17 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 22.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Guatemala byder på uendeligt mange oplevelser, og på denne rejse skal du opleve noget ud over det sædvanlige. Glæd dig til en rejse, som skruer op for aktivitetsniveauet, de kulturelle møder og de helt store naturoplevelser. Programmet byder på alt fra zipline og vulkan-hikes til søer, vandfald og et flerdages-trek i den guatemalanske jungle. Derudover skal du for en stund bo hos en lokal familie. Vær opmærksom på, at denne rejse kræver, at du er i god, fysisk form.

Din rejse starter i Antigua, hvor du har tid til at udforske de historiske og farverige gader, inden du skal prøve kræfter med at bestige Pacaya-vulkanen. Efter sådan en omgang kan du puste ud ved Atitláns søbred omgivet af dramatiske vulkaner i alle retninger. Lad batterierne op med en dukkert, kajaksejlads eller SUP, inden der igen skrues op for tempoet med en omgang zipline.

Derefter bevæger du dig mod landets andenstørste by, Quetzaltenango, også kaldet Xela (udtales sjela) af de lokale. Her flytter du ind hos en lokal familie og får deraf et unikt indblik i den guatemalanske kultur. Under opholdet i Quetzaltenango bliver fysikken testet endnu engang, når du skal bestige Santa María-vulkanen og nyde storslåede udsigter over Guatemala.

Næste stop er den lille by Lanquín. Her er der arrangeret en dagstur til Semuc Champey og Kanba, der ligger midt i den frodige, guatemalanske jungle. Tag badetøjet med, da du her får rig mulighed for at tage en forfriskende dukkert i de naturlige pools.

Fra Lanquín fortsætter du til Flores, og herfra begiver du dig ud på et flerdages-trek gennem junglen, ud til mayakomplekset ved El Zotz og ikke mindst de berømte Tikal-ruiner. Selve trekket varer tre dage, og du camperer to nætter i telt. Turen stiller krav til fysikken, da terrænet varierer meget, og det i forvejen kan være udfordrende at vandre i et varmt og fugtigt klima. Til gengæld får du en stor oplevelse, som kun de færreste rejsende i Guatemala får.

Efter en nat i Flores returnerer du med indenrigsfly til Guatemala City, hvor du har en enkelt nat, inden rejsen mod Danmark begynder. Ønsker du at rejse videre, for eksempel til Mexico eller Belize, eller ønsker du andet indhold, kan du tale med din rejsekonsulent herom. Rejsen kan skræddersyes, så den matcher netop dine rejsedrømme.

Få information og fakta om Guatemala her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Guatemala her

Bedste rejseperiode

Du kan rejse til Guatemala hele året, men landet er bedst at besøge i perioden fra oktober til maj, som er den tørre sæson. Fra og med juni til og med september er der regntid, men landet kan sagtens besøges alligevel. Forvent en køligere temperatur end normalt.

Vær opmærksom på, at El Zotz-trekket kun finder sted fra november til juli.

