13 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 19.495,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Mongoliets vidde græsstepper og uendelige ørkenlandskaber emmer af eventyr. Størstedelen af landets befolkning lever som nomader, og du vil komme helt tæt på de lokale, når du overnatter i de traditionelle ger-telte og deler et måltid med dine værtsfamilier rundt i landet.

Rejsen starter i hovedstaden, Ulan Bator, hvor der venter bombastisk sovjetisk arkitektur og spændende nationalmuseer. Herfra kører du mod den enorme Gobi-ørken, hvor farverige klippeformationer og imponerende sandbanker er nogle af de eneste syn, der bryder det ellers flade og tørre landskab. Du besøger Mongoliets gamle hovedstad, Karakorum, hvor buddhismen stadig lever i bl.a. Erdene Zuu-klostret. Slutteligt kan du glæde dig til Hustai National Park, hvor du virkelig oplever Mongoliets endeløse græsstepper og kan være heldig at spotte vilde heste.

Denne rejse tager dig til Mongoliets højdepunkter, og er til dig, der har appetit på oplevelser der er ud over det sædvanlige.

Få information og fakta om Mongoliet her.
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Mongoliet her.

Bedste rejseperiode

Mongoliet har et udpræget fastlandsklima, nedbøren er sparsom, og temperaturen svinger fra 30 grader på de varmeste sommerdage til mere end 30 minusgrader på de koldeste dage i vintermånederne. De fleste foretrækker derfor at rejse til Mongoliet om sommeren. Mest attraktiv er perioden fra juni til og med august, og hvis man vil besøge Gobi-ørkenen også september.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Mongoliet er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Mongoliet kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, ligesom der kan opleves store temperaturforskelle mellem dag og nat. Fx kan en rejse til Gobi-ørkenen i september byde på 20 graders varme den ene dag og snestorm den næste. Vores anbefalinger om rejsetidspunkt er derfor kun vejledende.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
I dag er der afrejse mod Mongoliet, hvor du lander næste dag.
2. dag: Ankomst til Ulan Bator
Du lander tidligt om morgenen i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. Byen er en spændende metropol fuld af kontraster, og du vil opleve, at indbyggerne tæller alt fra travle forretningsmænd i jakkesæt til nomader, der kommer lige fra de åbne stepper.
3. dag: På opdagelse i Ulan Bator
Du har dagen til at opleve Ulan Bator på egen hånd. Det kan varmt anbefales at lægge vej forbi byens store torv og beundre de pompøse bygninger fra sovjettiden. Du kan også besøge det spændende naturhistoriske museum eller tage en tur op på Zaizan Hill, hvorfra du har en fantastisk udsigt over byen.
4. dag: Ulan Bator – Baga Gazariin Chuluu og begyndelsen på Gobi-ørkenen
Tidligt om morgenen mødes du med det trofaste hold, der skal tage dig på eventyr gennem Mongoliets vilde natur. Du kører i en klassisk russisk UAZ-vogn, og med dig har du både chauffør, oversætter og kok. Der går ikke længe, før du er ude af byen og landskabet ændrer sig markant. Dagens køretur tager dig ca. 230 km syd for Ulan Bator til starten af den enorme Gobi-ørken. Her gør du stop ved et sted kaldet Baga Gazariin Chuluu eller ’små klippeformationer’. Et kæmpe område er nemlig dækket af små granitstensbjerge i forskellige højder, der stikker op på de ellers uendelige sletter. Er du heldig, vil du kunne spotte vilde bjerggeder og stenbukke. Du overnatter hos en lokal nomadefamilie i et traditionelt ger-telt. Forvent simple forhold, men masser af hjertevarme. (F,A) Køretid: Ca. 6 timer.
5. dag: Baga Gazariin Chuluu – Tsagaan Suvarga
Efter morgenmaden hos din nomadefamilie går dagens køretur videre mod syd. Målet er Tsagaan Suvarga, der er en 400 meter lang og 30-60 meter høj kalkstensklippe, der tårner op i det ellers flade landskab. Klippens røde og gule farver fascinerer og gør den til et oplagt objekt for nogle fantastiske billeder. Det er oplagt at gå en mindre vandretur i området, og er du heldig kan du spotte skaller og fossiler fra en svunden tid, hvor området var dækket af vand. Denne aften overnatter du ved en imødekommende nomadefamilie i traditionel ger. (M,F,A) Køretid: Ca. 6 timer.
6. dag Tsagaan Suvarga – Dalanzadgad - Yolyn Am
