Grand Canyon Nationalparken er én af de ældste i USA og dækker et areal på størrelse med Lolland, Falster og Fyn tilsammen. Grand Canyon deles op i den sydlige kant (South Rim) og den nordlige kant (North Rim), der hver især tilbyder forskellige oplevelser. Begge kanter besøges sjældent på en dag, da afstandene simpelthen er for tidskrævende.

De mest populære udsigtspunkter ligger ved den sydlige kant, til dels pga. den gode infrastruktur og naturligvis udsigterne over det endeløse og dramatiske landskab. Du kan undgå den store turistsæson ved at besøge stedet i efteråret. Der er rig mulighed for at vandre i området, spørg på ranger-kontoret efter et kort over de forskellige ruter.

Er du i rigtig god form, og har du fået blod på tanden, så fuldend dit Grand Canyon-eventyr med en tur ned i kløften. Det er en anstrengende nedstigning, så planlægger du at nå flodens bred, anbefaler vi, at du afsætter minimum to dage. Der er mange frygtindgydende beretninger om episoder, hvor varme, tørst og udmattelse har overmandet selv den stærkeste mand. Lad derfor vandet og tiden være med dig, og bevæg dig langsomt ned til den brusende Colorado River. Nede i bunden, omgivet af lodrette klippevægge, kan du udfordre dig selv til at passere floden via en hængebro. Turene ned i kløften kan foretages på egen hånd eller med hjælp fra en guide, husk da at booke i god tid.

I den vestlige del af nationalparken finder du den nye store turistattraktion Grand Canyon Skywalk, en 10 cm tyk U-formet glasbro, som ligger hævet 1,2 km over floden. Det kan virke noget grænseoverskridende at træde ud på en glasbund, som strækker sig 20 meter ud i luften, men oplevelsen er helt spektakulær.

Vil du længere væk fra turismen og nærmere vildmarken og det isolerede landskab, er den nordlige kant bestemt et besøg værd. Udsigten herfra er enestående, og de enorme vidder får én til at sætte verden i perspektiv. Vær opmærksom på, at den nordlige kant ligger 100 km fra den sydlige kant og er lukket i vinterhalvåret pga. vejret.
Sæson:
I sommermånederne er den sydlige kant (South Rim) behagelig varm (21-29°C), den nordlige kant (North Rim) et par grader lavere, og Inner Canyon byder på ekstremvarme op til 40°C. Tordenstorme er almindelige i juli, august og tidlig september. Både South Rim og North Rim kommer under frysepunktet i vinterperioden. Vejen til North Rim er lukket fra sneen begynder at falde i november til maj, mens South Rim er åben hele året. Rejser du i foråret/efteråret, så vær forberedt på vejrskifte, det behagelige vejr kan hurtigt ændre sig til regn og kulde.

Jysk Rejsebureau anbefaler, at du besøger nationalparken maj til september.

Grand Canyon
Grand Canyon, USA

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top