Dette rejseforslag er for de aktive eventyrlystne der vil opleve områder i Peru som de færreste kommer til. Rejsen starter i Cuzco, hvor du har et par dage på egen hånd. Byen tager pusten fra de fleste, ikke kun pga. beliggenheden i 3.400 meters højde, men også på grund af de historiske bygninger og den spændende historie. Byen emmer af liv og du finder et væld aktiviteter som mountainbiking, rafting, ziplining og vandring i området omkring byen.
Efter nogle dages akklimatisering starter din ni dages trekkingtur gennem Andesbjergene til de ukendte inkaruiner Choquequirao samt det verdenskendte ruinkompleks Machu Picchu. Inkarigets vejnet bestod i dets storhedstid af et utal af forgrenede stier, som i alt strakte sig over 23.000 kilometer. Stierne var til gavn for datidens sendebude, også kaldet chasquis, som benyttede disse, når et budskab skulle frem. Ruten Choquequirao til Machu Picchu tilbyder dig at gøre chasquiserne kunsten efter og opleve de mageløse landskaber med snedækkede bjergtoppe, frodige dale, små hyggelige landsbyer og brusende floder. At trekke på Andesbjergenes inkastier til de legendariske ruinkomplekser Choquequirao og Machu Picchu er en autentisk og inspirerende natur- og kulturoplevelse for de evenstyrlystne.
Fra Macchu Picchu går turen tilbage med tog til Cuzco. Her kan du slappe af og nyde byens gode restauranter inden du fortsætter rejsen dybt ind i Amazonas. Den reserverede del af Manu National Park er en del af verdens største sammenhængende regnskov, Amazonas. Området, du kommer til, er et af de mest beskyttede regnskovsområder i verden der rummer et af verdens største antal dyre- og plantearter samlet på ét sted. Derfor er Manu National Park i dag anerkendt af UNESCO som verdensnaturarv. Dybt inde i denne del af Manu vil du møde stammefolk og lære hvordan de lever med og af regnskoven. Det er forbudt at jage flere af dyrearterne i denne del af Manu, så chancen for at se de mere sjældne dyr er større i den beskyttede del. I nationalparken lever der mere end 1.000 forskellige fuglearter, heriblandt syv ara-papegøjearter, den store jabiru stork, harpy ørnen og mange arter tukaner. Et stort udvalg af pattedyr er også at finde i parken; bl.a. brillebjørne, jaguarer, kæmpeoddere, kapivarer (flodsvin) og tapirer. Desuden kan du være heldig at se tamarineraber, uldaber og brøleaber.
Efter syv dage blandt stammefolk og vilde dyr i det peruvianske Amazonas går turen tilbage til Cuzco, hvor du har en enkelt overnatning inden turen går tilbage til Danmark
Få information og fakta om Peru her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Peru her
Peru er delt ind i 3 zoner: Kystzonen, bjergzonen og regnskovszonen. I kystzonen er det højsæson fra april til december. I Andesbjergene og regnskoven er klimaet delt ind i regntid og tørtid. Det bedste besøgstidspunkt er i tørtiden fra og med april til og med november. Husk at temperaturen falder drastisk om natten i bjergene.
1. dag: Afrejse fra Danmark
Afgang fra Danmark mod inkaernes gamle hovedstad, Cuzco, i Peru.
2. dag: Ankomst til Cuzco
Ankomst til Cuzco, som er smukt beliggende i Andesbjergene i ca. 3.400 meters højde. På en klar dag er indflyvningen til Cuzco helt fantastisk. I Cuzco bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel, hvor du skal overnatte de næste 3 nætter.
3-4. dag: På opdagelse i og omkring Cuzco
Du har dagene på egen hånd i Cuzco. Du kan f.eks. gå ned til Plaza de Armas, Cuzcos smukke historiske centrum, og San Blas, hvor der er masser af liv og aktivitet. Du finder hyggelige markeder, hvor du bl.a. kan købe frisk frugt, og et væld af butikker, der sælger ture eller souvenirs. Der findes mange gode restauranter, der både serverer lokale og internationale retter.
