Her på siden finder du praktisk information og fakta om Guatemala.


Praktisk info om at rejse i Guatemala

Visumforhold og indrejsekrav
Danske statsborgere behøver ikke visum for at besøge Guatemala. Der udstedes et turistkort ved grænsen, der er gyldigt i 90 dage. Vær opmærksom på, at kortet skal indleveres til myndighederne igen, når du forlader landet. Det er derfor en god idé at opbevare det sammen med dit pas. Officielt er det et krav for at komme ind, at du har en returbillet ud af landet igen. Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Rejsende, der ankommer med fly til Guatemala City Airport, skal udfylde en migrationsformular inden indrejse. Efter at have udfyldt formularen, vil du modtage en bekræftelsesmail med en QR-kode. Denne QR-kode skal du opbevare på dig under hele opholdet i Guatemala. Du kan udfylde migrationsformularen her. Rejsende, der ankommer til Guatemala over land, skal ikke udfylde den online formular, men skal i stedet udfylde en formular, som udleveres ved grænsen.

Krydser du grænsen mellem Guatemala og Mexico via land, skal du inden da udfylde en migrationsformular online og dernæst printe og medbringe den. Du kan udfylde FMMD - Forma Migratoria Multiple her. Vi anbefaler, at du udfylder formularen ca. 72 timer inden krydsning af grænsen. Vær opmærksom på, at der ved afrejse fra Guatemala opkræves et gebyr, der betales direkte til migrationen. Dette beløb skal betales kontant.

Der kan forekomme indrejsekrav til Guatemala såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Guatemala.

Særlige indrejseregler i Guatemala i forbindelse med Covid-19
Der er ikke længere restriktioner for indrejse til Guatemala. Skal du rejse videre til eller tilbage til et land, der kræver PCR test ved ankomst er det obligatorisk at have en rejseforsikring der dækker Covid-19.

Der kan forekomme lokale restriktioner, som fx brug af mundbind og social distancering.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Klimaet varierer meget i Guatemala. I det guatemalanske højland kan temperaturen komme ned under frysepunktet om natten, så overvej at medbringe en sovepose og køb en varm trøje på et af de lokale markeder. Regntiden er fra maj til oktober i højlandet. Landet kan besøges året rundt, men den bedste tid er i tørtiden fra november til april, hvor dagene typisk er varme og solrige. Rejser du uden for denne periode, er der langt færre turister og lavere priser. Stillehavskysten og den Caribiske Kyst har tropisk klima; regnfuldt, varmt og høj luftfugtighed året rundt. Temperaturen ligger konstant mellem 32 og 38 grader. I El Petén (lavland og jungle) er der varmt og fugtigt i regntiden, hvor september og oktober er værst. Tørtiden er varm - og tør.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Guatemala er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Guatemala kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabeller over de forskellige klimazoner i Guatemala her.

Penge
Møntenheden i Guatemala er quetzal (Q), navngivet efter landets smukke, men sjældne nationalfugl. Der er planer om at indføre US-dollars som den officielle valuta. Prisniveauet er blandt de laveste i Centralamerika. Vær opmærksom på, at de lidt dyrere hoteller og restauranter kan lægge en betydelig skat oveni regningen, så spørg når du ankommer til hotellet. De billige pensiónes (hoteller) og comedores (restauranter) opkræver som regel ingen skat. Generelt er det muligt at tilfredsstille stort set alle behov i nærheden af de største turistattraktioner - lige fra fem dollars-pensiónes til 3-stjernede hoteller.
Som valuta anbefales det at medbringe rejsechecks i US-dollars. Visakort accepteres i banker og i en del forretninger i turistområderne, fortrinsvis i Antigua og Guatemala City. Det anbefales at have en mindre beholdning af US-dollars i små sedler på dig, da de altid er gangbare i en nødsituation.

Der kan forekomme indrejsekrav til Guatemala såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Guatemala.

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside

Transport
Fly:
Alle internationale fly lander i Guatemala City. Fra lufthavnen er det muligt at tage shuttlebus direkte til Antigua, der er væsentlig mere behagelig at starte sit strejftog fra. Skal du til El Petén (Tikal) kan det kraftigt anbefales at tage et lille rutefly fra Guatemala City til Flores. Dette anbefales især i regntiden, da vejene i El Peten kan blive ufremkommelige.

Bus:
Bussystemet er relativt godt udbygget, men det samme kan ikke siges om vejene i yderdistrikterne! Der er masser af busselskaber, men det er den gule amerikanske skolebus, der dominerer trafikbilledet. Vær opmærksom på, at benpladsen er meget trang i disse busser. Der findes dog også mere komfortable (og dyrere!) busser på de lange distancer. I Guatemala City er bustrafikken ikke samlet under ét tag, men mange busser afgår fra det store kaotiske marked i zone fire. Priserne for busture er meget lave.

Turistminibus:
På de mest populære strækninger er der flere busselskaber, som udbyder ture i minibus specielt for turister. Disse er temmelig dyre efter guatemalansk målestok, men er til gengæld mere komfortable, sikre og pålidelige. Spørg på hotellerne angående udbud, priser, billetter med videre.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.


Fakta

Hovedstad: Guatemala City
Sprog: Spansk og 23 andre indfødte sprog
Klima: Tropisk
Valuta: Quetzales
Religion: Romersk-katolske, protestantiske og Maya


Information om Guatemala

Guatemala ligger og putter sig lunt mellem hele fire lande og to verdenshave. Landet grænser op til både Mexico, Belize, Honduras og El Salvador, samt Stillehavet mod syd og det Caribiske Hav mod øst. Guatemala er små 109.000 km2 stort og har knap 16 mio. indbyggere.

Landet er overvejende bjergrigt, lige med undtagelse af de to kyststrækninger. Her er et varmt, tropisk klima, men i højlandet er det ikke unormalt at opleve køligere temperaturer - specielt om natten.

Guatemala har gennem tiderne oplevet megen tumult, i form af forskellige stormagter, udenlandske erobrere, borgerkrig osv. I dag er der faldet en smule mere ro på og i dag har landet efter sigende Centralamerikas stærkeste økonomi - den er blot voldsomt ulige fordelt. Specielt i Guatemala City kan man tydeligt se kontrasten mellem rig og fattig.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top