Her på siden finder du praktisk information og fakta om Papua Ny Guinea.


Praktisk info om at rejse i Papua Ny Guinea

Visumforhold og indrejsekrav
OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Nedenstående informationer er med forbehold for ændringer.
Se flere oplysninger på www.um.dk.

For at rejse ind i Papua Ny Guinea skal du have en billet ud af landet igen, samt et gyldigt pas seks måneder fra indrejsedato. Du modtager ved ankomst et 90 dages turistvisum.

Der kan forekomme indrejsekrav til Papua Ny Guinea såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Papua Ny Guinea.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Den bedste tid at besøge Papua Ny Guinea er fra maj til oktober. Denne tid på året kendetegnes ved en lavere regnmængde og mildere temperaturer. I april og november skal du forvente mere uregelmæssigt vejr med højere luftfugtighed. Regnsæsonen ligger fra december til marts, hvor du skal forvente store regnmængder.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Papua Ny Guinea er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret på Papua Ny Guinea her.

Penge
Den lokale møntfod er kina. Det anbefales at veksle kina hjemmefra eller på vekselkontor i Port Moresby lufthavnen. Hav gerne små sedler, da det er det eneste, du kan betale med på markeder og i landsbyerne.

Hæveautomater er tilgængelige i de største beboede områder, hvor også VISA og Mastercard kan benyttes. Men på de små øer og i landsbyer er det en god ide at planlægge godt fremad og medbringe kontanter, da der ofte ikke er hæveautomater.

Transport
Infrastrukturen i Papua Ny Guinea er meget dårlig, og det anbefales derfor at have en bil og chauffør, når du rejser over land. Den mest effektive måde at komme omkring er med fly og færge. Der findes ikke bus og tog i landet, men du kan komme omkring i minivans kaldet PMV (Public Motor Vehicles) - her skal du skal forvente lange transporttider, uregelmæssige afgange og trængsel. Der finder taxaer i alle større byer, som Port Moresby, Alotau og Vanimo.

Tip
Medbring din egen snorkel og maske, så du kan være sikker på at udforske det fantastiske liv under vand. Medbring pandelampe og lidt krydderier, hvis du skal bo på homestay.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til for eksempel rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land, du skal besøge. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig godt ind i, hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem, inden du tager af sted på din rejse. Find information om drikkepenge i guidebøger som for eksempel Lonely Planet.


Fakta

Hovedstad: Port Moresby
Sprog: Engelsk, Tok Pisin og Hiri Motu
Klima: Tropisk
Valuta: Kina (PGK)
Religion: Primært protestanter og katolikker


Information om Papua Ny Guinea

Papua Ny Guinea er beliggende øst for Indonesien og nord for Australien. Landet udgør den østlige del af øen Ny Guinea (den vestlige del er den indonesiske provins Irian Jaya) samt en række øer og øgrupper, som fx New Britain, New Ireland, Manus, Bougainville, Buka, Nissau, Luisiada, Trobriand, Woodlark og Entrecasteaux. Selvom Papua Ny Guinea grænser op til Indonesien og ligger tæt på Australien og New Zealand, så er landet alligevel isoleret fra omverdenen - hvilket også er det, der er med til at gøre landet så unikt. Man skal som rejsende være indstillet på ringe infrastruktur, ekstreme kulturelle forskelle og uforudsete situationer.

Der er over tusind etniske grupper i Papua Ny Guinea. Nogle af dem lever så isoleret, at de ikke kender meget til den vestlige verden. Det er muligt at besøge mange af stammerne og opleve deres traditioner, festivaler og kulturer. Den kulturelle mangfoldighed på Papua Ny Guinea kræver, at du som rejsende skal udvise respekt for lokale skikke og traditioner.

Landet har vulkansk oprindelse og er bjergrigt med undtagelse af de fladere kystområder, som byder på smukke strande og uberørte koralrev. Den varierede natur byder på masser af unikke oplevelser og et hav af aktiviteter som fx homestay med lokale stammefolk, dykning med hammerhajer, vulkantrekking, farverige festivaler, surfing, snorkling på uberørte koralrev, padleboarding, kajak-ekspeditioner og afslapning på uberørte bounty-strande.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Rejsekonsulent Steffi N. Madsen

Steffi N. Madsen

Rejsekonsulent

stma|jr.dk

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top