Mt. Kenya er Kenyas højeste bjerg og Afrikas næsthøjeste bjerg. Samtidig er det hjemsted for kikuyuernes gud; Ngei. Mt. Kenya var oprindeligt en vulkan med toppene Batian (5.199 m), Nelion (5.188 m) og Lenana (4.986 m). Mt. Kenya er en alpin zone midt i det tropiske Afrika, og det betyder, at floraen og dyrelivet er helt enestående og varieret med 35 plantearter, der ikke vokser andre steder i verden. På de lavestliggende skråninger lever elefanter, bøfler, antiloper, aber og mange andre vilde dyr. Det siges endda, at der findes leoparder i området.