Vær også opmærksom på orkansæsonen, der ligger fra juni til november, hvor de fleste orkaner rammer i månederne august til oktober. Orkaner og tropiske storme påvirker mest områderne ud til Stillehavskysten, den caribiske kyst, Den Mexicanske Golf og Yucatán-halvøen.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Guatemala City/Antigua
Et spændende og aktivt eventyr venter forude. Med fly rejser du fra Danmark til Guatemala. Efter ankomst vil du blive hentet i lufthavnen i Guatemala City og kørt til betagende Antigua, der ligger en lille times kørsel væk. Her venter dig tre overnatninger på et hyggeligt og godt beliggende hotel.
2. dag: På opdagelse i Antigua
Du vågner til din første hele dag i Guatemala, og Antigua er måske en af de smukkeste kulisser, du kan starte din rejse i. Her er en næsten eventyrlig stemning med brostensbelagte gader og farverige huse. Byen er et must på enhver rejse til Guatemala, og du vil hurtigt opdage, at du langt fra er den eneste, der har taget turen hertil. Trods sine mange besøgende har Antigua formået at bevare sin guatemalanske sjæl. Du har denne dag tid på egen hånd til at gå på opdagelse i byen. For eksempel kan du lægge vejen forbi livlige og historiske steder som Plaza Central, La Merced og La Catedral eller bruge tiden på at shoppe i de hyggelige butikker eller på det lokale marked – eventuelt med en kop lækker, guatemalansk kaffe i hånden. (M)
3. dag: Aktiv udflugt til Pacaya-vulkanen
Et udfordrende eventyr venter dig denne dag, hvor det kan betale sig at være i nogenlunde form. Pacaya-vulkanen har en højde på 2600 meter, og du vil bestige cirka 700 meter denne dag. Turen er udfordrende på grund af de sorte lavasten, som kan være svære at gå på. Nogle steder er virkelig stejle. På toppen vil du se revner i jorden med svovldamp, der kommer ud af dem. Når vulkanen er meget aktiv, har du chancen for at se rød lava komme ud af vulkanen. Når det sker, kan du ikke komme helt tæt på krateret. Turen ned er spektakulær! Du kan se frem til en heldagstur, hvor det tager cirka halvanden til to timer at køre fra Antigua til vulkanen, og turen op og ned ad vulkanen kan tage cirka fire timer. Efter endt tur bliver du kørt retur til Antigua, hvor du har en sidste aften og nat. (M)
4. dag: Videre rejse til Santa Cruz La Laguna ved Lago Atitlán
Du tager afsked med Antigua og fortsætter din rejse i en delt shuttlebus gennem bjergrige, grønne landskaber med udsigter mod bredden af den smukke Atitlán-sø. Du ankommer til Panajachel efter to til tre timer og tager en fælles båd (ikke inkluderet) til Santa Cruz La Laguna. Du kan forvente en sejltur på cirka tre kvarter. Santa Cruz La Laguna er en lille fredelig by beliggende ved bredden af Atitlán-søen. Noget af det der gør byen unik, er at den kun kan tilgås via båd. Det giver en følelse af isolation og ro. Udsigterne til storslåede vulkaner gør også byen unik. I denne by er maya-indflydelsen stærk. Det lokale Kaqchikel-folk lever i høj grad på traditionel vis. Du vil på disse kanter opleve lokale klædt i traditionelt, farverigt og mønstret tøj, som er vævet i hånden, og du kan som regel også købe de lokales håndværk i byen. I Santa Cruz La Laguna tjekker du ind hos et hyggeligt glampingsted med en ung og social atmosfære. Her overnatter du i et privat glampingtelt og kan efter eget ønske deltage i stedets mange udbudte aktiviteter såsom yogaklasser, kajakroning og diverse lege. (M)
5. dag: Aktiviteter og afslapning ved Lago Atitlán
Denne dag er din til at råde over, og mulighederne er mange ved Lago Atitlán. For eksempel kan du forsøge dig med diverse vandsportsaktiviteter såsom kajak, SUP eller sågar dykning, eller blot nøjes med en dukkert og lidt afslapning ved søbredden. Fra Santa Cruz La Laguna kan du med båd også nemt besøge andre landsbyer ved søen. Hver af disse byer har deres eget unikke særpræg. Du kan eksempelvis lægge vejen forbi San Pedro La Laguna, som er kendt for sin afslappede atmosfære og bohemevibes, der tiltrækker rejsende fra hele verden. I denne by kan du også prøve kræfter med at bestige San Pedro-vulkanen. Har du mod på et eventyr lidt længere væk fra søen, kan du besøge Chichicastenango, hvor du har mulighed for at opleve det største (og mest farverige) marked i hele Centralamerika. (M)
6. dag: Ultra X-Treme Zipline ved Atitlán Naturreservat
En sjov og hæsblæsende aktivitet venter forude. Fra Santa Cruz La Laguna finder du på egen hånd til Atitlán Naturreservat. Tag båden til Panajachel (ikke inkluderet) og gå cirka to kilometer. Alternativt kan du tage en tuc-tuc til reservatet fra Panajachel (ikke inkluderet). Efter ankomst venter der dig en række sjove oplevelser. Zipline-aktiviteten er et af højdepunkterne. På zipline-kablerne vil du svæve over vandfald, kaffeplantager, skove og stejle klipper, mens du har udsigt over søen. I alt kan du se frem til syv zipline-kabler og en samlet længde på 2381 meter. Hver zipline-kabel bringer en unik oplevelse: Nogle når højder på op til 60 meter, andre tilbyder pragtfulde udsigter over skove, vandfald, vulkaner og søen. Stierne, du går på undervejs, er flere århundreder gamle, og overalt kan du høre lyden af vand og fugle. I sommerfuglehaven i Geodomen kan du nyde farverne fra hundredvis af sommerfugle og tropiske blomster. (M)
7. dag: Ankomst til Quetzaltenango og homestay-ophold