Om eftermiddagen på dag fire er der informationsmøde om vandreturen til Choquequirao og Machu Picchu, hvor du kan få svar på dine sidste spørgsmål inden du skal afsted dagen efter. (
M)
5. dag: Cuzco (3.350m) - Chiquisca (1.930m)
Du bliver hentet tidligt om morgenen på dit hotel i Cuzco, og kører mod landsbyen Cachora sammen med gruppen. Her kan du slappe lidt af, mens bagagen bliver arrangeret på muldyrene. Ruten starter i fladt grus-terræn, der langsomt bliver let kuperet mod det første stop i Capuliyoc, hvor I spiser frokost. På dagens vandring har du udsigt til mangfoldige landskaber med frodige dale, floder, snedækkede bjergtoppe (Padrayoc og Wayna Cachora) og dybe kløfter. Vi fortsætter nedad mod Coca Masana (2.330m). Her bliver klimaet betydeligt varmere, og blomster og dyreliv begynder at ændre sig. I slår lejr ved Chiquisca (1.930m). (
F,
A)
Trekkingtid: ca. 5-6 timer (mini bus - trekking)
Sværhedsgrad: Moderat.
6. dag: Chiquisca (1.930m) - Choquequirao-lejren (3.033m)
Denne dag er den hårdeste på trekket. Efter at have spist en tidlig morgenmad, starter I med 1 times nedstigning til Playa Rosalina (1.550m), hvor I krydser Apurimac floden. Du kan nu se frem til ca. 4-5 timers opstigning ad en stejl sti mod Marampata (2,850m). På halvvejen får du et lille hvil i Santa Rosa, hvor der også er mulighed for at købe sodavand eller chokolade for at lade energidepoterne op igen. I Marampata kan I nyde frokosten og få et velfortjent hvil. På vejen får du mulighed for at se orkidéer og andre vilde blomster samt forskellige fuglearter. Turen fra Marampata til lejren ved Choquequirao (3.033m) tager ca. 1.5 time, og der vil være mulighed for at se kondorer svæve elegant over kløften. Lejren ligger tæt på Choquequirao-ruinen, og der vil være mulighed for et koldt bad. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: ca. 7 timer
Sværhedsgrad: Hård
7. dag: Choquequirao-lejren (3.033m) - Pinchinoyoc (2.450m)
Efter morgenmaden er formiddagen fri til at udforske ruinerne. Choquequirao blev opført i det 15. århundrede under Topa Yupanqui, der var søn af Machu Picchus grundlægger, Pachacuti. Choquequirao er stadig under udgravning og her kommer meget få turister. Du føler dig virkelig som en nutidens Indiana Jones mens du går rundt mellem huse, terrasser og andre dele af den mægtige inka-by. Der vil eventuelt også være mulighed for at opleve de igangværende udgravninger og gå rundt i de endnu helt uberørte dele af komplekset. Besøget giver dig en stor indsigt i inkaernes dagligdagsliv og rige kultur. I spiser frokost ved ruinerne og går derefter opad en times tid inden nedstigningen mod en dal, hvor vi efter omtrent 2 timers vandring når lejren ved Pichinoyoc i 2450 meters højde. Igen kan du være heldig at se de imponerende kondorer. Gruppen slår lejr for natten ved Pinchinoyoc-ruinen, der først blev opdaget i 1998. Lejren sættes i umiddelbar nærhed af Inka-terrasser. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: ca. 7 timer
Sværhedsgrad: moderat
8. dag: Pinchinoyoc (2.450m) - Maizal (3.000m)
Denne morgen går turen gennem et skovområde og ned til Victoria-floden, hvor der vil være mulighed for at tage en forfriskende kølig dukkert. I krydser den skummende flod, inden der tages fat på en lang og stejl opstigning på ca. 3 timer til lejren i Maizal. Turen går ad snævre stier omkranset af tæt bevoksning. Som du støt klatrer opad, erfarer du, at udsigten udvikler sig i takt med hvert skridt, og som du når lejren i Maizal, udfoldes en fantastisk udsigt til tre dale og mindst ti sneklædte bjergtinder. Du spiser både frokost og aftensmad på i lejren, hvis idylliske omgivelser du har det meste af eftermiddagen og aftenen til at nyde og slappe af i. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: ca. 7 timer
