På denne storslåede rejse til Tenerife og La Gomera har du mange majestætiske naturoplevelser og skjulte skatte i vente, når vi snører vandrestøvlerne og begiver os ud på eventyr. Vi skal både vandre, betragte smukke udsigter, nyde godt af fællesskabet og spise fantastisk god, lokal mad, der alt sammen er inkluderet på denne tur.
Tenerife og La Gomera er beliggende ca. 300 kilometer ud for den afrikanske vestkyst, og grundet denne geografiske placering vil vi nyde godt af et stabilt og mildt vandrevejr de fleste måneder i året. Hvad siger du til at undslippe de kolde, danske vintermåneder og deltage i en vild vandretur i det vulkanske landskab på Tenerife og i de frodige bjergområder på La Gomera?
Der findes i alt otte beboede Kanarieøer – de mest velkendte er Tenerife, Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote. Vi vil på denne vandretur med dansk rejseleder få et indblik i den særlige økultur og lokale hverdag, der kendetegner Kanarieøerne. Vi forsøger at holde os væk fra de mest velbesøgte turistdestinationer, så vi kommer spadestikket dybere i mødet med lokalbefolkningen, kulturtraditioner og spændende kulinariske oplevelser.
Vi starter ud på La Gomera og har base i den charmerende bjergby Chipude, hvorfra vi skal vandre i legendariske Valle Gran Rey og Garajonay National Park. La Gomera, kan velsagtens blive kaldt vandringens ø – og der findes et utal af fantastiske vandreruter og vandreområder til trods for øens beskedne størrelse på 370 km2. Efterfølgende sejler vi tilbage mod Tenerife, hvor bestigningen af Pico del Teide, vilde månelignende landskaber og vulkankratre er på programmet, mens vi vandrer fra overnatningssted til overnatningssted i de smukke bjergområder.
Glæd dig til
- Trek til toppen af Pico del Teide
- Autentiske bjerglandsbyer
- Inkluderet morgenmad, picnicfrokost og aftensmad
- Betagende udsigter
- Frodige laurbærskove
- Spektakulært, vulkansk terræn
- Lokale madspecialiteter
- Månelignende landskaber
- Hyggeligt samvær og mindeværdige oplevelser
Et af de helt store plusser ved at vandre på de Kanariske Øer er er uden tvivl det behagelige og stabile klima og adskillige solskinstimer, der er fordelt på hele året. Derfor kan vi udbyde vandreture til Tenerife og La Gomera fra november til marts, så du kan begive dig afsted på eventyr i efterårs- og vintermånederne men undgå at rejse alt for langt væk fra Danmark.
Vejret i bjergene kan være omskifteligt og adskille sig fra det kanariske kystklima, men overordnet set møder vi mildt vandrevejr, når vi snører vandrestøvlerne og udforsker Tenerife og La Gomera.