Fra Santa Cruz La Laguna tager du en båd til Panajachel (ikke inkluderet). I en delt shuttlebus sætter du kurs mod Guatemalas højland og helt præcist byen Quetzaltenango. Fra Panajachel kan du forvente en rejsetid på to til tre timer. Quetzaltenango, også kendt som Xela, er Guatemalas andenstørste by. Byen er kendt for sin rige kultur og historie samt sine smukke vulkanrige omgivelser, som tiltrækker vandrere og eventyrere fra hele verden. I denne by kan du se frem til en autentisk oplevelse, idet du tjekker ind hos en lokal værtsfamilie i et homestay. Indlogeringen er på ingen måde luksuriøs, men giver dig et alletiders og helt unikt indblik i kulturen. Her kommer du tæt på landets befolkning og kan også se frem til at få både morgenmad og aftensmad serveret i hjemmet. (M, A).
8. dag: På eventyr til Santa María-vulkanen
I dag skal du på en udflugt til Santa María-vulkanen. Vulkanen har en højde på 3772 meter. Først vil du blive kørt i bil i cirka 25 minutter til basecamp, hvorfra du starter vandringen. Opstigningen tager cirka fire timer, og nedstigningen tager cirka tre timer. Fra toppen har du en fremragende udsigt over den aktive vulkan Santiaguito samt Xela. Derudover har du kig til stillehavsskråningen og vulkanerne Agua, Acatenango og Fuego nær Antigua. Faktisk kan du på klare dage se helt til Tacana ved den mexicanske grænse. Glæd dig til endnu en aktiv og begivenhedsrig dag i Guatemala. (M, A).
9. dag: Videre rejse til Lanquín
Der står transport på programmet i dag, idet du skal tilbagelægge vejen fra Quetzaltenango til Lanquín i det centrale Guatemala. Byen er primært kendt som port til Semuc Champey – det naturskønne område med turkisblå kalkstensbassiner. Turen i delt shuttlebus tager i omegnen af otte timer, så husk en god bog og lidt mad og drikke til rejsen. Efter ankomst til Lanquín tjekker du ind på et hyggeligt hostel beliggende i naturskønne rammer. (M)
10. dag: Dagstur til Kanba-hulen og Semuc Champey
Dagen byder på en dagstur til Kanba-hulerne, som er fyldt med spektakulære, endeløse kalkstensformationer og et alter fra mayatiden, som blev brugt til ofringer. Kanba er endnu ikke udforsket til fulde, så man kender ikke til omfanget eller dybden af hulerne. Bagefter kan du køle af ved Semuc Champey – en 300 meter lang, naturlig kalkstensbro i forskellige niveauer, midt i den frodige, guatemalanske jungle. Her kan du bade i de naturlige pools, der forsynes med lækkert, klart vand fra bjergene. Hvis vandstandsniveauet tillader det, kan du prøve tubing ned ad floden. Vær opmærksom på, at dit tøj kan blive vådt på denne tur. Efter turen er resten af dagen på egen hånd. (M)
11. dag: Videre rejse til Flores i nord
Du begiver dig længere mod nord, til Flores – en by midt i en sø. Byen er lille og fredelig, rummer masser af charme og har desuden et godt udbud af restauranter og caféer. Turen tager fem til seks timer, og efter ankomst tjekker du ind på et hyggeligt hotel lige ned til søen. Resten af dagen og aftenen er på egen hånd. (M)
12. dag: Flores til Cruce Dos Aguadas og start på El Zotz-trekkingtur
Dine oplevelser starter efter en tidlig morgenmad, med en transfer til Dos Aguadas-samfundet. Her møder du din lokale jungle-guide og påbegynder en eventyrlig tre-dages trekkingtur til blandt andet El Zotz og Tikal. Du kan denne dag forvente cirka seks timers vandring til campen i El Zotz, også kaldet "flagermusen". Dette tilnavn skyldes den oplevelse, du kan se frem til her. Du kan nemlig glæde dig til at opleve synet af tusindvis af flagermus, som flyver ud fra hulerne ved solnedgang. Du slår lejr for natten i en simpel jungle-camp, hvor du overnatter i telt. (M, F, A)
13. dag: El Zotz-trekkingtur
Denne dag kan du se frem til at vandre gennem det rige økosystem til et sæt mystiske ruiner. Her kan du klatre på de uberørte maya-templer, som ligger omgivet af jungle. Efter frokost fortsætter du cirka tre timer til El Yesal-campen. Du vil igen overnatte i en simpel camp i junglen i telt. (M, F, A)
14. dag: El Zotz-trekkingtur
Fire til fem timers vandring venter forude denne dag. Turen går gennem junglen til Tikal Temple IV, hvor du vil ankomme ved middagstid. Tikal er hjemsted for nogle af Guatemalas mest kendte ruiner. Nationalparken er på UNESCO’s Verdensarvsliste, og det menes at området har været beboet fra omkring 700 f.Kr. til omkring år 900 e.Kr. Ved Tikal udforsker du først området med din guide, hvorefter der er afsat tid til, at du kan udforske stedet på egen hånd og i dit eget tempo. Se solnedgangen over Tikal, inden du kører retur til Flores, hvor du vil ankomme tidligt på aftenen. (M, F).
15. dag: Fra Flores til Guatemala City
Du afhentes på dit hotel eller i nærheden af dit hotel og køres til lufthavnen i Flores, hvorfra du tager en kort indenrigsflyvning til Guatemala City. Du bliver hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel i Guatamala City. Nyd den sidste tid i Guatemala på egen hånd. Eventuelt kan du besøge det historiske centrum i zone 1. Her finder du Plaza Mayor, som er omgivet af vigtige bygninger såsom Nationalpaladset og katedralen. (M)
16. dag: Hjemrejse til Danmark
Det er tid til at tage afsked med Guatemala og atter sætte kurs mod Danmark. Skulle du ikke have fået nok af Guatemala eller af Mellemamerika generelt, er det selvfølgelig muligt at forlænge din rejse. Tal med din rejsekonsulent om de mange muligheder. (M)
17. dag: Ankomst til Danmark
Du ankommer til Danmark efter en eventyrlig og aktiv rejse i Guatemala.

