New Zealand er fantastisk til en kør-selv tur. Naturen er enestående, befolkningen meget gæstfri, vejene gode og afstandene overkommelige. Du oplever det hele i en lejet minicamper, så du har fuld frihed til at køre lige hvorhen, du vil og være der, lige så længe du vil. Næsten.
Efter New Zealand venter Stillehavet nemlig. Du flyver til Fiji, hvor den næste uge står på sol, strand og afslapning.
Rejsen rundes af i Hong Kong, som byder på storbysjæl og powershopping - og et strejf af Kina i Kowloons natmarked.
Få information og fakta om
New Zealand,
Fiji og
Hong Kong
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i
New Zealand,
Fiji og
Hong Kong
New Zealand har primært tempereret klima, og om vinteren falder der sne på sydøen. Landet kan besøges året rundt, men vejret er bedst fra september-april.
Fiji kan besøges hele året. Regnsæsonen løber fra november til april.
1.-2. dag: Danmark - Auckland
Der er afrejse fra Danmark mod New Zealand. Pga. tidsforskellen ankommer du først til New Zealand dag 3. Undervejs vil der være mellemlanding, og det er muligt at gøre stop undervejs. Snak med din rejsekonsulent om mulighederne.
3. dag: Ankomst til Auckland
Du ankommer til Auckland, hvor du finder til dit hostel. Du har overnatninger i Auckland til lige at vænne dig til at være på den anden side af jorden.
4. dag: På egen hånd Auckland
Dagen er fri til at at opleve Auckland. Byen bliver også kaldt 'City of Sails' pga. de mange både, der altid ligger i marinaen. Det er en moderne storby med alt, hvad hjertet begærer af restauranter, caféer og ikke mindst gode shoppingmuligheder. Auckland har et forholdsvist lille centrum, hvor Queen Street udgør rygraden. De fleste store butikskæder, såvel som kendte mærkevarebutikker, findes langs netop denne gade. Du kan evt også tage en tur op i Skytower og få en flot panoramaudsigt over byen.
5. dag: Afhentning af minicamper - kør-selv-eventyret begynder
Du afhenter minicamperen på depotet og begynder rejsen rundt i New Zealand.
6.-19. dag: Kør-selv i minicamper
Tiden er helt din egen, men her et par forslag til, hvad du kan opleve:
Nord for Auckland finder ligger Bay of Islands. Dette smukke område er kendt for sine mange solskinstimer og dejlige strande. Der laves forskellige bådture i området, hvor du kan sejle rundt for at opleve nogle af de 144 øer, som området består af. Der er både mulighed for at se delfiner og hvaler på turene.
Et af højdepunkterne i Rotorua er at tage ud og opleve et traditionelt Maori show med tilhørende 'Hangi' middag og de termiske områder. Hvor end man befinder sig, er der tegn på geotermisk aktivitet i undergrunden. Byen er berømt og berygtet for dens lugt af svovl, der hænger i luften.
Wellington har mange indbydende restauranter og cafeer samt museer. Besøg f.eks. Te Papa, som er New Zealands interessante nationalmuseum. Det er også muligt at komme på en guidet tur i parlamentsbygningerne.
Kaikoura er sydøens hvalhovedstad. Byen er berømt for sine fastboende kaskelothvaler, der året rundt kan spottes ud for kysten. Tag evt. med på en hvalsafari. I farvandet ud for kysten er der et enestående marineliv så rigt på næringsstoffer, at det tiltrækker nogle af de mest fantastiske skabninger på vores planet. Blandt andet de gigantiske og meget imponerende hvalhajer, der kan blive helt op til 20 meter lange! I løbet af sejlturen kan du desuden være heldig at se Dusky delfiner, de sjældne Hector delfiner, pelssæler og en bred variation af havfugle inklusiv den kongelige albatros.
Den new zealandske vestkyst er barsk men utrolig smuk og oftest har du udsigt til det frådende hav på den ene side og de bregnebeklædte klipper på den anden side. Den new zealandske vestkyst er det vådeste sted i New Zealand. Nogle steder falder der op til 8 meter regn.
