra jord til bord" er allerede inkluderet i prisen. Hvis du ønsker at kitesurfe eller tage dykkercertifikat, kan dette tilkøbes. Alle forløb strækker sig over fire dage, men varierer i timetal.
Valgfagene:
Er du nysgerrig på den magiske verden under havoverfladen? Så har du muligheden for at vælge
dykning som valgfag. Du bliver i løbet af ugen certificeret ”PADI Open Water Diver”.
Har du lyst til at prøve kræfter med en ægte udfordring og lære at
kitesurfe i et af verdens bedste kitesurfing-områder? Så brug en af ugerne på at lære at kitesurfe.
Yoga er til dig, som gerne vil bruge din krop, finde indre ro og lære dig selv bedre at kende på et dybere niveau.
Tag med i køkkenhaven – vær med til at dyrke, høste og tilberede lokale grøntsager. Pattegrisen skal slagtes, og hele højskolen skal smage på ugens forberedelser til en storslået middag, hvor al maden kommer direkte
fra jord til bord.
Hjælp lokalsamfundet, når du bidrager med
frivilligt arbejde på naboøen. De lokale melder selv ind, hvor der er brug for hjælp; det kan være undervisning på den lokale skole, renovering af bygninger, "beach clean up" eller noget helt fjerde.
Valgfagsugerne afsluttes med et brag af en temafest! Dagen efter bliver I sejlet til Coron og derfra videre til Island House, som er et dejligt hus med skøn havudsigt, hængekøjer og en fin lille lokal landsby lige i nærheden. (
M,
F,
A)
Uge 5: Filippinerne – Island House, "Mærk Verden"-dag og Dalara Mountain
Det er tid til at skifte ø, og I skal i denne uge dele tiden mellem hyggelige intime rammer på Island House, og den charmerende, travle by Coron, hvor I kommer helt tæt på de lokale og naturen.
Den første dag er jeres "Mærk Verden"-dag, hvor I besøger den lokale landsby - her bruger I dagen med en lokal familie i mindre hold. I skal blandt andet lave mad i familiens primitive køkken, hvor I får en dybere indsigt i den filippinske kultur og deres mange traditioner.
Glæd jer også til at skulle dyste mod hinanden, lave mad over bål og overnatte på en øde ø i højskolens fedeste konkurrence:
Robinson. Derudover skal I hjælpe til i Edens Garden, som er en farm styret af lokale, hvor I kommer til at plante træer, fodre dyr og hjælpe til i rismarkerne. Der bliver også tid til bålhygge og svømmeture i floden. Ikke nok med det så skal I også bestige Dalara Mountian og overnatte på toppen, hvor I bliver belønnet med den smukkeste solnedgang. Hele ugen afsluttes med et ø-hop omkring Coron, hvor I blandt andet kan svømme i de blå laguner og opleve det farverige undervandsliv.
Den sidste dag flyver I fra Coron til Hanoi i Vietnam, og her skruer vi en tand op for farten. (
M,
F,
A)
Uge 6: Vietnam - Hanoi, Halong bay og Phong Nha Ke Bang National Park
Eventyret i Vietnam starter i den charmerende hovedstad Hanoi, og i løbet af ugen bevæger I jer via Halong Bay, Ninh Binh og Phong Nha Ke Bang til Hoi An. Glæd jer til en oplevelse udover det sædvanlige! I skal nemlig udforske Hanoi bag på en motorcykel; her kommer I helt tæt på vietnamesernes hverdag, når I snor jer gennem skjulte gader, oplever lokale markeder og smager på de bedste gadekøkkener. Dernæst venter der jer en sejltur, hvor I overnatter i majestætiske Halong Bay på en lækker husbåd og oplever smukke solopgange og solnedgange. Derefter tager I videre til de imponerende klipper i Ninh Binh og fortsætter med nattog til Dong Hoi, hvor I skal på grotte- og jungletrek i Phong Nha Ke Bang National Park, der huser nogle af verdens største grottesystemer gemt inde i en frodig jungle. I slutningen af ugen ankommer I til skønne Hoi An. (
M)
Uge 7: Vietnam - Hoi An, streetfood-tur og tid til højskolelivet
I denne uge har I base i Vietnams hyggeligste by, Hoi An. Byen består af smalle, charmerende gader, farverige lanterner, gule huse og tilmed en strand. Mange rejsende beskriver Hoi An som deres favorit-by i Vietnam, og det er slet ikke uden grund! I starter ugen ud med en streetfood-tur, hvor især jeres øjne og smagsløg bliver forkælet, mens I går gennem Hoi Ans hyggelige gadeliv. I har herefter nogle dage til at slappe af, tage på café eller få skræddersyet et lækkert sæt tøj. Ugen byder også på en masse hyggelige højskoleaftener og -arrangementer; om det er en omgang varulv, escape room eller tour de chambre, så er der tid til det hele, inden I igen skal på farten og tager natbussen til Dalat. (
M)
Uge 8: Vietnam - Dalat, motorcykel-eventyr, Mui Ne og afskedsmiddag
I rejser til byen Dalat, som er særligt kendt for sit evige forår, dragende natur og ikke mindst mange muligheder for alle adrenalinjunkies. Her finder I betagende vandfald, bjerge, søer og floder, som blot venter på at blive udforsket – enten på to ben, i en kajak, på ATV, ved at rapelle eller riverrafte. Fra Dalat til Mui Ne venter der det fedeste motorcykel-eventyr. I har hver jeres motorcykel og chauffør, som sørger for, at I trygt og sikkert kommer frem, alt imens I får helt unikke oplevelser i selskab med de lokale. På vejen kommer I forbi blomsterfarme, kaffeplantager og smilende lokale i vejkanten. I krydser storslåede bjergpas og kan nyde de imponerende udsigter over de udstrakte sandklitter, der pryder landskabet, mens de lokale bønder passer deres afgrøder på markerne. I ender i Mui Ne, hvor I har en dag til at udforske den lille fiskerby, inden I drager videre til storbyen Ho Chi Minh, hvor højskoleopholdet slutter med en fabelagtig afskedsmiddag. Herefter er det tid til at pakke backpacken for sidste gang. Rig på fantastiske oplevelser, nye venskaber og dejlige minder, sætter I kursen mod Danmark. (
M)
Ankomst til Danmark efter et fantastisk højskoleophold
I ankommer til Danmark fyldt op med eventyr og nye oplevelser. I siger højest sandsynligt ikke farvel, men "på gensyn" til hinanden i lufthavnen.
Noget af det bedste ved højskoleophold ved Jysk rejsebureau er, at alle overnatninger er inkluderet under hele rejsen. De specifikke overnatningssteder vil fremgå i programmet.