Overnatninger

3 overnatninger hos Posada Los Bucaros i Antigua
3 overnatninger hos Free Cerveza ved Lago Atitlán
2 overnatninger i homestay i Quetzaltenango
2 overnatninger hos Oasis Hostal i Lanquín
2 overnatninger hos Casa Azul i Flores
2 overnatninger i telt i forbindelse med El Zotz-hike
1 overnatning hos Best Western Plus Hotel Stofella

Har du andre ønsker til overnatninger, kan du tale med din rejsekonsulent herom. Vær dog opmærksom på, at telt er eneste mulighed på El Zotz-trekket.

Bemærkninger

VIGTIG information om El Zotz-trekket:

Niveauet for trekket er moderat, så det stiller visse krav til din fysik. I alt skal du forvente en vandretur i omegnen af 52 kilometer.

Trekket kan kun tages fra november til juli, da dette er udenfor regnsæsonen.

Alle tidspunkter og ruter kan ændres på grund af vejret eller andre uforudsete faktorer i junglen.

På trekket camperes der to nætter i primitive teltlejre.

Du kan efterlade din store bagage på hotellet i Flores og blot tage en dagsrygsæk med.

På grund af det varme og fugtige klima i den tropiske jungle, opfordrer vi til, at du medbringer den rette påklædning, gerne i åndbart og hurtigtørrende materiale, som også har UV-beskyttelse. Derfor er bomuld ikke den bedste løsning. Lange bukser og T-shirts med lange ærmer er desuden at anbefale, da du kan risikere at komme i kontakt med planter med torne, som kan udløse en allergisk reaktion ved berøring med huden. En solhat og solcreme er også nødvendigt at medbringe.

Grundet længden af trekket og det varierede terræn, anbefaler vi at du medbringer lette vandrestøvler, som er vandafvisende og åndbare. Bjergbestingningsstøvler eller tennissko er ikke anbefalelsesværdige. Tag desuden gerne gode vandresokker med, som kan absorbere lidt af varmen og hjælpe til, at du ikke får vabler.

Se desuden huskelisten for flere god råd til, hvad du bør medbringe på rejsen.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Gruppestørrelse

Dette er en individuel rejse, hvor du rejser på egen hånd.

Oktober - maj

Pakkeliste

  • Tøj til kølige dage og aftener
  • Solhat eller kasket
  • Solbriller
  • Solcreme
  • Vandresko/-støvler (det anbefales ikke at bruge hverken tennissko eller alt for tunge vandrestøvler til vandreturen)
  • Lille vandrerygsæk
  • Lommelygte eller pandelygte
  • Insektspray
  • Håndsprit
  • Let regn- eller skaljakke

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Guatemala City // Flores - Guatemala City - Danmark (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Transport ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Udflugt til Pacaya-vulkanen med spansktalende guide (muligvis med et begrænset kendskab til engelsk)
  • Ultra X-Treme Zipline ved Atitlán Naturreservat
  • Udflugt til Santa María-vulkanen med spansktalende guide (muligvis med et begrænset kendskab til engelsk)
  • Udflugt til Semuc Champey og Kanba-hulen med spansktalende guide (muligvis med et begrænset kendskab til engelsk)
  • Tredages vandretur til El Zotz med spansktalende guide (muligvis med et begrænset kendskab til engelsk)
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og Rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Eventuel afrejseskat (cirka 80 GTQ)
  • Entré til Pacaya-vulkanen (cirka 100 GTQ)
  • Bådtransport mellem Panajachel og Santa Cruz La Laguna (kan ikke købes på forhånd)
  • Drikkepenge (i Guatemala er det god skik at give drikkepenge til servicepersonale)
  • Drikkevarer og måltider ikke nævnt i programmet

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top