Oplev larmende, farverige og eventyrlige Indien. På denne tur kommer du virkelig til at stifte bekendtskab med kontrasternes land. Turen starter i Delhi, hvor du bl.a. skal en tur i biografen og opleve entusiastiske indere til en ægte Bollywood film. På en byrundtur på cykel kommer du i eget tempo rundt til populære og smukke bygninger i byen. Samtidig hjælper guiden dig med at finde de små, hyggelige og forholdsvis uopdagede oaser, byen byder på.
Efter dagene i Delhi kommer du på rundtur i ørkenstaten Rajasthan. Her besøges blandt andet de smukke og interessante byer; Jaipur, Bikaner, Jaisalmer, Jodphur, Pushkar og Agra. Området emmer af historie og mystik, og du kommer til at opleve imponerende forter, rottetempler, pilgrimsbyer og eventyrlige paladser og det smukke mausoleum Taj Mahal.
Ja, og så selvfølgelig støvede veje, kameler, hellige køer, overfyldte busser og rickshaws og masser af smilende indere i smukke farverige klæder.
Få information og fakta om Indien her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Indien her
Turen kan gennemføres året rundt, men den bedste periode er fra starten af september til midten af april. Om sommeren er temperaturen ofte meget høj – helt op til 40 grader. Monsunen er fra juli til september.
1. dag: Afrejse fra Danmark
Afrejse fra Danmark mod Delhi, Indiens hovedstad.
2. dag: Ankomst til Delhi – infomøde – Bollywood film
Velkommen til Indien! Ved ankomst til Delhi bliver du mødt af en chauffør fra vores samarbejdspartner. Herfra bliver du kørt ind til byen til dit hotel, hvor du bliver indkvarteret.
Afhængig af ankomsttid kan det være en fordel at tilkøbe tidlig check ind på hotellet – tal med din rejsekonsulent om mulighederne.
Resten af dagen bruges på at smide jetlaggen og vænne dig til den nye virkelighed du er landet i - Delhi er et sandt bombardement af sanseindtryk.
3. dag: Delhi - Gåtur i gaderne og Bollywood oplevelser
Efter morgenmaden er der mulighed for selv at bevæge dig ud i Delhis gader. Dit hotel er centralt beliggende, så i den umiddelbare nærhed finder du bazarer, butikker, gadekøkkener og sågar et cricket stadion. Observér dagligdagens begivenheder fra en af de mange restauranter, og lad dig fascinere af det strukturerede kaos, der er omkring dig.
Om eftermiddagen er det biograftid, hvor du skal opleve en ægte Bollywood film. Selvom du ikke forstår et ord Hindi, vil du få en fantastisk filmisk og menneskelig oplevelse! Udbrud og kropssprog har ikke nogen sprogbarriere, og inderne udtrykker sig højlydt under filmen. (
M)
4. dag: Delhi - Cykeltur med guide
I dag skal du på en anderledes byrundtur i Delhi. Du kommer bag om den hektiske hovedstad og oplever de store kontraster, byen rummer.
Du bliver hentet tidligt om morgenen og kørt cykelturens startsted. Her mødes du med cykel-guiden, og efter et kort informationsmøde cykler gruppen ud i den livlige storby. Det er sjovt at opleve storbyen fra en helt anden og komfortabel side – fra en cykelsaddel. Cykelturen tager ca. tre timer og du kommer forbi flere smukke og spændende bygninger. Der bliver også tid til en kop te og en ægte indisk morgenmad på en lokal restaurant.
Der cykles ca. ti km i alt, og efter turen bliver du kørt tilbage til dit hotel.
Resten af dagen er til fri disposition. (
M)
5. dag: Delhi til Jaipur
Du starter morgenen med en god morgenmad på hotellet. Herefter mødes du af din chauffør, der vil fortælle dig om dagens plan. Efter du har tjekket ud af dit hotel går turen mod Jaipur. Denne halvdagskørsel giver dig mulighed for at nyde de varierede landskaber i Nordindien, hvor du passerer gennem maleriske landbrugsområder, der gradvist går over til de frodige skove og jungle.