I dag venter endnu end dag fuld af oplevelser i Gobi-ørkenen. Køretiden går hurtigt, når du iagttager de imponerende ørkenlandskaber fra bilen. Efter fire timer gør du stop i ørkenbyen, Dalanzadgad, som gemmer på et nyåbnet dinosaurmuseum. Samlingen udgøres af nogle enkelte fossiler og nogle oldgamle dinosauræg, men museets primære trækplaster er, dets indføring i dinosaurernes historie i området. Turen fortsætter en times køretur mod vest til Yolyn Am. Dette område kendes også som gribbenes dal, og er et helt særligt område af Gobi-ørkenen. Et isdække sørger nemlig for, at området har rindende vand og grøn vegetation. I kløften, mellem høje klippeformationer, vil du opleve en lille bæk, og somme tider kan du spotte gnavere, gribbe og forskellige fuglearter. Du overnatter hos en lokal nomadefamilie en kort køretur fra Yolyn Am i traditionel ger. (M,F,A) Køretid: Ca. 5 timer.
7. dag: Yolyn Am – Bayanzag
Efter morgenmaden med nomaderne forsætter du rejsen gennem Gobi-ørkenen. Dagens køretur er på godt fire timer og tager dig til Bayanzag, der betyder ’flammeklipperne’. Disse røde sandstensklipper og – kløfter udgør et eventyrligt og smukt syn i ørkenen. Området var for millioner af år siden dækket af havet, og det er derfor et område, hvor der er gjort mange vigtige fund af dinosaurfossiler. Blandt andet var det her i området, at verdens første dinosauræg blev opdaget tilbage i 1922. Denne aften overnatter du på et lokalt guesthouse. Det vil være muligt at tage et brusebad mod lokalbetaling. (M,F,A) Køretid: Ca. 4 timer.
8. dag: Bayanzag – Khongoriin Els National Park
Rejsen fører dig i dag gennem det vestlige Gobi og til Khongoriin Els - de største sandbanker i Mongoliet. Sandbankerne er også kendt som ’det syngende sand’, fordi sandet siger en fløjtende lyd, når det flytter sig i vinden. Du er velkommen til at prøve kræfter med at bestige de enorme sandbanker, men vær forberedt på, at det er hårdt arbejde at nå toppen! Du overnatter i traditionel ger hos en lokal nomadefamilie med kort afstand fra sandbankerne. (M,F,A) Køretid: Ca. 4 timer.
9. dag: Khongoriin Els National Park - Arvaikheer
Dagen starter tidligt med morgenmad hos nomadefamilien, inden du begiver dig ud på dagens lange køretur til Arvaikheer. Byen er administrativt centrum for regionen, og du kan se frem til fungerende elektricitet, internet og sågar et supermarked. Denne aften overnatter du på et lokalt hotel. (M,F) Køretid: Ca. 9 timer.
10. dag: Arvaikheer – Karakorum
Dagens køretur går mod Karakorum – den gamle hovedstad grundlagt i det 13. århundrede af Ogodei Khan (Chingis' tredje søn og efterfølger). I adskillige århundrede var byen centrum for det mongolske imperium og en stor international handelsby, hvor karavanerne lagde vejen forbi. Ved ankomst til byen, er der tid til et stop ved det smukke Erdene Zuu-kloster. Byggeriet blev påbegyndt i starten af 1586 og fortsatte i over 300 år. Klosteret var det første sted for Lama-budisme i Mongoliet, og husede engang over 1000 munke og 62 templer. Kommunismen ramte i 1930’erne klosteret hårdt, og de fleste templer blev ødelagt og munkene slået ihjel. I dag er klosteret langsomt ved at blive genoprettet. Du vil kunne udforske klosterets arealer, og hvis du er heldig, kan opleve munkene messe. Du overnatter på et lokalt guesthouse med delt badeværelse. (M,F) Køretid: Ca. 5 timer.
11. dag: Kharakhorum – Hustai National Park
I dag venter der dig store oplevelser, når rejsen fortsætter til Hustai National Park. Landskabet har nu ændret sig totalt fra Gobis ørkenlandskab, og Hustai er hjemsted for Mongoliets endeløse græsstepper. Nationalparken er hjem for de sidste vilde heste i verden, og du vil have chance for at se Takhi-hestene i deres naturlige habitat. Du overnatter i en turistlejr i traditionel ger. (M,F,A) Køretid: Ca. 5 timer.
12. dag: Hustai National Park - Ulan Bator
Nyd morgenmaden i telt-campen, inden rejsen i dag fører dig retur til Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. Her er det blevet tid til at sige farvel til det hold, der har ført dig på eventyr rundt i Mongoliet. Du har resten af dagen på egen hånd i Ulan Bator. (M) Køretid: Ca. 3 timer.
13. dag: Hjemrejse til Danmark
I dag går rejsen hjemad med rygsækken fuld af minder fra en helt særlig destination. Det er muligt at forlænge rejsen og fx rejse videre mod Kina. Tag evt. en snak med din rejsekonsulent om mulighederne.