Sværhedsgrad: moderat-hård
9. dag: Maizal (3000m) - Yanama (3530m)
Opstigning til San Juan passet (4.200m) går i zigzag ad ældgamle inkastier gennem regnskove og slettelandskab. Frokosten nyder du sammen med gruppen i San Juan passet (4.200m), hvor der er en fantastisk udsigt over bjerget Choquetakarpo (5.520m) Om eftermiddagen ankommer I til den smukke og fredfyldte landsby Yanama, hvor I slår lejr. Landsbyen ligger helt isoleret og der kommer meget få turister her. Om eftermiddagen kan du slentre gennem landsbyen, hilse på de lokale og nyde stemningen midt i Andesbjergene. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: ca. 9 timer
Sværhedsgrad: Hård
10. dag: Yanama (3.530) - Totora (3.200m)
I dag venter en lang dag mod trekkingturens højeste punkt, Yanama-passet, i 4.600 meters højde. Turen går op fra dalen ved Yanama-floden forbi vandløb og vandfald, som strømmer ned fra snegrænsen ovenfor. Efter ca. 5 timers hård trekking når I passet. Der er en fantastisk udsigt over de sneklædte tinder Padrayoc (5584m) og Sacsarayoc (5991m), og i klart vejr kan du være heldig at se Salkantay (6271m). Nedstigningen går gennem græsenge og over små træbroer til den lille landsby Totora, hvor I slår lejr. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: ca. 8-9 timer
Sværhedsgrad: Hård
11. dag: Totora (3.200m) - Lucmabamba (2.000m)
I Totora besøger I lokale Quechua-familier og får et indblik i deres måde at leve på. Efterfølgende påbegynder I dagens trek med en lang nedstigning til La Playa i 2.100 meters højde. Du går således hele 2.000 højdemeter nedad til varmere temperaturer i dalen. På vejen passerer I små og store vandfald og der er mulighed for at spotte peruvianske fuglearter og orkideer undervejs. Der gøres stop ved en banan- og kaffeplantage samt besøg hos lokale i de landsbyer, I passerer. Der slås lejr i Lucmabamba. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: ca. 7 timer
Sværhedsgrad: Let
12. dag: Lucmabamba (2.000m) - Aguas Calientes (2.050)
Efter morgenmaden trekker I til inca-ruinen, Llactapata, i 2.650m. Her kan I nyde udsigten til Machu Picchu bjerget og Vilcanota kløften. Efterfølgende går trekket til togstationen i Hydro-Electrica. Ruten tager dig igennem kaffe- og frugtplatanger. I Hydro-Electrica tager I toget til Aguas Calientes. Her overnatter I på hotel, ikke langt fra Machu Picchu. Her er der mulighed for at tage en svømmetur i byens termiske bade, som gør godt efter syv dages vandring i Andesbjergene. (
M,
F,
A)
Trekkingtid: 6 timer. (trekking og bus/tog).
Sværhedsgrad: Let
13. dag: Machu Picchu-ruinen (2.430m) - Cuzco (3.350m)
Dagens store begivenhed er besøget ved den storslåede Machu Picchu-ruin. Du starter tidligt og spiser morgenmad på hotellet, inden du enten går eller kører i bus op til Machu Picchu, der ligger på toppen af bjerget. Her giver din guide en spændende og grundig rundvisning i cirka 2,5 time, og han vil undervejs fortælle om alt lige fra stedets historiske betydning til dets arkitektoniske udformning.
Ved siden af Machu Picchu ligger bjerget Wayna Picchu. Wayna Picchu er 2.720 meter højt og ligger 360 meter højere end Machu Picchu. Herfra får du en storslået panoramaudsigt over hele ruinområdet og Machu Picchu. Turen derop tager kun ca. 1 time, men det er en hård tur af små stejle trin og du skal være i god form for at nå toppen. Der må kun komme et begrænset antal besøgende derop om dagen, så hvis du kunne tænke dig denne mulighed, skal du reservere en plads og betale for det hjemmefra samtidig med din reservation af denne tur.
