14 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 13.995,-
FRA 12.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Står der familieferie på programmet? Så kan I roligt rette fokus mod Mexico og i særdeleshed Yucatánhalvøen. Her venter store oplevelser for alle aldre, uden at I behøver bruge flere timer på at køre hver dag. Glæd jer til en skøn familieferie, hvor der er rigeligt med plads til både oplevelser og afslapning. Selvom det er første gang I stifter bekendtskab med Mexico - eller måske første gang I bevæger jer udenfor Europa - vil I opleve, at Yucatánhalvøen er både rejsevenlig og børnevenlig. Og så gør det ikke noget, at det mexicanske køkken byder på noget af det bedste mad der fås.

På denne rejse til Mexico får I en god blanding af oplevelser og tid på egen hånd. I ankommer til Cancún med fly, hvorefter I afhenter jeres lejebil og finder vej til det tropiske paradis Xpu Há på den caribiske kyst. Her skal I nyde fire skønne dage i et luksuriøst glampingtelt nær pudderhvide sandstrande og turkisblåt hav. Med lejebilen er I tæt på store oplevelser. I nærområdet finder I bl.a. interessante byer som Tulum og Playa del Carmen, mens krystalklare cenotes og ældgamle mayaruiner også er at finde en kortere køretur fra jeres overnatningssted.

I lejebilen fortsætter I til Mérida og kan med fordel stoppe undervejs ved den betagende mayaruin og vidunderet Chichén Itzá. I Mérida kan I glæde jer til autentisk mexicansk by- og kulturliv samt lækker gastronomi. I vil få øjnene op for både kulturen og gastronomien med en skøn aktivitet inkluderet, hvor I først besøger et lokalt madmarked og siden tilbereder mexicanske retter i et hjem.

Næste stop er Río Lagartos, hvor I har en overnatning og skal på en bådtur for at opleve vilde flamingoer. De lyserøde fugle samler sig i tusindvis i det nærtliggende naturreservat, mens det også er muligt at se krokodiller. Ikke langt fra Río Lagartos finder I Las Colorads, som er kendt for sine pink søer, der nemt kan besøges i lejebilen.

I runder jeres rejse af på skønne Isla Holbox. Her kan I nyde fire dage med sand mellem tæerne og svajende palmer. Slap af i en hængekøje til lyden af bølger, snup en dukkert i det turkise vand eller lej en lille golfvogn og kør øen rundt. På hyggelige Isla Holbox er der masser af tid til at slappe af og nyde tiden sammen som familie.

Rejsen er skabt med komforten og eventyret for øje. Undervejs bor I på dejlige hoteller med pool og morgenmad, mens I har lejebil alle dage, så I nemt kan komme rundt og tage den i et tempo, der passer jer. Mexicos – og især Yucatánhalvøens – veje er pæne og vedligeholdt, hvilket gør det nemt og bekvemt at finde vej i lejebil. I skal på rejsen opleve både strand- og byliv og I kan glæde jer til spændende inkluderede aktiviteter. Ønsker I andet indhold, kan jeres rejsekonsulent hjælpe jer på vej. Rejsen kan skræddersyes, så den stemmer overens med netop jeres ønsker.

Få information og fakta om Mexico her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Mexico her