1. dag: Ankomst til Tenerife og videre til La Gomera
Vi mødes i Kastrup Lufthavn med vores danske rejseleder, hvorefter vi sætter kursen mod storslåede Tenerife og sejler direkte videre mod La Gomera. Vi bliver indlogeret på et hyggeligt hotel i den rolige bjergby Chipude, hvor vi har base, mens vi udforsker La Gomera. Her venter en hyggelig første aften med fællesspisning, turbriefing og måske en slentretur i de hyggelige smågader i byen. (
A)
2. dag: Valle Gran Rey
Turens første dagsvandring udgår direkte fra hotellet i Chipude. Vi bevæger os i retning af den lille landsby El Cercado, der er kendt for den traditionelle keramikproduktion. Vi får også mulighed for at smage på de lokale drinks guarapo, mistela og gomerón. Vi får en spændende indføring i betydningen af de Kanariske palmetræer, når vi vandrer den smukke strækning mod byerne Las Hayas og Arure, og udover palmetræerne er produktionen af vin og gedeost også med til at holde lokaløkonomien i gang i bjerglandsbyerne. Et af højdepunkterne på dagen er den spektakulære udsigt fra Mirador del Santo og højderyggen La Mérica, der både er garant for udsigter over dalen Valle Gran Rey men også mod naboøerne El Hierro og La Palma på en klar dag. En stejl afstikker leder os ned til den imponerende sandstrand i Valle Gran Rey, hvor vi bliver belønnet med en forfriskende dukkert og flere smukke udsigter – og måske en kold øl i skyggen. Herefter venter en kort bustur tilbage til hotellet, afslapning og en hyggelig fællesmiddag. (
M),(
F),(
A)
Anslået vandretid: 6-7 timer, 16,5 km. Højdemeter: 500 m▲ og 1.575 m▼
3. dag: Garajonay National Park
I dag sætter vi kursen mod toppen af øen, Alto de Garajonay. Vi passerer La Fortaleza, en enorm vulkansk formation, der traditionelt agerede et vigtigt religiøst samlingspunkt for tilbedelsen af lokale guder. Vi trekker videre til den majestætiske kløft, Erques, og til toppen af landsbyen Igualero, der er den højest beliggende landsby på La Gomera. Derfra venter en kort vandretur videre mod toppen, hvor vi på klare solskinsdage bliver belønnet med udsigter over Pico del Teide, der tordner op gennem skydækket på Tenerife i det fjerne. Vi kan glæde os til, hvad vi har i vente senere på ugen. Fra toppen af Alto de Garajonay passerer vi nu ind i hjertet af Garajonay National Park, hvor den endemiske laurissilva-skov gør besøget til noget helt særligt. Vi krydser en træbro videre over El Cedro-kløften, der indbyder med endnu flere spektakulære udsigter. En kort transfer venter til færgehavnen i San Sebastian, hvorfra vi sejler mod Tenerife og bliver kørt til Santiago del Teide. (
M),(
F),(
A)
Anslået vandretid: 6-7 timer, 15,5 km. Højdemeter: 850 m▲ og 850 m▼
4. dag: Teno-bjergene og Masca
Denne dagsetape udgår fra det nordvestlige hjørne af øen, hvor Teno-bjergene er en af de ældste bjergkæder på Tenerife. Fra den majestætiske landsby Masca udforsker vi de små gader og påbegynder trekkingturen mod Teno-højderyggen. Herfra venter både panoramiske udsigter og imponerende forskelle mellem bjergmassiverne – mod højre kan vi spotte dramatiske kløfter og et landskab, der er tilpasset det solrige klima, mens vi mod venstre tydeligt kan se et frodigere og grønnere landskab med tæt laurissilva-skov og stor vegetation. En stor variation i landskaber er fællesnævneren for dagens vandretur. Før vi forlader højderyggen, venter endnu en storslået udsigt mod Pico del Teide og Pico Viejo i det fjerne, der skyder op gennem den enorme fyrreskov. På vejen mod overnatningsstedet Los Partidos passerer vi både skov, småsøer og dalområder. (
M),(
F),(
A)
Anslået vandretid: 6-7 timer, 14 km. Højdemeter: 1.025 m▲ og 500 m▼
5. Reserva Natural de Chinyero