Overnatninger

3 overnatninger på vandrehjem i Ulan Bator
1 overnatning i ger ved nomadefamilie omkring Baga Gazariin Chuluu (simple forhold)
1 overnatning i ger ved nomadefamilie omkring Tsagaan Suvarga (simple forhold)
1 overnatning i ger ved nomadefamilie omkring Yolyn Am (simple forhold)
1 overnatning på vandrehjem i Bayanzag
1 overnatning i ger ved nomadefamilie omkring Khongoriin Els (simple forhold)
1 overnatning på budgethotel i Arvaikheer
1 overnatning på vandrehjem i Kharakhorum
1 overnatning på ger-camp i Hustai Nationalpark

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra hostels til boutique- og luksushoteller. Overnatning i dette rejseforslag foregår på vandrehjem og i ger (traditionelle mongolske telte med senge). Det er muligt at opgradere til en bedre hotelstandard i byerne.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Maj - september

Pakkeliste

  • Lonely Planet-bog
  • Pas og rejseforsikring
  • Kontanter (USD) og kreditkort
  • En lille samling billeder (fx af din familie, hus, bil og lignende) du kan vise de lokale
  • Håndsprit
  • Toiletpapir
  • Lommelygte
  • Solhat, solblok, solbriller
  • Fugtighedscreme og læbepomade
  • Sovelagen
  • Ørepropper (til dem der sover let)
  • Kamera

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Ulan Bator t/r (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Transfer fra lufthavn til hostel i Ulan Bator
  • Transport i UAZ 4-hjulstrækker
  • Chauffør og oversætter (dag 4-12)
  • Entrébilletter til oplevelser beskrevet i program
  • Chauffør og oversætter
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Personlig rejseforsikring
  • Drikkevand og snacks til turen
  • Måltider ud over det beskrevne

Prisbemærkning

I Mongoliet og Kina er det god skik at give drikkepenge til guide og bærere efter endt tur.

Priserne er afhængig af afrejsetidspunkt og pladssituation. Tilbuddet er sammensat som inspiration - kontakt Jysk Rejsebureau og få skræddersyet din rejse.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top