Bemærk at turen kan blive aflyst i regnsæsonen, hvis ruten bliver for glat.
Om eftermiddagen mødes gruppen i byen Aguas Calientes, der ligger for foden af bjerget (der er bustransport fra Machu Picchu til Aguas Calientes). Her kan du nyde en frokost og besøge de termiske bade, inden du om eftermiddagen eller tidligt om aftenen (tidspunkt oplyses af guiden og er afhængig af togselskabet) tager toget tilbage til Ollantaytambo eller Poroy og transporteres tilbage til dit hotel i Cuzco. (
M,
F)
14. dag: Afslapning i Cuzco
Efter en uges tid i Andesbjergene er det tid til at slappe af og nyde Cuzcos mange hyggelige restauranter.
15. dag: Cuzco - Rainforest Lodge
I dag starter dit Amazonas eventyr dybt ind i junglen i Manu National Park. Omkring kl. 04.30 forlader du Cuzco i minibus. Turen går gennem de majestætiske Andesbjerge, hvorefter du aflægger et kort besøg i byen Huancarani, hvor du finder Ninamarcas gravtårne og Lupacas kirkegården, som begge stammer fra præ-inkatiden omkring år 1000. Du besøger også den kulturelle by Paucartambo. Herfra går turen ind i Manu National Park, som er et af de mest beskyttede områder i hele Sydamerika, og til Rainforest Lodge, hvor du skal overnatte. I denne del af regnskoven findes orkideer, kæmpebregner og lianer. Her er mulighed for at vandre på egen hånd og holde udkig efter de mange typer af kolibrier og Perus nationalfugl, den røde klippehane, som på engelsk kaldes The Cock of the Rock. (
F,
A)
16. dag: Rainforest Lodge - Bonanza Ecological Reserve
Efter en tidlig morgenmad går turen ned til havnen i Atalaya. Undervejs gør du stop ved lokale frugtfarmere og coca-plantager. Fra Atalaya sejler I ned ad floden Madre de Dios, der er en biflod til Amazon floden. På vejen har du gode chancer for at opleve det rige fugleliv på nært hold og f.eks. se hejrer, gribbe og papegøjer. Der gøres stop nær Shintuya ved naturligt varme kilder, hvor du spiser frokost og nyder en svømmetur. Efter frokost tager du med din guide på trekkingtur igennem junglen, hvor I kan spotte masser af forskellige abearter og kapivarer (flodsvin) samt forskellige plantearter. Hen på eftermiddagen ankommer du til Bonanza Logde, hvor du kan nyde et bad og slappe af. Efter mørkets frembrud vandrer du med din lokalguide en tur igennem regnskoven – det er nemlig det bedste tidspunkt at spotte taranteller, skorpioner og slanger. (
M,
F,
A)
Der er mulighed for at overnatte på Tapir Clay Lick i stedet. Dette camouflage-hus er strategisk placeret i forhold til at se tapirer og navlesvin om natten.