I dag har vi smukke vulkanvandringer i Reserva Natural de Chinyero i vente, hvor vi vil udforske landskaber, der sagtens kunne agere kulisse i en sci-fi-film. Først trekker vi i retning af vulkanen Arenas Negras, hvor et udbrud i 1706 havde fatale konsekvenser for indbyggerne i havnebyen Garachico. Hovedattraktionen i dag er vulkanen Chinyero, men der er en række andre lige så flotte småvulkaner strøet rundt i området. Vi trekker gennem fyrreskov og passerer flere vulkanske landskaber, før vi når frem til Teide National Park. De enorme kontraster mellem de grønne fyrreskove samt de røde, vulkanske farver er helt særlige landskaber at vandre i, og rammer vi en skyfri dag, er farvespillene endnu mere markante. Herefter går turen til vores base i Vilaflor, hvor vi vil spendere en hyggelig aften med fællesspisning – og lade op til den både storslåede og kuperede vandredag, der venter os i morgen. (
M),(
F),(
A)
Anslået vandretid: 7-8 timer, 21 km. Højdemeter: 1.250 m▲ og 350 m▼
6. dag: Montaña de Guajara og Paisaje Lunar
Dagsruten følger Camino Real de Chasna, en vigtig og gammel kommunikationsrute, der traditionelt linkede den nordlige og sydlige del af øen tværs over bjergmassiverne. Vi trekker gennem smukke fyrreskove og frem til monumentet Los Escurriales, i folkemunde kendt som Paisaje Lunar – månelandskabet, et meget surrealistisk og goldt landskab. Særligt har erosionen af vand og vind kreeret denne skrøbelige men unikke geologiske struktur. Vi krydser trægrænsen i 2.000 meters højde og ankommer til Teide National Park. Herefter sætter vi kurs mod Montaña de Guajara, et imponerende skue i 2.717 meters højde. Det er en særdeles spektakulær toptur, der byder på udsigter mod den sydlige del af Tenerife og mod Gran Canaria. Herfra har vi uden tvivl den smukkeste udsigt mod Pico del Teide og mod den lavereliggende Pico Viejo ("den gamle tinde", 3.129 m.o.h., et imponerende krater, der er cirka 800 meter i diameter, og hvorfra lava i forskellige farver er strømmet ud og har givet ophav til sælsomme former. (
M),(
F),(
A)
Anslået vandretid: 7-8 timer, 17 km. Højdemeter: 1.550 m▲ og 800 m▼
7: dag: Bestigning af Spaniens højeste bjerg, Pico del Teide (3.718 m.o.h)
Vi påbegynder bestigningen fra Montaña Blanca, hvor stien hæver sig over det spektakulære krater og byder på vilde udsigter og bringer os tættere på det vulkanske landskab. Vi kan her spotte de såkaldte Huevos del Teide, kolossale stenformationer runde som æg, der stammer fra det seneste vulkanudbrud på Tenerife i 1909. Farvekontrasterne, der omgiver os her, er svære at beskrive med ord. Vi sætter nu kurs mod toppen af Teide og zigzagger mellem to lavastrømme. Vegetationen ændrer sig, landskabet bliver mere goldt, og vi kan så småt mærke på vejrtrækningen, at iltmætningen daler. Refugiet Altavista kommer til syne, hvor bjergbestigere og vandrere fra hele verden siden 1892 har delt røverhistorie og bjergdrømme. Stien indsnævrer sig og går stejl opad, indtil vi når op til kabelbanen ved La Rambleta, hvor vi kan puste lidt ud, inden vi kæmper os det sidste stræk mod toppen, hvor svovldampe, varme sten og krystalliserede mineraler vidner om en endnu aktiv vulkan under vores fødder. Vi kan se frem til at nyde en 360-graders panoramisk udsigt over hele Tenerife og de omkringliggende Kanarieøer, og udsigten er uden tvivl alle strabadserne værd. Turen ned kan vi nyde fra kabelbanen, der giver os et spændende perspektiv på den rute, der ledte os mod toppen. Vi kører mod den sydlige del af Tenerife og bliver indlogeret på et hotel lige ved kysten, hvor en badetur er et hit efter dagens tur – efterfulgt af en god middag og et tilbageblik på en storslået uge i vandrestøvlerne. (
M),(
F),(
A)
Anslået vandretid: 6-7 timer, 9,5 km. Højdemeter: 1.400 m▲ og 200 m▼
8: dag: Badetur og hjemrejse
Efter en storslået uge i vandrestøvlerne er det blevet tid til at vende hjem mod Danmark. Vi spiser en god morgenmad på hotellet, hvorefter der er tid til en dukkert og en slentretur rundt i byen, før vi sætter kursen mod lufthavnen. Tak for denne gang! (
M)