Med dens mere end 8 millioner indbyggere fordelt på godt 800 km² er New York én af USAs mest befolkningstætte storbyer. Oveni dette er der ca. 44 millioner besøgende om året. New York er delt op i 5 amter - The Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island - hver med deres karakteristiske atmosfære og særpræg. På Manhattan finder du mange af de store seværdigheder, som du kender fra film og tv.

5th Avenue er en af hovednerverne i New York og et rigtig godt udgangspunkt for de shoppelystne. Tæt pakket med butikker og stormagasiner er der fristelser for enhver smag.

På det sydlige Manhattan ligger det financielle distrikt med New York Stock Exchange og Wall Street. Det er en oplevelse at gå rundt blandt forretningsfolkene og skyskraberne og opleve stemningen. Her finder du også "Ground Zero", som er omdannet til en kæmpestor byggeplads for det nye World Trade Center.

Soho er navnet på en af New Yorks meget spændende bydele, som bl.a. indbefatter Chinatown og Little Italy. Manhattans Chinatown er den største kinesiske enklave udenfor Asien, og byder på alt indenfor kunsthåndværk, spændende madoplevelser, tøjbutikker, teatre og kunstgallerier.

Fra Battery Park på sydspidsen af Manhattan er det et must at hoppe på en af de gratis, gule Staten Island færger, der sejler forbi Frihedsgudinden, som står 46 meter høj på Liberty Island ved indsejlingen til New York. Siden 2001 er det ikke længere muligt at komme ind i selve Frihedsgudinden, men fra det øverste dæk af færgen er der godt udsyn, hvis du stiller dig på højre side. På vej til Staten Island stopper færgen også ved Ellis Island, hvor du kan besøge National Museum of Immigration. På tilbagevejen har du et fantastisk udsyn til New Yorks skyline - sørg for at stille dig i forenden af båden.

Fra Brooklyn Bridge kan du nyde en storslået udsigt over Lower Manhattan og Brooklyn. Det er oplagt at krydse den både til fods og på cykel, via den plankebelagte sti på den 500 m lange bro.

Midtown
I hjertet af New York ligger Times Square, som også er er udgangspunktet for teaterdistriktet, hvor du kan se én af de berømte Broadway musicals eller teaterstykker, som er et ”must” på din første tur til ”The Big Apple”. Hvis du ikke har billet i forvejen, og har mod på at stå lidt i kø, kan du være heldig at få fat på en billet til halv pris til en forestilling samme aften. Disse billetter sættes til salg fra omkring kl. 14 i små ticket booths, som ligger i og omkring Times Square.

Gå ikke glip af udsigten fra toppen af Empire State Building. Det er en god ide, hvis du planlægger det til sidst på eftermiddagen, så du både får set den fantastiske udsigt over New York i dagslys, og når mørket falder på, og storbyens lys bliver tændt. Alternativt kan du vælge "Top of the Rock" i Rockefeller Center (30 Rockefeller Plaza), hvorfra der er en storslået udsigt over New Yorks skyline, inklusiv Empire State Building, som tårner sig op over de andre skyskrabere. Rockefeller Center udgøres af 19 skyskrabere, hvor ca. 65.000 mennesker arbejder. Under Rockefeller Center findes et underjordisk paradis for shopaholics med et et kæmpe udvalg af butikker.

Er du til moderne kunst er det værd at lægge et smut forbi det populære MoMA - Museum of Modern Art. Her er der kunst for enhver smag, lige fra arkitektur og design til skulpturer og malerier.

Det er også anbefalelsesværdigt at aflægge et besøg til FN's Hovedkvarter, og at betale lidt ekstra for en rundvisning.

Uptown
På Upper West Side kan du besøge American Museum of Natural History, som huser én af verdens mest spektakulære samlinger af forhistoriske og naturvidenskabelige artefakter. Især Dinosaurus-udstillingen med fossil-skeletterne af fortidens gigantiske dinosaurer er værd at besøge.

Trænger du til en stille stund og til at slukke for den larmende storbys lyde for en stund, er Central Park et dejligt åndehul. Her kan du slappe af i grønne omgivelser og opleve New Yorkernes foretrukne fristed. Med dens søer, tennisbaner, baseballbaner og mange andre muligheder danner Central park rammen om en helt fantastisk park. Har du god tid, findes der masser af aktiviteter i parken, bl.a. leje af små robåde samt cykler men det kan også anbefales at opleve Central park på gåben

Midt i Central Park ligger Metropolitan Museum of Art og har du ikke fået kunst nok for en dag, kan man også besøge det arkitektoniske mesterværk Guggenheim Museet, som ligger et stenkast herfra, og som huser moderne kunst i verdensklasse.

Harlem
Nord for Central Park på Manhattan finder du Harlem som især er berømt for sine mange kirker med gospelgudstjenester.

Onsdag og søndag formiddag er der mulighed for at opleve en gospelgudstjeneste i en af kirke i Harlem. Lige dele hvide turister sidder pænt med velvillige ansigter, de lokale afroamerikanere står op med henførte ansigter og armene i vejret, for her på en ganske almindelig hverdag synger koret "Arc Gospel Choir" nemlig gospel for fuldt hus.

Harlem har siden 1800-tallet været mest kendt for vold, narkotika og slum, men også som stedet, hvor store navne som Duke Ellington, Count Basie, Louis Armstrong og Billie Holiday videreudviklede musikkulturen med jazz og soul i bydelens mange jazzklubber og på det legendariske Apollo Teater.
Tilnavn: The Big Apple

Indbyggere: 8.3 mill.

Areal: ca. 800 km²

Klima: Tempereret kystklima

Highlights: Empire State Building, Statue of Liberty, Central Park, Times Square, Rockefeller Center, Ground Zero, Natural History Museum, Guggenheim Museum, Museum of Modern Art.

Hoteller i USA
New York, USANew York, Storby, USA, NordamerikaNew York, Storby, USA, NordamerikaNew York, Storby, USA, NordamerikaNew York, Central ParkNew York

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top