Hvor ligger oldtidsbyen Petra?
Petra er en by i det sydvestlige Jordan, der er beliggende i Mellemøsten. Landet grænser op til Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Israel og Vestbredden. Petra er kategoriseret som en af verdens syv nye vidundere, og trekket til oldtidsbyen, der også kaldes den lyserøde by, er af National Geographic blevet kåret som en af verdens bedste ruter.
Anbefales det at vandre i sko eller støvler på trekket mod Petra?
Hvorvidt du foretrækker at trekke i støvler eller sko på ruten mod Petra er helt op til dig, men det vigtigste er, at du går med den løsning, du er mest komfortabel med. Sko er ofte en sikker vinder i det lettere, varmere terræn, hvilket er kendetegnende for vandreområderne i Jordan, og eftersom vi ikke bærer på mange kilo på ryggen, kunne det være en god idé. Omvendt hjælper støvler med at fiksere ankler og giver mere støtte, når terrænet er kuperet.
Hvilke seværdigheder passerer vi før og efter opholdet i Petra?
Vi får fornøjelsen af at vandre i Jordans største naturreservat, Dana Valley, der er hjemsted for 700 forskellige plantearter, 190 fuglearter og 73 dyrearter. Hvis du er interesseret i flora og fauna, kan det være en god idé at medbringe en kikkert. På ruten passerer vi beduinlejre, små landbrug og gamle Nabatean-ruiner. Det er helt særligt at tilbringe tid i de øde ørkenområder, hvor vilde kameler og dromedarer farer rundt, lytte til historier omkring lejrbålet i beduinlejrene og nyde synet af stjernehimlen i de mørke aftentimer. Alskens kultur- og historieoplevelser og indføringen i den interessante beduinkultur bliver flettet ind i hver dagsetape, mens vi nyder den storslåede natur, hvor terrænet veksler mellem kløfter, ørken og bjergrige områder.
Skal jeg selv bære min bagage på vandringen til Petra?
På trekket bærer vi vores egen dagsrygsæk, men den resterende bagage bliver fragtet mellem overnatningsstederne. Dagsrygsækken vejer normalvis mellem 4-6 kg, hvor det kan være en god idé at medbringe solhat, solcreme, solbriller, siddepude, drikkedunk, snacks, skiftesokker, vandrestave og skaljakke alt efter behov. En udbygget pakkeliste findes i rejseinformationen på hjemmesiden, hvor du kan se flere tips og tricks til, hvad du bør medbringe på rejsen.
Hvad skal man opleve i Petra?
I Petra går kultur, historie og storslået natur hånd i hånd, og det er en helt særlig oplevelse at vandre ind i denne tidslomme. Vi kan glæde os til at opleve de spektakulære stenudskæringer, der kendetegner byen, majestætiske udsigter over Siq-kløften, teatre, templer, altre og det velkendte monument, Al-Knaznah-skattekammeret.
Hvordan forløber det med mad og drikke på Petra-trekket?
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet på de fleste sektioner af trekket, men enkelte måltider kommer dog udover. Ofte medbringer vi madpakker fra beduinlejrene, og aftensmåltiderne nyder vi i telt- eller beduinlejrene, hvor retterne typisk består af grøntsager, couscous og kylling langtidstilberedt over bål eller i karakteristiske jordovne. Man skal regne med at bære på to liter vand hver morgen. Oftest er der gode vandforsyninger undervejs – enten vand lagt ud i vanddepoter langs ruten eller vand fra kilder, som vi koger og filtrerer.
Hvor krævende er turen, og hvordan træner jeg bedst op inden afrejse mod Jordan?
Trekket byder på rutesektioner med vandring i ørkenområder, på små klippestier, i flodlejer og i hede kløfter. Det er en rute, der kan klares af alle i nogenlunde god form. Varmen kan blive en af vores største udfordringer på turen, hvor de forventelige temperaturer når op mod 30 grader om dagen og 10 grader i nattetimerne. Det er ikke let at søge skygge i løbet af dagen, så vi bestræber os på at påbegynde dagsetaperne tidligt om morgenen, så vi om eftermiddagen kan slappe af i skyggen med en kop mynte-te og lade op til næste dags færd. En hat med stor skygge, solbriller og solcreme kan dog afhjælpe på dette. Gå dit fodtøj til inden afrejse og forbered dig med vandreture med let oppakning.
Hvordan overnatter man på ruten til Petra?
Vi tilbringer de fleste nætter på selve trekket i enten telt eller beduinlejre. Når vi overnatter i telt, er det i singletelt, men det er dog muligt at få et dobbelttelt. I Amman og i Petra overnatter vi på 3-stjernede hoteller, og ved Det Døde Hav slutter vi vores krævende vandretur af på fornem vis ved at indlogere os på et 5-stjernet hotel, hvor der er udsigt til velfortjent afslapning og mudderbad. Alle overnatningerne på hotel er i delt dobbeltværelse.