Wien har fortjent sit fornemme tilnavn ’Musikkens verdenshovedstad’ med en stolt kultur og historie indenfor klassisk musik, opera og vals. Nytårskoncerten i Wien transmitteres til Danmark den 1. januar, men i Wien kaster den verdenskendte begivenhed en fantastisk stemning over hele byen. Mindre finkulturel men lige så kendt er wienerschnitzlen, der blot er en lille forsmag på Wiens lækre kogekunst.

Smuk arkitektur
Wien er fyldt med billedskønne, historiske slotte og andet arkitektur. Værd at nævne er byens fantastiske, detaljerige rådhus, operahuset og det kæmpestore Schönbrunn Slot, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste. På samme prestigefyldte liste ligger tilmed hele Wiens gamle, centrale bydel Innere Stadt, hvor den smukke arkitektur omringer dig, hvor end du går.

Wienercafeer
Cafeerne i Wien er noget for sig. Byens store kaffehuse adskiller sig fra andre cafeer ved, at det er ganske normalt at komme alene og blive i flere timer. Her er ikke travlt. Man læser avis, drikker kaffe og spiser lækre lagkager. Måske serverer de Mozartkugeln (chokoladekugler med marcipan og pistacie) opkaldt efter en af byens største stoltheder, komponisten Mozart, men hvis ikke spilles der sikkert en klaverkoncert om aftenen, så du ikke skal gå i seng uden dagens klassiske musik.

Tilnavn: Musikkens verdenshovedstad

Indbyggere: Ca. 1,8 millioner

Areal: 414 km²

Klima: Tempereret

Highlights: Rådhuset, Operahuset, Schönbrunn Slot, Innere Stadt og wienercafeerne
Alte Hofburg, Wien
Til top