Jaipur blev grundlagt i 1772, og er kendt som “den lyserøde by” på grund af de mange lyserøde huse i den gamle bydel. Jaipur rummer en livlig og kontrastfyldt bymidte, hvor det er helt almindeligt at se både kameler, hellige køer og elefanter i bybilledet. (
M)
6. dag: Jaipur - Byrundtur
I dag besøger du Amber Fort, Jaigarh Fort, Hawa Mahal, City Palace, og Jantar Mantar. Amber Fort er smukt placeret på en bjergtop, og stedet er et kæmpe kompleks af paladser, pavilloner, haver og templer bygget over to århundreder. Jaigarh Fort er optaget i Guinness Rekordbog, fordi verdens største kanon bevogter fortet. City Palace var tidligere kongelig bolig, og arkitekturen er en blanding af Rajastan og Mughal stilarter. I forlængelse af City Palace ligger Hawa Mahal, som også kaldes vindpaladset.
Jantar Mantar er et spændende indisk stjerne-observatorium.
Jaipur er også kendt for at være Rajasthans bedste shoppingby, og her findes mange forskellige bazarer.
Efter en spændende dag i Jaipur vender du retur til dit hotel for natten. (
M)
7. dag: Jaipur til Bikaner
I dag handler det om at tage den mindre befærdede vej, når du begiver os ud på en lang køretur til den fascinerende by Bikaner. Dagen starter tidligt for at sikre, at du har rigelig tid til at udforske det spændende Karni Mata-tempel, som er kendt som 'Rotte-templet'. Bikaner, med sin middelalderlige charme, giver et glimt af en svunden tid og kaldes kærligt 'camel country', da den er hjemsted for verdens fineste ridekameler. Du ankommer til din indkvartering om eftermiddagen, hvilket giver dig et par timer til at udforske omgivelserne på egen hånd. (
M)
8. dag: Bikaner til Jaisalmer
Et tidligt morgeneventyr venter, da du herudforsker Junagadh Fort - et vidnesbyrd om Bikaners rige historie. Derefter er det tid til at sige farvel til Bikaner og goddag til den fortryllende by Jaisalmer. Jaisalmer ligger midt i Thar-ørkenen, ikke langt fra Pakistan.
Gør dig klar til ørkenens spændinger, mens du rejser til de sandede klitter, hvor du begiver dig ud på en kameltur gennem de fortryllende Sam Sand Dunes, hvor du ser den solen gå ned bag klitternes ryg. Aftenen fortsætter med en lokal danseforestilling, hvorefter du går til ro. Denne nat sover du i et 'safaritelt' under stjernene i en ørkencamp. En ganske unik oplevelse. ([M, A])
9. dag: Jaisalmer - Dag på egen hånd
Om morgenen nyder du en lokal morgenmad serveret i ørkenlejren, hvorefter du bliver kørt ind til dit hotel i Jaisalmer.
Du har resten af dagen på egen hånd til at opleve denne charmerende by. Jaisalmer er også kendt under navnet den “Den Gyldne By” på grund af bygningerne, der er opført i gyldne sandsten. Den gamle bydel er omkranset af det smukke fort og inde bag murene kan du lade dig fare vild i de små, krogede gader med mange hyggelige butikker og cafeer. (
M)
10. dag: Jaisalmer til Jodhpur - Eftermiddag på egen hånd
Fra morgenstunden stiger du ind i bilen og din chauffør kører mod det næste stop - Jodhpur. Det er en længere køretur på en halv dag, hvor du løbende kan se Rajasthans skiftende landskaber ud af vinduet. Ved ankomst til Jodhpur bliver du kørt til dit hotel. Resten af dagen har du til at opleve byen, som er Rajasthans næststørste.
