Her på siden finder du praktisk information og fakta om Laos.


Praktisk info om at rejse i Laos

Visumforhold og indrejsekrav
Per 01.juli - 31.december 2024 kan du visumfrit rejse til Laos ved ophold op til 15 dage.

Herefter er der indtil videre igen visum pligt for danske statsborgere. Visum kan søges ved indrejsen (Wattay Int. airport, Luang Prabang Int. Airport, Savannakhet Int. Airport, Pakse Int. Airport samt ved visse grænseovergange) Det anbefales dog, at man søger om visum inden rejsen. Der kan søges om turistvisum med gyldighed 30 dage online via https://laoevisa.gov.la/index
Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Laos har to sæsoner. Regntiden, der varer fra juni til oktober og tørtiden fra november til maj. Det bedste tidspunkt at besøge Laos er i perioden fra november til marts, hvor risikoen for tunge regnskyl er mindst, og temperaturen er behagelig.
MEN hvis du planlægger at sejle i kajak eller lave white water rafting, så er der mest gang i floden fra juli til oktober, hvor det tropiske landskab også er grønnest.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Laos er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Laos kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret i Laos her.

Penge
Kip er navnet på den lokale møntenhed i Laos, men USD og thailandske baht er gangbare mange steder. Dog anbefaler Jysk Rejsebureau, at du primært satser på kip, da du uden for hovedbyerne kan risikere, at du kun kan betale med kip eller får en relativ lav kurs for dine USD/baht.
Bemærk, at i det sydlige Laos kan det ikke betale sig at veksle kontanter i bankerne. Her giver de som hovedregel en dårligere kurs, end hvis du veksler på gæstehuse/hoteller. I det nordlige Laos er det derimod oftest bedst at veksle i bankerne.
Du kan hæve kontanter på dit Visakort i bankerne i de større byer som Luang Nam Tha, Luang Prabang, Vientiane og Pakse.
Medbring USD i kontanter og visakort

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Transport

Tog: Der er etableret ny togbane i Laos som forbinder de større byer. Bemærk du må ikke medbringe sprayflasker ombord på toget - for eksempel deodorant spray.

Bus og lastbil:
Laos infrastruktur er slidt, vejene hullede og anlagt i uvejsomt terræn. Busserne er rystet vinde og skæve og er altid fyldte. At rejse med bus eller passagerlastbil i Laos kæver tålmodighed og byder på tænderudtrækkende busture, hvor bussen snegler sig af sted gennem bjergegne, for pludseligt at drøne af sted på en simpel grusvej, som i regnsæsonen er så godt som ufremkommelig. Da er den nemlig omdannet til en biflod. Busser afgår fra de lokale busstationer, som oftest koncentreret omkring markederne, og er generelt meget billige. Forsøg altid at komme af sted så tidligt på dagen som muligt, inden solen får magt, så er oddsene også bedre for at være fremme før solnedgang.

Båd:
Det er nu muligt at sejle fra Huay Xai i Nordlaos via Luang Prabang, Vientiane, Savannahket og Pakse helt til Si Phan Don på grænsen til Cambodja. Med 4.600 kilometer navigerbare vandveje i Laos er floderne faktisk landets bedste og vigtigste transportveje. De tunge og langsomme passagerbåde kan kun operere mellem juli og marts, hvor vandstanden i floderne er på sit højeste. Når det er sagt, så er bådene en fantastisk måde at komme rundt i Laos på, nok tager bådene sin tid, men det giver til gengæld mulighed for at opleve det smukke sceneri langs flodbredderne. I det sene forår, hvor vandstanden er lav, sejler der stadig lettere passagerbåde (læs speedbåde), men de er dyrere og giver ikke den samme oplevelse som de langsomme passagerbåde. Bådene lægger generelt kun til enkelte steder undervejs, typisk for at bringe post og fragt til mindre byer, og nogle gange kommer man ud for at skulle overnatte i en lille by, hvor privat indkvartering er eneste mulighed.

Fly:
Det laotiske flyselskab Lao Aviation opererer stort set overalt i Laos, nogle ruter med maskiner af en noget ældre dato. Det er dog på ingen måde billigt, men i visse tilfælde kan det være den eneste mulighed, specielt hvis man har begrænset tid til rådighed.
Du kan kombinere Thailand med Luang Prabang ved at benytte Air Asia.

Kulturelle forhold
Det er god kutyme at dække sig til, når man hopper i vandet ved vandfald og søer.

E-cigaretter
Brug af E-cigaretter er forbudt i Laos


Links
www.visit-laos.com – turistrådets officielle website. Her finder du en fyldig oversigtsguide med attraktioner og aktiviteter for rejsende i Laos samt rejserelaterede artikler og nyheder.

www.laosnews.net – engelsksproget nyhedssite med links til faktasider og turisme.


Fakta

Hovedstad: Vientiane
Sprog: Laotisk
Klima: Tropisk
Valuta: Kip
Religion: Buddhisme, animisme og brahmanisme


Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top