17. dag: Bonanza Lodge - Casa Matsiguenka
Du vågner i dag op til lyden af regnskoven og kan nyde din morgenmad inden rejsen fortsætter dybere ind i Amazonas. Du forlader floden Madre de Dios og sejler nu op af Manu floden. Der gøres et kort stop på rangerstationen Limonal for at vise tilladelser til parken. Herfra er der ca. fem timers rejse ad Manu floden. Undervejs vil du kunne spotte masser af forskellige fuglearter, brøleaber, kaimaner, skildpadder, jaguarer, m.fl. Om eftermiddagen ankommer du til Casa Matsiguenka; et eco-lodge ejet af indfødte. Her kan du udforske nogle af stierne i regnskoven. Om aftenen er der mulighed for at tage med på en safari gennem regnskoven for at se nogle af de dyr og insekter, der er nataktive. (
M,
F,
A)
18. dag: Casa Matsiguenka - Cocha Salvador - Cocha Otorongo
Efter morgenmaden går turen til søen Cocha Salvador, hvor du sejler langs bredden på en flydende observationsplatform. Her kan du iagttage jagende kæmpeoddere, der kun findes her i Manu, og som er verdens største kødædende ferskvandspattedyr. Du kan også se masser af fuglearter og legesyge aber. Fra Cocha Salvador trekker du gennem regnskoven, hvor der er gode muligheder for at spotte sorte edderkoppeaber i trækronerne. Om eftermiddagen går turen til Cocha Otorongo-søen, hvor du fra et 20 meter højt observationstårn kan opleve regnskoven fra trækronerne og spotte masser af vilde dyr. Overnatning på Casa Matsiguenka. (
M,
F,
A)
19. dag: Casa Matsiguenka - Bonanza Lodge
I dag skal du med din guide på en længere vandretur i regnskoven. Guiden vil fortælle om Amazonregnskovens økosystem og planternes medicinske betydning for de indfødte. Måske ser du en gruppe navlesvin eller nogle giftige frøer, og på vejen tilbage kan du holde udkig efter de dyr, der lever i og omkring floden. Om eftermiddagen vil vi prøve at spotte et af de mest sagnompundne og sjældne dyr i Amazonjunglen, jaguaren. Bådturen ned ad Manu- og Madre de Dios floderne og til Bonanza Lodge & Wildlife Center tager ca. 6 timer. Om aftenen kan du igen vælge at tage på en guidet aftentur på stierne i nærheden af dit lodge. (
M,
F,
A)
20. dag: Bonanza Lodge - Rainforest Lodge
Tidligt om morgenen har du mulighed for at besøge det 25 meter høje fugleobservationstårn, for at spotte nogle af regnskovens fugle, som f.eks. tukaner og araer. Herfra sejler du op ad Madre de Dios floden i ca. 4 timer til det komfortable Rainforest Lodge, som er ejet af Amazon Wildlife Peru, som er en lokal organisation til bevarelse af regnskoven. Efter ankomst bliver middagen serveret og herefter kan du vælge at slappe af på dit lodge eller udforske en sti gennem den uberørte regnskov, hvor du kan se flokke af papegøjer og araer, der går til ro i trætoppene mens solen går ned. Hvis du har lyst, er der også mulighed for en guidet natvandring for at se nataktive dyr. (
M,
F,
A)
21. dag: Rainforest Lodge - Cuzco
I dag går turen fra Rainforest Lodge til Atalaya. Herfra vil du tage minibussen tilbage til Cuzco, hvor du ankommer sidst på eftermiddagen. (
M,
F)
22. Afrejse fra Cuzco
Efter nogle fantastiske uger i Peru er det blevet tid til at flyve tilbage til Danmark. Tidspunktet afhænger af hvilket flyselskab du flyver hjem med. (
M)
23. Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark. Ankomsttidspunktet afhænger af hvilket flyselskab du flyver med.
Vær opmærksom på, at højdesyge kan opstå på alle treks, uanset om de anbefalede retningslinjer på området overholdes (For yderligere information henvises til
Statens Serum Institut).
Ligeledes skal det bemærkes, at en del treks ikke overholder de anbefalede retningslinjer vedrørende for eksempel overnatningshøjde, da de ellers ikke kan gennemføres.
Alle Jysk Rejsebureaus trekkingture er gennemprøvede, og vi oplever sjældent, at vores rejsende får højdesyge. Dog er det særdeles vigtigt, at du søger ned i højde, hvis du mærker symptomer på højdesyge (for eksempel hovedpine, åndenød og opkast). Højdesyge er en akut tilstand, der skal tages meget alvorligt.
Du bør kontakte din læge og diskutere muligheden for at forebygge højdesyge i forhold til dit trek. Jysk Rejsebureau refunderer ikke trek, som bliver påvirket eller afbrudt på grund af højdesyge.
Vi refunderer ikke trek, som bliver påvirket eller afbrudt pga. højdesyge