Fox & Franz Josef gletsjerne er ganske usædvanlig idet en del af ismassive faktisk befinder sig i regnskoven. Tag på en vandretur og kom tæt på gletsjeren. Det er også muligt at flyve op i helikopter for at lande på gletsjeren.
Queenstown ligger smukt placeret i bjergkæden 'The Remarkables' ned til Lake Wakatipu. Det er en by for alle aldre og sjæle. Byen har en hyggelig havnepromenade og et hav af forskellige restauranter, caféer og kasinoer samt en masse butikker inden for et forholdsvist lille område. Som sagt henvender denne by sig også til alle, der elsker et adrenalinrush. Her kan man bungy jumpe, hangglide, paraglide, rafte og prøve at sejle i jetboat. Lidt uden for byen ved Glenorchy, findes nogle af de steder, hvor Ringenes Herre blev optaget. En ridetur i de billedskønne omgivelser kan også anbefales.
20. dag: Minicamperen afleveres i Christchurch - afrejse mod Fiji
Minicamperen afleveres i Christchurch og du flyver mod Stillehavsparadiset, Fiji. Du bliver mødt i lufthavnen og kørt til dit hotel, hvor du har en enkelt overnatning.
21.-26. dag: Fiji
Efter morgenmaden (inkluderet) bliver du kørt til Port Denarau, hvorfra du tager færgen til Nacula Island. Nacula Island ligger i den nordlige del af Yasawas, og bliver også kaldet Blue Lagoon-regionen. De næste fem nætter tilbringes tilbringes på et hyggeligt resort. Nyd solen, vandet og stranden eller tag på dykkertur, snorkeltur, sejltur, fisketur, vandretur - du kan lave præcis så lidt eller meget, du har lyst til. Den sidste nat tilbringes igen på hovedøen, så du er tæt på lufthavnen.
27. dag: Afrejse Fiji
Du rejser fra Fiji til Hong Kong, hvor du tilbringer to nætter
28. dag: Hong Kong
Hong Kong er moderne med sine gigantiske glasklædte skyskrabere, fashionable butikker og udenlandske forretningskæder. Byen lugter af penge og big business, de rullende fortove og arkitektoniske opadstræbende giganter giver byen en futuristisk stemning. Men, blandt de enorme højhusene finder du markeder, gadekøkkener og små hyggelig templer. Hver aften kl. 20 kan du opleve Symphony of Lights, som er et lysshow over byen, som opleves bedst fra Kowloon. Andre seværdigheder som man skal opleve i Hong Kong er Avenue of Stars, Victoria Peak, Yuen Po Street Market eller prøv lykken på et af Macaus mange kasinoer. Udenfor storbyen finder du små hyggelige fiskesamfund, smukke strande, bjerge og templer.
29. dag: Hong Kong - Danmark
Du rejser fra Hong Kong det sidste stykke tilbage til Danmark.
30. dag: Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark.
Jysk Rejsebureau samarbejder med forskellige autocamperudbydere i New Zealand, f.eks. Apollo, Britz, Maui, Jucy, mfl. Vi har derfor gode muligheder for at tilbyde alternative løsninger til din rejse. Ønsker du at opgradere til en større autocamper eller en af højere standard, så er det muligt. Det er også muligt at tilkøbe flere overnatninger og/eller opgradere overnatningerne inkluderet i rejseforslaget samt tilkøbe oplevelser som f.eks. snorkel/dykning, trekking ture, Māori oplevelser, kajakture, m.m.
Bemærk, at du de fleste nætter vil skulle køre ind på en campingplads for at overnatte i din autocamper, da det ikke er lovligt at parkere camperen hvor som helst i New Zealand. Der findes dog gratis campingpladser visse steder, som dog er helt uden faciliteter, og som desuden kræver, at camperen har toilet. Udgiften til campingpladserne er ikke inkluderet i prisen, men kan nemt bookes hjemmefra eller på rejsen.