Jodhpur har fået tilnavnet “Den Blå By” på grund af husenes blå facader. Jodhpurs gamle bydel er omringet af en ti kilometer lang mur med otte porte og utallige udkigsposter, som beskytter byen. Du kan vælge at besøge det hektiske marked, der ligger lige ved byens klokketårn. Dette marked er kendt for sine mange forskellige smagsvarianter af lassis (indisk yoghurt drik). Hvis du trænger til mere rolige omgivelser, ligger der en lille sø midt i byen, hvor folk slapper af, og de hellige køer kommer forbi efter en tår vand. (
M)
11. dag: Jodhpur sightseeing
Efter morgenmaden er det tid til lidt sightseeing i Jodhpur. Sammen med en lokal guide, besøger du blandt andet Umaid Bhawan paladset, Jaswant Thada gravmonument, Mandore haverne og det massive Meharangarh Fort, der er bygget i det 15. århundrede og er det største i Rajasthan. Fortet er placeret på en 122 meter høj klippe og giver dig derfor en fantastisk smuk udsigt over den blå by og de rødlige bjerge. (
M)
12. dag: Jodhpur til Pushkar - Den hellige sø
I dag går turen mod Pushkar. Byen har en afslappet atmosfære og er en vigtig by for pilgrimme, som kommer hertil for at bade i Indiens helligste sø. Den lille by er også blevet populær blandt backpackere, der slapper af på byens caféer. Det er ikke muligt at købe alkohol i byen af respekt for religionen. Eftermiddagen er til fri disposition. Du kan for eksempel gå en tur rundt om søen. (
M)
13. dag: Pushkar via Fatehpur Sikri til Agra
Efter morgenmaden går turen mod Agra. På vejen gøres stop for at besøge “spøgelsesbyen” Fatehpur Sikri, hvor du får en guidet rundtur. Fatehpur Sikri var hovedstad, da Akbar den Store regerede under mogultiden.
Agra er en sprudlende og hektisk by, og hjemsted for et af verdens syv vidundere; Taj Mahal.
Efter ankomst til Agra tjekker du ind på dit hotel, og om eftermiddagen er du på opdagelse på egen hånd i denne spændende by.
Hvis du ankommer til Agra på en torsdag, vil du have dit besøg ved Taj Mahal denne dag, da Taj Mahal altid er lukket om fredagen. (
M)
14. dag: Agra – Besøg ved Taj Mahal og Red Fort – Afrejse Delhi
Du starter dagen med en smuk solopgang over Taj Mahal efterfulgt af en guidet rundvisning.
Efter morgenmaden besøger du Agra Fort (Det Røde Fort), hvorefter turen går tilbage til Delhi med ankomst ved aftenstid. Turen slutter i lufthavnen, hvorfra du flyver tilbage til Danmark. Tal med din rejsekonsulent, hvis du for eksempel ønsker en overnatning tilbage i Delhi inden hjemrejsen. (
M)
15. dag: Ankomst Danmark
I dag ankommer du til Danmark med rygsækken fuld af gode minder fra Indien. Tidspunktet afhænger af hvornår dit fly afgår mod Danmark.
Jysk Rejsebureau kan desuden anbefale at udvide turen med to ekstra dage til tigerreservatet Ranthambore. Spørg din rejsekonsulent for mere information omkring denne eventuelle tillægstur.
Turen er velegnet for alle. Dog skal børn have en vis alder og højde for at kunne deltage på cykelturen. Er børn med på rejsen anbefales det at booke comfortklasse hoteller.
På turen i Rajasthan kører du i egen bil med aircondition og chauffør. Bemærk, at chaufføren ofte kun taler et begrænset engelsk og ikke fungerer som guide. Der er til gengæld koblet lokale engelsktalende guide på de forskellige ture beskrevet i dag-til-dag beskrivelsen.
Turen kan også laves helt eller delvist med togtransport mellem de forskellige byer - visse stræk også med nattog hvis ønsket. Forhør dig hos din rejsekonsulent for mere information om togtransport i Rajasthan.