Bedste rejseperiode

Hele året.
November til april er den tørre sæson.
Fra maj til oktober er det regntid, men landet kan sagtens besøges i denne periode alligevel.
Vær opmærksom på orkansæsonen, der ligger fra juni til november, hvor de fleste orkaner rammer i månederne august til oktober. Orkaner og tropiske storme påvirker mest områderne ud til Stillehavskysten, den caribiske kyst, den mexicanske golf og Yucatánhalvøen.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til den caribiske kyst
I rejser fra Danmark til Cancún i Mexico med en mellemlanding undervejs. I lufthavnen i Cancún afhenter I jeres lejebil og kører til Xpu Há, hvor I skal tilbringe den første tid. Xpu Há ligger ca. en times kørsel fra lufthavnen på Riviera Maya og er et caribisk paradis. Området er kendt for sine hvide sandstrande, turkise hav og frodige palmer. I disse omgivelser kan I glæde jer til en unik oplevelse, når I skal bo i et luksuriøst glampingtelt ikke langt fra vandkanten. Omgivelserne bringer jer ganske vist tæt på naturen, men ikke uden luksuriøse forhold. Bl.a. kan I se frem til både udendørspool og aircondition i glampingteltet.
2.-4. dag: Xpu Há og oplevelser i nærområdet
Nyd dagene i Xpu Há med afslapning og familietid på programmet eller find med lejebilen ud i nærområdet, hvor mange store oplevelser venter jer. Fra Xpu Há er der ikke langt til livlige byer som Playa del Carmen og Tulum. I begge byer finder I strande og en bred vifte af forretninger, aktiviteter og restauranter. Mens Playa del Carmen især er kendt for sin travle Avenida 5, er Tulum mest kendt for sine flotte mayaruiner, som er beliggende ud til havet. Ikke langt fra Tulum finder I Cobá, som er mayaruiner midt i junglen. De mange krystalklare cenotes i området bør også opleves. I disse kan I bade, snorkle og sågar dykke. Vil I fylde dagene med natur- og dyreoplevelser, kan I tage på en dagstur til Akumal, hvor det er muligt at snorkle med havskildpadder, eller I kan besøge Xel-Há Park, der er en familievenlig forlystelsespark med et fokus på livet under vand. Ikke mindst kan I tage på en dagstur til Sian Ka'an Biosfærereservat - et unikt mangrove-område med et rigt dyreliv. (M)
5. dag: Roadtrip til Mérida, evt. med stop ved Chichén Itzá
I jeres lejebil kører I fra Xpu Há til Mérida, en køretur på ca. 3,5 time. Der er gode muligheder for interessante stops undervejs. F.eks. kan I besøge Valladolid, der byder på charme, hyggelige pladser og gode restauranter. Byen er kendt for sine stille gader og pastelfarvede husmure. Nær Valladolid finder I Chichén Itzá. Den velbevarede mayaruin er kåret til et af verdens nye syv vidundere og er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Næsten 4.000 besøger hver dag ruinen. Et tip er at køre tidligt for at komme alle de andre besøgende i forkøbet. (M)
6.-7. dag: Autentisk byliv og madlavningskursus i Mérida
Mérida er hovedbyen i Yucatán og er en spændende kulturel og autentisk by. Glæd jer til et par dage, hvor I virkelig får den mexicanske kultur og levevis at se og føle. På den første hele dag i byen er der arrangeret en spændende aktivitet. En guide tager jer på det lokale marked, hvor I handler råvarer og smager på frugt og grønt, som I muligvis aldrig har smagt før. Dernæst besøger I et lokalt hjem, hvor I forvandler råvarerne til lækre, traditionelle mexicanske retter. I kan se frem til en hyggelig familieaktivitet, som bringer jer sammen og giver indblik i den mexicanske kultur. Resten af tiden har I på egen hånd og kan vælge at blive i farverige Mérida, som huser tonsvis af museer, gallerier og kulturelle arrangementer. Alternativt kan I søge ud i lokalområdet, hvor I kan besøge mayaruinen Uxmál, nationalparken Celestún eller områdets mange cenotes. (M)
8. dag: Vilde flamingoer i Río Lagartos
Río Lagartos er en lille fiskerby og bioreservat beliggende ud til den Mexicanske Golf. Fra Mérida er der knap tre timer i jeres lejebil hertil. Efter ankomst skal I på en spændende sejltur i mangroven. Et af højdepunkterne på sejlturen er mødet med op imod tusindvis af vilde, lyserøde flamingoer. På turen kan I også møde store krokodiller, vaskebjørne og mange andre dyr. Nær Río Lagartos finder I Las Coloradas, som er store pink saltsøer. På egen hånd kan I besøge søerne i jeres lejebil. Den lyserøde farve er skabt af små levende organismer, og dette sted er uden tvivl et af de mest fotograferet i Mexico. (M)
9. dag: Med færge til Isla Holbox
Den sidste del af rejsen tilbringes på underskønne Isla Holbox. Turen hertil foregår med jeres lejebil til Chiquilá. Her parkerer I bilen og tager dernæst færgen til Isla Holbox. I køber billetter ved færgelejet og kan glæde jer til at træde på land på en vaskeægte paradis-ø. Her svajer palmerne, det turkise vand indbyder til en dukkert og farverige hængekøjer lokker med en siesta. I tjekker ind på et hotel i vandkanten. (M)
10.-12: Afslapning og familietid på Isla Holbox
Der er ikke planlagt aktiviteter for jer på Isla Holbox, så I står selv for at fylde dagene med lige præcis dét, som I har allermest lyst til. I kan leje en golfbil og tage på sightseeing på øen, tage på snorkeltur ved det undersøiske museum, MUSA, eller blot tage en velfortjent og afslappende strandferie. Besøger I øen fra juni til september, kan I opleve hvalhajer på disse kanter. (M)
13. dag: Afrejse fra Cancún Lufthavn mod Danmark
I siger 'på gensyn' til skønne Isla Holbox og vender næsen mod Danmark. Fra Isla Holbox tager I færgen retur til Chiquilá, hvorfra I kører til lufthavnen i Cancún. I afleverer jeres lejebil og med fly rejser I mod Danmark. (M)
14. dag: Hjemkomst til Danmark
I ankommer til Danmark efter en dejlig ferie i Mexico. Ankomsttidspunktet kan variere.

Overnatninger

4 overnatninger hos Serenity Authentic Glaming i Xpu Há
3 overnatninger hos Hotel Maria José i Mérida
1 overnatning hos Posada El Perico Marinero
4 overnatninger hos Holbox by Xaloc på Isla Holbox

Rejseforslaget baserer sig på twin-værelse med to dobbeltsenge. Børn skal være under 12 år.

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra budgethoteller til boutiquehoteller og luksusresorts. Har I andre ønsker til overnatninger, kan I tale med jeres rejsekonsulent herom.


Bemærkninger

Vær opmærksom på, at færgebilletten til og fra Isla Holbox ikke er inkluderet i rejsens pris. Billetten skal købes ved færgelejet.


Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Gruppestørrelse

Dette er en individuel rejse, hvor I rejser på egen hånd.

November - april

Pakkeliste

  • Kørekort og kreditkort
  • Vejkort eller gps
  • Solcreme
  • Badetøj
  • Evt. bleer
  • Evt. guidebog
  • Evt. egne vandflasker

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Cancún t/r (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • 13 dages billeje med fuld forsikring, fri km og ekstra chauffør
  • Marked- og madlavningskursus i Mérida
  • Sejltur i Río Lagartos
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Eventuelle ind- og afrejseskatter
  • Færgebillet Isla Holbox t/r
  • Måltider ikke nævnt i programmet
  • Drikkepenge (i Mexico er det god skik at give drikkepenge til servicepersonale)

Prisbemærkning

Fraprisen er baseret på en familie med to voksne og to børn under 12 år.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top